Hvad frack har jeg rodet mig ud i?

Jeg gør sjældent noget rigtig uovervejet. Og min Mælkebøttebaby var gransket og overvejet og tænkt igennem over flere år, før "projektet" blev en realitet. Alligevel slår det mig ind imellem, nu hvor det nærmer sig at Mælkebøtten "kommer ud i den virkelige verden": 

Hvad frack har jeg rodet mig ud i??!

Jeg kan godt li' at være gravid. Jeg kan rigtig godt li' det! Min krop er god til det her shit, og det meste af tiden har jeg det fantastisk. Opmærksomheden og beundringen nu jeg endelig har fået en rigtig mave på, er heller ikke ringe! 

På den anden side af fødslen venter alt det ukendte. Og ukendt har altid skræmt mig lidt. Misforstå mig ikke - jeg glæder mig vildt til at møde min Mælkebøtte! Men nu har jeg lige så godt gang i det der graviditets-noget. Og så banker baby pludselig på, og melder at der altså ikke er længe til alting forandres igen. Igen. 

Det gik pludselig stærkt - fra jeg stoppede på arbejde, til muligheden for babys ankomst kom foruroligende tæt på. "Anyday now" er en streng deadline at arbejde med, når to do-listen lader til at vokse hurtigere end den vil skrumpe. Men det hjælper på det nu. Min skønne familie sprang til igen, og da de der gravidhormoner jeg havde hørt så meget om, endelig slog til kunne jeg også selv give den en skalle. 

Over de sidste par uger er det endelig lykkedes at finde gulvplads til et fødekar, fremgrave stuen fra kaoset efter Mørket blev tømt, få styr på pusleplads, bleer og tøj, gøre huset nogenlunde farbart, og senest - få varmt vand i hanen! Det er sgu ikke så ringe endda!

Der er stadig masser på listen, og de lækre hormoner der tager ubehaget fra bækkenet, forstærker også alt hvad jeg kan finde på af humørsvingninger, nervøsitet og pressethed. Men de absolut nødvendige og akutte ting er ved at være på plads, og det gør det lidt lettere at tæmme det hele. 

Jeg embracer mit kaos, og husker at jeg ikke kan gøre noget ved en fremtid der ikke er her endnu.

Jeg tror ikke der er nogen egentlig pointe med det her skriv. Tanken slår ned i mig ind imellem, og jeg tænker egentlig det er meget godt at blive mindet om, at en baby ikke er noget der skal tages let på - selvom det ikke er rart i situationen. Intet er perfekt. Glæden kommer med bekymring, julen kommer med stress, og jeg kommer med en heftig omgang kaos, trods al min forberedelse.

Glædelig første søndag i advent!