Idag for et år siden sad jeg og spillede rollespil med nogle venner, da jeg fik en besked fra min mor. Min moster var netop død. Jeg kan huske at jeg stirrede på ordene, uden at ville acceptere dem.
Vi spillede videre, og jeg sagde ikke noget til de andre. Det føltes forbudt at fortsætte en hyggelig aktivitet. Som om jeg burde reagere, græde, gøre et eller andet. Men der er forskel på at vide og føle, og selvom jeg vidste hun var død, forstod jeg det ikke for alvor. Og jeg havde ikke travlt med at komme til det!
Efter spillet trak jeg en god ven fra gruppen til side. Han kendte situationen, og havde godt kunnet se på mig, hvilken besked jeg havde fået. Vi snakkede længe, ude på fortorvet, i halvmørket. Om forløbet, om hvor hurtigt det var gået, og om min dårlige samvittighed over ikke at have reageret som man bør.
Realiteterne sev under huden på vejen hjem, og bed sig uhjælpeligt fast dagen efter, da vi var inde og sige farvel før bedemanden hentede hende. Og stadig tog det adskillige dage før det for alvor blev virkelighed. Nogle dage kan jeg stadig glemme at hun er væk.
Hormontågerne hjalp ikke. Jeg var 6 mdr gravid da hun døde, og da vi nåede til jul og sorgen og savnet farvede hele familien, sad jeg i en skitzofren lykkerus med min lille nye baby i favnen. Jeg nød min lykke og min baby, men ind imellem føltes det forkert, at jeg ikke kunne mærke den dybe sorg der tydeligt prægede resten af familien.
Sorgen var og er der. Og det er netop det denne post handler om. Jeg savner hende ikke mindre, fordi min oplevelse og mit udtryk har været anderledes. Og nej, jeg skriver ikke for at forsvare mig mod nogen der har påtalt det, men fordi jeg stadig selv kan føles "forkert", for at afvige fra den "normale" måde at sørge.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min moster ville ønske at jeg brugte min tid på at nyde min søn, og være glad sammen med ham. Så når jeg har haft valget mellem at dykke ned i savnet eller lade mig føre væk at lykkerusen, har jeg valgt det sidste. Og så stopper jeg op ind imellem, og husker hendes uselviskhed og livsglæde, ønsker af al magt at hun kunne have mødt min baby, og han hende, og savner hende så jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv.
Det passer mig ikke at skulle aflevere min Mælkebøtte til nogen andre, om alt for få måneder. Det har jeg måske nævnt før? Jeg er også ret sikker på at jeg har luftet mine tanker om at stable noget selvstændigt på benene. Jeg har ikke brug for at blive rig, men synes det kunne være SÅ fedt selv at kunne tilrettelægge min tid, og have flexibilitet i hverdagen. Jeg er helt med på at selvstændighed ikke er det samme som frihed - hver time af dagen er en mulighed for at arbejde, og man har per definition arbejdet med hjem. Jeg er stadig fristet.
Og nu har jeg altså taget et (lille) skridt mod måske at finde på noget. Jeg er startet på Slyngeskolens uddannelse for bærekonsulenter.
Jeg bliver færdig kort efter min barsel slutter, og tænker jeg kan udnytte de sidste par måneder til forberedelse. Jeg overvejer blandt andet at flytte bloggen over på en lidt mere lækker hjemmeside, hvor der så også kan blive plads til en mere professionel del. Og tankerne om hvad jeg ellers kan "sælge" fortsætter.
Det der med at sælge mig selv, og tage penge for hvad jeg laver, er jeg virkelig ringe til. Jeg er så voldsomt selvkritisk, at jeg kan blive helt flov over at kræve penge for noget jeg ikke selv mener er perfekt - og det mener jeg sjældent. Men jeg øver mig, for penge skal der til, og så længe modtagerne er glade er det spildt energi at gå og skamme mig over (i mangel af bedre ord). Hvis jeg skal kunne leve af noget selvstændigt, bliver jeg nødt til at lære det.
Jeg kommer nok ikke til at slippe helt for at lade andre passe Mælkebøtten, men i mit hoved er det jo mindre jo bedre. Og uden at have noget som helst økonomisk overblik, håber jeg at det her er et skridt i den rigtige retning.
Fuck-delen ramte mig igår. Jeg er nemlig sprunget på holdet en måneds tid efter de egentlig startede, og det betyder at jeg har noget at indhente, og de første to deadlines ikke ligger sammen med resten af deltagerne. Perfektionisten bag tasterne her vil gerne tilbage på linie med resten hurtigst muligt, uden at gå på kompromis - og det er slet ikke nemt når der både er en baby der har førsteprioritet, og et liv der fortsætter ved siden af.
Vi var på super hyggelig udflugt med mødregruppen, som endte med at koste lidt flere high level spells end jeg havde forberedt mig på. Trætheden fik mig til at fejle et concentration check, og så var der pludselig ikke noget der holdt fast og sammen på alle tankerne. Pres og uoverskuelighed og angstprovokerende uforudsigelighed og ansvar og deadlines og tvivl og dårlig samvittighed myldrede frem, og blev rodet sammen i endnu mere forvirring og udmattethed.
Heldigvis er min mødregruppe ret episk, så jeg tog en dyb indånding og skrev til dem (det er stadig angstprovokerende af helvede til at indrømme sårbarhed, men alternativet var værre, og mine medmødre er helt seriøst fantastiske). Jeg fortalte at jeg var blevet slået ud, og de hjalp mig med at huske at jeg egentlig er ret sej. (Jep, det udsagn er også åndssvagt svært at skrive).
Jeg har måske nok ikke gjort livet nemt for mig selv, men jeg gør det der er rigtigt for mig. Og for min søn. Og lige nu er det altså at forsøge at opsamle nogle kompetencer og nogle strategier, for at kunne være mest muligt hos ham. Fysioterapeut og bærekonsulent. Det må der sgu' da være nogen der kan bruge!
