Ethundredeogotteogfirs

6 måneder. 26 uger. 184 dage - og så idag faktisk allerede 188 dage. Og to timer, hvis vi skal være helt præcise. Så længe har min skønne Mælkebøtte været ude i verden nu. Jeg vil ikke kalde det, at jeg har været mor, i den angivne mængde tid - for det synes jeg jeg var længe før han skiftede "fra vand til land". Faktisk skal vi nok helt tilbage til vinteren 09/10, for at ramme det tidpunkt hvor jeg blev klar over, at jeg hvilede bedst i "mor-rollen", som kvinde. Men det er en helt anden snak.

Et halvt år. Det er totalt kliché, men det føles totalt uvirkeligt at tiden er gået så hurtigt. Når jeg mærker efter føles det som om det er max halvanden måned siden jeg fik min lille squish i armene. Når verden omkring mig begynder at nævne ord som jordbær, sommerferie, strand, Sankt Hans, festival osv, lyder det helt forkert. Mælkebøtten er jo født i december, og det er kun et øjeblik siden! 

På en af de der forsvundne dage, var der en der spurgte mig, om vi var ved at have lært hinanden at kende - mig og min søn. Og mens jeg godt tror jeg ved hvad der menes, og vist nok også fik svaret noget ikke helt håbløst, er det egentlig et ret sært spørgsmål, når man tænker over det. Det virker så simpelt - at to personer bruger tid sammen, og lærer hinanden at kende. Det er bare ikke min oplevelse at det kan overføres til babyer. Ikke min baby, i hvert fald - for nu at holde det på egen tallerken. 

Mælkebøtten idag er ikke Mælkebøtten for 14 dage siden. Og når jeg begynder at tænke den vej rundt, giver det pludselig mere mening hvor lang tid der er gået. Han udvikler sig, og lærer, og suger til sig, og eksperimenterer, og forstår, og ændrer sig hele tiden. Jo, han har nogle træk som forbliver og som er ham, men rutiner, behov, lyster og grænser skifter - næsten hurtigere end jeg kan følge med. 

Det giver mening, at så snart jeg gennemskuer de nyeste vilkår, og genetablerer ro, tryghed og forudsigelighed, så bliver der overskud til at tage hul på næste trin. Og misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at kunne give ham de rammer han skal bruge for at udvikle sig i den fart. Det er facinerende udover alle grænser, at se hvordan han hele tiden interagerer med verden omkring sig, på en lidt mere avanceret facon end dagen før. Men puh, det er lige til at blive forpustet af, aldrig at have to dage i træk med ro.

På 184 dage har Mælkebøtten mere end fordoblet sin kampvægt. Har arbejdet sig stødt og roligt fra str 56 til str 74. Og tømt den sidste pakke bleer i str 3 - på dagen, endda. Og hver eneste dag har han bekræftet mig i, at det var helt rigtigt for mig, at træffe det valget om at få ham. - Jeg er ikke pladderromantisk, jeg kunne aldrig drømme om at shame for engang imellem at have lyst til at kyle ungen ud af vinduet, eller trænge til en pause. Det har bare ikke ramt mig endnu. 

Seksogtyve uger med "manden i mit liv". På den ene side ønsker jeg at stoppe tiden så jeg kan nå at nyde ham endnu mere, og på den anden glæder jeg mig vildt til at se hvad der bliver det næste han lærer, og hvem han bliver når han bliver ældre. Men da jeg hverken har magt over tiden eller hans nysgerrighed, gør det ikke den store forskel. Så jeg nyder bare lige nu og her, trækker vejret og følger med så godt jeg kan. Lige pludselig er de næste 26 uger sikkert også forsvundet. 

Tving mig ikke til at lyve

Jeg forstår godt nysgerrigheden. Jeg ved godt at min beslutning om at få et barn alene, stadig ligger temmelig langt fra normen. Og at mit valg om at bruge en privat donor, i stedet for at få hjælp på en klinik, gør arrangementet endnu mere sjælden. Langt henad vejen byder jeg spørgsmål velkomne, og svarer gerne på næsten alt, for at hjælpe afmystificeringen på vej. 

Men jeg svarer ikke på hvem donoren er!

Da vi lavede aftalen - mig og min Mælkebøttedonor - var en af betingelserne, at det var alt eller intet. Enten skulle alle vide hvem han var, eller også skulle ingen. Og indtil videre er det ingen. Når og hvis det engang skal være være kendt, bliver det på opfordring fra Mælkebøtten selv.

Jeg svarer gerne på hvorfor jeg har valgt som jeg gjorde. Jeg svarer gerne på hvordan vores aftale virker. Jeg svarer gerne på hvordan jeg har det med beslutningen, og i den grad jeg kender til det, hvor dan han har det med den. Jeg har sågar svaret på hvormange forsøg det tog - selvom jeg tror spørgeren gik ud fra at hun spurgte til klinisk inseminering, og ikke gammeldags madrasgymnastik. 

Det her er ikke et angreb på nogen bestemte - som sagt, forstår jeg udemærket nysgerrigheden. Det er en anmodning om betænksomhed. Når jeg får spørgsmål i stil med om det er én jeg kender fra studiet, én der spiller rollespil, én der er lokal, eller andet i den dur - så ta'r jeg mig selv i at overveje hvilket svar der begrænser antallet af muligheder mindst. Uanset sandheden. 

Jeg vil ikke lyve. Jeg hader at lyve. Men jeg vil ikke svare på noget der gør det muligt for folk at begynde at regne sig frem til, eller gætte på, hvem der er min donor. 

For nu at komme helt ned på jorden igen, så har jeg reelt kun fået ganske få af den slags spørgsmål - men det har sat en masse tanker igang om hvordan jeg bedst håndterer dem. Hvis jeg i situationen siger, at jeg har jeg ikke lyst til at svare på det - bliver det så bare tolket som et "Ja, tampen brænder"? Hvis jeg svarer "Ja" eller "Nej" lidt på må og få, for ikke at afsløre noget, bliver folk så sure senere? 

Jeg ved at ingen spørger i ond vilje. Heller ikke selvom de egentlig godt ved, at jeg ikke vil fortælle hvem Mælkebøttedonoren er. Så jeg håber på forståelse, både for mine tilfældige - ikke altid sandfærdige svar, og for det her skriv. Et skriv, som mens jeg sidder ved tasterne, virker lidt kryster-agtigt. Som om jeg forsøger at sige fra, uden at ville tage konfrontationen. Mens min intention egentlig er at sige fra, uden at øge nysgerrighed eller antagelser. 

Jeg er stor fan af nysgerrighed. Og jeg elsker når folk spørger ind til min baby. Bare ikke lige om dét...