Sunday, July 14, 2019

Videnssamling om babybæring

Jeg er babybærer. Det har alle der kender mig, eller som har fulgt med på Instagram vist opdaget. Fra Mælkebøtten blev født, føltes det helt forkert for mig at lægge ham fra mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, hvis jeg skulle slippe kontakten til ham. Jeg har længe joket med, at jeg har en stenalderkrop, og de dertilhørende instinkter, og jeg tænker den følelse bare bekræfter påstanden.

Jeg kan tale både meget og længe om babybæring, og om hvor gavnligt og naturligt det er. Og blandt andet derfor var det noget af en overraskelse da to fysioterapeutet - min egen profession - fik udgivet en artikel om at man endelig skal passe på med det vikleri. Uden evidens af nogen art, og med adskillige direkte usande påstande og antagelser, vel at mærke.

Det tog mig flere forsøg at læse den hele igennem, fordi jeg blev så vred og forarget at jeg måtte holde pauser undervejs. Og da jeg valgte at dele en advarsel om at selv sundhedsuddannede kan tage fejl, når deres forforståelse kommer i vejen for perspektiv og evidens, fik jeg flere reaktioner fra folk der syntes artiklen lød fornuftig og saglig. Behøver jeg påpege at det var temmelig ironisk og frustrerende?

Jeg kan sagtens svare for mig, hvis nogen spørger ind til mit valg om at bære, og jeg er totalt forberedt hvis jeg en dag skulle møde en kritiker. Men der er mange der er endnu klogere på området, og jeg tænker at jeg vil udnytte muligheden her, til at samle nogle af deres visdomsord - både generelle, og som svar på førnævnte artikel.

Slyngejordemoder Lotte, der som navnet antyder er uddannet jordemoder og slyngevejleder, har skrevet en dejligt nørdet artikel om nogle af de største fysiologiske fordele ved babybæring i forhold til barnets udvikling. Hun skrev også en reaktion på artiklen, som hun udgav på Instagram her

Derudover har både Slyngefys Katrine og Maria fra BaerDitBarn, som begge er uddannede fysioterapeuter og slyngevejledere, pillet artiklen fra hinanden. Man kan desuden finde flere gode artikler og blogs om babybæring og -udvikling på deres sider.

Hvor ville det være fedt, hvis vi kunne droppe alle kasserne, normtænkningen og strømliningen. Hvis børn og familier kunne få lov at være sig selv, og udvikle sig i den rækkefølge og hastighed der passer dem. Selvfølgelig er der ting der er skadelige, og med rette bør frarådes. Men hvis ikke vi havde så travlt med at skynde på ungerne, tænker jeg at fx hoppegynger og opstablede siddestillinger ville forsvinde helt af sig selv. 

Min Mælkebøtte sover fantastiske lure i sin barnevogn. Og er han ked, falder til ro så snart han ser mig folde viklen ud, fordi han ved jeg reagerer på hans behov. Vi gør tingene på vores måde, fordi det er sådan det virker bedst for os. Og jeg har fuld respekt for at andre måder virker bedre for andre. Så længe valgene er truffet bevidst og velinformeret. 


Wednesday, July 3, 2019

Skriveterapi om en stump af min fødselsoplevelse

Sent igår aftes lå jeg vågen med tankemylder. Det i sig selv er selvfølgelig ikke så underligt, det tænker jeg de fleste oplever ind imellem. Men (igen) igår, vendte tankerne tilbage til øjeblikket hvor min Mælkebøtte blev født. 

Det her er ikke en fødselsberetning. Jeg håber stadig en dag at kunne skrive en positiv version af den historie, for min egen skyld, og vil ikke dele den negative side, uden. Det hjalp mig at skrive ned, da jeg klagede til fødegangen, men det har ikke noget formål at dele på en måde. 

Jeg har fundet ro i mig selv, om langt det meste af Mælkebøttens fødsel. Undtagen øjeblikket hvor han blev født, og lagt op på min mave. Vores gyldne øjeblik. Vores første møde på ydersiden. Sekundet hvor hans liv i verden begyndte. 

Jeg forventede ikke ubetinget forelskelse fra første glimt. Jeg var forberedt og realistisk og glædede mig. Jeg var ikke forberedt på ikke at få chancen. 

Sygehusjordemoderen greb Mælkebøtten da han blev født, og lagde ham op på mig. Og så trodsede hun evidens, indikationer og min desperate bøn, og klippede navlestrengen med det samme. 

Jeg ved det er en lille bitte ting. Jeg ved at milioner af børn har fået klippet navlestrengen med det samme, uden problemer. Jeg ved at jeg fik en stor, stærk og rask søn. Men hendes argument var at det var nødvendigt for hans skyld. Hun gjorde mig bange for om han fik ilt nok, og så fjernede hun hans iltforsyning. Hun begik et overgreb på min søn, og gjorde det på en måde hvor jeg fuldt og helt oplevede at hun bragte ham i fare. Og jeg kunne ikke beskytte ham. Jeg bad hende lade være med at klippe. Jeg bad hende vente så lang tid som muligt med at klippe. Og hun fortalte mig at hun havde klippet. Det var gjort, der var intet at gøre for at rette op på det. 

Vores gyldne første møde. Mit og min søns første øjeblik. Og alt jeg følte var angst, desperation, frustration, vrede og afmagt. En modbydelig fremmed kvinde bragte min søn i fare, og jeg havde ikke kunnet beskytte ham. Jeg spildte tid på at overveje om det var gået anderledes hvis jeg havde sagt noget før han blev født, men havde slet ikke overvejet at en jordemoder idag kunne finde på at klippe før navlestrengen var færdig med at pumpe blodet tilbage til barnet. 

Hun sagde at han havde navlestrengen om halsen, og jeg tænkte at så er det godt han får ilt med blodet, og at alle sundhedsfaglige idag ved at det hænger sådan sammen. Hun sagde at han skulle "rette sig" snart, ellers måtte han over og have luft, og han skreg før hun var færdig med at tale. 

Jeg græder stadig hver gang tankerne får fat. Jeg græder mens jeg skriver. Og netop derfor skriver jeg. I nat nåede jeg frem til, at jeg er nødt til at gøre noget. Mælkebøtten er over et halvt år, og selvom hun tog øjeblikket fra os, og ingen kan ændre på det, så vil jeg ikke også lade hende tage minderne. 

At skrive det her nu, har hjulpet mig til at indse, at noget af smerten er en følelse af at jeg fejlede ham. At lige denne del sidder ekstra fast, fordi det ikke "bare" var mig det gik ud over. Jeg er vant til ikke at kunne beskytte mig selv, men jeg kan ikke acceptere at jeg fejlede at beskytte min søn. Der foregik så mange ting til den fødsel, som jeg ville ønske jeg havde vidst eller været opmærksom på i situationen. Jeg ville ønske at jeg havde været opmærksom på muligheden for at smide sygehusjordemoderen ud. Men jeg var i fødsel, og jeg brugte de ressourcer der var, på at lukke af for alt det forkerte der foregik på fødestuen. Og det kan ikke ændres nu. 

Mælkebøtten er okay. Han er mere end okay, han er helt perfekt. Og alligevel lurer et lille "hvad nu hvis...". Det var ikke min skyld. Jeg vil heller ikke bebrejde min hjemmefødselsjordemoder eller den jordemoderstuderende der var med. Jeg bebrejder sygehusjordemoderen. Jeg bebrejder hende alt hvad jeg overhovedet kan, og håber jeg kan tilgive mig selv. Håber jeg kan finde ro i mig selv, om at jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Om at det jeg gjorde betød at alt endte godt - på trods. Håber at jeg kan finde styrke i, at med sådan en start, kan livet bare komme an. Vi kan klare alt - mig og min Mælkebøtte.