Monday, December 10, 2018

Vente vente...

Det er en virkelig underlig følelse, at gå og vente på at min krop mener Mælkebøtten og jeg er klar til at mødes. Uden nogen (sådan rigtig) måde at påvirke det, og uden nogen måde at kunne følge med i nedtællingen eller blive pålideligt varslet når det er ved at være - altså før der faktisk er. 

Jeg kan kun vente. Og forsøge ikke at lave planer der ikke kan tåle at blive aflyst uden varsel. Det sagt, er jeg lige nu på vej til en fuld dag i Kbh, for der er da heldigvis ikke nogen der påstår at man ikke præcis hvad man plejer eller har lyst til, indtil det går løs.

Jeg kommer til at savne at falde i søvn til følelsen af at Mælkebøtten har hikke i min mave. Det sker nok fire gange om ugen, og er fantastisk hyggeligt.

Jeg tror at jeg og huset er så fysisk klar som vi bliver. Mentalt finder jeg ud af som det kommer, det er jeg ved at have affundet mig med. Men jeg prøver nu alligevel at holde mig beskæftiget, så tankerne ikke for alt for frit spil. Det er ikke til at vide hvad mit hoved pludselig kan finde på, hvis det får lov.

Og så venter jeg. Overvejer hvilke datoer der kunne være sjove som fødselsdag. Og hvilke dage jeg godt lige kunne tænke mig at nå før Mælkebøtten kommer - som en teaterforestilling på søndag fx. Selvom man glæder sig, må man vel gerne nyde sine sidste dage i "frihed"? 


Saturday, December 8, 2018

Så er gæsterne gået

Jeg har holdt fødselsdag idag. Ganske småt og stille og roligt for den nærmeste familie. Altså ikke noget der burde være et problem af nogen art - bortset fra, at gæster ikke rigtig er noget jeg har gjort mig i, i Fjællehjem, endnu, grundet rodet og husets generelle udtryk. For ja. Selvom jeg med åbne øjne har kastet mig ud i det her projekt, så kan jeg godt ind imellem skamme mig over at det er det jeg har at kalde hjem. 

Altså har de sidste par uger indeholdt rigtig meget oprydning og generelt arbejde på at gøre huset præsentabelt - og samtidig mest mulig brugbart, da Mælkebøtten kan melde sin ankomst når som helst. Så jeg har arbejdet både med en håndgribelig og en abstrakt deadline på hvad der lignede en umulig opgave da jeg startede.

Bortset fra at jeg stadig stod i køkkenet da gæsterne kom - bollerne var i ovnen, og lagkagen sku' lige lægges sammen - nåede jeg hvad jeg havde håbet. Og det var super hyggeligt at have gæster til noget så almindeligt som en fødselsdag, uden hele tiden at bekymre mig om hvad nogen måtte tænke om hvordan jeg bor.

Da de daffede af igen, blev her til gengæld pludselig meget stille. Ikke bogstaveligt, for her kører stort set altid musik i baggrunden, men metaforisk. Pludselig anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kravlede i en hyggetrøje, ryddede opvasken væk, satte de ekstra stole på plads og sådan, men jeg har ikke længe noget projekt! Siden jeg stoppede på arbejde, har min to do liste været proppet. Og nej, den er selvfølgelig ikke tom, men alle de akutte ting er hakket af. Jeg har nogle få aftaler i december - og ellers er der kun at vente. 


Det er en sær fornemmelse. En ny gammel slags frihed jeg næsten havde glemt, men som jeg tænker jeg skal skynde mig at nyde, før jeg aldrig for alvor får fri igen. Mon det bliver noget med at læse en bog eller to, måske finde et par pensler frem og male en figur, eller sku' man udnytte tiden til at bage og kokkerere lidt ekstra til fryseren. Jeg tror det allerførste der skal ske, er et lille stykke af det lagkage der blev tilbage.

Btw - det er fracking farligt at have gæster!
Et meget betænksomt familiemedlem var bekymret over at jeg ikke låser mit komfur, og har to katte som potentielt kan komme til at tænde det, hvis de går på bordet når jeg er ude. Så vedkommende undersøgte om ikke det kunne låses, og fandt en måde at gøre det. - Og tog så hjem uden at låse op eller fortælle mig hvordan. 


Så da jeg havde sundet mig lidt ovenpå gæsterne og var blevet sulten, kunne jeg ikke tænde mit komfur. Og min "beskytter" var ikke til at komme i kontakt med, så det endte med at tage fem kvarter (fordi jeg måtte indlægge pauser for ikke at begynde at kaste med ting) med afprøvning af utallige kombinationer og taktikker, før jeg fik liv i komfuret og kunne koge en skide portion pasta.

Ja, det højgravide fødselsdagsbarn var pænt utilfreds på det tidspunkt! Men i forhold til de historier man hører om gravide der græder over underlige detaljer der er forkerte, er jeg ret stolt af, at jeg beherskede mig og ventede til problemet var løst, før jeg satte mig på en skammel midt i rummet og græd lidt. Ikke over noget, men bare fordi det skulle ud. Træt, sur og sulten!

For en god ordens skyld - jeg HAR fået mad, og jeg HAR fået undskyld. Og så var det lagkage!



Sunday, December 2, 2018

Hvad frack har jeg rodet mig ud i?

Jeg gør sjældent noget rigtig uovervejet. Og min Mælkebøttebaby var gransket og overvejet og tænkt igennem over flere år, før "projektet" blev en realitet. Alligevel slår det mig ind imellem, nu hvor det nærmer sig at Mælkebøtten "kommer ud i den virkelige verden": 


Hvad frack har jeg rodet mig ud i??!

Jeg kan godt li' at være gravid. Jeg kan rigtig godt li' det! Min krop er god til det her shit, og det meste af tiden har jeg det fantastisk. Opmærksomheden og beundringen nu jeg endelig har fået en rigtig mave på, er heller ikke ringe! 

På den anden side af fødslen venter alt det ukendte. Og ukendt har altid skræmt mig lidt. Misforstå mig ikke - jeg glæder mig vildt til at møde min Mælkebøtte! Men nu har jeg lige så godt gang i det der graviditets-noget. Og så banker baby pludselig på, og melder at der altså ikke er længe til alting forandres igen. Igen. 

Det gik pludselig stærkt - fra jeg stoppede på arbejde, til muligheden for babys ankomst kom foruroligende tæt på. "Anyday now" er en streng deadline at arbejde med, når to do-listen lader til at vokse hurtigere end den vil skrumpe. Men det hjælper på det nu. Min skønne familie sprang til igen, og da de der gravidhormoner jeg havde hørt så meget om, endelig slog til kunne jeg også selv give den en skalle. 

Over de sidste par uger er det endelig lykkedes at finde gulvplads til et fødekar, fremgrave stuen fra kaoset efter Mørket blev tømt, få styr på pusleplads, bleer og tøj, gøre huset nogenlunde farbart, og senest - få varmt vand i hanen! Det er sgu ikke så ringe endda!

Der er stadig masser på listen, og de lækre hormoner der tager ubehaget fra bækkenet, forstærker også alt hvad jeg kan finde på af humørsvingninger, nervøsitet og pressethed. Men de absolut nødvendige og akutte ting er ved at være på plads, og det gør det lidt lettere at tæmme det hele. 

Jeg embracer mit kaos, og husker at jeg ikke kan gøre noget ved en fremtid der ikke er her endnu.

Jeg tror ikke der er nogen egentlig pointe med det her skriv. Tanken slår ned i mig ind imellem, og jeg tænker egentlig det er meget godt at blive mindet om, at en baby ikke er noget der skal tages let på - selvom det ikke er rart i situationen. Intet er perfekt. Glæden kommer med bekymring, julen kommer med stress, og jeg kommer med en heftig omgang kaos, trods al min forberedelse.

Glædelig første søndag i advent!




Wednesday, November 28, 2018

Jeg har det godt!

Og ja, det skal læses i en lidt overrasket tone. For jeg er overrasket over hvor godt jeg faktisk har det!

De sidste uger har relaxinen fået bedre og bedre fat i mit bækken, og som jeg nok har nævnt nogle steder, har det irriteret mig at være begrænset - sagt helt uden brok, for selvfølgelig skal min krop forberede sig på at kunne føde! Men når man er lidt presset over et hus i kaos, og en alarmerende mangel på gulvplads til det der fødekar der gerne skulle i brug, så er det sgu irriterende at være begrænset til at kunne flytte lette ting, lidt af gangen, i korte perioder. Og så ellers bruge resten af tiden på at afspænde, hvile, varme og vente på at nogen har tid til at komme og hjælp med at flytte resten.

I forgårs oprandt endelig dagen (én af dem) hvor jeg ville få hjælp til at flytte ting. Og mens jeg ventede på at min fantastiske familie dukkede op, blev jeg nok lidt stædig. For dagen sku' satme udnyttes! Så jeg flyttede og forberedte og ryddede op i alt hvad jeg kunne, og måske lige en snas mere og længere end klogt. I hvert fald var jeg godt træt i ryggen allerede da bilen trillede ind. 

En stemme i mit baghoved fortalte mig at det var på høje tid at sætte mig og holde en pause, men samtidig ville jeg virkelig ikke være årsag til, at dagen ikke blev udnyttet optimalt, eller at momentum faldt. Så jeg knoklede på (forstå mig ret - "knokle" har stadig på ingen måde samme betydning, som før jeg blev gravid).

Lad mig lige for en god ordens skyld indsparke, at dagen før denne arbejdsdag, havde jeg været til rollespil hos en kammerat. Afslappende, roligt, med god mulighed for stillingskift og tilpasning til kroppens signaler. Alligevel var jeg blevet så træt i ryggen, at en nerve var irriteret ved højre SI-led, så jeg måtte halte hjem.

Det var fantastisk fedt at få rykket på en masse af det der har stået i vejen og blokkeret for videre oprydning. Men det var også med lidt bange anelser for dagen derpå. Især da jeg efter at have siddet stille til aftensmaden, havde virkelig meget besvær med bare at rejse mig. Et par timer efter jeg var gået i seng, skulle jeg op og tisse (alle de små fornøjelser!), og det gjorde så stjerne ondt, at jeg måtte støtte mig til loftet for bare at sætte en fod foran den anden (og folk siger det er upraktisk med lavt til loftet!)

Jaja, jeg ved godt at jeg burde vide bedre, fys og alt muligt, men jeg er jo heller ikke nået til pointen endnu!

Pointen er nemlig, at igår da jeg vågnede - tidligt, fordi jeg skulle til møde i København - brugte jeg lige små ti min på at vågne og ligge og vrikke lidt med hofterne og løsne i bækken og lænd, før jeg stod op og lagde vægt på. Og jeg havde ikke ondt! Til trods for at jeg troede jeg havde mishandlet mig selv grumt, og nattens indevarslende forsmag, var der slet ikke noget at mærke! Det var så modsat mine forventninger, at jeg blev helt nervøs for om det var noget galt.

Klip til senere på dagen; mødet i byen er slut, og den betænksomme karrierekonsulent sikrer sig at jeg ved hvilken bus der holder nærmest og kan få mig til hovedbanen, så jeg skal gå mindst muligt. Jeg takker pænt, og begiver mig udenfor, men bliver alligevel fristet af det lækre solskin og muligheden for at få rykket lidt på nogle pokémon researches som er nærmest umulige at gennemføre ude på bøhlandet. Ryggen og bækkenet føles stadig helt fint.

Altså beslutter jeg at gå ned til Kongens Nytorv, og tage en ny status der. Faktisk ender jeg med at gå halvanden gang omkring Nyhavn, fordi der lige er et raid jeg kan snuppe alene, og nogle æg der godt kunne bruge lidt flere km. Og alt er stadig godt! Så jeg går videre.

En smule af det er måske også en protest. Karrierekonsulenten mente det helt sikkert godt og hjælpsomt, men antydningen af at jeg ikke skulle kunne gå til Kongens Nytorv, bare fordi jeg er en smule højgravid, irriterede mig. Det kan godt være der har været dage jeg ikke kunne, men det er da ingen selvfølge!

I sidste ende gik jeg af Strøget til Hovedbanen. Forbi alle julemarkederne og julevinduerne, og sugede lidt til mig af den begyndende julestemning, som ikke rigtig har fundet plads til at udfolde sig hjemme endnu. Den lille stemme i baghovedet advarede endnu engang om hævn dagen derpå, men da jeg endte med at bruge aftenen på at rydde lidt op (surprise surprise!) og blandt andet flyttede en kommode jeg ikke lige havde tålmodighed til at vente på hjælp til (bare en lille én!), gav stemmen op. Og ved I hvad? Jeg har det godt! 

Det gør ikke ondt, maven sidder der endnu, og Mælkebøtten sparker lystigt - når jeg sidder stille længe nok til at den kan få et ord indført ;) Jeg tror sgu jeg vil rydde lidt mere op!


Friday, November 16, 2018

Ugens overskrift: Forberedelse

Nogle vi nok mene at det er på høje tid. 

Jeg var ude at hente nogle ting hos en kvinde idag, som spurgte hvor langt jeg havde igen, og kommenterede med et glimt i øjet, at så var det da også på tide at få skaffet de sidste ting, da hun fik at vide at jeg idag har en måned til termin. På en måde virker det meget passende at være lidt sent ude i denne ende af graviditeten, efter lægesekretæren fejlede at skjule sin overraskelse over hvor langt jeg var henne, da jeg kom der første gang. Så er cirklen ligesom sluttet. (Jeg har ikke fundet ud af hvordan de forventer man kan komme tidligere, når der er en måneds ventetid til lægen, og man jo lige selv skal konstatere det først)


De her dage går altså med at få de sidste ting i hus, og få fundet de ting frem og gjort klar, som er her i forvejen. Og så kæmper jeg lidt hver dag for at få ryddet op og ordnet, så her også er til at være og komme rundt.

For et par uger siden kom mine brødre og en kammerat forbi, og bankede gulvet op i et af værelserne. Og mens jeg elsker at der endelig begynder at ske noget i huset, betød det at jeg skulle flytte fra det store værelse til det lille værelse for at de kunne komme til. Det lille værelse skulle altså tømmes, og resten af tingene fra det store skulle også andre steder hen. "Andre steder" blev for rigtig meget af det, min stue.

Det er en smule presset, kun lige at kunne komme rundt, og ikke rigtig kunne være nogen vegne. Og her skulle også meget gerne kunne være plads til et fødekar, inden alt for længe. Så det går meget af min energi på. Og det er så der anden dimension af forberedelserne begynder at gøre opmærksom på sig.

Min krop forbereder også. Mit bækken bliver tiltagende løsere, så jeg kan mindre og mindre før det tager hævn. Min lænd udtrættes og gør ondt, fordi maven er tung og min holdning er blevet skæv. Det begrænser voldsomt hvormeget jeg kan - også selvom jeg bliver stædig og gør det alligevel. Så kan jeg bare ingenting dagen efter. 


Sidste nye påhit er, at jeg er begyndt at crave chokolade i tide og utide. Det er ikke det værste at crave, og jeg tænker det er et udtryk for at min krop samler energi til det forestående marathon. Jeg forsøger nu alligevel at begrænse det. Er temmelig stolt af ikke at have taget mere end nødvendigt på, så forsøger at overbevise systemet om at energi fra mere fornuftige kilder virker lige så godt.

Om 9 dage er jeg indenfor perioden hvor en fødsel vil betegnes som "normal". Samtidig går førstegangsfødende gennemsnitligt 8 dage over termin, hvilket i mit tilfælde ville være juleaften (så det lader vi lige være med, ikke?!). Det er en underlig periode at forsøge at forholde sig til. Jeg skal undgå at forvente der sker noget alt for snart, for så er det for nemt at blive utålmodig. Men jeg er nødt til at være klar, i tilfælde af at der gør. 

Så jeg forbereder. Forsøger at prioritere hvad det er vigtigst at have klar, og øver mig i at bede om hjælp til de tunge og uhandy ting. Forbereder hus, krop og hoved, så godt jeg kan. Og selvom det er svært, og bøvlet, og til tider gør ondt, nyder jeg også. For det er sgu sejt, det mirakel min krop har gang i. Og jeg glæder mig! 


Friday, November 9, 2018

Nogle gange er jeg bange

Jeg kunne ikke sove igår. Mine tanker myldrede og jeg græd og vendte mig, og tankerne fulgte med.

Forvent ikke at det her bliver elegant og sammenhængende. I bund og grund er det et forsøg på, at hjælpe mig selv til at få sat ord på hvad der foregår, og hvad det var der holdt mig vågen, så der vil sandsynligvis være rester af tankemylderet, iblandet en bunke afstikkere og associationer.

Egentlig er overskriften misvisende. En del af mig er bange hele tiden, men nogle gange er jeg mere bange end andre. Jeg er også lidt bange for at skrive det her indlæg. Jeg forsøger at være åben om min angst og de udfordringer den har givet mig - og stadig giver, omend i noget mindre grad end den har gjort. Men jeg er bevidst om, at mange ikke ved hvad det betyder - måske endda affejer det som en modeting - og at angst samtidig kan komme til udtryk på uendeligt mange forskellige måder. Jeg er bange for, om jeg i min hverdag har skjult det for godt, og for reaktionen hvis jeg uddyber.


Jeg følger en kvinde på instagram, hvis angst udspringer af en frygt for at dø. En af de mest naturlige ting at frygte, men som i hendes tilfælde er løbet løbsk. Jeg er ikke bange for at dø. Det gør ikke ondt på den der er død. Det ville også have clashet frygteligt med dengang jeg havde selvmordstanker. 


Jeg er bange for mennesker

Jeg var engang på et kursus, hvor underviseren bad os færdiggøre sætningen "Mennesker er...". Normalt overtænker jeg den slags opgaver frygteligt, og har super svært ved bare at give mit intuitive svar. Det nåede jeg ikke i det her tilfælde. Jeg var ikke ret langt i erkendelsen af min angst dengang, men min underbevidsthed var ikke i tvivl. Mennesker er farlige. Jeg kan ikke huske hvad resten af foredraget handlede om, men den ene øvelse havde i den grad givet mig noget at tænke over.

I bagklogskabens lys kan jeg se, at min mistillid til andre mennesker strækker sig længe før jeg fik angst. Den påvirker min måde at danne og være i sociale relationer. Den har opbygget en masse sikkerhedsforanstaltninger, som skal beskytte mig mod mennesker omkring mig. Og jeg opdager stadig jævnlig tanke- og adfærdsmønstre hos mig selv, som bunder i det. 


I nat var jeg bange for at være alene. Bange for ensomhed. Hvilket er ironisk, når det i høj grad er mig selv der lægger afstand og buffere ud. Men det gør ikke frygten mindre, at det er mig selv jeg skal overvinde. Uanset om andre mennesker ER farlige eller ej, så er mit inderste overbevist om at de er. Så at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg skal gå imod mine instinkter og lade nogle af dem komme tæt på. Lade mig selv blive afhængig af andre end mig. Frack. Skræmmende dækker det slet ikke. Min fornuft fortæller at det er den eneste måde ikke at være ensom, men mine instinkter og deres logik skriger at det er farligt, at det vil gøre mere ondt end noget andet kan. 

Og så kommer frygten for at dele de her tanker igen. Frygten for hvad andre vil tænke. Om det vil blive misforstået, overfortolket, misbrugt. For jeg ER ikke alene. Jeg har venner, familie, fantastiske relationer omkring mig. Det er ikke noget jeg lader som om, eller kun er i halvt. Men nogle af dem har krævet hårdt arbejde og nogle ting i mig selv, har jeg meget svært ved at dele, fordi jeg ikke tør gøre mig selv sårbar. Det gør ikke vores relationer mindre værd - tvært imod.

Jeg bliver bange når jeg sidder om aftenen, og mærker bekymringer begynde at trykke. Føler behovet for at dele det med nogen og lette tyngden. Kigger på min telefon - og ikke ved hvem jeg skal skrive til. Ikke ved hvem jeg tør åbne mig for, ikke ved hvem jeg ikke vil være en uvelkommen irritation hos. Det er en helt anden del af det. Mit eventyrligt lave selvværd. Det skal jeg nok lade være med at komme nærmere ind på her.

Jeg forventer ikke at blive reddet, at nogen skal gøre noget, så jeg får det meget bedre eller lettere. Jeg kan kun håbe på tålmodighed, og måske en smule forståelse, mens jeg arbejder. Jeg har ingen forventning om, at det er noget jeg skal igennem eller forbi. Det ligger så dybt, at det vil være med mig altid. Men jeg håber at ændre nogle mønstre. At få justeret nogle sikkerhedsforanstaltninger så jeg kan passe på mig uden at isolere mig. At nå til et punkt hvor det ikke er en overvældende anstrengelse hver gang jeg blotter lidt af mig selv. Derfor skriver jeg også det her idag. Øvelse gør mester.



Wednesday, October 31, 2018

Ude af øje, ude af sind

Igår var sidste dag på arbejde på FysioCenter Kalundborg. Med starten af november starter min barsel, da jeg er den heldige vinder af et par uger mere end man normalt får, til at bygge rede.

Jeg er stille og roligt trappet ned i timer, efterhånden som andre fysser har overtaget mine patienter, og har den sidste måned bare haft en lille fast gruppe på et plejecenter to gange om ugen. 


Efterhånden som jeg har forberedt mine sidste patienter på at en ny fys overtager, har det har naturligt afledt en del barsels- og småbørnesnak. Og særligt én patient har været meget ivrig efter at jeg skal komme forbi når Mælkebøtten er født, og vise frem. Hendes egne børnebørn er voksne, og lægger ikke an til at give hende oldebørn lige foreløbig, så hun engagerede sig meget i min graviditet henover sensommeren.

Misforstå nu ikke. Jeg kender godt forskel på professionelle og private relationer, og mener selv jeg balancerer det fornuftigt, i forhold til samtidig at opbygge gode tillidsfulde relationer, for at skabe grundlag for optimalt samarbejde og udvikling med og hos patienterne. -Og jeg har sgu da nydt at kunne snakke lidt baby og få beundret maven, som en ekstra bonus!

Jeg har ikke lovet min - nu forhenværende - patient noget. Jeg kan ikke vide på forhånd hvilken baby jeg får, eller hvordan min verden ser ud i det nye år, og det forstod hun udmærket. Men jeg vil klart overveje det, for hvem vil ikke gerne have beundret sin unge?!

Før jeg tog hjem igår, faldt jeg i snak med plejecentrets faste fys. Hun havde overhørt lidt af min og patientens snak, og ville lige være sikker på at jeg vidste jeg ikke var forpligtet til noget. Meget betænksomt rådede hun mig til at fokusere på mig selv og baby, og ikke forsøge at leve op til alt mulig andet. Desuden var det jo slet ikke sikkert jeg tænkte på mine gamle patienter til den tid. "Ude af øje, ude af sind", som hun sagde.

Den kommentar ramte mig anderledes end resten, og har tumlet lidt rundt i hovedet på mig siden. Det er klart man ikke bliver lige knyttet til alle patienter, og at nogle falmer hurtigere i hukommelsen end andre. Men jeg har stadig en del, som jeg jævnligt sender en tanke, og spekulerer over hvordan det mon går med. Måske bliver der færre, jo længere tid man er i faget. Måske er det bare forskelligt fra person til person.

Jeg har ingen anelse om, om jeg kommer til at tage ud og præsentere Mælkebøtten i Kalundborg. Jeg ved, at lige nu kan jeg godt li' ideen. Og så må vi se hvad Mælkebøtten siger.