Monday, June 17, 2019

Ethundredeogotteogfirs

6 måneder. 26 uger. 184 dage - og så idag faktisk allerede 188 dage. Og to timer, hvis vi skal være helt præcise. Så længe har min skønne Mælkebøtte været ude i verden nu. Jeg vil ikke kalde det, at jeg har været mor, i den angivne mængde tid - for det synes jeg jeg var længe før han skiftede "fra vand til land". Faktisk skal vi nok helt tilbage til vinteren 09/10, for at ramme det tidpunkt hvor jeg blev klar over, at jeg hvilede bedst i "mor-rollen", som kvinde. Men det er en helt anden snak.

Et halvt år. Det er totalt kliché, men det føles totalt uvirkeligt at tiden er gået så hurtigt. Når jeg mærker efter føles det som om det er max halvanden måned siden jeg fik min lille squish i armene. Når verden omkring mig begynder at nævne ord som jordbær, sommerferie, strand, Sankt Hans, festival osv, lyder det helt forkert. Mælkebøtten er jo født i december, og det er kun et øjeblik siden! 



På en af de der forsvundne dage, var der en der spurgte mig, om vi var ved at have lært hinanden at kende - mig og min søn. Og mens jeg godt tror jeg ved hvad der menes, og vist nok også fik svaret noget ikke helt håbløst, er det egentlig et ret sært spørgsmål, når man tænker over det. Det virker så simpelt - at to personer bruger tid sammen, og lærer hinanden at kende. Det er bare ikke min oplevelse at det kan overføres til babyer. Ikke min baby, i hvert fald - for nu at holde det på egen tallerken. 

Mælkebøtten idag er ikke Mælkebøtten for 14 dage siden. Og når jeg begynder at tænke den vej rundt, giver det pludselig mere mening hvor lang tid der er gået. Han udvikler sig, og lærer, og suger til sig, og eksperimenterer, og forstår, og ændrer sig hele tiden. Jo, han har nogle træk som forbliver og som er ham, men rutiner, behov, lyster og grænser skifter - næsten hurtigere end jeg kan følge med. 

Det giver mening, at så snart jeg gennemskuer de nyeste vilkår, og genetablerer ro, tryghed og forudsigelighed, så bliver der overskud til at tage hul på næste trin. Og misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at kunne give ham de rammer han skal bruge for at udvikle sig i den fart. Det er facinerende udover alle grænser, at se hvordan han hele tiden interagerer med verden omkring sig, på en lidt mere avanceret facon end dagen før. Men puh, det er lige til at blive forpustet af, aldrig at have to dage i træk med ro.

På 184 dage har Mælkebøtten mere end fordoblet sin kampvægt. Har arbejdet sig stødt og roligt fra str 56 til str 74. Og tømt den sidste pakke bleer i str 3 - på dagen, endda. Og hver eneste dag har han bekræftet mig i, at det var helt rigtigt for mig, at træffe det valget om at få ham. - Jeg er ikke pladderromantisk, jeg kunne aldrig drømme om at shame for engang imellem at have lyst til at kyle ungen ud af vinduet, eller trænge til en pause. Det har bare ikke ramt mig endnu. 

Seksogtyve uger med "manden i mit liv". På den ene side ønsker jeg at stoppe tiden så jeg kan nå at nyde ham endnu mere, og på den anden glæder jeg mig vildt til at se hvad der bliver det næste han lærer, og hvem han bliver når han bliver ældre. Men da jeg hverken har magt over tiden eller hans nysgerrighed, gør det ikke den store forskel. Så jeg nyder bare lige nu og her, trækker vejret og følger med så godt jeg kan. Lige pludselig er de næste 26 uger sikkert også forsvundet. 



Tuesday, June 11, 2019

Tving mig ikke til at lyve

Jeg forstår godt nysgerrigheden. Jeg ved godt at min beslutning om at få et barn alene, stadig ligger temmelig langt fra normen. Og at mit valg om at bruge en privat donor, i stedet for at få hjælp på en klinik, gør arrangementet endnu mere sjælden. Langt henad vejen byder jeg spørgsmål velkomne, og svarer gerne på næsten alt, for at hjælpe afmystificeringen på vej. 

Men jeg svarer ikke på hvem donoren er!

Da vi lavede aftalen - mig og min Mælkebøttedonor - var en af betingelserne, at det var alt eller intet. Enten skulle alle vide hvem han var, eller også skulle ingen. Og indtil videre er det ingen. Når og hvis det engang skal være være kendt, bliver det på opfordring fra Mælkebøtten selv.

Jeg svarer gerne på hvorfor jeg har valgt som jeg gjorde. Jeg svarer gerne på hvordan vores aftale virker. Jeg svarer gerne på hvordan jeg har det med beslutningen, og i den grad jeg kender til det, hvor dan han har det med den. Jeg har sågar svaret på hvormange forsøg det tog - selvom jeg tror spørgeren gik ud fra at hun spurgte til klinisk inseminering, og ikke gammeldags madrasgymnastik. 


Det her er ikke et angreb på nogen bestemte - som sagt, forstår jeg udemærket nysgerrigheden. Det er en anmodning om betænksomhed. Når jeg får spørgsmål i stil med om det er én jeg kender fra studiet, én der spiller rollespil, én der er lokal, eller andet i den dur - så ta'r jeg mig selv i at overveje hvilket svar der begrænser antallet af muligheder mindst. Uanset sandheden. 

Jeg vil ikke lyve. Jeg hader at lyve. Men jeg vil ikke svare på noget der gør det muligt for folk at begynde at regne sig frem til, eller gætte på, hvem der er min donor. 

For nu at komme helt ned på jorden igen, så har jeg reelt kun fået ganske få af den slags spørgsmål - men det har sat en masse tanker igang om hvordan jeg bedst håndterer dem. Hvis jeg i situationen siger, at jeg har jeg ikke lyst til at svare på det - bliver det så bare tolket som et "Ja, tampen brænder"? Hvis jeg svarer "Ja" eller "Nej" lidt på må og få, for ikke at afsløre noget, bliver folk så sure senere? 

Jeg ved at ingen spørger i ond vilje. Heller ikke selvom de egentlig godt ved, at jeg ikke vil fortælle hvem Mælkebøttedonoren er. Så jeg håber på forståelse, både for mine tilfældige - ikke altid sandfærdige svar, og for det her skriv. Et skriv, som mens jeg sidder ved tasterne, virker lidt kryster-agtigt. Som om jeg forsøger at sige fra, uden at ville tage konfrontationen. Mens min intention egentlig er at sige fra, uden at øge nysgerrighed eller antagelser. 

Jeg er stor fan af nysgerrighed. Og jeg elsker når folk spørger ind til min baby. Bare ikke lige om dét... 

Thursday, May 9, 2019

Noget om venner

Det her bliver et meget personligt indlæg. Og det er altså ikke for at få ynk eller tigge om opmærksomhed. Jeg skriver for at få tanker ud af hovedet, og deler fordi jeg tænker der er andre end mig der oplever noget lignende.

Jeg er vild med mine venner! Men jeg er ikke ret god til nære venner. Og ja, formuleringen lyder som om jeg er hård ved mig selv (igen), men for mig er det mere et spørgsmål om at jeg accepterer at det er mig der holder afstand, og ikke alle andres "skyld".

Nogle gange kunne jeg rigtig godt tænke mig at have venner jeg var nærmere med. Nogle gange mangler jeg en af snakke med, når emnet ikke matcher nogen af de venner jeg har. Nogle gange savner jeg en der kender mig, rigtig godt, og forstår uden at jeg skal redegøre for hele min situation og perspektiv først.

Og så dukker der pludselig klip op fra et babyshower i mit IG feed. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, at sådan et fik jeg ikke. For jeg har ingen omkring mig, som ville skænke det en tanke. Derudover er det en ikke fuldt implementeret amerikans tradition, og jeg havde ikke forventet noget, men det satte tanker igang. - Hvis jeg skulle giftes, tror jeg ikke jeg ville få en polterabend.

Jeg bebrejder ikke nogen. Mindst af alt mine venner. For det er (i de fleste tilfælde) ikke deres valg at holde afstand. Det er mit. Det er mig der endnu ikke er tryg nok ved andre mennesker, til at lade dem komme helt tæt på. 

Jeg har øvet mig i at dele mine sårbarheder. Det blev jeg nødt til, for at kunne gøre dem håndterbare. Men jeg deler mest generelt, eller hvis jeg er i situationer hvor det er relevant. Sidder jeg hjemme og "bliver udfordret", runger det stadig i mig, at jeg ikke vil være til gene for andre med det. Så når jeg kan, klarer jeg mig selv, i tavshed. - Min stolthed hjælper heller ikke på det punkt.

Efter jeg har fået min skønne lille Mælkebøtte, er det gået op for mig, at jeg heller ikke er god til at dele modsatte ende af spektret. Tænk hvis jeg deler min største glæde, og det bliver modtaget som kedeligt eller irriterende! Babyer har et ry for at være sådan noget kun deres forældre går op i. Og det er stadig indgroet i mig, at jeg ikke er lige så meget værd som andre, så hvordan kan noget fra mig være af interesse for andre. Så hellere tie stille, end risikere at min lykke bliver forurenet af afvisning eller ligegyldighed. 


Jeg savner somme tider nogen der deler min entusiasme. Nogen der synes det er sejt at Mælkebøtten kan slå smæld med tungen før han er blevet fem måneder, eller er med på at fantasere om hvad man kan, på det stykke jord jeg ikke engang ved om kan blive mit. Men jeg giver dem ikke lov. 

Hvad jeg deler er ingen andres ansvar end mit. Jeg genkender at jeg i mange år har håbet at nogen en dag ville spørge ind, tage initiativet til at komme et skridt tættere på, indse at jeg står her alene, og godt kunne bruge lidt mindre afstand til nærmeste. Men hvor skulle de vide det fra, når jeg klapper i som en østers, og gennem endnu flere år har oparbejdet et sindrigt system til at fordele alt hvad jeg deler, til forskellige mennesker, så en enkelt aldrig får et alt for fuldt billede af mig. 

Jeg er så god til at passe på mig selv, at jeg nogle gange ødelægger mig selv lidt i processen. 

(Det kan lyde som om jeg ikke har ret meget tillid til mine venner. Det er ikke sådan det er ment. Jeg ved med min fornuft godt at mine venner er dejlige mennesker, men det er ikke det samme som at føle det og turde handle på det)

Friday, April 5, 2019

Hvor er der en voksen?

Jeg deltager i demonstrationen imorgen af flere forskellige grunde.

Helt personligt, er jeg vildt bange for, om alt for få år, at skulle aflevere Mælkebøtten i en børnehave, hvor der ikke er ressourcer til at give ham det nærvær og den omsorg han skal have. Jeg har valgt vuggestue fra af netop den grund; jeg vil ikke risikere at han forsvinder i mængden, at der bliver for travlt til at han kan få et kram, eller for larmende til at han stille og roligt kan snakke med en voksen om hvad der foregår.

Mere generelt har jeg virkelig svært ved at forstå, hvordan vi som et rigt og velfungerende land kan være bekendt at spare på vores børn?! Vores børn som på én gang er vores fremtid, og samtidig er helt igennem afhængige af os, for at trives nu, og for at udvikle sig til sunde, stærke og velfungerende voksne. Hvordan kan det falde nogen ind at gå på kompromis med noget så værdifuldt og altafgørende? Og her er jo ikke engang tale om at man har trukket på skuldrene og accepteret "godt nok". Niveauet er langt under "godt nok"! I et land hvor vi rask væk mener vi er berettiget til at føle os bedre en "alle de andre", burde vi fanden galeme prioritere at vores børn har det så godt som de overhovedet kan, og får alle de bedste vilkår for at blive så gode mennesker som muligt! 

Min indre kyniker spekulerer over, om det er endnu en taktik for at snige mest mulig privatisering ind i samfundet. Gør kvaliteten af de offentlige tilbud så dårlig at folk tvinges til at vælge privat, og politikerne kan vaske hænder med en påstand om at "folket har selv valgt". For helvede; jeg er jo selv fristet til at vælge privat, for at give min Mælkebøtte det bedste jeg kan. Men det burde ikke være nødvendigt, og principielt er min holdning at de offentlige tilbud SKAL være der, og SKAL være det gode forbillede for alt andet. 

Jeg deltager i demonstrationen imorgen, ikke fordi jeg har den store tillid til at demonstrationer rykker noget, men fordi jeg er nødt til at gøre et eller andet. Og hvis nok af os råber op, kan man vel for fanden ikke blive ved med at ignorere os. Samtidig håber jeg, at hele bevægelsen er med til at åbne øjnene for, hvor vigtigt det er hvor krydset sættes når vi endelig får et valg. Uanset hvad man ellers tænker om skattetryk, privatisering, og hvad der ellers bliver trukket ind over debatten, så er der nødt til at være nogle ordenlige standarder for de offentlige tilbud der findes. Vi kan ikke være andet bekendt - hverken overfor os selv, eller overfor vores børn. 

Ses vi derude?
#HvorErDerEnVoksen #MinimumsnormeringerNU #MereOmsorg #FlereHænder




Sunday, March 31, 2019

Noget om at være social

Mælkebøtten og jeg har været til forårskomsammen i hjemmefødselsordningen. En hyggelig lille eftermiddags-ting, hvor familier og jordemødre ses, og forundres over hvor store ungerne bliver.

"Min jordemoder", altså hende der var med til Magnes fødsel, var både glad for at se mig, og forundret over at jeg kom med til den slags. "Med så mange mennesker". Jeg blev først og fremmest imponeret over at hun havde gennemskuet så meget om mig, selvom vi aldrig direkte havde talt om hvordan jeg har det med mennesker - og så tog jeg mig selv i at blive lidt ked af, på den måde at få bekræftet at jeg er ikke er stærk i sociale sammenhænge.

Det tog nogle timer, og en frisk gåtur med barnevognen, før det gik op for mig, at jeg havde hørt - eller i hvert fald tolket - noget helt andet end hun sagde.

Jeg huskede, at vi havde talt om, at jeg er meget påvirkelig, når det kommer til mine omgivelser. At jeg let bliver "smittet" af hvad der foregår omkring mig, og at jeg trives bedst når jeg selv kan kontrollere mængden af input fra andre mennesker. Og det gik op for mig, at det forhold var rigeligt til at gøre en sammenkomst som forårsfesten til den udfordring min jordemoder talte om.

Min egen, fejlagtige, tolkning, handlede om, at jeg føler mig klodset og fumlende når jeg skal interagere med andre mennesker privat. Og begynder det først at få en lille smule skævt, eller er jeg bare lidt for træt, dukker tvivlen op. Så overanalyserer og vurderer jeg mig selv, og alt jeg foretager mig - og så mister jeg forbindelsen til den situation jeg er i, og begynder for alvor at lave "sociale fejl".

Jeg aner ikke hvordan resten af festen gik. Jeg var der. Fra start til slut. Godt nok mest fordi min bil var blokket inde, men stadig. Jeg var der, og jeg snakkede med jordemødrene, med folk jeg kendte og nogle jeg ikke kendte. Og nu er jeg udmattet. Ret skal være ret; allerede før jeg kom derfra var jeg så træt at jeg havde svært ved at opfange når nogen talte til mig, og når jeg endelig opdagede det, kunne jeg næsten ikke sortere deres stemmer ud af resten af lydene, og finder ud af hvad de sagde.

Både på vejen hjem, på den efterfølgende barnevognstur, og nu i min lænestol med en sovende baby på skødet, har jeg været ved at græde. Ikke fordi noget er galt eller har været ubehageligt. Jeg er bare udmattet. Voldsomt udmattet. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at forsøge at gribe muligheden for at ændre min historie om mig selv lidt. Ændre på min opfattelse af mine egne evner i sociale sammenhæng. Holde op med at bebrejde mig selv for at tøve og tvivle og kikse, og i stedet anerkende at mit system suger alt til sig, og at det gør nogle situationer enormt svære og anstrengende at manøvrere i. Det giver mig også fordele i andre situationer, så det er ikke rent skidt. 

Det er stof til eftertanke. Jeg hader at gå glip, men øver mig i at prioritere min energi og mine ressourcer. Og næste gang parkerer jeg et andet sted. 

Thursday, March 28, 2019

Bange for at vise mine fejl

De (få) der har kendt mig længe, har hørt mig insistere på at jeg er ligeglad med hvad andre tænker om mig, og set mig demonstrativt "bevise" det. Sandheden er at jeg er voldsomt opmærksom på hvad andre tænker - på hvad jeg forestiller mig at de tænker - og jeg er hunderæd for det. 

Det burde ikke betyde noget. Jeg vil ikke have at det betyder noget. Men jeg kan ikke slippe fra det. Mit syn på mig selv, afhænger i alt for høj grad af hvordan jeg oplever at andre ser mig. Afhænger af andres anerkendelse. Og bare for at gøre de sorte perioder endnu sortere, er det selvfølgelig i sidste ende min egen fortolkning af de input jeg får, der vægter. Sej kamp, kan jeg godt hilse og sige! 

Til tider kan jeg blive voldsomt ambitiøs. Jeg er en drømmer, og jeg har været vant til at kunne det jeg sætter mig for, så hvorfor ikke stile højt. Det kan være alle mulige projekter og sammenhæng. Fælles er, at når det fejler skammer jeg mig frygteligt overfor de, jeg delte ambitionerne og drømmene med. 

Jeg stødte på et eksempel forleden dag; mit bachelorprojekt. Jeg havde SÅ høje tanker om hvad det skulle blive til, og fik vækket stor entusiasme hos både vejleder og flere forskellige fysioterapeuter og specialister der hørte om det. Men grundet mine, dengang ret grumme, udfordringer med mit mentale helbred, kunne jeg ikke følge det til dørs. Det blev i stedet en øvelse i at overleve og gennemføre. Og jeg gemte mig for alle dem der havde delt min entusiasme.

Skuffet over mig selv, skam over ikke at kunne leve op til mine egne og andres (tænker jeg) forventninger. Brænder broerne for at undgå at skulle se dem i øjnene, som troede på mig. 

Efter jeg er blevet mor, hviler jeg meget bedre i mig selv. Jeg tror på at jeg kan det her, og er helt afklaret med at der er forskellige holdninger til hvad der er rigtigt. Den eneste mening der tæller er mit barns - når han smiler til mig, er alt andet ligegyldigt.

Jeg er stadig forsigtig med detaljerne om mine projekter - hvis  nu det ikke lykkes. For jeg ved at det vil være en kamp for mig, ikke at trække mig fra dem der så mig fejle. Jeg øver mig alt hvad jeg kan, i at erkende og acceptere mine fejl, og stå ved dem, men mit mønster er stadig at gemme, ignorere, benægte, og håbe det går væk af sig selv. 

Man siger, at første skidt er at være opmærksom på problemet. Så langt så godt. Det strider imod alle mine instinkter at vise sårbarhed, som jeg har skrevet om her, men jeg kan også godt se det selvdestruktive i det desperate forsvar jeg bruger til at skjule sårbarheden. Jagten på den gyldne middelvej er sat ind. 

Billede af høns virker måske ikke voldsomt relevant, og det er da også en temmelig perifær kobling, men det var nu ikke meningen de skulle støvbade i blomsterbeddet... 

Saturday, March 16, 2019

Hvorfor jeg blogger

Jeg har altid været glad for at skrive. Jeg husker skriftlige afleveringer og stile som noget fedt og positivt (jeg har helt sikkert bandet over dem i situationen!). Der er noget med det flow jeg kommer ind i, når ordene begynder at rulle, som bare er skønt. Jeg ved sjældent hvor jeg lander, og kan have nok så mange ideer om retningen af en tekst, som undervejs viser sig ikke at holde. 

I mange år har jeg brugt det at skrive som en slags selv-terapi. Når tankerne eller verden blev for meget, skrev jeg det ned. Og mange gange har jeg oplevet, at det at sætte ord på, hjælper mig til at se det hele udefra, og bedre forstå hvad der foregår. Jeg kan starte med én overbevisning når jeg sætter blyanten til papiret, og efter nogle afsnit indse at det er noget helt andet der vægter. Det er en sindssygt fascinerende proces - og har for mig været helt uvurderlig. 

Hvis der går længere tid imellem jeg skriver noget, savner jeg det voldsomt. Og det er egentlig ligemeget hvad jeg skriver. Om det er mine tanker, små noveller, tekster til rollespil eller breve. Jeg finder ord og formuleringer sjove at lege med, og bliver høj på flowet når det hele spiller. 

Selvfølgelig skulle jeg have en blog, da den slags begyndte at blive en ting. Og jeg har startet et par stykker, i det små. Min udfordring har primært været, at jeg allerede før min angst brød ud, var bange for mennesker (måske havde jeg i virkeligheden allerede angst i en eller anden grad dengang. Det lyder sådan, når jeg ser mig selv beskrive det her). Min frygt for mennesker handlede/handler om ikke at turde vise nogen svaghed der kan udnyttes. Så tekster der skal ligge hvor andre kan se dem, bliver selvsagt meget overfladiske og upersonlige, så længe frygten hersker. og det gjorde den længe. 

Efter jeg har lært at den bedste måde for mig at håndtere min frygt, er at dele ud af den, giver det endnu bedre mening for mig at skrive på en blog. Det kan stadig være møg skræmmende at trykke "udgiv", men jeg har oplevet hvordan det bliver lidt lettere for mig, hver gang jeg ser andre bryde tabuet og dele lignende udfordringer, og jeg vil gerne være en del af den bevægelse. Jeg vil gerne være med til at vise at det er helt almindeligt at være ualmindelig, og at man ikke bare kan stemple folk med deres udfordringer, og så ikke tænke mere over hvad der ligger bag, eller hvad det egentlig betyder. 

Jeg er bestemt ikke hellig! Bloggen er ikke et eller andet forsøg på at redde verden eller sikre plads til alle. Og her ligger, som man allerede kan se, mange andre ting end tabu-brydende filosoferinger over mental sundhed. En lille (størrelse er relativ, ikke?) del af mig tænker da også det kunne være fedt, hvis jeg blev "opdaget" som blogger, og kunne få en eller anden art indtægt på mine skriverier. Jeg behøver ikke blive rig på det; jeg har det fint i mit lille hus i "Udkantsdanmark". Men jeg drømmer om en hverdag med mest mulig frihed og fleksibilitet, så enhver selvstændig kilde til mad på bordet er velkommen.

Jeg kan ikke huske om der var nogen bestemte pointer jeg ville frem til med den her tekst. Mon ikke jeg bare ville præsentere lidt om hvorfor jeg skriver, og hvorfor jeg deler det med jer. - Fordi jeg elsker det, og fordi jeg gerne vil være med til at vise hvor forskellige vi alle sammen er.