Monday, January 21, 2019

En glædelig femugersundersøgelse

Min Mælkebøtte har været ude og blive professionelt beundret idag. Helt perfekt, alt som det skal være og super dejlig! Ifølge lægen reddede han hendes dag, og vi havde nær aldrig fået lov at gå igen, fordi hun slet ikke kunne slippe ham. Og mor her gløder af stolthed. Ham har jeg bygget! 

Lægen spurgte selvfølgelig til om fødslen var gået godt - og jeg holdt vejret et halvt sekund og mærkede efter knuden i brystet. Men den kom ikke! Og jeg kunne kort ridse op hvad der var sket, helt uden at få de fysiske reaktioner der ellers har domineret hver en tanke om det. Så selvom historien rumsterer en del efter at blive konfronteret igår, har det klart hjulpet at få det puttet i en håndterbar kasse. Den modbydelige følelse af afmagt har mistet taget, og der er blevet bedre udsyn og plads til alt det gode.

Et sted i samtalen ser lægen på mig, og siger "Allerede da du kom her som gravid, fik jeg indtryk af at det passede godt til dig at være mor, og det er helt tydeligt nu. Du har lavet en flot og stor baby, du præsterede at føde i en krigszone, han trives og er rolig og tryg, og du håndterer ham som det mest naturlige. Dit system har simpelthen bare ventet på at få lov til at blive mor."

Jeg ved ikke om det lyder som blær at gengive det, eller om jeg risikerer at universet hævner sig og tager det hele fra mig imorgen, for at sige det højt. Jeg tager chancen, for det var fantastisk at få at vide af en udefra, at det jeg oplever også er synligt for andre. At være mor føles mere rigtigt for mig end noget andet jeg kan huske. Jeg ER en mor, og har været det længe før min Mælkebøtte kom ind i billedet - jeg skulle bare give mig selv lov til at få barnet. 

Det er slet ikke dumt at være hos lægen, på den måde! At få demonstreret hvor stor forskel det har gjort at få skrevet den klage over jordemoderen, og så ovenikøbet få så mange positive ord, til både mig og Mælkebøtten. Nå ja, og så var lægen også lige vild med at jeg vikler ham. Alt er godt! Intet kan vippe mig af pinden idag! 

Sunday, January 20, 2019

En mail om fødslen af Mælkebøtten

Idag har jeg skrevet en mail. Og hvis det lyder som om det er det eneste jeg har lavet idag, er det helt korrekt opfattet. 

Vi sov længe, og tog første amning før jeg fandt computeren frem, men det var med morgenmaden i hånden jeg tastede mig igennem de første ord. Min tidsfornemmelse glippede et sted undervejs, men lyset svandt mens jeg læste igennem og forsøgte at gennemskue om min pointe var tydelig nok. Undervejs var flere små pauser; toiletbesøg, bleskift, madhentning - og et par til at berolige mig selv, fordi det smittede af på Mælkebøtten hvor svært det var for mig.

Mailen handler om fødslen af min skønne søn. Og grunden til at jeg ikke tidligere har berørt emnet her. Fødslen blev nemlig meget anderledes end jeg havde forventet, og selvom jeg var forberedt på at min forventning måske ikke ville blive opfyldt, hverken kunne eller ville jeg acceptere det endelige scenarie.

Det blev lidt kryptisk, men jeg har ikke lyst til at uddybe det fulde forløb endnu. Helt kort handler det om at min planlagte hjemmefødsel blev til en sygehusfødsel, og at jeg på sygehuset fik en jordemoder der tvang min hjemmefødselsjordemoder til at svigte mig, og derefter kørte fødslen helt efter sin egen plan, uden hensyn til mine behov eller ønsker. Med det resultat at da jeg endelig lå med min søn på brystet, måtte lykkefølelsen kæmpe sig vej gennem afmagt, ydmygelse, frygt, vrede og frustration.

Jeg var ikke nervøs for at skulle føde. Tvært imod glædede jeg mig, for jeg havde en urokkelig tro på, at min krop kan det shit - og det beviste den også! Trods aldeles ugunstige omstændigheder, gjorde min krop og min baby præcis hvad der var brug for - og ikke mindst var jeg i stand til at lade dem. På trods. 

Og netop det. At jeg havde glædet mig, og at jeg VAR fracking sej, får det til at gøre så ondt, at den oplevelse og det minde der skulle have været lykkeligt og empowering, blev taget fra mig. Blev til noget ubehageligt der skulle overstås. En situation jeg bare gerne ville slippe væk fra.

Jeg er ikke blevet skræmt fra at føde. Jeg er bange for den ene inkompetente jordemoder. Jeg er vred over at jeg stadig får en knude i brystet, og svært ved at holde tårerne tilbage, når jeg tænker på fødslen. Vred over at skulle bruge voldsomme mængder energi på at bearbejde og omforme mit minde. vred over at jeg først fem uger efter har ressourcer til så småt at begynde at trække de positive glimt frem, og begynde at bygge mit eget minde. Det burde ikke være nødvendigt!

Derfor skrev jeg idag den mail. Til afdelingsjordemoderen. Om hvad jeg oplevede, og om at jeg håber ingen andre bliver udsat for det samme. Min hjemmefødselsjordemoder skrev dagen efter fødslen; hun havde ikke kunnet sove, fordi hun havde det så dårligt med hvad der var sket. Jeg håber vi kan gøre en forskel. Og at det vil lykkes mig at pusle mit eget billede sammen, så jeg kan slippe for det mareridt jeg blev påtvunget.

"Det er bare en dag." "Kun én ud af mange fødselsdage min Mælkebøtte vil få." "Jeg fik en sund, stærk og dejlig søn." "Jeg var vildt sej, at jeg fødte under de forhold." -Flere har forsøgt at opmuntre og hjælpe til at acceptere og komme videre. Men jeg havde fracking glædet mig i månedsvis! Jeg vil ikke videre, jeg vil have mit minde, min fantastiske oplevelse, min sejrsfølelse! Der er meget lidt jeg tror på jeg er god til. Jeg kan ikke huske nogensinde at have følt mig så sikker på noget, som at jeg kunne føde. Og selvom forløbet beviste at det var sandt, tog sygehusjordemoderen følelsen fra mig. 

Selv hvis jeg kunne, har jeg ikke lyst til bare at gemme og glemme. Det er måske dumstædigt, især med min forhistorie med at håndtere min hjernes fortolkninger af verden, men jeg VIL have trukket noget positivt frem jeg kan holde fast i, og som kan dække over resten. Det SKAL kunne lade sig gøre at trække en tråd mellem de små smil. Hun var ikke den eneste på stuen, og jeg VED de var der. 

Idag har jeg skrevet en masse af det der var forkert. Jeg har gjort hvad jeg kunne gøre for andre fødende. Herfra vil jeg begynde at skrive på alt det rigtige, og den tekst bliver ikke afsluttet på en dag; den vil jeg lade stå åben, og blive ved at føje ting på, når jeg kommer i tanke om dem. Og så når jeg forhåbentlig en dag, hvor jeg har fundet nok ro i det, til at jeg er tryg ved at dele den fulde historie her. Begge versioner af den! 



Friday, January 18, 2019

Lykkelig mor

Igår, i køen i Rema, opdagede en ældre dame pludselig, at bylten på mit bryst indeholdt en baby (han sad i ringslyngen som var trukket godt op for at skærme for sneen). Hun kommenterede og komplimenterede, og gjorde så sin mand opmærksom på det; "Har du set, hun har en baby der!". Meget sød, og meget entusiastisk dame! Hun tilbød at hjælpe med at pakke mine varer, spurgte om han var nem, og nær-ved-klukkede.

Det er langt fra første gang jeg er blevet tiltalt af fremmede i et supermarked, men det er første gang der bliver kommenteret på min mælkebøtte - og det føltes satme godt! Jeg er pisse stolt af den lille skabning jeg har groet! Og en del af mig undrer mig hver gang det lykkes nogen at gå forbi ham, uden at kommentere hans dejlighed. Selv skorstensfejeren. Det må være nogle nybagt-mor-hormoner. 

Mælkebøtten er ikke bare dejlig - han er min lykkepille! Selvfølgelig har jeg stadig dumme dage, trætte dage, uvelkomne tanker. Men det er så godt som umuligt for mig at se på ham, uden at smile. Og ja, gu er der meget arbejde i sådan en størrelse, men han er det hele værd, og mere til! Alt andet er lidt ligemeget, så længe han er her, og har det godt.

Det er underligt at opleve, hvordan mine prioriteter, tankemønstre og indstilling til mig selv, med ét er ændret. Jeg har altid ønsket mig - og forsøgt at agere efter - at være ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men det har ligeledes altid fyldt rigtig meget i min bevidsthed, noget nær konstant, og kostet uhyggeligt meget energi. Pludselig er det rykket et markant stykke ned af listen. Det er der endnu, men som noget der dukker op og hurtigt kan viftes væk igen.

Jeg regner ikke længere mig selv som mindre værd end andre. Ikke den mig, som er mig og min mælkebøtte. Nu må folk finde sig i mig, vente på mig, acceptere hvis jeg siger nej. Jeg kan finde ud af at bede om hjælp (til en del, i hvert fald), og er pludselig blevet i stand til at genkende og tro på, når folk omkring mig gør ting der viser de værdsætter mig. Det har været lukket land i mange år.

For første gang mens jeg kan huske, føler jeg at jeg er til stede nu og her. Det føles som en boble, og det er helt sikkert hormon-påvirket, men hold nu stjerne hvor jeg håber jeg kan holde fast i bare noget af det! 

Jeg er alenmor til en baby på fem uger, og jeg har det fracking godt!



Friday, January 4, 2019

Ud og hjem og ud igen

I kløerne på min depression var noget af det sværeste at komme ud af døren. Og kom jeg ud én gang, lykkedes det i hvert fald ikke en gang til samme dag. Det kunne tage timers forberedelse, bare at gå en tur - for det var ikke aktiviteten udenfor døren der var svær (ikke generelt, i hvert fald), det var alene det at træde over dørtærsklen.

Jeg klumper stadig mine aftaler sammen hvor jeg kan, fordi det sidder dybt i mig, at det er svært at komme ud af hoveddøren mere end én gang. Oftest undskylder jeg det med et ønske om at spare transport, men reelt tænker jeg sjældent så langt, når jeg planlægger ærinder og aftaler i grupper i kalenderen. Det er bare blevet en vane. 

De sidste par år, efter jeg er flyttet til Fjællehjem, har jeg fået det markant bedre, og har samtidig fået langt bedre strategier til at passe på mig selv. Jeg respekterer mine egne grænser og advarselssignaler, og ved hvordan jeg skal planlægge min tid og restitution for at forebygge overbelastning bedst muligt. 

Jeg har fået det så godt, at jeg er begyndt at skubbe til grænserne og tage chancer hist og pist. Min stædighed er begyndt at skinne igennem igen. Jeg VIL have at det skal kunne lade sig gøre. Og sådan når vi frem til min dag igår.

Næstsidste møde i hjemmefødselsgruppen var igår kl. 12-15. Og igår kl. 18-22 var efter-jul-opstart i min faste rollespilsgruppe, som har holdt pause hele december. Ingen af tingene havde jeg indflydelse på hvornår lå, og ingen af dem havde jeg mulighed for at flytte på. Valget var at dukke op eller blive væk (og gå glip). 


Med min Mælkebøtte i favnen, var tanken om at skulle ud af døren to gange på samme dag skræmmende igen. Jeg var langt fra sikker på om det kunne lade sig gøre, og affandt mig med at måtte mærke efter og finde ud af det som dagen gik. Jeg varslede rollespilsgruppen, og forberedte begge udfald.

Klokken blev 16.15 før jeg nåede hjem fra første aftale. Det gav mig fem kvarter til jeg skulle ud af døren igen, hvis jeg skulle afsted, og alene det, fik panikken til at prikke i mig. Men en lidt grundigere eftersøgning fandt ingen grund til det. Jeg var okay, ikke for træt, ikke presset, og havde god tid til restitution. Desuden mindede jeg mig selv om, at Folmer stod klar til at køre os hjem med det samme, skulle det vise sig nødvendigt. Så i stedet for at overtænke, tog jeg en hurtig beslutning, og tog afsted.

Det gik fint! Og det kan godt være det ikke giver mening for nogen der ikke har oplevet af være spærret inde af deres egen hoveddør, men jeg er fracking stolt! På Mælkebøttens treugersdag, med masser af auto-reaktioner fra en sværere tid, tog vi afsted hjemmefra to gange! Hell yeah! 

Wednesday, January 2, 2019

Nytår (-sforsæt)

Både jul og nytår har været sære i år. På flere måder. Det meste af familien har været syge, eller på anden måde fungeret på nedsat kraft. Og jul uden Moster blev mest af alt gennemført på en fælles beslutning om at det SKAL kunne lade sig gøre. At vi skal kunne forme nye traditioner, og hygge os. Oveni det, forsøger jeg stadig at vænne mig til mine hormon-tåger, og til at være nogens mor - det er en surrealistisk ny virkelighed at befinde sig i. Og det var egentlig det jeg ville skrive lidt om.
Ind til videre er det sværeste for mig, at vænne mig til ikke at skulle andet end være mor. Første skridt var at anerkende der ikke er noget i vejen for at sove så længe som vi føler for. Nattesøvn, formiddagslur og middagslur udi ét, hvis det er det der er brug for. Og NÅR vi står op, er der ikke andre pligter end det mest nødvendige huslige, og at passe på os selv og hinanden. 

Jeg har forsøgt at holde aftaler til et minimum, og gør mit bedste for, overfor mig selv, at insistere på at det er rigtigt, at jeg ikke skal andet. Jeg får jævnligt en følelse af at der må være noget jeg bør - noget der venter på mig - en grund til dårlig samvittighed og stress over at sidde timer på en sofa med min baby i favnen. Men der er ikke noget. Ikke noget jeg er opmærksom på. Ikke noget der er vigtigere end min søn. 

Det er røv svært at overbevise mig selv om, at slappe af. At det er rigtigt at være nu og her, og ikke bekymre mig om frem og tilbage. Så hvis jeg skal formulere et mål for 2019, er det det det skal handle om: At slippe bekymringerne, være tilstede, og være den bedste mor jeg kan være for mit barn. Jeg er ikke fuldstændig sikker på hvad det betyder, men en del af det må være at acceptere først at finde ud af det henad vejen. Jeg vil gøre mit bedste.

Godt nytår!


Wednesday, December 26, 2018

Jeg er mor! (observationer)

Jeg har kun været mor i lige knapt to uger, og dagene har været fyldt med nye opdagelser, lærdom, forundring og ja, selvironi. Nogle ting er sikkert indlysende, men har alligevel fanget min opmærksomhed. Og bare fordi jeg synes det er sjovt, vil jeg forsøge at liste dem der har hængt godt nok fast til at jeg kan huske dem nu.

#1: Jeg har fået evnen til at blive lykkelig over en lorteble eller et godt vræl. I langt de fleste tilfælde, negative ting, men de første gange din nyfødte præsterer det, udløser det jubel, lettelse og stolthed. Babyen jeg har bygget virker!

#2: Jeg lever fuldt op til klichéen om at kunne falde i trance og bare sidde og stirre forelsket på min lille dreng. Jeg ved reelt ikke hvorlænge; der findes ikke tidsfornemmelse i den tilstand.

#3: Jeg har (indtil videre) mistet 80% blufærdighed når det kommer til mine bryster. Når baby er sulten er det simpelthen for besværligt at skulle bekymre sig om at dække til eller gemme sig.

#4: Pyt med blyantstesten, det SANDE spørgsmål er: Kan du amme sideliggende - fra øverste bryst?! (Og helst uden at være nødt til at vågne for meget)

#5: Jeg er i dilemma fordi min baby det meste af tiden sover både godt og nemt - og jeg vil vikle. Det er fantastisk at have ham oppe, men det er trods alt lettere at passe hønsene eller tage opvasken når han ligger selv.

#6: Jeg får ikke længere dårlig samvittighed over at sove til kl 11-12 stykker. En klog kvinde har lært mig den gyldne barselsregel: Når baby sover, så sov! - Så det gør jeg, lige så meget jeg orker.

#7: Jeg bliver helt trist på forskud, når jeg tænker på at han holder op med at være så ultra blød og uimodståeligt nuttet på et tidspunkt. Skynder mig at nyde hans fine pels og fantastiske kinder og vidunderlige mini-tæer alt hvad jeg overhovedet kan.

#8: Jeg kan på ingen måde forestille mig at skulle være væk fra ham adskillige timer om dagen, flere dage om ugen, om under et år. Er der ikke lige nogen der har en genial ide til noget jeg kan leve af, som primært kan udføres hjemmefra?


Monday, December 10, 2018

Vente vente...

Det er en virkelig underlig følelse, at gå og vente på at min krop mener Mælkebøtten og jeg er klar til at mødes. Uden nogen (sådan rigtig) måde at påvirke det, og uden nogen måde at kunne følge med i nedtællingen eller blive pålideligt varslet når det er ved at være - altså før der faktisk er. 

Jeg kan kun vente. Og forsøge ikke at lave planer der ikke kan tåle at blive aflyst uden varsel. Det sagt, er jeg lige nu på vej til en fuld dag i Kbh, for der er da heldigvis ikke nogen der påstår at man ikke præcis hvad man plejer eller har lyst til, indtil det går løs.

Jeg kommer til at savne at falde i søvn til følelsen af at Mælkebøtten har hikke i min mave. Det sker nok fire gange om ugen, og er fantastisk hyggeligt.

Jeg tror at jeg og huset er så fysisk klar som vi bliver. Mentalt finder jeg ud af som det kommer, det er jeg ved at have affundet mig med. Men jeg prøver nu alligevel at holde mig beskæftiget, så tankerne ikke for alt for frit spil. Det er ikke til at vide hvad mit hoved pludselig kan finde på, hvis det får lov.

Og så venter jeg. Overvejer hvilke datoer der kunne være sjove som fødselsdag. Og hvilke dage jeg godt lige kunne tænke mig at nå før Mælkebøtten kommer - som en teaterforestilling på søndag fx. Selvom man glæder sig, må man vel gerne nyde sine sidste dage i "frihed"?