Thursday, September 12, 2019

Nu gør jeg sgu noget! ...fuck

Det passer mig ikke at skulle aflevere min Mælkebøtte til nogen andre, om alt for få måneder. Det har jeg måske nævnt før? Jeg er også ret sikker på at jeg har luftet mine tanker om at stable noget selvstændigt på benene. Jeg har ikke brug for at blive rig, men synes det kunne være SÅ fedt selv at kunne tilrettelægge min tid, og have flexibilitet i hverdagen. Jeg er helt med på at selvstændighed ikke er det samme som frihed - hver time af dagen er en mulighed for at arbejde, og man har per definition arbejdet med hjem. Jeg er stadig fristet.

Og nu har jeg altså taget et (lille) skridt mod måske at finde på noget. Jeg er startet på Slyngeskolens uddannelse for bærekonsulenter. 

Jeg bliver færdig kort efter min barsel slutter, og tænker jeg kan udnytte de sidste par måneder til forberedelse. Jeg overvejer blandt andet at flytte bloggen over på en lidt mere lækker hjemmeside, hvor der så også kan blive plads til en mere professionel del. Og tankerne om hvad jeg ellers kan "sælge" fortsætter.
Det der med at sælge mig selv, og tage penge for hvad jeg laver, er jeg virkelig ringe til. Jeg er så voldsomt selvkritisk, at jeg kan blive helt flov over at kræve penge for noget jeg ikke selv mener er perfekt - og det mener jeg sjældent. Men jeg øver mig, for penge skal der til, og så længe modtagerne er glade er det spildt energi at gå og skamme mig over (i mangel af bedre ord). Hvis jeg skal kunne leve af noget selvstændigt, bliver jeg nødt til at lære det.

Jeg kommer nok ikke til at slippe helt for at lade andre passe Mælkebøtten, men i mit hoved er det jo mindre jo bedre. Og uden at have noget som helst økonomisk overblik, håber jeg at det her er et skridt i den rigtige retning.

Fuck-delen ramte mig igår. Jeg er nemlig sprunget på holdet en måneds tid efter de egentlig startede, og det betyder at jeg har noget at indhente, og de første to deadlines ikke ligger sammen med resten af deltagerne. Perfektionisten bag tasterne her vil gerne tilbage på linie med resten hurtigst muligt, uden at gå på kompromis - og det er slet ikke nemt når der både er en baby der har førsteprioritet, og et liv der fortsætter ved siden af.

Vi var på super hyggelig udflugt med mødregruppen, som endte med at koste lidt flere high level spells end jeg havde forberedt mig på. Trætheden fik mig til at fejle et concentration check, og så var der pludselig ikke noget der holdt fast og sammen på alle tankerne. Pres og uoverskuelighed og angstprovokerende uforudsigelighed og ansvar og deadlines og tvivl og dårlig samvittighed myldrede frem, og blev rodet sammen i endnu mere forvirring og udmattethed. 

Heldigvis er min mødregruppe ret episk, så jeg tog en dyb indånding og skrev til dem (det er stadig angstprovokerende af helvede til at indrømme sårbarhed, men alternativet var værre, og mine medmødre er helt seriøst fantastiske). Jeg fortalte at jeg var blevet slået ud, og de hjalp mig med at huske at jeg egentlig er ret sej. (Jep, det udsagn er også åndssvagt svært at skrive). 

Jeg har måske nok ikke gjort livet nemt for mig selv, men jeg gør det der er rigtigt for mig. Og for min søn. Og lige nu er det altså at forsøge at opsamle nogle kompetencer og nogle strategier, for at kunne være mest muligt hos ham. Fysioterapeut og bærekonsulent. Det må der sgu' da være nogen der kan bruge!


Thursday, August 29, 2019

Store våde smækkys - med tænder

Man må finde sig i meget, som mor. Eller - det er vel mere korrekt at sige, at man vælger at finde sig i meget. Som mor. For tiden er Mælkebøtten i en rivende udvikling. Efter at have sparet gevaldigt på både mave- og gulvtid de første 6-7 mdr af sit liv, skal det hele nu trænes på én gang! 

Han kan det sagtens - hans krop lærer alt det min krop kan, når han sidder i viklen - men udførslen skal stadig lige øves. Han startede med nogle uger på alle fire, hvor han fik fornemmelse af, og (nogenlunde) styr på balance og vægtoverførsler. Og så sprang han! Indenfor en uge begyndte han at sætte sig op, krybe, kravle, rejse sig op og klatre op af mig. 

Sidstnævnte fylder mere end man skulle tro, og er en af anledningerne til det her skriv. At klatre op af mig er nemlig ikke bare at kravle hen til mig og kramme mine ben, trække sig op at stå eller den slags. Det er mindst lige så meget, for ikke at sige især, i ammesituationer. 

Jeg ammer stadig en del, og jeg har planer om at blive ved, så længe vi begge trives med det. Også selvom det er lidt udfordrende, når han med brystet i munden drejer rundt om sig selv, får benene under sig, rejser sig halvt op med fødderne på stolen, hænderne på min mave - og brystet stadig i munden, vel at mærke! Fumler med balancen, vælter ned at sidde på mit lår, og starter forfra. Stadig med brystet i munden...

Ind imellem bliver en bevægelse for voldsom, og så smutter brystet. Men al den motoriske træning betyder også, at det ikke er noget problem selv at fange det igen. Og så må man jo bare holde bedre fast næste gang! ..Og så er det han ind imellem får holdt så godt fast, at han kommer i tanke om de to fine nye tænder han har fået. Som jo selvfølgelig skal afprøves på alt mulig forskelligt de kommer i nærheden af. Selvfølgelig...

Der går grænsen så for hvad jeg som mor vælger at finde mig i. Trods alt.

Det sagt, er Mælkebøtten en meget kærlig knægt, som med jævne mellemrum giver store, skønne, våde kærlighedserklæringer. Jeg mistænker at han forsøger at dække en lige så stor del af min kind med sine kys, som jeg dækker af hans kind med mine kys. Stor åben mund, på stor blød kind. Og så var der det med de der nye spændende tænder...

Wednesday, August 14, 2019

Tag dig i agt for mor-vigilante'rne

Først var der mor-mafiaen. I ved, de der (oftest) kvinder der har travlt med at belære mødre om hvordan man er mor på den rigtige måde, og om hvad man må og ikke må. Dem der kan finde på at anmelde mødre til de sociale myndigheder, på baggrund af en instagram-story. 

Jeg tænker de fleste af os ret hurtigt kan blive enige om at de er pænt træls, og at noget er galt, hvis man er så sikker på man selv har ret, at man føler sig nødt til at tvinge andre til at rette ind efter det (Jeg vil lade den oplagte parallel til religiøse spørgsmål svæve).

Og nu har jeg altså oplevet en ny "mor-mafia" - omend på mange punkter modsat den originale. En mor-vigilante-bevægelse, måske. Man fristes til at sammenligne med Newtons tredie lov: For every actionthere is an equal and opposite reaction. Mødre der er trætte af at blive belært, og svarer igen når nogen forsøger!

I mandags lagde en personlig træner et skriv op på sin facebookside om babybæring. Hun kaldte det et udtryk for sine "professionelle synspunkter", og lad os bare sige hun var "kritisk". Da jeg ikke er i stand til at være upartisk vil jeg ikke kommentere på tonen - jeg læste det ikke som særlig respektfuldt. Idag blev opslaget fundet af en viklemor, og delt på den landsdækkende slyngegruppe - og helvedet brød løs.

Husk på, at vi for kort tid siden oplevede at sundhedsplejerskernes fagblad bragte en artikel fuld af fejlinformation, fra to fysioterapeuter der havde glemt at opdatere deres faglighed, og at personlige holdninger og evidensbaseret viden ikke umiddelbart kan erstatte hinanden. Altså havde vi alt det skarpeste ammunition ladt og klar til affyring. 

Jeg røg selv i. Faktisk blev jeg opfordret af en tredie viklemor, som jeg har rigtig meget respekt for, og tænkte ikke nærmere over det. Opslaget var fuld af misinformation, usandheder, og den eneste kritiske kilde der blev henvist til, var groft fejlciteret og taget ud af kontekst (og protesterede selv over det i kommentarerne). Det kunne jeg ikke lade stå uanfægtet. 

Jeg synes selv jeg skrev en meget saglig og diplomatisk kommentar. Jeg gjorde rede for fejlagtige påstande om anatomi, og oplyste om andre motivationer for at bære end "mode". Og så gjorde jeg opmærksom på, professionel til professionel, at det er skadeligt for troværdigheden når man kommer med påstande på områder hvor man hverken har erfaring eller faktuel viden. 

Der gik ca. fire timer fra slyngefolket fandt opslaget, til den personlige træner havde fjernet det fra sin side. På det tidspunkt var kommentarsporet oversvømmet af henvisninger til fysioterapeuter, slyngevejledere og faktuelle artikler, massevis af positive personlige erfaringer, og naturligt en god del forargelse. Derudover var siden gået fra ingen anmeldelser til adskillige håndfulde - alle negative. 

Jeg er ikke sikker på om det er en god ting. Det lille enmandsfirma har fået et ordentligt hak, for den fejltagelse. Al magt kan misbruges, uanset hvor gode hensigter man har. Men jeg fortryder ikke min deltagelse. Den personlige træner kalder sig professionel, men har ikke respekt nok for sit eget fag, til at researche et emne ordentligt, før en anklage mod andre mennesker for at prioritere mode over deres børns sundhed (yup, så er man sgu selv ude om det). Jeg er ikke enig i alle kommentarer der faldt. Jeg vil til enhver tid mene at vi skal tale ordentligt og respektfuldt til hinanden, uanset uenigheder og fejltagelser. Og det er måske også i overkanten at anmelde firmaet på baggrund af et facebookopslag alene - og dog, hvis der generelt vejledes på så løs baggrund er det grænsende til farligt. 

Tag dig i agt for mor-vigilante'rne. Vi finder os ikke i at få at vide at vores valg er forkerte. Slet ikke fra folk der ikke har noget der minder om argumenter eller evidens på plads. Og endnu mindre hvis det bliver lagt op hvor der er fare for, at folk der ikke ved bedre møder det og tror på det. 

Thursday, July 18, 2019

Når baby ikke har læst bogen

Det er moderne at sætte ting i system. Vi er effektive og trygge når vi ved hvad der skal ske - og effektivitet er den hellige gral i det moderne samfund. Efter A kommer B, som står foran C...

Vi forsøger også at systematisere børn. Bare se hvad det har gjort ved uddannelsessystemet. Denne ukuelige tro på, at hvis vi kan ensrette og strømline, bliver det hele mere effektivt og målbart. 

"Målbart", er knapt så sjældent italesat som "effektivt", men mindst lige så grundlæggende for mange af de beslutninger der bliver taget rundt omkring. 

Jeg skal slet ikke snakke politik idag. Bistemt nej (ikke en slåfejl, men tak til jer der har gjort mig opmærksom på det ;) ). Bare genkende, at tendensen har nået selv de aller mindste børn. I stedet for at se på det barn vi nu engang har fået, slår vi op i en bog, googler eller spørger sundhedsplejersken, om de nu "følger normen". 

Jeg er ikke uskyldig. Jeg har også googlet hvornår jeg skal forvente tænder, og stille sammenlignet motoriske fremskridt med de andre i mødregruppen. I stedet for bare at nyde min lækre og sunde dreng, som gør tingene i lige præcis SIN rækkefølge,og SIT tempo. 

Vi har indrettet os på en måde så vi sjældent oplever - og endnu sjældnere engagerer os i - pasningen og udviklingen af helt små børn. Så når man ligger der, helt forpjusket og svedig, med sin lille forsvarsløse kødklump i armene for første gang, og vil gøre hvad som helst for at beskytte den; er man samtidig på totalt bar bund i forhold til hvordan. 

Derfor giver bøger og sundhedsplejersker og generaliseringer og anbefalinger mening. I hvert fald indtil de ikke passer på det barn man har fået. Er han så forkert? Spoiler alert: NEJ! Gu' er han ej forkert, bare fordi han ikke følger gennemsnittet! Forvirrende, måske endda frustrerende, når han ikke følger den plan vi er så vant til at kunne stole på. Men på ingen måde forkert. Helt perfekt til at være helt sig selv. Det ku' vi andre lære noget af.


Anbefalingerne siger, at babyer ikke bør sidde (for meget) før de selv kan sætte sig op. Men hvad gør man så når baby sætter sig NED? Når han har fundet ud af at møve sig baglæns ned fra skødet eller sofaen, så han kan stå på gulvet og hoppe, og derfra sætter sig ned for at lege videre? Herhjemme? Nyder det, og griner med ham over den fede nye leg han har fundet! 



Sunday, July 14, 2019

Videnssamling om babybæring

Jeg er babybærer. Det har alle der kender mig, eller som har fulgt med på Instagram vist opdaget. Fra Mælkebøtten blev født, føltes det helt forkert for mig at lægge ham fra mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, hvis jeg skulle slippe kontakten til ham. Jeg har længe joket med, at jeg har en stenalderkrop, og de dertilhørende instinkter, og jeg tænker den følelse bare bekræfter påstanden.

Jeg kan tale både meget og længe om babybæring, og om hvor gavnligt og naturligt det er. Og blandt andet derfor var det noget af en overraskelse da to fysioterapeutet - min egen profession - fik udgivet en artikel om at man endelig skal passe på med det vikleri. Uden evidens af nogen art, og med adskillige direkte usande påstande og antagelser, vel at mærke.

Det tog mig flere forsøg at læse den hele igennem, fordi jeg blev så vred og forarget at jeg måtte holde pauser undervejs. Og da jeg valgte at dele en advarsel om at selv sundhedsuddannede kan tage fejl, når deres forforståelse kommer i vejen for perspektiv og evidens, fik jeg flere reaktioner fra folk der syntes artiklen lød fornuftig og saglig. Behøver jeg påpege at det var temmelig ironisk og frustrerende?

Jeg kan sagtens svare for mig, hvis nogen spørger ind til mit valg om at bære, og jeg er totalt forberedt hvis jeg en dag skulle møde en kritiker. Men der er mange der er endnu klogere på området, og jeg tænker at jeg vil udnytte muligheden her, til at samle nogle af deres visdomsord - både generelle, og som svar på førnævnte artikel.

Slyngejordemoder Lotte, der som navnet antyder er uddannet jordemoder og slyngevejleder, har skrevet en dejligt nørdet artikel om nogle af de største fysiologiske fordele ved babybæring i forhold til barnets udvikling. Hun skrev også en reaktion på artiklen, som hun udgav på Instagram her

Derudover har både Slyngefys Katrine og Maria fra BaerDitBarn, som begge er uddannede fysioterapeuter og slyngevejledere, pillet artiklen fra hinanden. Man kan desuden finde flere gode artikler og blogs om babybæring og -udvikling på deres sider.

Hvor ville det være fedt, hvis vi kunne droppe alle kasserne, normtænkningen og strømliningen. Hvis børn og familier kunne få lov at være sig selv, og udvikle sig i den rækkefølge og hastighed der passer dem. Selvfølgelig er der ting der er skadelige, og med rette bør frarådes. Men hvis ikke vi havde så travlt med at skynde på ungerne, tænker jeg at fx hoppegynger og opstablede siddestillinger ville forsvinde helt af sig selv. 

Min Mælkebøtte sover fantastiske lure i sin barnevogn. Og er han ked, falder til ro så snart han ser mig folde viklen ud, fordi han ved jeg reagerer på hans behov. Vi gør tingene på vores måde, fordi det er sådan det virker bedst for os. Og jeg har fuld respekt for at andre måder virker bedre for andre. Så længe valgene er truffet bevidst og velinformeret. 


Wednesday, July 3, 2019

Skriveterapi om en stump af min fødselsoplevelse

Sent igår aftes lå jeg vågen med tankemylder. Det i sig selv er selvfølgelig ikke så underligt, det tænker jeg de fleste oplever ind imellem. Men (igen) igår, vendte tankerne tilbage til øjeblikket hvor min Mælkebøtte blev født. 

Det her er ikke en fødselsberetning. Jeg håber stadig en dag at kunne skrive en positiv version af den historie, for min egen skyld, og vil ikke dele den negative side, uden. Det hjalp mig at skrive ned, da jeg klagede til fødegangen, men det har ikke noget formål at dele på en måde. 

Jeg har fundet ro i mig selv, om langt det meste af Mælkebøttens fødsel. Undtagen øjeblikket hvor han blev født, og lagt op på min mave. Vores gyldne øjeblik. Vores første møde på ydersiden. Sekundet hvor hans liv i verden begyndte. 

Jeg forventede ikke ubetinget forelskelse fra første glimt. Jeg var forberedt og realistisk og glædede mig. Jeg var ikke forberedt på ikke at få chancen. 

Sygehusjordemoderen greb Mælkebøtten da han blev født, og lagde ham op på mig. Og så trodsede hun evidens, indikationer og min desperate bøn, og klippede navlestrengen med det samme. 

Jeg ved det er en lille bitte ting. Jeg ved at milioner af børn har fået klippet navlestrengen med det samme, uden problemer. Jeg ved at jeg fik en stor, stærk og rask søn. Men hendes argument var at det var nødvendigt for hans skyld. Hun gjorde mig bange for om han fik ilt nok, og så fjernede hun hans iltforsyning. Hun begik et overgreb på min søn, og gjorde det på en måde hvor jeg fuldt og helt oplevede at hun bragte ham i fare. Og jeg kunne ikke beskytte ham. Jeg bad hende lade være med at klippe. Jeg bad hende vente så lang tid som muligt med at klippe. Og hun fortalte mig at hun havde klippet. Det var gjort, der var intet at gøre for at rette op på det. 

Vores gyldne første møde. Mit og min søns første øjeblik. Og alt jeg følte var angst, desperation, frustration, vrede og afmagt. En modbydelig fremmed kvinde bragte min søn i fare, og jeg havde ikke kunnet beskytte ham. Jeg spildte tid på at overveje om det var gået anderledes hvis jeg havde sagt noget før han blev født, men havde slet ikke overvejet at en jordemoder idag kunne finde på at klippe før navlestrengen var færdig med at pumpe blodet tilbage til barnet. 

Hun sagde at han havde navlestrengen om halsen, og jeg tænkte at så er det godt han får ilt med blodet, og at alle sundhedsfaglige idag ved at det hænger sådan sammen. Hun sagde at han skulle "rette sig" snart, ellers måtte han over og have luft, og han skreg før hun var færdig med at tale. 

Jeg græder stadig hver gang tankerne får fat. Jeg græder mens jeg skriver. Og netop derfor skriver jeg. I nat nåede jeg frem til, at jeg er nødt til at gøre noget. Mælkebøtten er over et halvt år, og selvom hun tog øjeblikket fra os, og ingen kan ændre på det, så vil jeg ikke også lade hende tage minderne. 

At skrive det her nu, har hjulpet mig til at indse, at noget af smerten er en følelse af at jeg fejlede ham. At lige denne del sidder ekstra fast, fordi det ikke "bare" var mig det gik ud over. Jeg er vant til ikke at kunne beskytte mig selv, men jeg kan ikke acceptere at jeg fejlede at beskytte min søn. Der foregik så mange ting til den fødsel, som jeg ville ønske jeg havde vidst eller været opmærksom på i situationen. Jeg ville ønske at jeg havde været opmærksom på muligheden for at smide sygehusjordemoderen ud. Men jeg var i fødsel, og jeg brugte de ressourcer der var, på at lukke af for alt det forkerte der foregik på fødestuen. Og det kan ikke ændres nu. 

Mælkebøtten er okay. Han er mere end okay, han er helt perfekt. Og alligevel lurer et lille "hvad nu hvis...". Det var ikke min skyld. Jeg vil heller ikke bebrejde min hjemmefødselsjordemoder eller den jordemoderstuderende der var med. Jeg bebrejder sygehusjordemoderen. Jeg bebrejder hende alt hvad jeg overhovedet kan, og håber jeg kan tilgive mig selv. Håber jeg kan finde ro i mig selv, om at jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Om at det jeg gjorde betød at alt endte godt - på trods. Håber at jeg kan finde styrke i, at med sådan en start, kan livet bare komme an. Vi kan klare alt - mig og min Mælkebøtte. 


Monday, June 17, 2019

Ethundredeogotteogfirs

6 måneder. 26 uger. 184 dage - og så idag faktisk allerede 188 dage. Og to timer, hvis vi skal være helt præcise. Så længe har min skønne Mælkebøtte været ude i verden nu. Jeg vil ikke kalde det, at jeg har været mor, i den angivne mængde tid - for det synes jeg jeg var længe før han skiftede "fra vand til land". Faktisk skal vi nok helt tilbage til vinteren 09/10, for at ramme det tidpunkt hvor jeg blev klar over, at jeg hvilede bedst i "mor-rollen", som kvinde. Men det er en helt anden snak.

Et halvt år. Det er totalt kliché, men det føles totalt uvirkeligt at tiden er gået så hurtigt. Når jeg mærker efter føles det som om det er max halvanden måned siden jeg fik min lille squish i armene. Når verden omkring mig begynder at nævne ord som jordbær, sommerferie, strand, Sankt Hans, festival osv, lyder det helt forkert. Mælkebøtten er jo født i december, og det er kun et øjeblik siden! 



På en af de der forsvundne dage, var der en der spurgte mig, om vi var ved at have lært hinanden at kende - mig og min søn. Og mens jeg godt tror jeg ved hvad der menes, og vist nok også fik svaret noget ikke helt håbløst, er det egentlig et ret sært spørgsmål, når man tænker over det. Det virker så simpelt - at to personer bruger tid sammen, og lærer hinanden at kende. Det er bare ikke min oplevelse at det kan overføres til babyer. Ikke min baby, i hvert fald - for nu at holde det på egen tallerken. 

Mælkebøtten idag er ikke Mælkebøtten for 14 dage siden. Og når jeg begynder at tænke den vej rundt, giver det pludselig mere mening hvor lang tid der er gået. Han udvikler sig, og lærer, og suger til sig, og eksperimenterer, og forstår, og ændrer sig hele tiden. Jo, han har nogle træk som forbliver og som er ham, men rutiner, behov, lyster og grænser skifter - næsten hurtigere end jeg kan følge med. 

Det giver mening, at så snart jeg gennemskuer de nyeste vilkår, og genetablerer ro, tryghed og forudsigelighed, så bliver der overskud til at tage hul på næste trin. Og misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at kunne give ham de rammer han skal bruge for at udvikle sig i den fart. Det er facinerende udover alle grænser, at se hvordan han hele tiden interagerer med verden omkring sig, på en lidt mere avanceret facon end dagen før. Men puh, det er lige til at blive forpustet af, aldrig at have to dage i træk med ro.

På 184 dage har Mælkebøtten mere end fordoblet sin kampvægt. Har arbejdet sig stødt og roligt fra str 56 til str 74. Og tømt den sidste pakke bleer i str 3 - på dagen, endda. Og hver eneste dag har han bekræftet mig i, at det var helt rigtigt for mig, at træffe det valget om at få ham. - Jeg er ikke pladderromantisk, jeg kunne aldrig drømme om at shame for engang imellem at have lyst til at kyle ungen ud af vinduet, eller trænge til en pause. Det har bare ikke ramt mig endnu. 

Seksogtyve uger med "manden i mit liv". På den ene side ønsker jeg at stoppe tiden så jeg kan nå at nyde ham endnu mere, og på den anden glæder jeg mig vildt til at se hvad der bliver det næste han lærer, og hvem han bliver når han bliver ældre. Men da jeg hverken har magt over tiden eller hans nysgerrighed, gør det ikke den store forskel. Så jeg nyder bare lige nu og her, trækker vejret og følger med så godt jeg kan. Lige pludselig er de næste 26 uger sikkert også forsvundet.