Sunday, July 14, 2019

Videnssamling om babybæring

Jeg er babybærer. Det har alle der kender mig, eller som har fulgt med på Instagram vist opdaget. Fra Mælkebøtten blev født, føltes det helt forkert for mig at lægge ham fra mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, hvis jeg skulle slippe kontakten til ham. Jeg har længe joket med, at jeg har en stenalderkrop, og de dertilhørende instinkter, og jeg tænker den følelse bare bekræfter påstanden.

Jeg kan tale både meget og længe om babybæring, og om hvor gavnligt og naturligt det er. Og blandt andet derfor var det noget af en overraskelse da to fysioterapeutet - min egen profession - fik udgivet en artikel om at man endelig skal passe på med det vikleri. Uden evidens af nogen art, og med adskillige direkte usande påstande og antagelser, vel at mærke.

Det tog mig flere forsøg at læse den hele igennem, fordi jeg blev så vred og forarget at jeg måtte holde pauser undervejs. Og da jeg valgte at dele en advarsel om at selv sundhedsuddannede kan tage fejl, når deres forforståelse kommer i vejen for perspektiv og evidens, fik jeg flere reaktioner fra folk der syntes artiklen lød fornuftig og saglig. Behøver jeg påpege at det var temmelig ironisk og frustrerende?

Jeg kan sagtens svare for mig, hvis nogen spørger ind til mit valg om at bære, og jeg er totalt forberedt hvis jeg en dag skulle møde en kritiker. Men der er mange der er endnu klogere på området, og jeg tænker at jeg vil udnytte muligheden her, til at samle nogle af deres visdomsord - både generelle, og som svar på førnævnte artikel.

Slyngejordemoder Lotte, der som navnet antyder er uddannet jordemoder og slyngevejleder, har skrevet en dejligt nørdet artikel om nogle af de største fysiologiske fordele ved babybæring i forhold til barnets udvikling. Hun skrev også en reaktion på artiklen, som hun udgav på Instagram her

Derudover har både Slyngefys Katrine og Maria fra BaerDitBarn, som begge er uddannede fysioterapeuter og slyngevejledere, pillet artiklen fra hinanden. Man kan desuden finde flere gode artikler og blogs om babybæring og -udvikling på deres sider.

Hvor ville det være fedt, hvis vi kunne droppe alle kasserne, normtænkningen og strømliningen. Hvis børn og familier kunne få lov at være sig selv, og udvikle sig i den rækkefølge og hastighed der passer dem. Selvfølgelig er der ting der er skadelige, og med rette bør frarådes. Men hvis ikke vi havde så travlt med at skynde på ungerne, tænker jeg at fx hoppegynger og opstablede siddestillinger ville forsvinde helt af sig selv. 

Min Mælkebøtte sover fantastiske lure i sin barnevogn. Og er han ked, falder til ro så snart han ser mig folde viklen ud, fordi han ved jeg reagerer på hans behov. Vi gør tingene på vores måde, fordi det er sådan det virker bedst for os. Og jeg har fuld respekt for at andre måder virker bedre for andre. Så længe valgene er truffet bevidst og velinformeret. 


Wednesday, July 3, 2019

Skriveterapi om en stump af min fødselsoplevelse

Sent igår aftes lå jeg vågen med tankemylder. Det i sig selv er selvfølgelig ikke så underligt, det tænker jeg de fleste oplever ind imellem. Men (igen) igår, vendte tankerne tilbage til øjeblikket hvor min Mælkebøtte blev født. 

Det her er ikke en fødselsberetning. Jeg håber stadig en dag at kunne skrive en positiv version af den historie, for min egen skyld, og vil ikke dele den negative side, uden. Det hjalp mig at skrive ned, da jeg klagede til fødegangen, men det har ikke noget formål at dele på en måde. 

Jeg har fundet ro i mig selv, om langt det meste af Mælkebøttens fødsel. Undtagen øjeblikket hvor han blev født, og lagt op på min mave. Vores gyldne øjeblik. Vores første møde på ydersiden. Sekundet hvor hans liv i verden begyndte. 

Jeg forventede ikke ubetinget forelskelse fra første glimt. Jeg var forberedt og realistisk og glædede mig. Jeg var ikke forberedt på ikke at få chancen. 

Sygehusjordemoderen greb Mælkebøtten da han blev født, og lagde ham op på mig. Og så trodsede hun evidens, indikationer og min desperate bøn, og klippede navlestrengen med det samme. 

Jeg ved det er en lille bitte ting. Jeg ved at milioner af børn har fået klippet navlestrengen med det samme, uden problemer. Jeg ved at jeg fik en stor, stærk og rask søn. Men hendes argument var at det var nødvendigt for hans skyld. Hun gjorde mig bange for om han fik ilt nok, og så fjernede hun hans iltforsyning. Hun begik et overgreb på min søn, og gjorde det på en måde hvor jeg fuldt og helt oplevede at hun bragte ham i fare. Og jeg kunne ikke beskytte ham. Jeg bad hende lade være med at klippe. Jeg bad hende vente så lang tid som muligt med at klippe. Og hun fortalte mig at hun havde klippet. Det var gjort, der var intet at gøre for at rette op på det. 

Vores gyldne første møde. Mit og min søns første øjeblik. Og alt jeg følte var angst, desperation, frustration, vrede og afmagt. En modbydelig fremmed kvinde bragte min søn i fare, og jeg havde ikke kunnet beskytte ham. Jeg spildte tid på at overveje om det var gået anderledes hvis jeg havde sagt noget før han blev født, men havde slet ikke overvejet at en jordemoder idag kunne finde på at klippe før navlestrengen var færdig med at pumpe blodet tilbage til barnet. 

Hun sagde at han havde navlestrengen om halsen, og jeg tænkte at så er det godt han får ilt med blodet, og at alle sundhedsfaglige idag ved at det hænger sådan sammen. Hun sagde at han skulle "rette sig" snart, ellers måtte han over og have luft, og han skreg før hun var færdig med at tale. 

Jeg græder stadig hver gang tankerne får fat. Jeg græder mens jeg skriver. Og netop derfor skriver jeg. I nat nåede jeg frem til, at jeg er nødt til at gøre noget. Mælkebøtten er over et halvt år, og selvom hun tog øjeblikket fra os, og ingen kan ændre på det, så vil jeg ikke også lade hende tage minderne. 

At skrive det her nu, har hjulpet mig til at indse, at noget af smerten er en følelse af at jeg fejlede ham. At lige denne del sidder ekstra fast, fordi det ikke "bare" var mig det gik ud over. Jeg er vant til ikke at kunne beskytte mig selv, men jeg kan ikke acceptere at jeg fejlede at beskytte min søn. Der foregik så mange ting til den fødsel, som jeg ville ønske jeg havde vidst eller været opmærksom på i situationen. Jeg ville ønske at jeg havde været opmærksom på muligheden for at smide sygehusjordemoderen ud. Men jeg var i fødsel, og jeg brugte de ressourcer der var, på at lukke af for alt det forkerte der foregik på fødestuen. Og det kan ikke ændres nu. 

Mælkebøtten er okay. Han er mere end okay, han er helt perfekt. Og alligevel lurer et lille "hvad nu hvis...". Det var ikke min skyld. Jeg vil heller ikke bebrejde min hjemmefødselsjordemoder eller den jordemoderstuderende der var med. Jeg bebrejder sygehusjordemoderen. Jeg bebrejder hende alt hvad jeg overhovedet kan, og håber jeg kan tilgive mig selv. Håber jeg kan finde ro i mig selv, om at jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Om at det jeg gjorde betød at alt endte godt - på trods. Håber at jeg kan finde styrke i, at med sådan en start, kan livet bare komme an. Vi kan klare alt - mig og min Mælkebøtte. 


Monday, June 17, 2019

Ethundredeogotteogfirs

6 måneder. 26 uger. 184 dage - og så idag faktisk allerede 188 dage. Og to timer, hvis vi skal være helt præcise. Så længe har min skønne Mælkebøtte været ude i verden nu. Jeg vil ikke kalde det, at jeg har været mor, i den angivne mængde tid - for det synes jeg jeg var længe før han skiftede "fra vand til land". Faktisk skal vi nok helt tilbage til vinteren 09/10, for at ramme det tidpunkt hvor jeg blev klar over, at jeg hvilede bedst i "mor-rollen", som kvinde. Men det er en helt anden snak.

Et halvt år. Det er totalt kliché, men det føles totalt uvirkeligt at tiden er gået så hurtigt. Når jeg mærker efter føles det som om det er max halvanden måned siden jeg fik min lille squish i armene. Når verden omkring mig begynder at nævne ord som jordbær, sommerferie, strand, Sankt Hans, festival osv, lyder det helt forkert. Mælkebøtten er jo født i december, og det er kun et øjeblik siden! 



På en af de der forsvundne dage, var der en der spurgte mig, om vi var ved at have lært hinanden at kende - mig og min søn. Og mens jeg godt tror jeg ved hvad der menes, og vist nok også fik svaret noget ikke helt håbløst, er det egentlig et ret sært spørgsmål, når man tænker over det. Det virker så simpelt - at to personer bruger tid sammen, og lærer hinanden at kende. Det er bare ikke min oplevelse at det kan overføres til babyer. Ikke min baby, i hvert fald - for nu at holde det på egen tallerken. 

Mælkebøtten idag er ikke Mælkebøtten for 14 dage siden. Og når jeg begynder at tænke den vej rundt, giver det pludselig mere mening hvor lang tid der er gået. Han udvikler sig, og lærer, og suger til sig, og eksperimenterer, og forstår, og ændrer sig hele tiden. Jo, han har nogle træk som forbliver og som er ham, men rutiner, behov, lyster og grænser skifter - næsten hurtigere end jeg kan følge med. 

Det giver mening, at så snart jeg gennemskuer de nyeste vilkår, og genetablerer ro, tryghed og forudsigelighed, så bliver der overskud til at tage hul på næste trin. Og misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at kunne give ham de rammer han skal bruge for at udvikle sig i den fart. Det er facinerende udover alle grænser, at se hvordan han hele tiden interagerer med verden omkring sig, på en lidt mere avanceret facon end dagen før. Men puh, det er lige til at blive forpustet af, aldrig at have to dage i træk med ro.

På 184 dage har Mælkebøtten mere end fordoblet sin kampvægt. Har arbejdet sig stødt og roligt fra str 56 til str 74. Og tømt den sidste pakke bleer i str 3 - på dagen, endda. Og hver eneste dag har han bekræftet mig i, at det var helt rigtigt for mig, at træffe det valget om at få ham. - Jeg er ikke pladderromantisk, jeg kunne aldrig drømme om at shame for engang imellem at have lyst til at kyle ungen ud af vinduet, eller trænge til en pause. Det har bare ikke ramt mig endnu. 

Seksogtyve uger med "manden i mit liv". På den ene side ønsker jeg at stoppe tiden så jeg kan nå at nyde ham endnu mere, og på den anden glæder jeg mig vildt til at se hvad der bliver det næste han lærer, og hvem han bliver når han bliver ældre. Men da jeg hverken har magt over tiden eller hans nysgerrighed, gør det ikke den store forskel. Så jeg nyder bare lige nu og her, trækker vejret og følger med så godt jeg kan. Lige pludselig er de næste 26 uger sikkert også forsvundet. 



Tuesday, June 11, 2019

Tving mig ikke til at lyve

Jeg forstår godt nysgerrigheden. Jeg ved godt at min beslutning om at få et barn alene, stadig ligger temmelig langt fra normen. Og at mit valg om at bruge en privat donor, i stedet for at få hjælp på en klinik, gør arrangementet endnu mere sjælden. Langt henad vejen byder jeg spørgsmål velkomne, og svarer gerne på næsten alt, for at hjælpe afmystificeringen på vej. 

Men jeg svarer ikke på hvem donoren er!

Da vi lavede aftalen - mig og min Mælkebøttedonor - var en af betingelserne, at det var alt eller intet. Enten skulle alle vide hvem han var, eller også skulle ingen. Og indtil videre er det ingen. Når og hvis det engang skal være være kendt, bliver det på opfordring fra Mælkebøtten selv.

Jeg svarer gerne på hvorfor jeg har valgt som jeg gjorde. Jeg svarer gerne på hvordan vores aftale virker. Jeg svarer gerne på hvordan jeg har det med beslutningen, og i den grad jeg kender til det, hvor dan han har det med den. Jeg har sågar svaret på hvormange forsøg det tog - selvom jeg tror spørgeren gik ud fra at hun spurgte til klinisk inseminering, og ikke gammeldags madrasgymnastik. 


Det her er ikke et angreb på nogen bestemte - som sagt, forstår jeg udemærket nysgerrigheden. Det er en anmodning om betænksomhed. Når jeg får spørgsmål i stil med om det er én jeg kender fra studiet, én der spiller rollespil, én der er lokal, eller andet i den dur - så ta'r jeg mig selv i at overveje hvilket svar der begrænser antallet af muligheder mindst. Uanset sandheden. 

Jeg vil ikke lyve. Jeg hader at lyve. Men jeg vil ikke svare på noget der gør det muligt for folk at begynde at regne sig frem til, eller gætte på, hvem der er min donor. 

For nu at komme helt ned på jorden igen, så har jeg reelt kun fået ganske få af den slags spørgsmål - men det har sat en masse tanker igang om hvordan jeg bedst håndterer dem. Hvis jeg i situationen siger, at jeg har jeg ikke lyst til at svare på det - bliver det så bare tolket som et "Ja, tampen brænder"? Hvis jeg svarer "Ja" eller "Nej" lidt på må og få, for ikke at afsløre noget, bliver folk så sure senere? 

Jeg ved at ingen spørger i ond vilje. Heller ikke selvom de egentlig godt ved, at jeg ikke vil fortælle hvem Mælkebøttedonoren er. Så jeg håber på forståelse, både for mine tilfældige - ikke altid sandfærdige svar, og for det her skriv. Et skriv, som mens jeg sidder ved tasterne, virker lidt kryster-agtigt. Som om jeg forsøger at sige fra, uden at ville tage konfrontationen. Mens min intention egentlig er at sige fra, uden at øge nysgerrighed eller antagelser. 

Jeg er stor fan af nysgerrighed. Og jeg elsker når folk spørger ind til min baby. Bare ikke lige om dét... 

Thursday, May 9, 2019

Noget om venner

Det her bliver et meget personligt indlæg. Og det er altså ikke for at få ynk eller tigge om opmærksomhed. Jeg skriver for at få tanker ud af hovedet, og deler fordi jeg tænker der er andre end mig der oplever noget lignende.

Jeg er vild med mine venner! Men jeg er ikke ret god til nære venner. Og ja, formuleringen lyder som om jeg er hård ved mig selv (igen), men for mig er det mere et spørgsmål om at jeg accepterer at det er mig der holder afstand, og ikke alle andres "skyld".

Nogle gange kunne jeg rigtig godt tænke mig at have venner jeg var nærmere med. Nogle gange mangler jeg en af snakke med, når emnet ikke matcher nogen af de venner jeg har. Nogle gange savner jeg en der kender mig, rigtig godt, og forstår uden at jeg skal redegøre for hele min situation og perspektiv først.

Og så dukker der pludselig klip op fra et babyshower i mit IG feed. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, at sådan et fik jeg ikke. For jeg har ingen omkring mig, som ville skænke det en tanke. Derudover er det en ikke fuldt implementeret amerikans tradition, og jeg havde ikke forventet noget, men det satte tanker igang. - Hvis jeg skulle giftes, tror jeg ikke jeg ville få en polterabend.

Jeg bebrejder ikke nogen. Mindst af alt mine venner. For det er (i de fleste tilfælde) ikke deres valg at holde afstand. Det er mit. Det er mig der endnu ikke er tryg nok ved andre mennesker, til at lade dem komme helt tæt på. 

Jeg har øvet mig i at dele mine sårbarheder. Det blev jeg nødt til, for at kunne gøre dem håndterbare. Men jeg deler mest generelt, eller hvis jeg er i situationer hvor det er relevant. Sidder jeg hjemme og "bliver udfordret", runger det stadig i mig, at jeg ikke vil være til gene for andre med det. Så når jeg kan, klarer jeg mig selv, i tavshed. - Min stolthed hjælper heller ikke på det punkt.

Efter jeg har fået min skønne lille Mælkebøtte, er det gået op for mig, at jeg heller ikke er god til at dele modsatte ende af spektret. Tænk hvis jeg deler min største glæde, og det bliver modtaget som kedeligt eller irriterende! Babyer har et ry for at være sådan noget kun deres forældre går op i. Og det er stadig indgroet i mig, at jeg ikke er lige så meget værd som andre, så hvordan kan noget fra mig være af interesse for andre. Så hellere tie stille, end risikere at min lykke bliver forurenet af afvisning eller ligegyldighed. 


Jeg savner somme tider nogen der deler min entusiasme. Nogen der synes det er sejt at Mælkebøtten kan slå smæld med tungen før han er blevet fem måneder, eller er med på at fantasere om hvad man kan, på det stykke jord jeg ikke engang ved om kan blive mit. Men jeg giver dem ikke lov. 

Hvad jeg deler er ingen andres ansvar end mit. Jeg genkender at jeg i mange år har håbet at nogen en dag ville spørge ind, tage initiativet til at komme et skridt tættere på, indse at jeg står her alene, og godt kunne bruge lidt mindre afstand til nærmeste. Men hvor skulle de vide det fra, når jeg klapper i som en østers, og gennem endnu flere år har oparbejdet et sindrigt system til at fordele alt hvad jeg deler, til forskellige mennesker, så en enkelt aldrig får et alt for fuldt billede af mig. 

Jeg er så god til at passe på mig selv, at jeg nogle gange ødelægger mig selv lidt i processen. 

(Det kan lyde som om jeg ikke har ret meget tillid til mine venner. Det er ikke sådan det er ment. Jeg ved med min fornuft godt at mine venner er dejlige mennesker, men det er ikke det samme som at føle det og turde handle på det)

Friday, April 5, 2019

Hvor er der en voksen?

Jeg deltager i demonstrationen imorgen af flere forskellige grunde.

Helt personligt, er jeg vildt bange for, om alt for få år, at skulle aflevere Mælkebøtten i en børnehave, hvor der ikke er ressourcer til at give ham det nærvær og den omsorg han skal have. Jeg har valgt vuggestue fra af netop den grund; jeg vil ikke risikere at han forsvinder i mængden, at der bliver for travlt til at han kan få et kram, eller for larmende til at han stille og roligt kan snakke med en voksen om hvad der foregår.

Mere generelt har jeg virkelig svært ved at forstå, hvordan vi som et rigt og velfungerende land kan være bekendt at spare på vores børn?! Vores børn som på én gang er vores fremtid, og samtidig er helt igennem afhængige af os, for at trives nu, og for at udvikle sig til sunde, stærke og velfungerende voksne. Hvordan kan det falde nogen ind at gå på kompromis med noget så værdifuldt og altafgørende? Og her er jo ikke engang tale om at man har trukket på skuldrene og accepteret "godt nok". Niveauet er langt under "godt nok"! I et land hvor vi rask væk mener vi er berettiget til at føle os bedre en "alle de andre", burde vi fanden galeme prioritere at vores børn har det så godt som de overhovedet kan, og får alle de bedste vilkår for at blive så gode mennesker som muligt! 

Min indre kyniker spekulerer over, om det er endnu en taktik for at snige mest mulig privatisering ind i samfundet. Gør kvaliteten af de offentlige tilbud så dårlig at folk tvinges til at vælge privat, og politikerne kan vaske hænder med en påstand om at "folket har selv valgt". For helvede; jeg er jo selv fristet til at vælge privat, for at give min Mælkebøtte det bedste jeg kan. Men det burde ikke være nødvendigt, og principielt er min holdning at de offentlige tilbud SKAL være der, og SKAL være det gode forbillede for alt andet. 

Jeg deltager i demonstrationen imorgen, ikke fordi jeg har den store tillid til at demonstrationer rykker noget, men fordi jeg er nødt til at gøre et eller andet. Og hvis nok af os råber op, kan man vel for fanden ikke blive ved med at ignorere os. Samtidig håber jeg, at hele bevægelsen er med til at åbne øjnene for, hvor vigtigt det er hvor krydset sættes når vi endelig får et valg. Uanset hvad man ellers tænker om skattetryk, privatisering, og hvad der ellers bliver trukket ind over debatten, så er der nødt til at være nogle ordenlige standarder for de offentlige tilbud der findes. Vi kan ikke være andet bekendt - hverken overfor os selv, eller overfor vores børn. 

Ses vi derude?
#HvorErDerEnVoksen #MinimumsnormeringerNU #MereOmsorg #FlereHænder




Sunday, March 31, 2019

Noget om at være social

Mælkebøtten og jeg har været til forårskomsammen i hjemmefødselsordningen. En hyggelig lille eftermiddags-ting, hvor familier og jordemødre ses, og forundres over hvor store ungerne bliver.

"Min jordemoder", altså hende der var med til Magnes fødsel, var både glad for at se mig, og forundret over at jeg kom med til den slags. "Med så mange mennesker". Jeg blev først og fremmest imponeret over at hun havde gennemskuet så meget om mig, selvom vi aldrig direkte havde talt om hvordan jeg har det med mennesker - og så tog jeg mig selv i at blive lidt ked af, på den måde at få bekræftet at jeg er ikke er stærk i sociale sammenhænge.

Det tog nogle timer, og en frisk gåtur med barnevognen, før det gik op for mig, at jeg havde hørt - eller i hvert fald tolket - noget helt andet end hun sagde.

Jeg huskede, at vi havde talt om, at jeg er meget påvirkelig, når det kommer til mine omgivelser. At jeg let bliver "smittet" af hvad der foregår omkring mig, og at jeg trives bedst når jeg selv kan kontrollere mængden af input fra andre mennesker. Og det gik op for mig, at det forhold var rigeligt til at gøre en sammenkomst som forårsfesten til den udfordring min jordemoder talte om.

Min egen, fejlagtige, tolkning, handlede om, at jeg føler mig klodset og fumlende når jeg skal interagere med andre mennesker privat. Og begynder det først at få en lille smule skævt, eller er jeg bare lidt for træt, dukker tvivlen op. Så overanalyserer og vurderer jeg mig selv, og alt jeg foretager mig - og så mister jeg forbindelsen til den situation jeg er i, og begynder for alvor at lave "sociale fejl".

Jeg aner ikke hvordan resten af festen gik. Jeg var der. Fra start til slut. Godt nok mest fordi min bil var blokket inde, men stadig. Jeg var der, og jeg snakkede med jordemødrene, med folk jeg kendte og nogle jeg ikke kendte. Og nu er jeg udmattet. Ret skal være ret; allerede før jeg kom derfra var jeg så træt at jeg havde svært ved at opfange når nogen talte til mig, og når jeg endelig opdagede det, kunne jeg næsten ikke sortere deres stemmer ud af resten af lydene, og finder ud af hvad de sagde.

Både på vejen hjem, på den efterfølgende barnevognstur, og nu i min lænestol med en sovende baby på skødet, har jeg været ved at græde. Ikke fordi noget er galt eller har været ubehageligt. Jeg er bare udmattet. Voldsomt udmattet. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at forsøge at gribe muligheden for at ændre min historie om mig selv lidt. Ændre på min opfattelse af mine egne evner i sociale sammenhæng. Holde op med at bebrejde mig selv for at tøve og tvivle og kikse, og i stedet anerkende at mit system suger alt til sig, og at det gør nogle situationer enormt svære og anstrengende at manøvrere i. Det giver mig også fordele i andre situationer, så det er ikke rent skidt. 

Det er stof til eftertanke. Jeg hader at gå glip, men øver mig i at prioritere min energi og mine ressourcer. Og næste gang parkerer jeg et andet sted.