Wednesday, June 6, 2018

Det værste spørgsmål til jobsamtalen: Er du robust?

Hvis den her blog kommer til at virke lidt kryptisk, er det fordi den er min måde at bearbejde en frustration der har ligget og ruget noget tid, forhåbentlig uden at udstille nogen alt for meget. Jeg deler det, fordi jeg har indtryk af at rigtig mange støder på ordet "robust" på arbejdsmarkedet, og som jeg kan opleve det som et pres, og noget man efterfølgende skal leve op til. 


Min potentielt kommende chef brød sig ikke om at stille spørgsmålet - det sagde hun selv. Men vi havde været omkring emnet fra flere vinkler, og det var tydeligt at det var det hun havde brug for at vide. Jeg spurgte ikke ind til hvad hun mente med "robust", det var allerede tydeligt fra hendes forsøg på at undgå at bruge ordet. I stedet fik jeg vævet et svar der lød som "ja", uden jeg selv følte jeg lovede mere end jeg kunne holde.

Robust er et modbydeligt udtryk. Spørgsmålet kunne lige så godt være "Er du stærk?" og hvem fanden har lyst til at sige "nej" til det? Graver man lidt i det, dækker det ofte over et behov for at vedkommende er omstillingsparat og tilpasningsdygtig. At man kan rumme uoptimale vilkår og stadig løse opgaverne.

Langt henad vejen kan jeg svare "ja". Men det kommer i høj grad an på hvad det er for nogle uoptimale vilkår jeg bliver stillet. Jeg arbejder fx meget bedre med tidspres end med uforudsigelighed. Og jeg tolererer i langt højere grad en grov tone og åbne konflikter, end mangel på kommunikation og uvished.

Min robusthed er især begrænset af min empati. Jeg bliver meget let påvirket af hvordan andre omkring mig har det, og betyder de uoptimale vilkår at for mange mistrives, kan jeg ikke undgå at blive trukket med. Uanset hvormeget jeg gerne vil trække i den modsatte retning og hjælpe med at gøre omstændighederne mere positive.

Jeg kan ikke altid forudse hvor min grænse går, men jeg kan genkende den når jeg møder den, og ved hvor vigtigt det er at respektere den. Jeg ved ikke om jeg er robust. Men jeg er sejlivet. Og stiller du mig så dårlige vilkår at jeg må kaste håndklædet i ringen, så er det ikke mig der ikke er god nok. 

Saturday, May 19, 2018

Skal fysioterapeuter ikke være sunde?

Et par unge piger i et tog for nogle år siden, sagde det ligeud. "Skal fysioterapeuter ikke være sunde?" Det var ikke høfligt sagt, og når jeg genfortalte det var det da også behørigt fornærmet, men skal jeg være helt ærlig, var det jo ikke noget jeg ikke selv havde tænkt adskillige gange før.

Fysioterapeuter hjælper andre med at opnå eller vedligeholde en sund livsstil - i en eller anden grad, forstand eller form. Oftest. Det giver mening at forvente, at de er gode forbilleder for denne sunde livsstil. Så det er ikke så underligt at de to piger undrede sig over den småfede dame der påstod hun var fys.

Jeg er stadig småfed, og jeg har alle de gode undskyldninger og forklaringer klar, for jeg har selv forventningen om, at en fagperson bør kunne leve op til sine egne anbefalinger, i hvert fald til et vist niveau.Og en overvægtig fysioterapeut virker bare forkert.

Der er masser af evidens for, at moderat overvægt ikke er farligt, så længe man er i god form. Jeg kan holde fantastiske foredrag om, hvordan risikoen for livsstilssygdomme øges ved dårlig kondition, ikke ved øget vægt. Og det er da også fint til at aflede opmærksomheden, men sandheden er at jeg er mindst lige så meget i dårlig form, som jeg er overvægtig.

Jeg er mester i at slå mig selv i hovedet med den slags. Upåagtet, at det næppe er særlig givtigt for motivationen til at gøre noget ved det. 


Da jeg selv første gang konsulterede en fysioterapeut, som teenager, var jeg ultra nervøs for at skulle stå overfor en hyper sund fagperson, der kunne fortælle mig alle de ting jeg gjorde forkert. Det var en kæmpe lettelse at komme ind til et småbuttet helt-nede-på-jorden menneske, som kunne give nogle gode råd fra et helt realistisk perspektiv.

Fysioterapeuter, ligesom alle andre, er også mennesker. Og jeg prøver ihærdigt at minde mig selv om, at det er vigtigt at være menneske. At være uperfekt. At have fejl og svagheder. Ja, jeg er en overvægtig fysioterapeut, for jeg kan også have det svært, og være nødt til at prioritere min energi. Det gør mig ikke til en dårligere fys. Det gør mig til en fys med et større perspektiv. 

Thursday, May 17, 2018

"Hvis livet er shit, så strikker jeg lidt..."

Jeg har fået rigtig mange forskellige reaktioner når jeg hiver mit strikketøj frem. Nogle spørger nysgerrigt, nogle kigger interesseret, nogle er urørte og nogle bliver nærmest fornærmede. Det afhænger selvsagt rigtig meget af situationen. De færreste medpassagerer i toget har nogen grund til at blive fornærmede over mit strikketøj, men jeg har haft kolleger der syntes det var vældig modigt af mig at strikke til personalemøder.

Lad mig lige forklare - jeg stikker ikke fordi jeg keder mig eller ikke gider følge med. Tvært imod! Jeg strikker fordi jeg bedst holder fokus når mine hænder er beskæftiget. Jeg planlægger hvilke projekter jeg tager med, efter dagens indhold, og sørger for simpelt strik uden tællearbejde hvis jeg skal sidde i krævende møder eller andre opmærksomhedskrævende situationer. Jeg har avanceret blondearbejde i tasken hvis jeg ved jeg skal noget der tærer på mig, hvor jeg får brug for at koble af og samle energi bagefter.

Jeg strikker ikke fordi jeg ikke er engageret i vores samtale - jeg strikker for at fordybe mig i situationen, for at forstærke roen og få mest muligt ud af vores stund. Hvis det generer dig lægger jeg det gerne væk, men du må først forstå hvorfor det er fremme.

Mit strikketøj er min håndgribelige genvej til mindfullness, for nu at bruge et udtryk mange efterhånden er bekendt med. Det er mit fokuspunkt til at samle tankerne og være til stede nu og her, til at lukke larmen og bekymringerne ude. Selvfølgelig kan jeg sagtens bare strikke fordi det er hyggeligt, eller fordi jeg skal have en gave færdig, men der er altid gavnlige effekter i større eller mindre grad, og går det helt galt kan mit strikketøj være den ultimative krisehjælp.

Mikkel Schrøder siger det næsten bedre:


Wednesday, May 16, 2018

Maj måned med fokus på mental sundhed

Jeg er blevet opmærksom på, at maj er "Mental Health Awareness Month". Det er egentlig lidt trist at vi skulle gennem halvdelen af måneden før jeg stødte på noget om det. Men forhåbentlig er det bare mig der har haft fokus andre steder end på sociale medier. Mit eget mentale velvære har været grundigt udfordret fra flere forskellige sider, og store livsspørgsmål har været, og er, oppe at vende. Men mere om det, når noget af det begynder at blive afklaret.

Nu og her, har opdagelsen fået mig til at tænke på, at det kan godt være vi taler en masse om at bryde stigma, men det er begrænset hvad jeg oplevet det bliver til. Fx er jeg ret sikker på, at hvis man indrømmer at have mentale udfordringer, vil det have ganske mærkbare konsekvenser for fremtidige jobmuligheder. Og så stopper jeg lige mig selv der, for jeg brugte ordet "indrømmer".


Drømmen er, at man en dag som det mest naturlige kan fortælle at man periodisk eller kronisk har en psykisk sygdom. Som det er nu, er det svært ikke at skamme sig, eller frygte for konsekvenserne. Derfor "indrømme".

Vi er bare tryggere ved sygdomme vi kan se. Som om det gør dem mere forudsigelige og håndterbare. Hvem ved hvad man kan forvente af en med en usynlig sygdom? Og især de der underlige nogle der kun er i hovedet og ikke rigtig kan måles eller vejes!

Gad vide om der også er noget af kontrolmentaliteten der smitter af her. Hvis du melder dig syg med influenza og feber, så er vi alle sammen enige om at du er syg. Men melder du dig syg fordi din angst blusser op, hvordan ved vi så om du faktisk har det for dårligt til at kunne passe dit arbejde? Er du sikker på du ikke bare pjækker?

Jeg er ikke arbejdsgiver, og har aldrig oplevet at mistro kollegers sygemeldinger, men jeg ved at de her tanker og bekymringer findes hos psykisk syge. Uanset hvor stort problemet er, eller hvor ofte eller sjældent der er brug for en sygemelding. Og det er ikke okay at skulle være bange for. 


Jeg har ikke en gylden løsning, men jeg tænker at italesættelse, og måske nogle tilkendegivelser fra "raske" med-samfundsborgere kan være med til at sætte et skifte igang. Hvordan er indstillingen til at skulle arbejde sammen med mennesker med psykiske diagnoser? Er der respekt for sygemeldinger med mental begrundelse, eller skal der være lidt opkast eller snot tilstede? 

Sunday, May 6, 2018

Ruskomsnusk basis sokkeguide

Jeg er blevet spurgt om, hvordan jeg strikker sokker. Hvis man begynder at undersøge fremgangsmåder eller lede efter opskrifter, finder man hurtigt rigtig mange forskellige, og det kan være lidt af en jungle at finde ud af hvilken man skal forsøge sig med. Jeg har afprøvet rigtig mange forskellige måder og teknikker, før jeg nåede frem til den måde jeg bruger lige nu – en ordenlig omgang ruskomsnusk af tips og tricks og teknikker fra alle mulige forskellige steder, sløjfet sammen med mine egne tilpasninger og præferencer.

Denne guide er skrevet til folk med nogen strikkeerfaring; ikke alt er detaljeret forklaret, så er du nybegynder eller er der noget der er uklart, er du mere end velkommen til at skrive til mig, så skal jeg nok uddybe! Derudover er nogle af de guides og teknikker jeg har linket til på engelsk, så igen: Spørg hvis jeg skal hjælpe!

Lad os få første chok af vejen med det samme; ja, jeg strikker fra tåen og op. Jeg har ikke gjort andet, siden jeg første gang blev præsenteret for ideen, for det gør det så meget nemmere at bruge garnet mest effektivt. I en ”normal” sok, strikket fra ribben ned, bestemmes det endelige garnforbrug af hvor man starter hælen. Hvis man gerne vil bruge mest mulig af garnet risikerer man at mangle til det sidste af tåen, og ellers har man en rest det er svært at bruge til noget andet. Fra tåen op starter man med at lave foden den størrelse den skal være for at sokken passer, og kan så tilpasse højden af skaftet, så det passer med at bruge garnet op eller efterlade en brugbar rest. Jeg er fan!



Første trin er at bestemme hvormange masker der skal til omkredsen af fod/ankel (på langt de fleste passer det at lave samme omkreds de to steder). Mål omkredsen midt på foden, og hvis du ikke kender garnet og din strikkefasthed så lav en strikkeprøve (Dvs. strik en lille lap glatstrik, 20 m +/-, og tæl hvormange masker der går på et antal cm. Jeg plejer at finde et sted hvor et helt antal cm passer med et helt antal masker, for størst nøjagtighed). Udregn hvormange masker der passer med omkredsen og juster så det passer med at antallet går op i 4, hvis du vil have rib 2r2v i skaftet. Tag med i beregningen, om du godt kan lide en sok der sidder til, eller har god plads.

I strømpegarn til pind str. 2,5 mm bruger jeg 52 masker til en almindelig str. 39 damefod.

Jeg starter sokken med ”Judy's Magic Cast-on” - her høfligt linket til, for den kan jeg ikke tage æren for! Jeg starter dog med at vikle og ikke med at lave glideknude, for at få en så jævn og behagelig tå som muligt. Min variation er demonstreret her. Jeg slår ca. halvdelen af det endelige antal masker op, justeret til et antal der går op i 4 for at gøre det let med de efterfølgende udtagninger. Antallet kan igen justeres efter personlig smag, her ift. om man foretrækker en flad eller spids tå.

Til en sok der skal have 52 m, slår jeg 12 m op på hver af de to pinde, 24 i alt.

Efter at have slået op og strikket første omgang (husk at pind 2 skal strikkes i bagerste led) starter udtagningerne til det fulde antal masker. På hver anden omgang tages 4 masker ud. Samtidig plejer jeg at strikke enden fra opslagningen ind, så den ikke skal syes ind når sokken er færdig. Altså strikker jeg på anden omgang med både garnet til nøglet og enden, OG tager ud. Jeg tager ud i siderne, én maske fra kanten, ved at samle op mellem maskerne og strikke drejet ret, som også vist i videoen ovenfor. Sæt evt. en maskemarkør ved omgangens start, hvis enden strikkes ind og derfor ikke kan bruges til at identificere starten.

Omg. #2 vil hedde: 1r - 1udt - 10r - 1udt - 2r - 1udt - 10r - 1udt – 1r.

Tåen fortsættes med hver anden omgang ren ret og hver anden med udtagninger. Når sidste udtagning er lavet, og det fulde antal masker opnået, måler jeg længden af arbejdet, for at have et estimat på hvad jeg skal regne til hælen ift. fodlængden. Herefter strikkes foden op, glat eller mønstret som man ønsker, nogle kan fx rigtig godt lide at lave rib på oversiden af foden, for at få en sok der sidder tæt til foden.

Tåen på mine sokker er ca 3,5 cm, og jeg vil gene have en sok på 26 cm, så jeg skal strikke til 22,5 cm før jeg starter hælen.


Hælen strikker jeg med "German Short Rows", fordi det er super simpelt og ens oppefra og nedefra. Her er en tutorial af Very Pink Knits, som viser det rigtig godt (omkring 7 min inde viser hun specifikt teknikken der bruges i hælen her. Hun omtaler eksemplet som en tå, hvilket det også kan bruges til).
Jeg bruger halvdelen af fodens masker til at lave hæl (husk at dele samme sted som tåen har kant), og "tager ind" til halvdelen af de masker - generelt passer det meget godt at bruge samme antal som i tåen, det gør det også lettere at huske. 


Halvdelen af mine masker er 26, og jeg plejer for nemhedens skyld at sætte dem over på én pind når jeg strikker hælen. Første pind strikker jeg de 26 m som en fortsættelse af hvordan jeg har strikket foden. Vender arbejdet, og arbejder første maske med german short row technique (herefter gsrt), så 25 vrang. Tredie pind arbejder første maske med gsrt, og strikker 24 ret - så er jeg nået frem til gsr-masken fra sidste pind. Vender og arbejder den nu første maske med gsrt, og striker 23 vrang. 
Fortsætter på den måde, én maske ind af gangen, indtil jeg på retsiden strikker 12 masker mellem gsr. Strikker nu de to første gsr-masker, som vist i tutorial'en, vender, arbejder den første maske med gsrt, og strikker 13 vrang til jeg når gsr-maskerne i den anden side. Strikker to, vender, arbejder første med gsrt, og strikker 14 ret tilbage.
Jeg fortsætter udad på denne måde til alle gsr-maskerne er arbejdet for anden gang, men de yderste ikke er strikket til almindelige masker endnu (jeg lover, det giver mening når man sidder med det).

Efter hælen strikkes rundt på alle sokkens masker igen, men først samles 2 masker op i mellemrummet mellem hælmaskerne og oversiden af foden, da der ellers godt kan blive lidt hul. Altså strikker jeg henover hælmaskerne på retsiden sidste gang, strikker 2 masker op mellem pindene (jeg laver en video af hvordan jeg foretrækker at gøre, næste gang jeg når det punkt i et par sokker), strikker henover oversiden af foden, strikker 2 masker op i mellemrummet, og ved starten på hælmaskerne, er det vigtigt at være opmærksom på at strikke sidste gsr-maske til normal maske igen!

Jeg kan godt lide tætsiddende sokker, så jeg plejer at starte ribben her, straks efter hælen, og på samme omgang tages de ekstra masker i siderne (dem der forhindrer huller) ind igen. Jeg strikker dem normalt sammen med nærmeste maske fra oversiden af foden, fx ved at føre to over på højre pind som ville jeg strikke dem sammen, strikke en, og løfte de to over (eller hvilken indtagningsmåde jeg lige føler for - nogle vælger at lave hhv. tre ret sammen og ss-k2tog-psso, for at indtagningerne kommer til at hælde symmetrisk).

Min favorit-rib er '2 ret, 2 vrang', men der er mulighed for fri leg! Snoninger, hulmønstre, smallere eller bredere rib - lige hvad du har lyst til. Bare husk, at det påvirker elasticiteten, så der skal ikke leges vildere, end at sokkens bærer stadig kan holde sokken på.


Når skaftet har den højde der ønskes, eller som garnet tillader, lukker jeg af med Jenys stretchy bind of, som jeg også har tyv-stjålet. Jeg har lavet en lille demonstration, for de der bedre ser end læser teknikker. For optimal garnudnyttelse kan jeg oplyse at denne aflukningsteknik bruger garn svarende til to omgange strikket i normal rib. Og så er der bare tilbage at sy enden ind, og lave en til den anden fod også!

I min størrelse, og med det 
normale tynde strømpegarn, kan jeg fint få to sokker ud af et nøgle. Jeg strikker så en sok med hver ende af garnet, pauser første når jeg har etableret skaftet, og strikker anden, og strikker så skiftevis hver sok et stykke op af skaftet, til jeg kan finde midten af garnet og højden de skal afsluttes i. 

God fornøjelse!

Thursday, February 15, 2018

Begrænsningens kunst

Jeg kan rigtig mange ting. Jeg har nemlig aldrig været god til at begrænse mig. Er altid blevet fristet af også lige at måtte undersøge og prøve det næste i rækken. Og mens det i mange tilfælde er super fedt af have dusinvis af kompetencer og vidensområder at trække på, betyder det desværre også, at der er meget få emner jeg når særlig dybt i, eller kommer til at bruge rigtig meget tid på. Sådan føles det i hvert fald.

I min stræben efter at kunne alt, er det let at blive forblændet af alt det jeg ikke kan endnu, i stedet for at huske det jeg kan. Indtil store spørgsmål, fx om fremtiden dukker op. Jeg har en god uddannelse, og en masse både personlige og faglige kompetencer de fleste (mere eller mindre) nyuddannede ikke har. Men i stedet for at gøre jobjagten lettere for mig, bliver det ved at rejse spørgsmål om, om jeg er på vej i den rigtige retning, eller burde undersøge nogle af de mange andre veje der ligger åbne for mig.

Bloggerverdenen har af flere omgange facineret mig, men alle steder man søger gode råd til hvordan en blog bliver mere end en "online dagbog", er punkt 1: "Find et emne du er passioneret om". Ét emne. Frack. Jeg når aldrig længere, for det er totalt umuligt for mig at skulle begrænse mig til ét emne. Og rådet giver ellers rigtig god mening, for jeg følger selv bloggere der skriver om ting der interesserer mig, og stopper hvis der bliver for meget af andre emner. En blog der på én gang forsøger at omfavne håndarbejde, livsstil, selvforsyning, mental sundhed og politik - emner der hver for sig allerede er temmelig brede, vil naturligt indskrænke sin egen målgruppe ret drastisk.

Samme problematik opstår, når jeg leger med tanken om at opstarte en selvstændig virksomhed af en art. Jeg ville selv have svært ved at have helt tiltro til en virksomhed med en alt for bred profil, uden tydelig sammenhæng mellem kompetencerne. - En konsulent i motorisk udvikling, som giver strikkekurser i weekenden og i sin fritid høster tomatfrø, når hun ikke skriver abstrakte noveller eller politiske klummer. Really?

Resultatet er tilbage hvor vi startede. Jeg vil helt vildt gerne det hele, men har ikke noget sted at starte, og den barske sandhed er, at der er langt fra mine nuværende tanker og ideer, til cool cash der kan betale regningerne. Luksusproblem? Måske. Men hvordan finder jeg ud af hvilke af mine kompetencer der er marked for? Hvordan gør jeg mig til noget andre vil investere i? Hvis jeg bliver nødt til at begrænse mig, hvad skal jeg så begrænse mig til? 

Tuesday, November 14, 2017

Første dag i resten af mit liv?

Igår var sidste dag af mit vikariat. Jeg havde aftenvagten alene, og havde gjort mig en del tanker om hvad jeg gerne ville, og hvordan jeg bedst kunne slutte af med beboerne. Jeg havde ikke tænkt over hvor trist det ville blive at sige farvel.

På vej hjem skrev jeg med en ven om hvordan tristheden havde overrasket mig. At det var vemodigt at have sidste dag. Halvt i spøg påpegede han, at det jo samtidig var første dag i resten af mit liv. Meget dybsindigt ;)

Dagen derpå sidder jeg med alle tankerne om hvad der skal ske nu. Et øjebliks tomhed. Et ikke uanseeligt drys nervøsitet. Er en smule overvældet af alle de ting der er skubbet til "efter sidste arbejdsdag". Urolig for hvor lang tid det kommer til at tage at finde noget nyt. Spændt på hvad det bliver. En sjat i tvivl om hvilken retning jeg skal bevæge mig. Træt på forhånd ved tanken om jobcenter-møllen. Og bare generelt i "omstillingsmode".

Jeg tager tilløb til den process det bliver at starte næste kapitel af mit arbejdsliv, og i mellemtiden er hver dag vel første dag i resten af mit liv. Med de op- og nedture jeg ved der vil komme, udfordringer, successer og erfaringer. De første jobopslag er fundet og bogmærket. Første uge af kalenderen er fuld. Jeg kan godt være i tvivl om om jeg når at holde "fri", men jeg er ikke i tvivl om hvad jeg skal bruge min midlertidige "frihed" til.

Tankerne er der endnu. Tvivlen. Nervøsiteten. Spændingen. Første dag i resten af mit liv. Gad vide hvad der sker imorgen.