Saturday, March 16, 2019

Hvorfor jeg blogger

Jeg har altid været glad for at skrive. Jeg husker skriftlige afleveringer og stile som noget fedt og positivt (jeg har helt sikkert bandet over dem i situationen!). Der er noget med det flow jeg kommer ind i, når ordene begynder at rulle, som bare er skønt. Jeg ved sjældent hvor jeg lander, og kan have nok så mange ideer om retningen af en tekst, som undervejs viser sig ikke at holde. 

I mange år har jeg brugt det at skrive som en slags selv-terapi. Når tankerne eller verden blev for meget, skrev jeg det ned. Og mange gange har jeg oplevet, at det at sætte ord på, hjælper mig til at se det hele udefra, og bedre forstå hvad der foregår. Jeg kan starte med én overbevisning når jeg sætter blyanten til papiret, og efter nogle afsnit indse at det er noget helt andet der vægter. Det er en sindssygt fascinerende proces - og har for mig været helt uvurderlig. 

Hvis der går længere tid imellem jeg skriver noget, savner jeg det voldsomt. Og det er egentlig ligemeget hvad jeg skriver. Om det er mine tanker, små noveller, tekster til rollespil eller breve. Jeg finder ord og formuleringer sjove at lege med, og bliver høj på flowet når det hele spiller. 

Selvfølgelig skulle jeg have en blog, da den slags begyndte at blive en ting. Og jeg har startet et par stykker, i det små. Min udfordring har primært været, at jeg allerede før min angst brød ud, var bange for mennesker (måske havde jeg i virkeligheden allerede angst i en eller anden grad dengang. Det lyder sådan, når jeg ser mig selv beskrive det her). Min frygt for mennesker handlede/handler om ikke at turde vise nogen svaghed der kan udnyttes. Så tekster der skal ligge hvor andre kan se dem, bliver selvsagt meget overfladiske og upersonlige, så længe frygten hersker. og det gjorde den længe. 

Efter jeg har lært at den bedste måde for mig at håndtere min frygt, er at dele ud af den, giver det endnu bedre mening for mig at skrive på en blog. Det kan stadig være møg skræmmende at trykke "udgiv", men jeg har oplevet hvordan det bliver lidt lettere for mig, hver gang jeg ser andre bryde tabuet og dele lignende udfordringer, og jeg vil gerne være en del af den bevægelse. Jeg vil gerne være med til at vise at det er helt almindeligt at være ualmindelig, og at man ikke bare kan stemple folk med deres udfordringer, og så ikke tænke mere over hvad der ligger bag, eller hvad det egentlig betyder. 

Jeg er bestemt ikke hellig! Bloggen er ikke et eller andet forsøg på at redde verden eller sikre plads til alle. Og her ligger, som man allerede kan se, mange andre ting end tabu-brydende filosoferinger over mental sundhed. En lille (størrelse er relativ, ikke?) del af mig tænker da også det kunne være fedt, hvis jeg blev "opdaget" som blogger, og kunne få en eller anden art indtægt på mine skriverier. Jeg behøver ikke blive rig på det; jeg har det fint i mit lille hus i "Udkantsdanmark". Men jeg drømmer om en hverdag med mest mulig frihed og fleksibilitet, så enhver selvstændig kilde til mad på bordet er velkommen.

Jeg kan ikke huske om der var nogen bestemte pointer jeg ville frem til med den her tekst. Mon ikke jeg bare ville præsentere lidt om hvorfor jeg skriver, og hvorfor jeg deler det med jer. - Fordi jeg elsker det, og fordi jeg gerne vil være med til at vise hvor forskellige vi alle sammen er.


Sunday, March 10, 2019

Fra træningsbaby til pseudotvilling

Sidste forår mistede jeg en af mine katte. Kattene er mine kæledyr, men i et gammelt hus langt ude på landet er de også nyttedyr - uden dem ville mus og rotter fra markerne have frit spil. Så selvom den smukke diva, Pyt, virkede godt tilfreds med at være enekat på residensen, måtte jeg se mig om efter en ny kat. Dronningen er nemlig ikke den mest dedikerede jæger.

Jeg har altid kun haft katte født hos mine forældre, men de har ingen fertil hunkat længere, så jeg fandt en smuk blandingsdreng der manglede et hjem, et andet sted. Mit vigtigste krav var, at killingerne skulle have lært af deres mor hvordan man jager - sådan som de gør på landet.

Ego blev hentet i sommer, med Mælkebøtten rumsterende i maven, og jeg skænkede det ikke en tanke, at de to ting kunne have indvirkning på hinanden. Katten var stadig mest en praktisk foranstaltning, og misserne fra mine forældre har altid været meget selvstændige. Jeg blev klogere.

De første måneder var det lidt sjovt og hyggeligt at han gik med på toilettet, ville hænge på armen mens jeg ordnede ting, og (mindre hyggeligt) vækkede mig tidligt om morgenen. Vi jokede med at han var min træningsbaby - at han vænnede mig til vilkårene, før den rigtige baby kom.

Da termin nærmede sig, falmede joken lidt. Den tossede træningsbaby var ikke bare en tryghedssøgende killing - det så ud til at være hans personlighed! Min førstefødte kunne se frem til en pelset "storebror", som på ingen måde forstod - eller forstår - at hele verden ikke er til for hans skyld.

Hvis du spørger mini-møgkatten (som bestemt ikke er mini mere), var det en grov omgang at der flyttede en baby ind. Babyen har altid førsteret til skødet af mor, og man må ikke engang gå eller ligge på den. Det er grove løjer! Hvis du spørger ham, bliver han helt sikkert forsømt! ..men hvis du spørger mor, vil hun påstå han bare har skiftet titel. Til pseudotvilling.

Hvad tænker du?






Saturday, March 2, 2019

Den "virkelige" verden

En af mine venner har delt en artikel på facebook - jaja, det sker jo hele tiden, men lige den her satte nogle tanker igang. 

Den handler om en ung handicappet mand, hvis forældre sørgede over at han grundet sit handicap ikke fik et "rigtigt" liv, men "bare" sad og spillede computer hele dagen. Og hvordan de først da han døde, opdagede hvor virkelige hans online venner og relationer var. Læs selv her

Det særlige ved den her artikel er netop, at den er skrevet fra forældrenes perspektiv. At fokus er deres oplevelse af sønnens liv, og deres erkendelse af, at han levede så meget rigere end de troede og anerkendte. 

Jeg vil ikke sidde her og prædike at det er ligemeget om man logger ind i WoW eller tager til fodbold, men jeg vil mene det er på tide vi holder op med at kalde den ene verden mere "virkelig" end den anden. Især med tanke på hvor meget tid mennesker der accepteres som "almindelige" bruger på sociale medier, virker det temmelig hyklerisk stadig at bashe gamerne.

For nogle er gaming helt sikkert en "virkelighedsflugt". En flugt fra den virkelighed de ellers ville have, i den fysiske verden. Men det er en flugt til en ny virkelighed, til en online verden hvor der er rig mulighed for at interagere med andre mennesker, udvikle sig og opleve. Så hvorfor er det så udskældt i forhold til mange andre typer flugt?

Da jeg var barn og ung flygtede jeg ind i bøger. Og det blev rost! At læse blev/bliver betragtet som beundringsværdigt, åbenbart uanset omstændighederne. Idag flygter jeg sjældent fordi min fysiske verden gør ondt, men jævnligt når den bliver for overvældende - og jeg flygter nu ofte til film eller serier. Igen aktiviteter som er helt accepterede, men som jo reelt er temmelig indholdsløse. 

Kunne det ikke være fedt hvis vi begyndte at spørge ind til det vi ikke forstår, i stedet for uden videre at fordømme det? Og tænk hvor sejt det ville være, hvis vi accepterede alle verdener som lige virkelige for dem der lever i dem, i stedet for at rangere dem udfra fordomme. Bare en tanke. 



Sunday, February 24, 2019

Selvvalgt alenemor

Jeg har valgt at få et barn alene. Jeg har, så længe jeg kan huske, vidst at jeg gerne ville have børn, og har været skruk i temmelig mange år. Men timingen var aldrig helt rigtig, og årene gik. Da jeg for anden gang mens jeg var skruk blev single, begyndte jeg så småt at overveje at få barn alene. 

Det er frygteligt uretfærdigt, hvor let kvinder kan få børn alene, hvis det er det de ønsker, i forhold til mænd. Men jeg begyndte at blive meget opmærksom på min alder, og på at jeg egentlig ikke fandt det realistisk for mig at finde en mand, som jeg ville have det godt med at dele resten af mit liv med. Selvom vi biologisk kun kan lave børn to og to, blev jeg meget opmærksom på, hvordan samfundsudviklingen betyder at man ikke behøver være to for at overleve længere. Nødvendigheden er ikke den samme, som i kernefamilie-kulturens vugge. 

Sidste erkendelse var, at timingen aldrig ville blive perfekt. Så jeg greb muligheden da jeg fik den, og to måneder efter var jeg gravid. Jeg har ikke fortrudt det!

Jeg har et par gange fået kommentarer om hvor vildt det er, at jeg har en baby helt alene. Primært fra andre småbørnsforældre. Og det skal da ikke være en hemmelighed, at det føles ret godt. Andre er imponerede over hvad jeg gør - fedt! Men det er lidt uretfærdigt, for sammenligningen holder ikke. Jeg vidste fra starten at jeg ville stå alene. Det er aldrig faldet mig ind, at der kunne være en der tog over eller aflastede. Når muligheden aldrig har været der, savner man den heller ikke. 


Det hjælper selvfølgelig, at min skønne Mælkebøtte er sød ved mig. Han har en dejlig ro, og fantastisk tryghed, så de fleste dage er ren nydelse af min vidunderlige baby. Han er ti uger nu, og først i denne uge er udviklingen gået så stærkt at det blev svært at kompensere for, så det måtte ud i skrig. Og det klarer vi også. 

Jeg savner ikke nogen at række ham til. Jeg savner bestemt ikke nogen der vil blande sig i hvordan han skal passes og opdrages. Det eneste jeg savner, havde jeg ikke set komme. Jeg savner nogen at dele hans dejlighed med. Nogen der står ved siden af og ser ham grine, og kan bevidne hvor helt igennem fantastisk han er. Jeg føler at verden og han bliver snydt, når det kun er mig der ser ham. Når der kun er mig til at huske denne her tid, som i forvejen går alt for stærkt. 

Så hvis vi ses en dag, og du synes jeg taler temmelig meget om tilsyneladende ligegyldige ting min baby har gjort, så er det derfor. Til gengæld må du selv bede om det, hvis du gerne vil holde ham. Du er meget velkommen til det, men jeg tænker ikke selv over det. Han passer perfekt i min favn <3 


Monday, January 21, 2019

En glædelig femugersundersøgelse

Min Mælkebøtte har været ude og blive professionelt beundret idag. Helt perfekt, alt som det skal være og super dejlig! Ifølge lægen reddede han hendes dag, og vi havde nær aldrig fået lov at gå igen, fordi hun slet ikke kunne slippe ham. Og mor her gløder af stolthed. Ham har jeg bygget! 

Lægen spurgte selvfølgelig til om fødslen var gået godt - og jeg holdt vejret et halvt sekund og mærkede efter knuden i brystet. Men den kom ikke! Og jeg kunne kort ridse op hvad der var sket, helt uden at få de fysiske reaktioner der ellers har domineret hver en tanke om det. Så selvom historien rumsterer en del efter at blive konfronteret igår, har det klart hjulpet at få det puttet i en håndterbar kasse. Den modbydelige følelse af afmagt har mistet taget, og der er blevet bedre udsyn og plads til alt det gode.

Et sted i samtalen ser lægen på mig, og siger "Allerede da du kom her som gravid, fik jeg indtryk af at det passede godt til dig at være mor, og det er helt tydeligt nu. Du har lavet en flot og stor baby, du præsterede at føde i en krigszone, han trives og er rolig og tryg, og du håndterer ham som det mest naturlige. Dit system har simpelthen bare ventet på at få lov til at blive mor."

Jeg ved ikke om det lyder som blær at gengive det, eller om jeg risikerer at universet hævner sig og tager det hele fra mig imorgen, for at sige det højt. Jeg tager chancen, for det var fantastisk at få at vide af en udefra, at det jeg oplever også er synligt for andre. At være mor føles mere rigtigt for mig end noget andet jeg kan huske. Jeg ER en mor, og har været det længe før min Mælkebøtte kom ind i billedet - jeg skulle bare give mig selv lov til at få barnet. 

Det er slet ikke dumt at være hos lægen, på den måde! At få demonstreret hvor stor forskel det har gjort at få skrevet den klage over jordemoderen, og så ovenikøbet få så mange positive ord, til både mig og Mælkebøtten. Nå ja, og så var lægen også lige vild med at jeg vikler ham. Alt er godt! Intet kan vippe mig af pinden idag! 

Sunday, January 20, 2019

En mail om fødslen af Mælkebøtten

Idag har jeg skrevet en mail. Og hvis det lyder som om det er det eneste jeg har lavet idag, er det helt korrekt opfattet. 

Vi sov længe, og tog første amning før jeg fandt computeren frem, men det var med morgenmaden i hånden jeg tastede mig igennem de første ord. Min tidsfornemmelse glippede et sted undervejs, men lyset svandt mens jeg læste igennem og forsøgte at gennemskue om min pointe var tydelig nok. Undervejs var flere små pauser; toiletbesøg, bleskift, madhentning - og et par til at berolige mig selv, fordi det smittede af på Mælkebøtten hvor svært det var for mig.

Mailen handler om fødslen af min skønne søn. Og grunden til at jeg ikke tidligere har berørt emnet her. Fødslen blev nemlig meget anderledes end jeg havde forventet, og selvom jeg var forberedt på at min forventning måske ikke ville blive opfyldt, hverken kunne eller ville jeg acceptere det endelige scenarie.

Det blev lidt kryptisk, men jeg har ikke lyst til at uddybe det fulde forløb endnu. Helt kort handler det om at min planlagte hjemmefødsel blev til en sygehusfødsel, og at jeg på sygehuset fik en jordemoder der tvang min hjemmefødselsjordemoder til at svigte mig, og derefter kørte fødslen helt efter sin egen plan, uden hensyn til mine behov eller ønsker. Med det resultat at da jeg endelig lå med min søn på brystet, måtte lykkefølelsen kæmpe sig vej gennem afmagt, ydmygelse, frygt, vrede og frustration.

Jeg var ikke nervøs for at skulle føde. Tvært imod glædede jeg mig, for jeg havde en urokkelig tro på, at min krop kan det shit - og det beviste den også! Trods aldeles ugunstige omstændigheder, gjorde min krop og min baby præcis hvad der var brug for - og ikke mindst var jeg i stand til at lade dem. På trods. 

Og netop det. At jeg havde glædet mig, og at jeg VAR fracking sej, får det til at gøre så ondt, at den oplevelse og det minde der skulle have været lykkeligt og empowering, blev taget fra mig. Blev til noget ubehageligt der skulle overstås. En situation jeg bare gerne ville slippe væk fra.

Jeg er ikke blevet skræmt fra at føde. Jeg er bange for den ene inkompetente jordemoder. Jeg er vred over at jeg stadig får en knude i brystet, og svært ved at holde tårerne tilbage, når jeg tænker på fødslen. Vred over at skulle bruge voldsomme mængder energi på at bearbejde og omforme mit minde. vred over at jeg først fem uger efter har ressourcer til så småt at begynde at trække de positive glimt frem, og begynde at bygge mit eget minde. Det burde ikke være nødvendigt!

Derfor skrev jeg idag den mail. Til afdelingsjordemoderen. Om hvad jeg oplevede, og om at jeg håber ingen andre bliver udsat for det samme. Min hjemmefødselsjordemoder skrev dagen efter fødslen; hun havde ikke kunnet sove, fordi hun havde det så dårligt med hvad der var sket. Jeg håber vi kan gøre en forskel. Og at det vil lykkes mig at pusle mit eget billede sammen, så jeg kan slippe for det mareridt jeg blev påtvunget.

"Det er bare en dag." "Kun én ud af mange fødselsdage min Mælkebøtte vil få." "Jeg fik en sund, stærk og dejlig søn." "Jeg var vildt sej, at jeg fødte under de forhold." -Flere har forsøgt at opmuntre og hjælpe til at acceptere og komme videre. Men jeg havde fracking glædet mig i månedsvis! Jeg vil ikke videre, jeg vil have mit minde, min fantastiske oplevelse, min sejrsfølelse! Der er meget lidt jeg tror på jeg er god til. Jeg kan ikke huske nogensinde at have følt mig så sikker på noget, som at jeg kunne føde. Og selvom forløbet beviste at det var sandt, tog sygehusjordemoderen følelsen fra mig. 

Selv hvis jeg kunne, har jeg ikke lyst til bare at gemme og glemme. Det er måske dumstædigt, især med min forhistorie med at håndtere min hjernes fortolkninger af verden, men jeg VIL have trukket noget positivt frem jeg kan holde fast i, og som kan dække over resten. Det SKAL kunne lade sig gøre at trække en tråd mellem de små smil. Hun var ikke den eneste på stuen, og jeg VED de var der. 

Idag har jeg skrevet en masse af det der var forkert. Jeg har gjort hvad jeg kunne gøre for andre fødende. Herfra vil jeg begynde at skrive på alt det rigtige, og den tekst bliver ikke afsluttet på en dag; den vil jeg lade stå åben, og blive ved at føje ting på, når jeg kommer i tanke om dem. Og så når jeg forhåbentlig en dag, hvor jeg har fundet nok ro i det, til at jeg er tryg ved at dele den fulde historie her. Begge versioner af den! 



Friday, January 18, 2019

Lykkelig mor

Igår, i køen i Rema, opdagede en ældre dame pludselig, at bylten på mit bryst indeholdt en baby (han sad i ringslyngen som var trukket godt op for at skærme for sneen). Hun kommenterede og komplimenterede, og gjorde så sin mand opmærksom på det; "Har du set, hun har en baby der!". Meget sød, og meget entusiastisk dame! Hun tilbød at hjælpe med at pakke mine varer, spurgte om han var nem, og nær-ved-klukkede.

Det er langt fra første gang jeg er blevet tiltalt af fremmede i et supermarked, men det er første gang der bliver kommenteret på min mælkebøtte - og det føltes satme godt! Jeg er pisse stolt af den lille skabning jeg har groet! Og en del af mig undrer mig hver gang det lykkes nogen at gå forbi ham, uden at kommentere hans dejlighed. Selv skorstensfejeren. Det må være nogle nybagt-mor-hormoner. 

Mælkebøtten er ikke bare dejlig - han er min lykkepille! Selvfølgelig har jeg stadig dumme dage, trætte dage, uvelkomne tanker. Men det er så godt som umuligt for mig at se på ham, uden at smile. Og ja, gu er der meget arbejde i sådan en størrelse, men han er det hele værd, og mere til! Alt andet er lidt ligemeget, så længe han er her, og har det godt.

Det er underligt at opleve, hvordan mine prioriteter, tankemønstre og indstilling til mig selv, med ét er ændret. Jeg har altid ønsket mig - og forsøgt at agere efter - at være ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men det har ligeledes altid fyldt rigtig meget i min bevidsthed, noget nær konstant, og kostet uhyggeligt meget energi. Pludselig er det rykket et markant stykke ned af listen. Det er der endnu, men som noget der dukker op og hurtigt kan viftes væk igen.

Jeg regner ikke længere mig selv som mindre værd end andre. Ikke den mig, som er mig og min mælkebøtte. Nu må folk finde sig i mig, vente på mig, acceptere hvis jeg siger nej. Jeg kan finde ud af at bede om hjælp (til en del, i hvert fald), og er pludselig blevet i stand til at genkende og tro på, når folk omkring mig gør ting der viser de værdsætter mig. Det har været lukket land i mange år.

For første gang mens jeg kan huske, føler jeg at jeg er til stede nu og her. Det føles som en boble, og det er helt sikkert hormon-påvirket, men hold nu stjerne hvor jeg håber jeg kan holde fast i bare noget af det! 

Jeg er alenmor til en baby på fem uger, og jeg har det fracking godt!