Friday, January 18, 2019

Lykkelig mor

Igår, i køen i Rema, opdagede en ældre dame pludselig, at bylten på mit bryst indeholdt en baby (han sad i ringslyngen som var trukket godt op for at skærme for sneen). Hun kommenterede og komplimenterede, og gjorde så sin mand opmærksom på det; "Har du set, hun har en baby der!". Meget sød, og meget entusiastisk dame! Hun tilbød at hjælpe med at pakke mine varer, spurgte om han var nem, og nær-ved-klukkede.

Det er langt fra første gang jeg er blevet tiltalt af fremmede i et supermarked, men det er første gang der bliver kommenteret på min mælkebøtte - og det føltes satme godt! Jeg er pisse stolt af den lille skabning jeg har groet! Og en del af mig undrer mig hver gang det lykkes nogen at gå forbi ham, uden at kommentere hans dejlighed. Selv skorstensfejeren. Det må være nogle nybagt-mor-hormoner. 

Mælkebøtten er ikke bare dejlig - han er min lykkepille! Selvfølgelig har jeg stadig dumme dage, trætte dage, uvelkomne tanker. Men det er så godt som umuligt for mig at se på ham, uden at smile. Og ja, gu er der meget arbejde i sådan en størrelse, men han er det hele værd, og mere til! Alt andet er lidt ligemeget, så længe han er her, og har det godt.

Det er underligt at opleve, hvordan mine prioriteter, tankemønstre og indstilling til mig selv, med ét er ændret. Jeg har altid ønsket mig - og forsøgt at agere efter - at være ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men det har ligeledes altid fyldt rigtig meget i min bevidsthed, noget nær konstant, og kostet uhyggeligt meget energi. Pludselig er det rykket et markant stykke ned af listen. Det er der endnu, men som noget der dukker op og hurtigt kan viftes væk igen.

Jeg regner ikke længere mig selv som mindre værd end andre. Ikke den mig, som er mig og min mælkebøtte. Nu må folk finde sig i mig, vente på mig, acceptere hvis jeg siger nej. Jeg kan finde ud af at bede om hjælp (til en del, i hvert fald), og er pludselig blevet i stand til at genkende og tro på, når folk omkring mig gør ting der viser de værdsætter mig. Det har været lukket land i mange år.

For første gang mens jeg kan huske, føler jeg at jeg er til stede nu og her. Det føles som en boble, og det er helt sikkert hormon-påvirket, men hold nu stjerne hvor jeg håber jeg kan holde fast i bare noget af det! 

Jeg er alenmor til en baby på fem uger, og jeg har det fracking godt!



Friday, January 4, 2019

Ud og hjem og ud igen

I kløerne på min depression var noget af det sværeste at komme ud af døren. Og kom jeg ud én gang, lykkedes det i hvert fald ikke en gang til samme dag. Det kunne tage timers forberedelse, bare at gå en tur - for det var ikke aktiviteten udenfor døren der var svær (ikke generelt, i hvert fald), det var alene det at træde over dørtærsklen.

Jeg klumper stadig mine aftaler sammen hvor jeg kan, fordi det sidder dybt i mig, at det er svært at komme ud af hoveddøren mere end én gang. Oftest undskylder jeg det med et ønske om at spare transport, men reelt tænker jeg sjældent så langt, når jeg planlægger ærinder og aftaler i grupper i kalenderen. Det er bare blevet en vane. 

De sidste par år, efter jeg er flyttet til Fjællehjem, har jeg fået det markant bedre, og har samtidig fået langt bedre strategier til at passe på mig selv. Jeg respekterer mine egne grænser og advarselssignaler, og ved hvordan jeg skal planlægge min tid og restitution for at forebygge overbelastning bedst muligt. 

Jeg har fået det så godt, at jeg er begyndt at skubbe til grænserne og tage chancer hist og pist. Min stædighed er begyndt at skinne igennem igen. Jeg VIL have at det skal kunne lade sig gøre. Og sådan når vi frem til min dag igår.

Næstsidste møde i hjemmefødselsgruppen var igår kl. 12-15. Og igår kl. 18-22 var efter-jul-opstart i min faste rollespilsgruppe, som har holdt pause hele december. Ingen af tingene havde jeg indflydelse på hvornår lå, og ingen af dem havde jeg mulighed for at flytte på. Valget var at dukke op eller blive væk (og gå glip). 


Med min Mælkebøtte i favnen, var tanken om at skulle ud af døren to gange på samme dag skræmmende igen. Jeg var langt fra sikker på om det kunne lade sig gøre, og affandt mig med at måtte mærke efter og finde ud af det som dagen gik. Jeg varslede rollespilsgruppen, og forberedte begge udfald.

Klokken blev 16.15 før jeg nåede hjem fra første aftale. Det gav mig fem kvarter til jeg skulle ud af døren igen, hvis jeg skulle afsted, og alene det, fik panikken til at prikke i mig. Men en lidt grundigere eftersøgning fandt ingen grund til det. Jeg var okay, ikke for træt, ikke presset, og havde god tid til restitution. Desuden mindede jeg mig selv om, at Folmer stod klar til at køre os hjem med det samme, skulle det vise sig nødvendigt. Så i stedet for at overtænke, tog jeg en hurtig beslutning, og tog afsted.

Det gik fint! Og det kan godt være det ikke giver mening for nogen der ikke har oplevet af være spærret inde af deres egen hoveddør, men jeg er fracking stolt! På Mælkebøttens treugersdag, med masser af auto-reaktioner fra en sværere tid, tog vi afsted hjemmefra to gange! Hell yeah! 

Wednesday, January 2, 2019

Nytår (-sforsæt)

Både jul og nytår har været sære i år. På flere måder. Det meste af familien har været syge, eller på anden måde fungeret på nedsat kraft. Og jul uden Moster blev mest af alt gennemført på en fælles beslutning om at det SKAL kunne lade sig gøre. At vi skal kunne forme nye traditioner, og hygge os. Oveni det, forsøger jeg stadig at vænne mig til mine hormon-tåger, og til at være nogens mor - det er en surrealistisk ny virkelighed at befinde sig i. Og det var egentlig det jeg ville skrive lidt om.
Ind til videre er det sværeste for mig, at vænne mig til ikke at skulle andet end være mor. Første skridt var at anerkende der ikke er noget i vejen for at sove så længe som vi føler for. Nattesøvn, formiddagslur og middagslur udi ét, hvis det er det der er brug for. Og NÅR vi står op, er der ikke andre pligter end det mest nødvendige huslige, og at passe på os selv og hinanden. 

Jeg har forsøgt at holde aftaler til et minimum, og gør mit bedste for, overfor mig selv, at insistere på at det er rigtigt, at jeg ikke skal andet. Jeg får jævnligt en følelse af at der må være noget jeg bør - noget der venter på mig - en grund til dårlig samvittighed og stress over at sidde timer på en sofa med min baby i favnen. Men der er ikke noget. Ikke noget jeg er opmærksom på. Ikke noget der er vigtigere end min søn. 

Det er røv svært at overbevise mig selv om, at slappe af. At det er rigtigt at være nu og her, og ikke bekymre mig om frem og tilbage. Så hvis jeg skal formulere et mål for 2019, er det det det skal handle om: At slippe bekymringerne, være tilstede, og være den bedste mor jeg kan være for mit barn. Jeg er ikke fuldstændig sikker på hvad det betyder, men en del af det må være at acceptere først at finde ud af det henad vejen. Jeg vil gøre mit bedste.

Godt nytår!


Wednesday, December 26, 2018

Jeg er mor! (observationer)

Jeg har kun været mor i lige knapt to uger, og dagene har været fyldt med nye opdagelser, lærdom, forundring og ja, selvironi. Nogle ting er sikkert indlysende, men har alligevel fanget min opmærksomhed. Og bare fordi jeg synes det er sjovt, vil jeg forsøge at liste dem der har hængt godt nok fast til at jeg kan huske dem nu.

#1: Jeg har fået evnen til at blive lykkelig over en lorteble eller et godt vræl. I langt de fleste tilfælde, negative ting, men de første gange din nyfødte præsterer det, udløser det jubel, lettelse og stolthed. Babyen jeg har bygget virker!

#2: Jeg lever fuldt op til klichéen om at kunne falde i trance og bare sidde og stirre forelsket på min lille dreng. Jeg ved reelt ikke hvorlænge; der findes ikke tidsfornemmelse i den tilstand.

#3: Jeg har (indtil videre) mistet 80% blufærdighed når det kommer til mine bryster. Når baby er sulten er det simpelthen for besværligt at skulle bekymre sig om at dække til eller gemme sig.

#4: Pyt med blyantstesten, det SANDE spørgsmål er: Kan du amme sideliggende - fra øverste bryst?! (Og helst uden at være nødt til at vågne for meget)

#5: Jeg er i dilemma fordi min baby det meste af tiden sover både godt og nemt - og jeg vil vikle. Det er fantastisk at have ham oppe, men det er trods alt lettere at passe hønsene eller tage opvasken når han ligger selv.

#6: Jeg får ikke længere dårlig samvittighed over at sove til kl 11-12 stykker. En klog kvinde har lært mig den gyldne barselsregel: Når baby sover, så sov! - Så det gør jeg, lige så meget jeg orker.

#7: Jeg bliver helt trist på forskud, når jeg tænker på at han holder op med at være så ultra blød og uimodståeligt nuttet på et tidspunkt. Skynder mig at nyde hans fine pels og fantastiske kinder og vidunderlige mini-tæer alt hvad jeg overhovedet kan.

#8: Jeg kan på ingen måde forestille mig at skulle være væk fra ham adskillige timer om dagen, flere dage om ugen, om under et år. Er der ikke lige nogen der har en genial ide til noget jeg kan leve af, som primært kan udføres hjemmefra?


Monday, December 10, 2018

Vente vente...

Det er en virkelig underlig følelse, at gå og vente på at min krop mener Mælkebøtten og jeg er klar til at mødes. Uden nogen (sådan rigtig) måde at påvirke det, og uden nogen måde at kunne følge med i nedtællingen eller blive pålideligt varslet når det er ved at være - altså før der faktisk er. 

Jeg kan kun vente. Og forsøge ikke at lave planer der ikke kan tåle at blive aflyst uden varsel. Det sagt, er jeg lige nu på vej til en fuld dag i Kbh, for der er da heldigvis ikke nogen der påstår at man ikke præcis hvad man plejer eller har lyst til, indtil det går løs.

Jeg kommer til at savne at falde i søvn til følelsen af at Mælkebøtten har hikke i min mave. Det sker nok fire gange om ugen, og er fantastisk hyggeligt.

Jeg tror at jeg og huset er så fysisk klar som vi bliver. Mentalt finder jeg ud af som det kommer, det er jeg ved at have affundet mig med. Men jeg prøver nu alligevel at holde mig beskæftiget, så tankerne ikke for alt for frit spil. Det er ikke til at vide hvad mit hoved pludselig kan finde på, hvis det får lov.

Og så venter jeg. Overvejer hvilke datoer der kunne være sjove som fødselsdag. Og hvilke dage jeg godt lige kunne tænke mig at nå før Mælkebøtten kommer - som en teaterforestilling på søndag fx. Selvom man glæder sig, må man vel gerne nyde sine sidste dage i "frihed"? 


Saturday, December 8, 2018

Så er gæsterne gået

Jeg har holdt fødselsdag idag. Ganske småt og stille og roligt for den nærmeste familie. Altså ikke noget der burde være et problem af nogen art - bortset fra, at gæster ikke rigtig er noget jeg har gjort mig i, i Fjællehjem, endnu, grundet rodet og husets generelle udtryk. For ja. Selvom jeg med åbne øjne har kastet mig ud i det her projekt, så kan jeg godt ind imellem skamme mig over at det er det jeg har at kalde hjem. 

Altså har de sidste par uger indeholdt rigtig meget oprydning og generelt arbejde på at gøre huset præsentabelt - og samtidig mest mulig brugbart, da Mælkebøtten kan melde sin ankomst når som helst. Så jeg har arbejdet både med en håndgribelig og en abstrakt deadline på hvad der lignede en umulig opgave da jeg startede.

Bortset fra at jeg stadig stod i køkkenet da gæsterne kom - bollerne var i ovnen, og lagkagen sku' lige lægges sammen - nåede jeg hvad jeg havde håbet. Og det var super hyggeligt at have gæster til noget så almindeligt som en fødselsdag, uden hele tiden at bekymre mig om hvad nogen måtte tænke om hvordan jeg bor.

Da de daffede af igen, blev her til gengæld pludselig meget stille. Ikke bogstaveligt, for her kører stort set altid musik i baggrunden, men metaforisk. Pludselig anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kravlede i en hyggetrøje, ryddede opvasken væk, satte de ekstra stole på plads og sådan, men jeg har ikke længe noget projekt! Siden jeg stoppede på arbejde, har min to do liste været proppet. Og nej, den er selvfølgelig ikke tom, men alle de akutte ting er hakket af. Jeg har nogle få aftaler i december - og ellers er der kun at vente. 


Det er en sær fornemmelse. En ny gammel slags frihed jeg næsten havde glemt, men som jeg tænker jeg skal skynde mig at nyde, før jeg aldrig for alvor får fri igen. Mon det bliver noget med at læse en bog eller to, måske finde et par pensler frem og male en figur, eller sku' man udnytte tiden til at bage og kokkerere lidt ekstra til fryseren. Jeg tror det allerførste der skal ske, er et lille stykke af det lagkage der blev tilbage.

Btw - det er fracking farligt at have gæster!
Et meget betænksomt familiemedlem var bekymret over at jeg ikke låser mit komfur, og har to katte som potentielt kan komme til at tænde det, hvis de går på bordet når jeg er ude. Så vedkommende undersøgte om ikke det kunne låses, og fandt en måde at gøre det. - Og tog så hjem uden at låse op eller fortælle mig hvordan. 


Så da jeg havde sundet mig lidt ovenpå gæsterne og var blevet sulten, kunne jeg ikke tænde mit komfur. Og min "beskytter" var ikke til at komme i kontakt med, så det endte med at tage fem kvarter (fordi jeg måtte indlægge pauser for ikke at begynde at kaste med ting) med afprøvning af utallige kombinationer og taktikker, før jeg fik liv i komfuret og kunne koge en skide portion pasta.

Ja, det højgravide fødselsdagsbarn var pænt utilfreds på det tidspunkt! Men i forhold til de historier man hører om gravide der græder over underlige detaljer der er forkerte, er jeg ret stolt af, at jeg beherskede mig og ventede til problemet var løst, før jeg satte mig på en skammel midt i rummet og græd lidt. Ikke over noget, men bare fordi det skulle ud. Træt, sur og sulten!

For en god ordens skyld - jeg HAR fået mad, og jeg HAR fået undskyld. Og så var det lagkage!



Sunday, December 2, 2018

Hvad frack har jeg rodet mig ud i?

Jeg gør sjældent noget rigtig uovervejet. Og min Mælkebøttebaby var gransket og overvejet og tænkt igennem over flere år, før "projektet" blev en realitet. Alligevel slår det mig ind imellem, nu hvor det nærmer sig at Mælkebøtten "kommer ud i den virkelige verden": 


Hvad frack har jeg rodet mig ud i??!

Jeg kan godt li' at være gravid. Jeg kan rigtig godt li' det! Min krop er god til det her shit, og det meste af tiden har jeg det fantastisk. Opmærksomheden og beundringen nu jeg endelig har fået en rigtig mave på, er heller ikke ringe! 

På den anden side af fødslen venter alt det ukendte. Og ukendt har altid skræmt mig lidt. Misforstå mig ikke - jeg glæder mig vildt til at møde min Mælkebøtte! Men nu har jeg lige så godt gang i det der graviditets-noget. Og så banker baby pludselig på, og melder at der altså ikke er længe til alting forandres igen. Igen. 

Det gik pludselig stærkt - fra jeg stoppede på arbejde, til muligheden for babys ankomst kom foruroligende tæt på. "Anyday now" er en streng deadline at arbejde med, når to do-listen lader til at vokse hurtigere end den vil skrumpe. Men det hjælper på det nu. Min skønne familie sprang til igen, og da de der gravidhormoner jeg havde hørt så meget om, endelig slog til kunne jeg også selv give den en skalle. 

Over de sidste par uger er det endelig lykkedes at finde gulvplads til et fødekar, fremgrave stuen fra kaoset efter Mørket blev tømt, få styr på pusleplads, bleer og tøj, gøre huset nogenlunde farbart, og senest - få varmt vand i hanen! Det er sgu ikke så ringe endda!

Der er stadig masser på listen, og de lækre hormoner der tager ubehaget fra bækkenet, forstærker også alt hvad jeg kan finde på af humørsvingninger, nervøsitet og pressethed. Men de absolut nødvendige og akutte ting er ved at være på plads, og det gør det lidt lettere at tæmme det hele. 

Jeg embracer mit kaos, og husker at jeg ikke kan gøre noget ved en fremtid der ikke er her endnu.

Jeg tror ikke der er nogen egentlig pointe med det her skriv. Tanken slår ned i mig ind imellem, og jeg tænker egentlig det er meget godt at blive mindet om, at en baby ikke er noget der skal tages let på - selvom det ikke er rart i situationen. Intet er perfekt. Glæden kommer med bekymring, julen kommer med stress, og jeg kommer med en heftig omgang kaos, trods al min forberedelse.

Glædelig første søndag i advent!