Friday, November 16, 2018

Ugens overskrift: Forberedelse

Nogle vi nok mene at det er på høje tid. 

Jeg var ude at hente nogle ting hos en kvinde idag, som spurgte hvor langt jeg havde igen, og kommenterede med et glimt i øjet, at så var det da også på tide at få skaffet de sidste ting, da hun fik at vide at jeg idag har en måned til termin. På en måde virker det meget passende at være lidt sent ude i denne ende af graviditeten, efter lægesekretæren fejlede at skjule sin overraskelse over hvor langt jeg var henne, da jeg kom der første gang. Så er cirklen ligesom sluttet. (Jeg har ikke fundet ud af hvordan de forventer man kan komme tidligere, når der er en måneds ventetid til lægen, og man jo lige selv skal konstatere det først)


De her dage går altså med at få de sidste ting i hus, og få fundet de ting frem og gjort klar, som er her i forvejen. Og så kæmper jeg lidt hver dag for at få ryddet op og ordnet, så her også er til at være og komme rundt.

For et par uger siden kom mine brødre og en kammerat forbi, og bankede gulvet op i et af værelserne. Og mens jeg elsker at der endelig begynder at ske noget i huset, betød det at jeg skulle flytte fra det store værelse til det lille værelse for at de kunne komme til. Det lille værelse skulle altså tømmes, og resten af tingene fra det store skulle også andre steder hen. "Andre steder" blev for rigtig meget af det, min stue.

Det er en smule presset, kun lige at kunne komme rundt, og ikke rigtig kunne være nogen vegne. Og her skulle også meget gerne kunne være plads til et fødekar, inden alt for længe. Så det går meget af min energi på. Og det er så der anden dimension af forberedelserne begynder at gøre opmærksom på sig.

Min krop forbereder også. Mit bækken bliver tiltagende løsere, så jeg kan mindre og mindre før det tager hævn. Min lænd udtrættes og gør ondt, fordi maven er tung og min holdning er blevet skæv. Det begrænser voldsomt hvormeget jeg kan - også selvom jeg bliver stædig og gør det alligevel. Så kan jeg bare ingenting dagen efter. 


Sidste nye påhit er, at jeg er begyndt at crave chokolade i tide og utide. Det er ikke det værste at crave, og jeg tænker det er et udtryk for at min krop samler energi til det forestående marathon. Jeg forsøger nu alligevel at begrænse det. Er temmelig stolt af ikke at have taget mere end nødvendigt på, så forsøger at overbevise systemet om at energi fra mere fornuftige kilder virker lige så godt.

Om 9 dage er jeg indenfor perioden hvor en fødsel vil betegnes som "normal". Samtidig går førstegangsfødende gennemsnitligt 8 dage over termin, hvilket i mit tilfælde ville være juleaften (så det lader vi lige være med, ikke?!). Det er en underlig periode at forsøge at forholde sig til. Jeg skal undgå at forvente der sker noget alt for snart, for så er det for nemt at blive utålmodig. Men jeg er nødt til at være klar, i tilfælde af at der gør. 

Så jeg forbereder. Forsøger at prioritere hvad det er vigtigst at have klar, og øver mig i at bede om hjælp til de tunge og uhandy ting. Forbereder hus, krop og hoved, så godt jeg kan. Og selvom det er svært, og bøvlet, og til tider gør ondt, nyder jeg også. For det er sgu sejt, det mirakel min krop har gang i. Og jeg glæder mig! 


Friday, November 9, 2018

Nogle gange er jeg bange

Jeg kunne ikke sove igår. Mine tanker myldrede og jeg græd og vendte mig, og tankerne fulgte med.

Forvent ikke at det her bliver elegant og sammenhængende. I bund og grund er det et forsøg på, at hjælpe mig selv til at få sat ord på hvad der foregår, og hvad det var der holdt mig vågen, så der vil sandsynligvis være rester af tankemylderet, iblandet en bunke afstikkere og associationer.

Egentlig er overskriften misvisende. En del af mig er bange hele tiden, men nogle gange er jeg mere bange end andre. Jeg er også lidt bange for at skrive det her indlæg. Jeg forsøger at være åben om min angst og de udfordringer den har givet mig - og stadig giver, omend i noget mindre grad end den har gjort. Men jeg er bevidst om, at mange ikke ved hvad det betyder - måske endda affejer det som en modeting - og at angst samtidig kan komme til udtryk på uendeligt mange forskellige måder. Jeg er bange for, om jeg i min hverdag har skjult det for godt, og for reaktionen hvis jeg uddyber.


Jeg følger en kvinde på instagram, hvis angst udspringer af en frygt for at dø. En af de mest naturlige ting at frygte, men som i hendes tilfælde er løbet løbsk. Jeg er ikke bange for at dø. Det gør ikke ondt på den der er død. Det ville også have clashet frygteligt med dengang jeg havde selvmordstanker. 


Jeg er bange for mennesker

Jeg var engang på et kursus, hvor underviseren bad os færdiggøre sætningen "Mennesker er...". Normalt overtænker jeg den slags opgaver frygteligt, og har super svært ved bare at give mit intuitive svar. Det nåede jeg ikke i det her tilfælde. Jeg var ikke ret langt i erkendelsen af min angst dengang, men min underbevidsthed var ikke i tvivl. Mennesker er farlige. Jeg kan ikke huske hvad resten af foredraget handlede om, men den ene øvelse havde i den grad givet mig noget at tænke over.

I bagklogskabens lys kan jeg se, at min mistillid til andre mennesker strækker sig længe før jeg fik angst. Den påvirker min måde at danne og være i sociale relationer. Den har opbygget en masse sikkerhedsforanstaltninger, som skal beskytte mig mod mennesker omkring mig. Og jeg opdager stadig jævnlig tanke- og adfærdsmønstre hos mig selv, som bunder i det. 


I nat var jeg bange for at være alene. Bange for ensomhed. Hvilket er ironisk, når det i høj grad er mig selv der lægger afstand og buffere ud. Men det gør ikke frygten mindre, at det er mig selv jeg skal overvinde. Uanset om andre mennesker ER farlige eller ej, så er mit inderste overbevist om at de er. Så at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg skal gå imod mine instinkter og lade nogle af dem komme tæt på. Lade mig selv blive afhængig af andre end mig. Frack. Skræmmende dækker det slet ikke. Min fornuft fortæller at det er den eneste måde ikke at være ensom, men mine instinkter og deres logik skriger at det er farligt, at det vil gøre mere ondt end noget andet kan. 

Og så kommer frygten for at dele de her tanker igen. Frygten for hvad andre vil tænke. Om det vil blive misforstået, overfortolket, misbrugt. For jeg ER ikke alene. Jeg har venner, familie, fantastiske relationer omkring mig. Det er ikke noget jeg lader som om, eller kun er i halvt. Men nogle af dem har krævet hårdt arbejde og nogle ting i mig selv, har jeg meget svært ved at dele, fordi jeg ikke tør gøre mig selv sårbar. Det gør ikke vores relationer mindre værd - tvært imod.

Jeg bliver bange når jeg sidder om aftenen, og mærker bekymringer begynde at trykke. Føler behovet for at dele det med nogen og lette tyngden. Kigger på min telefon - og ikke ved hvem jeg skal skrive til. Ikke ved hvem jeg tør åbne mig for, ikke ved hvem jeg ikke vil være en uvelkommen irritation hos. Det er en helt anden del af det. Mit eventyrligt lave selvværd. Det skal jeg nok lade være med at komme nærmere ind på her.

Jeg forventer ikke at blive reddet, at nogen skal gøre noget, så jeg får det meget bedre eller lettere. Jeg kan kun håbe på tålmodighed, og måske en smule forståelse, mens jeg arbejder. Jeg har ingen forventning om, at det er noget jeg skal igennem eller forbi. Det ligger så dybt, at det vil være med mig altid. Men jeg håber at ændre nogle mønstre. At få justeret nogle sikkerhedsforanstaltninger så jeg kan passe på mig uden at isolere mig. At nå til et punkt hvor det ikke er en overvældende anstrengelse hver gang jeg blotter lidt af mig selv. Derfor skriver jeg også det her idag. Øvelse gør mester.



Wednesday, October 31, 2018

Ude af øje, ude af sind

Igår var sidste dag på arbejde på FysioCenter Kalundborg. Med starten af november starter min barsel, da jeg er den heldige vinder af et par uger mere end man normalt får, til at bygge rede.

Jeg er stille og roligt trappet ned i timer, efterhånden som andre fysser har overtaget mine patienter, og har den sidste måned bare haft en lille fast gruppe på et plejecenter to gange om ugen. 


Efterhånden som jeg har forberedt mine sidste patienter på at en ny fys overtager, har det har naturligt afledt en del barsels- og småbørnesnak. Og særligt én patient har været meget ivrig efter at jeg skal komme forbi når Mælkebøtten er født, og vise frem. Hendes egne børnebørn er voksne, og lægger ikke an til at give hende oldebørn lige foreløbig, så hun engagerede sig meget i min graviditet henover sensommeren.

Misforstå nu ikke. Jeg kender godt forskel på professionelle og private relationer, og mener selv jeg balancerer det fornuftigt, i forhold til samtidig at opbygge gode tillidsfulde relationer, for at skabe grundlag for optimalt samarbejde og udvikling med og hos patienterne. -Og jeg har sgu da nydt at kunne snakke lidt baby og få beundret maven, som en ekstra bonus!

Jeg har ikke lovet min - nu forhenværende - patient noget. Jeg kan ikke vide på forhånd hvilken baby jeg får, eller hvordan min verden ser ud i det nye år, og det forstod hun udmærket. Men jeg vil klart overveje det, for hvem vil ikke gerne have beundret sin unge?!

Før jeg tog hjem igår, faldt jeg i snak med plejecentrets faste fys. Hun havde overhørt lidt af min og patientens snak, og ville lige være sikker på at jeg vidste jeg ikke var forpligtet til noget. Meget betænksomt rådede hun mig til at fokusere på mig selv og baby, og ikke forsøge at leve op til alt mulig andet. Desuden var det jo slet ikke sikkert jeg tænkte på mine gamle patienter til den tid. "Ude af øje, ude af sind", som hun sagde.

Den kommentar ramte mig anderledes end resten, og har tumlet lidt rundt i hovedet på mig siden. Det er klart man ikke bliver lige knyttet til alle patienter, og at nogle falmer hurtigere i hukommelsen end andre. Men jeg har stadig en del, som jeg jævnligt sender en tanke, og spekulerer over hvordan det mon går med. Måske bliver der færre, jo længere tid man er i faget. Måske er det bare forskelligt fra person til person.

Jeg har ingen anelse om, om jeg kommer til at tage ud og præsentere Mælkebøtten i Kalundborg. Jeg ved, at lige nu kan jeg godt li' ideen. Og så må vi se hvad Mælkebøtten siger.



Monday, October 29, 2018

Det er ikke dig, det er mig

I torsdags sagde jeg farvel til Oswald.

Oswald var den perfekte gentleman. Han gjorde sig virkelig umage, og havde rigtig mange gode kvaliteter! Han var stærk og præcis og behagelig og hjælpsom. Så jeg havde lidt dårlig samvittighed over alligevel ikke at give ham en rigtig chance. Der var én ting i vejen, og det var på ingen måde Oswalds skyld. Han var bare ikke min Folmer.


Folmer er en primitiv, lille, let distraherbar flab i sammenligning. Men han er min Folmer. Med skrammer og quirks og dårlige vaner og det hele. Og jeg savnede ham i samfulde 16 dage, selvom Oswald gjorde sit absolut bedste for at tilfredsstille mig, og ikke bare løftede Folmers opgave, men gjorde det med ekstra charme og luksus.

Man skal vænne sig til min lille Folmer. Han har sine egne holdninger, og lader sig ikke sådan kommandere rundt med. Det tager tid at bygge en god og respektfuld relation med ham, med det gør det så meget mere tilfredsstillende når samarbejdet virker. Jeg husker vores første tid sammen, når jeg ser andre med ham nu. Han skal nok gøre det han sættes til, men ikke mere end aller højest nødvendigt, og det er ikke kønt!

Jeg kan li' at der er lidt udfordring, at der er noget at opnå, og at man kan mærke et resultat af at gøre en indsats. Blandt andet derfor er jeg super glad for min Folmer. For jeg kan mærke når vores samarbejde bliver bedre, og jeg ved han ikke giver falske komplimenter.

Så tak for tiden Oswald. Tak fordi du passede på mig mens jeg måtte undvære Folmer. Og tak fordi du lige mindede mig om at sætte pris på hvad jeg har. Du er sød, men jeg håber ikke vi får brug for at ses igen.

Monday, October 22, 2018

Stille dag, eller?

Her er stille idag. Og selvom det er rart og tiltrængt, kan jeg ikke rigtig finde ud af det. Bliver ved med at samle min telefon op for at tjekke om der ikke liiige er et eller andet der er sket, nogen der har skrevet, eller nogen jeg kan skrive til.

Det er ikke fordi jeg keder mig. Sådan set er der rigeligt med ting på to-do-listen jeg kunne tage mig til, og holde mig beskæftiget med. Jeg er bare sådan lidt ubeslutsom og rastløs og ugidelig og irritabel og... Det er svært at forklare, samtidig med at det er alt for bekendt. For som jeg sidder her og sætter ord på er det pludselig pinligt indlysende, og nærmest hovedrystende at jeg ikke har indset det tidligere. Det er sådan her "nervøs" opfører sig, efter jeg har været igennem angst-møllen.

Denne uge indeholder adskillige aftaler og planer med en høj grad af ukendthed og uvished. Ikke at vide hvad jeg kan forvente, er en af mine stærkeste triggere. Jeg skal for eksempel mødes med min tildelte terminsgruppe for første gang, og min bror har insisteret på at jeg opsøger nogle kloge hoveder og får råd om varmekilder og VVS, så jeg kan tage nogle informerede beslutninger om Fjællehjem. Begge dele helt sikkert gode og fornuftige ting! Men derfor skræmmer de mig stadig. Angst er ikke logisk.

Og så giver det pludselig mening, at jeg sidder semi-pacificeret og er rastløs, og ikke kan finde ud af stilheden. For jeg vil gerne flygte fra de ting jeg er usikker på. I hvert fald flygte fra bevidstheden om dem. Så jeg leder efter noget hurtig stimulation eller tomhjernet underholdning, og håber det kan distrahere mig. At ordne bure eller rydde op eller tage opvasken giver alt for stor mulighed for at tænke samtidig.

Nogle gange kan grundig forberedelse tage spidsen af nervøsiteten, så det må blive første forsøg. Jeg ved at jeg kan holde den kørende og "overleve", med nogle af mine andre værktøjer, men den måde æder markant mere energi, og med mindre positivt udbytte af de overlevede aktiviteter - og med et i forvejen lettere begrænset energiniveau (grundet graviditeten), og i betragtning af at projekterne i denne uge er ret vigtige at få mest mulig ud af, ville det være ærgerligt. 


Jeg ved ikke om denne tekst endte med at blive totalt rodet og uforståelig for alle andre - i så fald; velkommen til mit hoved! Vi har alle vores udfordringer. En af mine er efterveerne af depression og angst, og de hensyn det kræver. Og jeg vil gerne være med til at bryde tabuet, så I får teksten som den er. Jeg havde selv troet det var noget helt andet jeg skulle skrive om, men man bliver jo klogere hele tiden.

God mandag!



Saturday, October 20, 2018

Noget om navne

Jeg har fra starten sagt, at jeg ikke vil beslutte hvad Mælkebøtten skal hedde, før jeg har mødt den. Da min yngste lillebror blev født, kan jeg huske at der var planer om hvad han skulle hedde - men han kom ud og lignede slet ikke sådan en, så forfra med navnene!

I tidens løb har jeg givet mange mange navne - til mine dyr. Katte, kanin, totter, høns. Og de og jeg har levet fint med de navne. Men at skulle give navn til et andet menneske er temmelig angstprovokerende. Vi har alle en masse associationer på forskellige navne, så det kan potentielt påvirke mange dimensioner af det kommende liv. Og selvom jeg sikkert kan sparre med familie og venner, er det i sidste ende mig alene der beslutter navnet. Den lyd, den betegnelse mit barn skal kendes ved. Frack.


Jeg har aldrig været god til for mange valgmuligheder. Og jeg skal hilse og sige, at der er fracking mange navne at vælge imellem! Oveni det, bliver min indre nørd ved at dukke op og foreslå at der skal være et system, eller en betydning, eller en tanke bag, eller... 

En af de nyere tanker der er dukket op, er om man kan bruge et navn til sit barn, som har været brugt til en rollespilskarakter? Det lyder helt vildt dumt, men lad mig forklare! Når jeg bygger en karakter som jeg forhåbentlig skal rende på eventyr med i et par år af gangen, og hvis navn jeg vil blive kaldt, vælger jeg jo navne jeg godt kan li' af en eller anden grund. Så hvad hvis ungen kommer ud og bare passer helt vildt godt til et navn, som jeg kan li' så godt at jeg allerede har haft brugt det? 

Lige nu sidder jeg i det modsatte dilemma. Jeg er ved at lave en ny karakter, og kan ikke finde et navn til hende, for hver gang jeg finder et jeg synes godt om, dukker tanken op om; "Hvad nu hvis det passer til Mælkebøtten?". Suk.


Må man? Må man genbruge navne, til sine børn? Ville du se skævt til det? 

Mine udfordringer med ikke at kunne slippe hvad andre mener og tænker, vægter selvfølgelig tungt her. Der kommer nok et indlæg en dag, om hvad det er der gør mig så afhængig og påvirkelig af andres holdninger. Her og nu er kendsgerningen, at jeg er meget opmærksom på hvad folk vil tænke udfra det navn jeg vælger. Både om mig, og om Mælkebøtten der skal bære det. 

Hvormange tanker gjorde du/ville du gøre dig? Og hvad var/er vigtigt for dig? 
Familiær betydning, generel betydning, associationer, navnefæller, oprindelse?

Thursday, October 18, 2018

Tyk, tung og træt

Tirsdag var første dag tilbage på arbejde efter influenza. Og det holdt hårdt! Selvom jeg egentlig følte mig ganske frisk, blev jeg alt for hurtigt træt, og måtte lægge ekstra pauser ind flere steder, for lige at samle energi til at være den motiverende faktor igen.
Jeg ved ikke om der var tale om en slags underbevidst revanche, da jeg så igår (onsdag, fridag) besluttede at jeg ville tilbageerobre entreen. Flytte mit tøj ind på værelset, flytte rundt så den nye kommode kunne komme på plads, tømme og strategisk genfylde skabet så mine knager igen har en fighting chance.

(Det lyder muligvis ikke af meget, men hvis man havde set min entre, eller jeg havde husket at tage førbilleder, ville man vide at det var en ganske anseelig opgave)


De kloge siger, at man skal passe på ikke at anstrenge sig for meget som gravid. Men de siger også at det er vigtigt at holde sig aktiv og blive ved at motionere. Meget af min daglige motion findes i arbejdet med mit hus; at passe dyrene, gøre rent, rydde op, ordne have, flytte rundt, rive ned, bygge op...

Jeg synes selv jeg var fornuftig om det. Strakte projektet over det meste af dagen, holdt gode pauser, hvor jeg bl.a. fik strikket 90% af en pulsvarmer, tog det stille og roligt, og brugte en hund til at flytte de tungeste og mest uhandy ting. Min krop var ikke ubetinget enig. 


Det er også en slags sejr at lære at genkende sine egne grænser bedre! Som Piet Hein sagde det: 
At riste brød er let at lære,
blot man vil erindre.
Når det oser skal det have,
to minutter mindre.

Næste gang stopper jeg lidt tidligere!

Mine mavemuskler, min ryg og min symfyse underholdt resten af aftenen og en god del af natten, og jeg forventer at komme til at mærke noget til dem i løbet af arbejdsdagen idag også. Heldigvis er det en kort dag idag, med mulighed for mange små pauser, hvis jeg får brug for det. Og iaften står den på rollespilshygge i den nye version af torsdagsgruppen. Det er lige til at overskue.


Lad mig lige præcisere. De fleste har oplevet af have ondt i ryggen, fordi musklerne er blevet trætte. Udvid den følelse til også at omfatte maven, og placer så adskillige kilo livmoder midt i det mishandlede muskelkorset, og forsøg at bevæge dig uden at denne livmoder trækker og skubber og vrider i alt det ømme. Læg oveni, at det hele hviler på et bækken, der fortil er holdt sammen af en lille bruskskive midt i skambenet, som er igang med at blive blødgjort, og derfor ikke har samme stabilitet som normalt. Så nu vælter den her heavy weight livmoder, omfavnet af muskler der gør deres bedste for at gøre mindst muligt, rundt ovenpå en skål med et skår i kanten, som giver sig lidt hver gang vægten flytter sig. Og prøv så at lægge dig ned i en seng. AV!

Og ja, Mælkebøtten har det fint! Hver gang jeg er i ro, tager h*n over og mosler rundt. Det kan godt være jeg brugte mig selv en sjat for meget, men jeg har god nok fornemmelse af mig selv, til ikke at gøre noget farligt eller for alvor dumt. Og lektien er lært. Taksten for udtrætning er steget. Nedsæt daglig dosis. Tjek.