Vi spillede videre, og jeg sagde ikke noget til de andre. Det føltes forbudt at fortsætte en hyggelig aktivitet. Som om jeg burde reagere, græde, gøre et eller andet. Men der er forskel på at vide og føle, og selvom jeg vidste hun var død, forstod jeg det ikke for alvor. Og jeg havde ikke travlt med at komme til det!
Efter spillet trak jeg en god ven fra gruppen til side. Han kendte situationen, og havde godt kunnet se på mig, hvilken besked jeg havde fået. Vi snakkede længe, ude på fortorvet, i halvmørket. Om forløbet, om hvor hurtigt det var gået, og om min dårlige samvittighed over ikke at have reageret som man bør.
Realiteterne sev under huden på vejen hjem, og bed sig uhjælpeligt fast dagen efter, da vi var inde og sige farvel før bedemanden hentede hende. Og stadig tog det adskillige dage før det for alvor blev virkelighed. Nogle dage kan jeg stadig glemme at hun er væk.
Hormontågerne hjalp ikke. Jeg var 6 mdr gravid da hun døde, og da vi nåede til jul og sorgen og savnet farvede hele familien, sad jeg i en skitzofren lykkerus med min lille nye baby i favnen. Jeg nød min lykke og min baby, men ind imellem føltes det forkert, at jeg ikke kunne mærke den dybe sorg der tydeligt prægede resten af familien.
Sorgen var og er der. Og det er netop det denne post handler om. Jeg savner hende ikke mindre, fordi min oplevelse og mit udtryk har været anderledes. Og nej, jeg skriver ikke for at forsvare mig mod nogen der har påtalt det, men fordi jeg stadig selv kan føles "forkert", for at afvige fra den "normale" måde at sørge.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min moster ville ønske at jeg brugte min tid på at nyde min søn, og være glad sammen med ham. Så når jeg har haft valget mellem at dykke ned i savnet eller lade mig føre væk at lykkerusen, har jeg valgt det sidste. Og så stopper jeg op ind imellem, og husker hendes uselviskhed og livsglæde, ønsker af al magt at hun kunne have mødt min baby, og han hende, og savner hende så jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv.
❤️
ReplyDelete