Jeg har det godt!

Og ja, det skal læses i en lidt overrasket tone. For jeg er overrasket over hvor godt jeg faktisk har det!

De sidste uger har relaxinen fået bedre og bedre fat i mit bækken, og som jeg nok har nævnt nogle steder, har det irriteret mig at være begrænset - sagt helt uden brok, for selvfølgelig skal min krop forberede sig på at kunne føde! Men når man er lidt presset over et hus i kaos, og en alarmerende mangel på gulvplads til det der fødekar der gerne skulle i brug, så er det sgu irriterende at være begrænset til at kunne flytte lette ting, lidt af gangen, i korte perioder. Og så ellers bruge resten af tiden på at afspænde, hvile, varme og vente på at nogen har tid til at komme og hjælp med at flytte resten.

I forgårs oprandt endelig dagen (én af dem) hvor jeg ville få hjælp til at flytte ting. Og mens jeg ventede på at min fantastiske familie dukkede op, blev jeg nok lidt stædig. For dagen sku' satme udnyttes! Så jeg flyttede og forberedte og ryddede op i alt hvad jeg kunne, og måske lige en snas mere og længere end klogt. I hvert fald var jeg godt træt i ryggen allerede da bilen trillede ind. 

En stemme i mit baghoved fortalte mig at det var på høje tid at sætte mig og holde en pause, men samtidig ville jeg virkelig ikke være årsag til, at dagen ikke blev udnyttet optimalt, eller at momentum faldt. Så jeg knoklede på (forstå mig ret - "knokle" har stadig på ingen måde samme betydning, som før jeg blev gravid).

Lad mig lige for en god ordens skyld indsparke, at dagen før denne arbejdsdag, havde jeg været til rollespil hos en kammerat. Afslappende, roligt, med god mulighed for stillingskift og tilpasning til kroppens signaler. Alligevel var jeg blevet så træt i ryggen, at en nerve var irriteret ved højre SI-led, så jeg måtte halte hjem.

Det var fantastisk fedt at få rykket på en masse af det der har stået i vejen og blokkeret for videre oprydning. Men det var også med lidt bange anelser for dagen derpå. Især da jeg efter at have siddet stille til aftensmaden, havde virkelig meget besvær med bare at rejse mig. Et par timer efter jeg var gået i seng, skulle jeg op og tisse (alle de små fornøjelser!), og det gjorde så stjerne ondt, at jeg måtte støtte mig til loftet for bare at sætte en fod foran den anden (og folk siger det er upraktisk med lavt til loftet!)

Jaja, jeg ved godt at jeg burde vide bedre, fys og alt muligt, men jeg er jo heller ikke nået til pointen endnu!

Pointen er nemlig, at igår da jeg vågnede - tidligt, fordi jeg skulle til møde i København - brugte jeg lige små ti min på at vågne og ligge og vrikke lidt med hofterne og løsne i bækken og lænd, før jeg stod op og lagde vægt på. Og jeg havde ikke ondt! Til trods for at jeg troede jeg havde mishandlet mig selv grumt, og nattens indevarslende forsmag, var der slet ikke noget at mærke! Det var så modsat mine forventninger, at jeg blev helt nervøs for om det var noget galt.

Klip til senere på dagen; mødet i byen er slut, og den betænksomme karrierekonsulent sikrer sig at jeg ved hvilken bus der holder nærmest og kan få mig til hovedbanen, så jeg skal gå mindst muligt. Jeg takker pænt, og begiver mig udenfor, men bliver alligevel fristet af det lækre solskin og muligheden for at få rykket lidt på nogle pokémon researches som er nærmest umulige at gennemføre ude på bøhlandet. Ryggen og bækkenet føles stadig helt fint.

Altså beslutter jeg at gå ned til Kongens Nytorv, og tage en ny status der. Faktisk ender jeg med at gå halvanden gang omkring Nyhavn, fordi der lige er et raid jeg kan snuppe alene, og nogle æg der godt kunne bruge lidt flere km. Og alt er stadig godt! Så jeg går videre.

En smule af det er måske også en protest. Karrierekonsulenten mente det helt sikkert godt og hjælpsomt, men antydningen af at jeg ikke skulle kunne gå til Kongens Nytorv, bare fordi jeg er en smule højgravid, irriterede mig. Det kan godt være der har været dage jeg ikke kunne, men det er da ingen selvfølge!

I sidste ende gik jeg af Strøget til Hovedbanen. Forbi alle julemarkederne og julevinduerne, og sugede lidt til mig af den begyndende julestemning, som ikke rigtig har fundet plads til at udfolde sig hjemme endnu. Den lille stemme i baghovedet advarede endnu engang om hævn dagen derpå, men da jeg endte med at bruge aftenen på at rydde lidt op (surprise surprise!) og blandt andet flyttede en kommode jeg ikke lige havde tålmodighed til at vente på hjælp til (bare en lille én!), gav stemmen op. Og ved I hvad? Jeg har det godt! 

Det gør ikke ondt, maven sidder der endnu, og Mælkebøtten sparker lystigt - når jeg sidder stille længe nok til at den kan få et ord indført ;) Jeg tror sgu jeg vil rydde lidt mere op!

Ugens overskrift: Forberedelse

Nogle vi nok mene at det er på høje tid. 

Jeg var ude at hente nogle ting hos en kvinde idag, som spurgte hvor langt jeg havde igen, og kommenterede med et glimt i øjet, at så var det da også på tide at få skaffet de sidste ting, da hun fik at vide at jeg idag har en måned til termin. På en måde virker det meget passende at være lidt sent ude i denne ende af graviditeten, efter lægesekretæren fejlede at skjule sin overraskelse over hvor langt jeg var henne, da jeg kom der første gang. Så er cirklen ligesom sluttet. (Jeg har ikke fundet ud af hvordan de forventer man kan komme tidligere, når der er en måneds ventetid til lægen, og man jo lige selv skal konstatere det først)

De her dage går altså med at få de sidste ting i hus, og få fundet de ting frem og gjort klar, som er her i forvejen. Og så kæmper jeg lidt hver dag for at få ryddet op og ordnet, så her også er til at være og komme rundt.

For et par uger siden kom mine brødre og en kammerat forbi, og bankede gulvet op i et af værelserne. Og mens jeg elsker at der endelig begynder at ske noget i huset, betød det at jeg skulle flytte fra det store værelse til det lille værelse for at de kunne komme til. Det lille værelse skulle altså tømmes, og resten af tingene fra det store skulle også andre steder hen. "Andre steder" blev for rigtig meget af det, min stue.

Det er en smule presset, kun lige at kunne komme rundt, og ikke rigtig kunne være nogen vegne. Og her skulle også meget gerne kunne være plads til et fødekar, inden alt for længe. Så det går meget af min energi på. Og det er så der anden dimension af forberedelserne begynder at gøre opmærksom på sig.

Min krop forbereder også. Mit bækken bliver tiltagende løsere, så jeg kan mindre og mindre før det tager hævn. Min lænd udtrættes og gør ondt, fordi maven er tung og min holdning er blevet skæv. Det begrænser voldsomt hvormeget jeg kan - også selvom jeg bliver stædig og gør det alligevel. Så kan jeg bare ingenting dagen efter. 

Sidste nye påhit er, at jeg er begyndt at crave chokolade i tide og utide. Det er ikke det værste at crave, og jeg tænker det er et udtryk for at min krop samler energi til det forestående marathon. Jeg forsøger nu alligevel at begrænse det. Er temmelig stolt af ikke at have taget mere end nødvendigt på, så forsøger at overbevise systemet om at energi fra mere fornuftige kilder virker lige så godt.

Om 9 dage er jeg indenfor perioden hvor en fødsel vil betegnes som "normal". Samtidig går førstegangsfødende gennemsnitligt 8 dage over termin, hvilket i mit tilfælde ville være juleaften (så det lader vi lige være med, ikke?!). Det er en underlig periode at forsøge at forholde sig til. Jeg skal undgå at forvente der sker noget alt for snart, for så er det for nemt at blive utålmodig. Men jeg er nødt til at være klar, i tilfælde af at der gør. 

Så jeg forbereder. Forsøger at prioritere hvad det er vigtigst at have klar, og øver mig i at bede om hjælp til de tunge og uhandy ting. Forbereder hus, krop og hoved, så godt jeg kan. Og selvom det er svært, og bøvlet, og til tider gør ondt, nyder jeg også. For det er sgu sejt, det mirakel min krop har gang i. Og jeg glæder mig! 

Nogle gange er jeg bange

Jeg kunne ikke sove igår. Mine tanker myldrede og jeg græd og vendte mig, og tankerne fulgte med.

Forvent ikke at det her bliver elegant og sammenhængende. I bund og grund er det et forsøg på, at hjælpe mig selv til at få sat ord på hvad der foregår, og hvad det var der holdt mig vågen, så der vil sandsynligvis være rester af tankemylderet, iblandet en bunke afstikkere og associationer.

Egentlig er overskriften misvisende. En del af mig er bange hele tiden, men nogle gange er jeg mere bange end andre. Jeg er også lidt bange for at skrive det her indlæg. Jeg forsøger at være åben om min angst og de udfordringer den har givet mig - og stadig giver, omend i noget mindre grad end den har gjort. Men jeg er bevidst om, at mange ikke ved hvad det betyder - måske endda affejer det som en modeting - og at angst samtidig kan komme til udtryk på uendeligt mange forskellige måder. Jeg er bange for, om jeg i min hverdag har skjult det for godt, og for reaktionen hvis jeg uddyber.

Jeg følger en kvinde på instagram, hvis angst udspringer af en frygt for at dø. En af de mest naturlige ting at frygte, men som i hendes tilfælde er løbet løbsk. Jeg er ikke bange for at dø. Det gør ikke ondt på den der er død. Det ville også have clashet frygteligt med dengang jeg havde selvmordstanker. 

Jeg er bange for mennesker

Jeg var engang på et kursus, hvor underviseren bad os færdiggøre sætningen "Mennesker er...". Normalt overtænker jeg den slags opgaver frygteligt, og har super svært ved bare at give mit intuitive svar. Det nåede jeg ikke i det her tilfælde. Jeg var ikke ret langt i erkendelsen af min angst dengang, men min underbevidsthed var ikke i tvivl. Mennesker er farlige. Jeg kan ikke huske hvad resten af foredraget handlede om, men den ene øvelse havde i den grad givet mig noget at tænke over.

I bagklogskabens lys kan jeg se, at min mistillid til andre mennesker strækker sig længe før jeg fik angst. Den påvirker min måde at danne og være i sociale relationer. Den har opbygget en masse sikkerhedsforanstaltninger, som skal beskytte mig mod mennesker omkring mig. Og jeg opdager stadig jævnlig tanke- og adfærdsmønstre hos mig selv, som bunder i det. 

I nat var jeg bange for at være alene. Bange for ensomhed. Hvilket er ironisk, når det i høj grad er mig selv der lægger afstand og buffere ud. Men det gør ikke frygten mindre, at det er mig selv jeg skal overvinde. Uanset om andre mennesker ER farlige eller ej, så er mit inderste overbevist om at de er. Så at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg skal gå imod mine instinkter og lade nogle af dem komme tæt på. Lade mig selv blive afhængig af andre end mig. Frack. Skræmmende dækker det slet ikke. Min fornuft fortæller at det er den eneste måde ikke at være ensom, men mine instinkter og deres logik skriger at det er farligt, at det vil gøre mere ondt end noget andet kan. 

Og så kommer frygten for at dele de her tanker igen. Frygten for hvad andre vil tænke. Om det vil blive misforstået, overfortolket, misbrugt. For jeg ER ikke alene. Jeg har venner, familie, fantastiske relationer omkring mig. Det er ikke noget jeg lader som om, eller kun er i halvt. Men nogle af dem har krævet hårdt arbejde og nogle ting i mig selv, har jeg meget svært ved at dele, fordi jeg ikke tør gøre mig selv sårbar. Det gør ikke vores relationer mindre værd - tvært imod.

Jeg bliver bange når jeg sidder om aftenen, og mærker bekymringer begynde at trykke. Føler behovet for at dele det med nogen og lette tyngden. Kigger på min telefon - og ikke ved hvem jeg skal skrive til. Ikke ved hvem jeg tør åbne mig for, ikke ved hvem jeg ikke vil være en uvelkommen irritation hos. Det er en helt anden del af det. Mit eventyrligt lave selvværd. Det skal jeg nok lade være med at komme nærmere ind på her.

Jeg forventer ikke at blive reddet, at nogen skal gøre noget, så jeg får det meget bedre eller lettere. Jeg kan kun håbe på tålmodighed, og måske en smule forståelse, mens jeg arbejder. Jeg har ingen forventning om, at det er noget jeg skal igennem eller forbi. Det ligger så dybt, at det vil være med mig altid. Men jeg håber at ændre nogle mønstre. At få justeret nogle sikkerhedsforanstaltninger så jeg kan passe på mig uden at isolere mig. At nå til et punkt hvor det ikke er en overvældende anstrengelse hver gang jeg blotter lidt af mig selv. Derfor skriver jeg også det her idag. Øvelse gør mester.