Så er gæsterne gået

Jeg har holdt fødselsdag idag. Ganske småt og stille og roligt for den nærmeste familie. Altså ikke noget der burde være et problem af nogen art - bortset fra, at gæster ikke rigtig er noget jeg har gjort mig i, i Fjællehjem, endnu, grundet rodet og husets generelle udtryk. For ja. Selvom jeg med åbne øjne har kastet mig ud i det her projekt, så kan jeg godt ind imellem skamme mig over at det er det jeg har at kalde hjem. 

Altså har de sidste par uger indeholdt rigtig meget oprydning og generelt arbejde på at gøre huset præsentabelt - og samtidig mest mulig brugbart, da Mælkebøtten kan melde sin ankomst når som helst. Så jeg har arbejdet både med en håndgribelig og en abstrakt deadline på hvad der lignede en umulig opgave da jeg startede.

Bortset fra at jeg stadig stod i køkkenet da gæsterne kom - bollerne var i ovnen, og lagkagen sku' lige lægges sammen - nåede jeg hvad jeg havde håbet. Og det var super hyggeligt at have gæster til noget så almindeligt som en fødselsdag, uden hele tiden at bekymre mig om hvad nogen måtte tænke om hvordan jeg bor.

Da de daffede af igen, blev her til gengæld pludselig meget stille. Ikke bogstaveligt, for her kører stort set altid musik i baggrunden, men metaforisk. Pludselig anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kravlede i en hyggetrøje, ryddede opvasken væk, satte de ekstra stole på plads og sådan, men jeg har ikke længe noget projekt! Siden jeg stoppede på arbejde, har min to do liste været proppet. Og nej, den er selvfølgelig ikke tom, men alle de akutte ting er hakket af. Jeg har nogle få aftaler i december - og ellers er der kun at vente. 

Det er en sær fornemmelse. En ny gammel slags frihed jeg næsten havde glemt, men som jeg tænker jeg skal skynde mig at nyde, før jeg aldrig for alvor får fri igen. Mon det bliver noget med at læse en bog eller to, måske finde et par pensler frem og male en figur, eller sku' man udnytte tiden til at bage og kokkerere lidt ekstra til fryseren. Jeg tror det allerførste der skal ske, er et lille stykke af det lagkage der blev tilbage.

Btw - det er fracking farligt at have gæster!
Et meget betænksomt familiemedlem var bekymret over at jeg ikke låser mit komfur, og har to katte som potentielt kan komme til at tænde det, hvis de går på bordet når jeg er ude. Så vedkommende undersøgte om ikke det kunne låses, og fandt en måde at gøre det. - Og tog så hjem uden at låse op eller fortælle mig hvordan. 

Så da jeg havde sundet mig lidt ovenpå gæsterne og var blevet sulten, kunne jeg ikke tænde mit komfur. Og min "beskytter" var ikke til at komme i kontakt med, så det endte med at tage fem kvarter (fordi jeg måtte indlægge pauser for ikke at begynde at kaste med ting) med afprøvning af utallige kombinationer og taktikker, før jeg fik liv i komfuret og kunne koge en skide portion pasta.

Ja, det højgravide fødselsdagsbarn var pænt utilfreds på det tidspunkt! Men i forhold til de historier man hører om gravide der græder over underlige detaljer der er forkerte, er jeg ret stolt af, at jeg beherskede mig og ventede til problemet var løst, før jeg satte mig på en skammel midt i rummet og græd lidt. Ikke over noget, men bare fordi det skulle ud. Træt, sur og sulten!

For en god ordens skyld - jeg HAR fået mad, og jeg HAR fået undskyld. Og så var det lagkage!