Sunday, January 15, 2017

Jeg er ikke længere 23

Det lyder lidt som titlen på en "jeg er blevet voksen"-blog, gør det ikke? Det er nu ikke det det handler om. Ikke direkte i hvert fald.

I en del år, har jeg måttet stoppe mig selv i at svare "23", når nogen har spurgt til min alder. Det var det svar der føltes rigtigt, og det svar der faldt mig ind - men det var ikke korrekt. 


Da jeg var 23 skete en masse omvæltninger i mit liv. Jeg fik første sygemelding fra mit studie, efter kort i en mail at have beskrevet for min studievejleder hvordan jeg havde det. På det tidspunkt var jeg selv hovedsageligt undrende overfor de ting jeg oplevede og de reaktioner jeg havde. Det føltes fremmed og ikke helt som om det var mig det skete for. Min studievejleder så omfanget og alvoren og hev mig til samtale om deltidsstudie og hjælp hos studenterrådgivningen - det er jeg hende ubeskriveligt taknemmelig for.

Det tog mig år hvor det i lang tid ikke rigtig blev bedre, og i perioder blev markant værre, før jeg for bare et par måneder siden færdiggjorde den uddannelse. Jeg tror stadig ikke helt det er gået op for mig, og jeg bilder mig på ingen måde ind, at det at færdiggøre uddannelsen med et trylleslag har fjernet alle problemer. Men et eller andet sted, for forholdsvist nylig, er jeg holdt op med at tænke "23", om min alder. Jeg er ikke længere gået i stå på det punkt hvor jeg sidst følte jeg havde mine fulde fakulteter til rådighed. 


Der er lang vej fra 23 til 29, og hvor ville jeg dog ønske jeg kunne sige bare 27 i stedet. Jeg har det som om teenagehormonerne kun lige er ved at slippe, så jeg begynder at kunne se verden klart og finde ud af det der "liv". Men jeg er ti år bagud. Og ja, mit biologiske ur tikker og æggestokkene blafrer efter hvert barn jeg ser på gaden. Men jeg er ude. Jeg er min egen alder igen, og for hver dag letter tågen en smule mere. 

Mig? Jeg er 29. Hvor gammel er du? 

1 comment:

  1. Mig?
    Jeg er 45 år udenpå. Jeg har børn og hus og ting; men hvad er jeg indeni?

    Nogen gange tænker jeg, at jeg stadig er de nogle og tyve, som jeg var, da jeg havde læst i kort tid, andre gange er jeg mere og nogle gange er jeg ældre end mine 45.

    Usikkerheden om, hvad det er jeg vil med livet, hvor jeg er kommet til, og om hvad jeg skal nå/har nået, trækker til siderne i aldersplaceringen.

    Jeg ved ikke, om det i virkeligheden er så vigtigt, hvilken alder man egl. på papiret har.

    Rart, at tågen letter. *kram*

    ReplyDelete