Thursday, January 5, 2017

Aloe Vera; potteplanter og ompotning

En ven spurgte mig for nylig om, hvordan jeg egentlig gør, når jeg skiller mine aloe vera ad og potter om. Jeg indrømmer at det virkede som et lidt underligt spørgsmål, for for mig er det så simpelt og naturligt som at tage jakke på når jeg skal ud og det er koldt. Men samtidig er det omtrent lige så simpelt for mig at plukke en høne eller lave krydsningsskemaer i hovedet, og det er trods alt ting jeg ved rigtig mange aldrig har gjort eller vil komme til.

I hvert fald lovede jeg at tage nogle billeder næste gang, og med en nystartet blog, hvorfor så ikke dokumentere processen her.

Eksemplaret der i denne omgang kom under kærlig behandling, blev efterladt ved forrige flytning, og er først for nylig kommet hjem. Den har fået vand nogenlunde jævnligt det sidste år, men det er så også det.



Første skridt: Hæl planter og jord forsigtigt ud af potten — altså ikke bare på hovedet så den knækker eller på anden måde bliver beskadiget. Bank lidt på siderne af potten for at løsne jorden, og ryst indholdet "sidelæns" ud.


Andet skridt: Smuldr jorden, igen forsigtigt, så rødderne løsnes og planterne kan skilles fra hinanden uden at trække i rødderne.


Tredie skridt: Sæt planterne i de potter du vil have dem, og fyld med jord. Jorden fra den originale potten kan sagtens genbruges, men bland gerne med ny jord, eller tilføj lidt gødning så der er noget at leve af.

I det her tilfælde er aflæggerne sat i nogle dåser for at være lette at transportere, fordi jeg har lovet dem væk. De skal selvfølgelig plantes ud i noget større når de kommer til deres nye hjem.


Fjerde skridt: Det er lettest at arbejde med forholdsvist tør jord, så husk at vande de nyompottede planter. Og ja, når de har stået så tæt som de her nåede, er det helt normalt at originalplanten lige skal bruge lidt tid på at lære at holde balancen selv igen.


Det er egentlig spøjst med mig og mine potteplanter. Jeg har aldrig taget et bevidst valg om at jeg skulle have dem. De første arvede jeg da min farmor døde, og så hjalp jeg min mor med at ompotte nogle af hendes og fik et par aflæggere der. Jeg har aldrig gået voldsomt op i det, men nænner ikke -ikke- at passe dem, og på en eller anden måde bliver der ved at blive flere. 

Jeg har et par gange overvejet om jeg kunne tjene et par håndører ved at sælge ud af aflæggerne, men det virker lidt forkert, når jeg får dem uden at føle jeg gør en indsats for det.

Hvis du står og mangler nogle aloe vera, paradistræer, mor-med-børn eller kaktus, så sig til. Jeg har flere — og ellers får jeg det!

No comments:

Post a Comment