Det er ikke dig, det er mig

I torsdags sagde jeg farvel til Oswald.

Oswald var den perfekte gentleman. Han gjorde sig virkelig umage, og havde rigtig mange gode kvaliteter! Han var stærk og præcis og behagelig og hjælpsom. Så jeg havde lidt dårlig samvittighed over alligevel ikke at give ham en rigtig chance. Der var én ting i vejen, og det var på ingen måde Oswalds skyld. Han var bare ikke min Folmer.

Folmer er en primitiv, lille, let distraherbar flab i sammenligning. Men han er min Folmer. Med skrammer og quirks og dårlige vaner og det hele. Og jeg savnede ham i samfulde 16 dage, selvom Oswald gjorde sit absolut bedste for at tilfredsstille mig, og ikke bare løftede Folmers opgave, men gjorde det med ekstra charme og luksus.

Man skal vænne sig til min lille Folmer. Han har sine egne holdninger, og lader sig ikke sådan kommandere rundt med. Det tager tid at bygge en god og respektfuld relation med ham, med det gør det så meget mere tilfredsstillende når samarbejdet virker. Jeg husker vores første tid sammen, når jeg ser andre med ham nu. Han skal nok gøre det han sættes til, men ikke mere end aller højest nødvendigt, og det er ikke kønt!

Jeg kan li' at der er lidt udfordring, at der er noget at opnå, og at man kan mærke et resultat af at gøre en indsats. Blandt andet derfor er jeg super glad for min Folmer. For jeg kan mærke når vores samarbejde bliver bedre, og jeg ved han ikke giver falske komplimenter.

Så tak for tiden Oswald. Tak fordi du passede på mig mens jeg måtte undvære Folmer. Og tak fordi du lige mindede mig om at sætte pris på hvad jeg har. Du er sød, men jeg håber ikke vi får brug for at ses igen.

Stille dag, eller?

Her er stille idag. Og selvom det er rart og tiltrængt, kan jeg ikke rigtig finde ud af det. Bliver ved med at samle min telefon op for at tjekke om der ikke liiige er et eller andet der er sket, nogen der har skrevet, eller nogen jeg kan skrive til.

Det er ikke fordi jeg keder mig. Sådan set er der rigeligt med ting på to-do-listen jeg kunne tage mig til, og holde mig beskæftiget med. Jeg er bare sådan lidt ubeslutsom og rastløs og ugidelig og irritabel og... Det er svært at forklare, samtidig med at det er alt for bekendt. For som jeg sidder her og sætter ord på er det pludselig pinligt indlysende, og nærmest hovedrystende at jeg ikke har indset det tidligere. Det er sådan her "nervøs" opfører sig, efter jeg har været igennem angst-møllen.

Denne uge indeholder adskillige aftaler og planer med en høj grad af ukendthed og uvished. Ikke at vide hvad jeg kan forvente, er en af mine stærkeste triggere. Jeg skal for eksempel mødes med min tildelte terminsgruppe for første gang, og min bror har insisteret på at jeg opsøger nogle kloge hoveder og får råd om varmekilder og VVS, så jeg kan tage nogle informerede beslutninger om Fjællehjem. Begge dele helt sikkert gode og fornuftige ting! Men derfor skræmmer de mig stadig. Angst er ikke logisk.

Og så giver det pludselig mening, at jeg sidder semi-pacificeret og er rastløs, og ikke kan finde ud af stilheden. For jeg vil gerne flygte fra de ting jeg er usikker på. I hvert fald flygte fra bevidstheden om dem. Så jeg leder efter noget hurtig stimulation eller tomhjernet underholdning, og håber det kan distrahere mig. At ordne bure eller rydde op eller tage opvasken giver alt for stor mulighed for at tænke samtidig.

Nogle gange kan grundig forberedelse tage spidsen af nervøsiteten, så det må blive første forsøg. Jeg ved at jeg kan holde den kørende og "overleve", med nogle af mine andre værktøjer, men den måde æder markant mere energi, og med mindre positivt udbytte af de overlevede aktiviteter - og med et i forvejen lettere begrænset energiniveau (grundet graviditeten), og i betragtning af at projekterne i denne uge er ret vigtige at få mest mulig ud af, ville det være ærgerligt. 

Jeg ved ikke om denne tekst endte med at blive totalt rodet og uforståelig for alle andre - i så fald; velkommen til mit hoved! Vi har alle vores udfordringer. En af mine er efterveerne af depression og angst, og de hensyn det kræver. Og jeg vil gerne være med til at bryde tabuet, så I får teksten som den er. Jeg havde selv troet det var noget helt andet jeg skulle skrive om, men man bliver jo klogere hele tiden.

God mandag!

Noget om navne

Jeg har fra starten sagt, at jeg ikke vil beslutte hvad Mælkebøtten skal hedde, før jeg har mødt den. Da min yngste lillebror blev født, kan jeg huske at der var planer om hvad han skulle hedde - men han kom ud og lignede slet ikke sådan en, så forfra med navnene!

I tidens løb har jeg givet mange mange navne - til mine dyr. Katte, kanin, totter, høns. Og de og jeg har levet fint med de navne. Men at skulle give navn til et andet menneske er temmelig angstprovokerende. Vi har alle en masse associationer på forskellige navne, så det kan potentielt påvirke mange dimensioner af det kommende liv. Og selvom jeg sikkert kan sparre med familie og venner, er det i sidste ende mig alene der beslutter navnet. Den lyd, den betegnelse mit barn skal kendes ved. Frack.

Jeg har aldrig været god til for mange valgmuligheder. Og jeg skal hilse og sige, at der er fracking mange navne at vælge imellem! Oveni det, bliver min indre nørd ved at dukke op og foreslå at der skal være et system, eller en betydning, eller en tanke bag, eller... 

En af de nyere tanker der er dukket op, er om man kan bruge et navn til sit barn, som har været brugt til en rollespilskarakter? Det lyder helt vildt dumt, men lad mig forklare! Når jeg bygger en karakter som jeg forhåbentlig skal rende på eventyr med i et par år af gangen, og hvis navn jeg vil blive kaldt, vælger jeg jo navne jeg godt kan li' af en eller anden grund. Så hvad hvis ungen kommer ud og bare passer helt vildt godt til et navn, som jeg kan li' så godt at jeg allerede har haft brugt det? 

Lige nu sidder jeg i det modsatte dilemma. Jeg er ved at lave en ny karakter, og kan ikke finde et navn til hende, for hver gang jeg finder et jeg synes godt om, dukker tanken op om; "Hvad nu hvis det passer til Mælkebøtten?". Suk.

Må man? Må man genbruge navne, til sine børn? Ville du se skævt til det? 

Mine udfordringer med ikke at kunne slippe hvad andre mener og tænker, vægter selvfølgelig tungt her. Der kommer nok et indlæg en dag, om hvad det er der gør mig så afhængig og påvirkelig af andres holdninger. Her og nu er kendsgerningen, at jeg er meget opmærksom på hvad folk vil tænke udfra det navn jeg vælger. Både om mig, og om Mælkebøtten der skal bære det. 

Hvormange tanker gjorde du/ville du gøre dig? Og hvad var/er vigtigt for dig? 
Familiær betydning, generel betydning, associationer, navnefæller, oprindelse?

Tyk, tung og træt

Tirsdag var første dag tilbage på arbejde efter influenza. Og det holdt hårdt! Selvom jeg egentlig følte mig ganske frisk, blev jeg alt for hurtigt træt, og måtte lægge ekstra pauser ind flere steder, for lige at samle energi til at være den motiverende faktor igen.
Jeg ved ikke om der var tale om en slags underbevidst revanche, da jeg så igår (onsdag, fridag) besluttede at jeg ville tilbageerobre entreen. Flytte mit tøj ind på værelset, flytte rundt så den nye kommode kunne komme på plads, tømme og strategisk genfylde skabet så mine knager igen har en fighting chance.

(Det lyder muligvis ikke af meget, men hvis man havde set min entre, eller jeg havde husket at tage førbilleder, ville man vide at det var en ganske anseelig opgave)

De kloge siger, at man skal passe på ikke at anstrenge sig for meget som gravid. Men de siger også at det er vigtigt at holde sig aktiv og blive ved at motionere. Meget af min daglige motion findes i arbejdet med mit hus; at passe dyrene, gøre rent, rydde op, ordne have, flytte rundt, rive ned, bygge op...

Jeg synes selv jeg var fornuftig om det. Strakte projektet over det meste af dagen, holdt gode pauser, hvor jeg bl.a. fik strikket 90% af en pulsvarmer, tog det stille og roligt, og brugte en hund til at flytte de tungeste og mest uhandy ting. Min krop var ikke ubetinget enig. 

Det er også en slags sejr at lære at genkende sine egne grænser bedre! Som Piet Hein sagde det: 

At riste brød er let at lære,

blot man vil erindre.

Når det oser skal det have,

to minutter mindre.

Næste gang stopper jeg lidt tidligere!

Mine mavemuskler, min ryg og min symfyse underholdt resten af aftenen og en god del af natten, og jeg forventer at komme til at mærke noget til dem i løbet af arbejdsdagen idag også. Heldigvis er det en kort dag idag, med mulighed for mange små pauser, hvis jeg får brug for det. Og iaften står den på rollespilshygge i den nye version af torsdagsgruppen. Det er lige til at overskue.

Lad mig lige præcisere. De fleste har oplevet af have ondt i ryggen, fordi musklerne er blevet trætte. Udvid den følelse til også at omfatte maven, og placer så adskillige kilo livmoder midt i det mishandlede muskelkorset, og forsøg at bevæge dig uden at denne livmoder trækker og skubber og vrider i alt det ømme. Læg oveni, at det hele hviler på et bækken, der fortil er holdt sammen af en lille bruskskive midt i skambenet, som er igang med at blive blødgjort, og derfor ikke har samme stabilitet som normalt. Så nu vælter den her heavy weight livmoder, omfavnet af muskler der gør deres bedste for at gøre mindst muligt, rundt ovenpå en skål med et skår i kanten, som giver sig lidt hver gang vægten flytter sig. Og prøv så at lægge dig ned i en seng. AV!

Og ja, Mælkebøtten har det fint! Hver gang jeg er i ro, tager h*n over og mosler rundt. Det kan godt være jeg brugte mig selv en sjat for meget, men jeg har god nok fornemmelse af mig selv, til ikke at gøre noget farligt eller for alvor dumt. Og lektien er lært. Taksten for udtrætning er steget. Nedsæt daglig dosis. Tjek.

Influenzaramt arbejdsweekend

Jeg accepterer præmissen, at jeg som almindeligt menneske skal igennem en gang efterårsinfluenza. Og i forhold til min graviditet er jeg ganske godt tilfreds med at det er første gang i den periode jeg er syg, og at det er nu, med otte uger til termin, og ikke om halvanden måned. Men bortset fra det, kunne det næppe være dårligere timing.

De første symptomer dukkede op i tirsdags. Lige efter jeg havde sagt ja til at varetage en vigtig opgave på arbejdet torsdag. Torsdag som desuden var sidste dag vi skulle spille i den gamle version af rollespilsgruppen i Holbæk. Og så ventede arbejdsweekenden i Fjællehjem.

Min mor havde lang weekend, og tilbød at komme og stå for forplejning, hvis jeg kunne skaffe arbejdskraft til at give den en skalle, og få rykket nogle projekter. Så jeg rekrutterede et par brødre og et par venner og planlagde at forberede en del i løbet af ugen, så vi kunne komme igang med nogle af de ting det er svært at stå med alene. 

Som den skarpe læser nok allerede har spottet, er det begrænset hvormeget man får forberedt med influenza. Endnu mere når forberedelserne kræver fysisk anstrengelse. I et sidste desperat forsøg på en eller anden form for forberedelse, forsøgte jeg at skrive og tegne noget af det jeg havde tænkt der skulle ske. Men selv det blev temmelig feberpræget og ufuldstændigt.

Trods alt lykkedes det at få noget ganske fornuftigt ud af weekenden. Min far kom og tog teten på hønsehuset, så det er mymeter fra at være færdigt nu. Og i huset fik vi flyttet rundt på mig, totterne og en masse møbler der sku' på loftet. Det giver plads til at vi kan banke gulvet op i det værelse vi kander "Mørket", og komme igang med at sætte det i stand. Og det lykkedes næsten for mig, at holde mig i ro, og nøjes med at pege. Noget af tiden.

Idag er hviledag. Hviledag er tiltrængt, så det er i hvert fald planen. Selvom det frister liiige at rydde lidt op, sortere, smide ud, sætte på plads... i alt det vi har afdækket og rodet op i, og som lige nu står hulter til bulter i klynger rundt omkring. Men imorgen venter arbejde, så jeg gør mig umage for at ryste  det sidste influenza af, og samle energi til nogle timer i den virkelige verden.

Sender en taknemmelig tanke til venner og familie, der ikke bare dukkede op denne weekend, men også har tilbudt at gøre det igen. I er fantastiske! <3

Bliver det nogen sinde færdigt?!!

Det korte svar er: Nej.

Det handler om mit skønne lille hus på landet. Og odds er at der altid vil være noget der ikke er færdigt. For sådan er det med den her slags huse.

Lige nu er der temmelig meget - sådan cirka alting - der ikke er færdigt. Men nogle projekter er igang, og det første, nemlig hønsehuset, er temmelig tæt på at være færdigt. Takket være min dejlige familie og nogle skønne venner ^_^

Min seje bror lægger fliser i bunden af hønsehuset, 

før sidste væg skal op.

Jeg tænker at hønsehuset får sin helt egen blog når det står færdigt og hønsene er flyttet ind - om ganske snart, forhåbentlig.

Iaften skriver jeg, fordi flere har undret sig over det tilsyneladende uendelige projekt jeg har kastet mig ud i. Det vigtige for mig i den sammenhæng er, at jeg VED, og hele tiden har vidst, at det bliver et uendeligt projekt: Når et rum er istandsat venter næste, og næste, og så trænger taget til at blive skiftet, og det giver forhåbentlig mulighed for bedre udnyttelse af førstesalen, og udestuen skal som minimum kraftigt modificeres, og værkstedet skal organiseres, haven omlægges, ruder udskiftes...

Listen er på ingen måde fyldestgørende, men længe før den er gennemført vil der alligevel være ting der har været færdige, som skal opdateres eller vedligeholdes. For sådan er det i et hus. Og ikke mindre i et gammelt hus på landet. Jeg er vokset op i sådan et. Jeg ved hvad jeg er gået ind til. Og det passer mig egentlig fint. 

Mine brødre og jeg er alle ganske trygge med en sav, en hammer eller en skruemaskine i hånden. For vi har oplevet og deltaget i almindelig vedligehold og istandsættelse. Og jeg synes det er fedt at kunne! Det giver jeg gerne videre! - og så skal det da ikke være en hemmelighed at jeg godt kan li' ideen om den totale kontrol over hvordan det hele skal ende med at være. I det omfang man kan tale om en slutning, selvfølgelig.

Bang! Ekstra voksenpoint

Jeg har skrabet en del voksenpoint til mig det sidste lille års tid; hus, kørekort, bil, graviditet, job(s). Nogle dage føles det som om det er gået voldsomt hurtigt, men der har selvfølgelig også været noget at indhente, efter nogle år i ufrivillig stilstand. Og gennem det hele insisterer jeg på at veje op med rigelige mængder barnlighed, for de der voksenpoint er sgu lidt skræmmende når de tårner sig for meget op.

Det går helt fint, synes jeg. Det kan godt være jeg har en bil, men han hedder Folmer, og bliver omtalt som et enkeltstående individ, med egen personlighed - for det er bare sjovere på den måde. 

For otte dage siden fik jeg en portion aldeles uønskede voksenpoint. På Folmers bekostning. Vi blev kørt ind i. "Vi" er i den sammenhæng mig og Folmer (skal man være præcis, var Mælkebøtten selvfølgelig også med). Både jeg og passagererne i den anden bil er totalt uskadte! Men Folmer fik en stor bule i siden, og er nu "indlagt", og skal undergå Gud ved hvilke procedurer for at blive god igen. Og heraf voksenpointene; praktisk anvendelse af forsikring. Frack.

Nej, forsikringer er ikke nødvendigvis besværlige eller forvirrende eller ubehagelige. Faktisk var damen jeg endte med at snakke med utrolig hjælpsom, og guidede mig venligt igennem at få styr på hvad der skulle styr på. Men alle fordommene om forsikringer er der, og uanset hvad, hader jeg vigtige telefonopkald. De er high level spells af en særlig grum school (aka koster alle skeerne). 

Pyt. Pointene er indkasseret, Folmer er i gode hænder (håber jeg), føreren af den anden bil påtog sig det fulde ansvar, og hvis jeg har fracket op et sted undervejs finder jeg jo nok ud af det. Så nu er der kun den sjove del tilbage - at finde noget barnligt at udligne med. Det er ikke så ringe endda.