Det er ikke dig, det er mig

I torsdags sagde jeg farvel til Oswald.

Oswald var den perfekte gentleman. Han gjorde sig virkelig umage, og havde rigtig mange gode kvaliteter! Han var stærk og præcis og behagelig og hjælpsom. Så jeg havde lidt dårlig samvittighed over alligevel ikke at give ham en rigtig chance. Der var én ting i vejen, og det var på ingen måde Oswalds skyld. Han var bare ikke min Folmer.

Folmer er en primitiv, lille, let distraherbar flab i sammenligning. Men han er min Folmer. Med skrammer og quirks og dårlige vaner og det hele. Og jeg savnede ham i samfulde 16 dage, selvom Oswald gjorde sit absolut bedste for at tilfredsstille mig, og ikke bare løftede Folmers opgave, men gjorde det med ekstra charme og luksus.

Man skal vænne sig til min lille Folmer. Han har sine egne holdninger, og lader sig ikke sådan kommandere rundt med. Det tager tid at bygge en god og respektfuld relation med ham, med det gør det så meget mere tilfredsstillende når samarbejdet virker. Jeg husker vores første tid sammen, når jeg ser andre med ham nu. Han skal nok gøre det han sættes til, men ikke mere end aller højest nødvendigt, og det er ikke kønt!

Jeg kan li' at der er lidt udfordring, at der er noget at opnå, og at man kan mærke et resultat af at gøre en indsats. Blandt andet derfor er jeg super glad for min Folmer. For jeg kan mærke når vores samarbejde bliver bedre, og jeg ved han ikke giver falske komplimenter.

Så tak for tiden Oswald. Tak fordi du passede på mig mens jeg måtte undvære Folmer. Og tak fordi du lige mindede mig om at sætte pris på hvad jeg har. Du er sød, men jeg håber ikke vi får brug for at ses igen.