Verdens bedste Moster

Idag er det Mosters fødselsdag!

Desværre er hun her ikke, så vi kan fejre hende. Det er forkert at sige at hun "tabte kampen" eller at hun "gav op" - ikke min Moster. Men hun fik fred. Hun holdt endelig op med at have ondt. 

Det er tre uger siden nu. Jeg har mange gange tænkt på at skrive om hende, for hun var en helt fantastisk både Moster og kvinde. Jeg har ikke kunnet før, og jeg græder mens jeg skriver nu. 

Min Moster tænkte altid på andre, før hun tænkte på sig selv. Til hendes bisættelse blev det igen og igen påpeget hvormeget hun havde opnået og hvormeget hun havde gjort for andre, til trods for at leve med kroniske smerter det meste af sit liv. Men hun var også så meget mere end de smerter. 

Min Moster var sej og sjov og omsorgsfuld og forstående og stærk og klog. Hun var der altid for os, og lærte os så meget om hvordan man får det bedste ud af livet. Om respekt og ordenlighed, og om at skide på hvad andre tænker, og gøre hvad man selv har lyst til og brug for. 

Moster splejsede om en DS og et pokémonspil med min yngste lillebror da han var måske 8-10 år gammel, og han tog bussen ud til hende efter skole, så de kunne spille sammen. Dét var min Moster.

Min Moster nøjedes ikke med at acceptere mit valg om at få et barn alene. Hun var vild med det. Hun heppede på mig allerede før jeg selv tog det endelige skridt. Hun havde fuld forståelse for de overvejelser jeg gjorde mig, og roste mine beslutninger. Hun spurgte ind til processen med ægte nysgerrighed og spændt utålmodighed. Hun døde præcis tre måneder før min termin. 

Det var ikke meningen min Moster skulle dø nu. Vi var alle sammen indstillet på, at det var nu hun skulle begynde at få det bedre, begynde at samle kræfter igen. Ingen af os var forberedt på at sige farvel. Og på nogle punkter er jeg ikke sikker på jeg selv har accepteret det endnu. At hun er væk. 

Jeg fortæller mig selv, at hun er et bedre sted nu. At det kun gør ondt og er svært for os der stadig lever. Men der var så meget hun glædede sig til. Min Mælkebøtte. Selv at få børnebørn. At eksperimentere med sjov mad. At kunne strikke sit sjal færdigt. At komme hjem... 

Jeg fortæller mig selv, at det bedste jeg kan gøre er at huske hende, og forsøge at give alle de ting videre, hun ikke er her til at give mere. Krammene, grinene, og ikke mindst modet. Modet til at skille sig ud, til at synge højt selvom man synger falsk, til at være en voksen kvinde der spiller Pokémon, til at sige sin mening, sige fra, og fortælle folk hvormeget man holder af dem. Både i ord og handling. 

Altid elsket. Aldrig glemt.
Tillykke med fødselsdagen Moster

Babyer er dyre!

Det får man i hvert fald altid at vide. Og det er jeg selvfølgelig forberedt på! Men ind til videre går det nu meget godt med at holde igen med forbruget. Jeg har købt en barnevogn og en kravlegård, en stak stofbleer og et ganske begrænset antal beklædningsdele, en babynest og et par slynger - alt sammen brugt. Og så har jeg arvet og lånt en hel masse, både fra familie og venner.

Jeg indrømmer gerne at jeg er en nærrigrøv! Jeg har aldrig forstået pointen i at shoppe, og selvom jeg da synes det er fedt at få nye ting, gør det nu ikke nogen forskel for min oplevelse, om det er nyt-nyt eller bare nyt for mig. Og så er der selvfølgelig det ekstra perspektiv, at vores stakkels klode har meget bedre af at vi bruger vores ting op, og ikke bare bliver ved at producere nyt, uden det faktisk er nødvendigt. 

Jeg er helt overbevist om, at Mælkebøtten kommer til at sove lige godt i sin barnevogn, uanset om indersiden af kalechen starter med at være kemisk hvid, eller der er et par mærker efter tidligere brug. Og det skulle undre mig meget, hvis Mælkebøtten protesterer over at få en body på, som en anden baby voksede ud af efter tre iklædninger. Mig går der ingen skår af, i hvert fald. 

Én ting har jeg dog købt fra ny. Ikke fordi det er vigtigt at det skulle være nyt, men fordi tilbuddet var for godt, og jyden i mig ikke kunne modstå. Jeg har købt en lækker ringslynge i økologisk bomuld fra Slynger.dk - til noget der minder om en trediedel af normalpris, fordi der er et lille mærke på stoffet (Og nej, det er ikke reklame, jeg får ikke noget for at nævne dem). 

Jeg ved at jeg har været ultra heldig med alle de ting jeg har fået, men selv uden det ville jeg ikke være gået shop amok i den nærmeste BabySam. Det matcher bare ikke mit temperament, at bruge en hulens masse penge og ressourcer unødvendigt, når der er så mange ting til salg brugt, som sagtens kan klare et barn eller to mere. Og ja, jeg er da lidt stolt over, at jeg endnu max har brugt 1000 kr, og det kun er småting jeg mangler. Så må vi se hvordan det går, når Mælkebøtten er kommet til verden.

Slyngen blev selvfølgelig prøvet på med det samme, og nærmeste prøvekanin - var tilfældigvis en kanin. Til en anden gang må jeg se om jeg kan finde en lidt mere babylignende bamse, men jeg synes nu kaninen gjorde det rigtig godt i en snæver vending. Øvelse gør mester

Også en form for fridag

Når man kun arbejder to dage om ugen, får "fridag" en helt anden betydning end i sammenhæng med en mere normal arbejdsuge. Weekend er stadig relevant, for det er der alle andre har fri, og derfor der de fleste aftaler ligger, men fridagene derudover har jeg skullet vænne mig til at planlægge og udnytte som mere og andet end bare fridage. 

Tro mig, mange dage har jeg lyst til bare at følge Pyts eksempel, og splatte ud i lænestolen - med eller uden et reelt behov for det (læs fx min blog fra forleden dag; En af de dage, om hvordan det nogle gange er ganske nødvendigt at overgive sig til at lave ingenting). Men det er ikke rigtig holdbart i længden, og ville få ugerne til at forsvinde alt for hurtigt, mens jeg bliver tykkere og projekterne i huset står stille. Det dur ikke.

Altså blev fridagen idag brug på Ego-manér, og i selskab med min far og ene bror, på at bygge videre på hønsehuset. I vores familie gør vi ikke noget halvt, og hønsehuset er ingen undtagelse, så det er ikke noget der lige smækkes op på en eftermiddag. Som en af min anden brors kammerater sagde da han var forbi: "Det bliver bygget bedre end mit køkken!??". Og idag altså under grundig overvågning og inspektion af Bygherre Ego.

Jeg skal selvfølgelig nok dele billeder af hønsehuset når det står færdigt, så det ikke bare er tomme ord! Hvis ikke jeg husker meget galt, har der allerede været en story eller to om det på min instagram. Og der vil også helt sikkert komme mere undervejs, så hvis hønsehuse og hus-istandsættelse (og alt for mange kattebilleder, plus diverse håndarbejde) ku' være helt vildt spændende at følge med i, hedder min IG-profil ahedviglh. Kom og find mig!

En af de dage

Idag har været sådan en dag, der bare skal rives ud af kalenderen og startes forfra imorgen. Misforstå mig ikke, jeg er - i det store perspektiv - ok. Dagen er bare forsvundet. På den træls måde...

Igår startede kaotisk, og jeg endte med at løbe ud af døren med morgenmaden i hånden, for at nå en aftale hos næsten-naboen. Da jeg endelig var færdig med at løbe rundt til dagens aftaler og ærinder gik jeg i stå i lænestolen med to katte på skødet, og undede egentlig hjertens gerne mig selv at "slå fra", indtil dynen kaldte. Men det var ikke lige en del af planen, at eftervirkningerne skulle inddrage idag også.

Jeg har lært på den hårde måde, at jeg er nødt til at rationalisere min mentale energi, og respektere at jeg ikke nødvendigvis kan alt hvad jeg vil. Det har kostet er par sygemeldinger, før jeg lærte at det ikke bare var et spørgsmål om at tvinge igennem. Derfor accepterer jeg nu, når systemet kræver restitution. Det ærger mig da helt sikkert, at græsset ikke blev slået, buret ikke ordnet og opvasken ikke taget - men når alternativet er at fremprovokere angstanfald eller sygemeldinger, så tager jeg det som en sejr at have fået tre nogenlunde fornuftige måltider, have passet hønsene og have strikket et halvt par babybukser. 

Næste skridt er at bryde boblen, og komme igang igen. Det er én ting at hovedet har brug for hvile, men jeg bliver træt og øm i kroppen af sådan nogle dage, og det kræver ind imellem et spark bagi, at få både hoved og krop igang igen. Så det bliver projektet imorgen.

Tricket for mig er, at beslutte nogle simple og realistiske opgaver, som får mig op at stå, og rigtig gerne udenfor, og som kan give en følelse af succes og af at have gjort noget synligt og gavnligt. Det der græs, kunne for eksempel være en ganske udemærket kandidat - hvis vejret vil det. 

Sådan får jeg jo aldrig skrevet noget...

Jeg har åndssvagt og irriterende høje krav til mig selv, når det kommer til at skrive blogindlæg. Med det resultat, at der nemt går lang tid hvor jeg ikke får skrevet noget. 

Jeg bilder mig ind, at hvert indlæg skal være perfekt. At jeg er nødt til at skrive om ting der sker, når de sker, ellers kan jeg ikke skrive om det. At jeg ikke kan vende tilbage til et emne jeg allerede har skrevet om én gang - hvilket forstærker følelsen af at det er nødt til at være perfekt. 

Og ja, jeg har nogle udfordringer angående anerkendelse, og mine forestillinger om andre folks tanker om og vurdering af mig. Jeg udfordrer dagligt mig selv til at være uperfekt, både for mig selv, og fordi jeg tænker vi alle får det lettere, hvis vi gør det mere almindeligt at være åbent uperfekte. I omtale er det ikke noget problem for mig at have det på bloggen, men i udførsel halter det åbenbart lidt endnu.

Jeg synes det kunne være fedt at gøre noget mere ud af min blog, men det kræver vist i første omgang at jeg lærer at justere mine krav til mig selv, så jeg faktisk får skrevet noget. Og så dukker tanken op om, om min blog ligger et sted hvor den kan blive til noget?

Jeg læser med på nogle få blogs, men har ingen anelse om hvad der faktisk skal til for at få sådan en til at være andet end en sær online dagbog for nogle få venner og familie. Om der er ting man selv skal opsøge, eller det kommer hvis det lykkes at få nok læsere?

Gode råd modtages! Så har jeg noget at lege med når jeg skal på barsel - for alle ved jo at man keder sig når man går hjemme med en baby ;) 

En atypisk typisk mandag morgen

Typisk fordi:

• Det regnede - misforstå mig ikke, jeg elsker regn! Men med adskillige patienter på dagens program, der nyder en tur udenfor, er det temmelig upraktisk.
• Jeg kom for sent op, og min morgen var derfor små-kaotisk og forhastet. Der skal ikke så meget til at vippe balancen, når man sætter uret efter at kunne få mest mulig tid under dynen. 
• Min morgenmad endte med at blive spist i bilen på vej på arbejde, af ovennævnte grund. Når jeg har fri kan jeg godt nusse rundt en time eller to før jeg får morgenmad, men på dage hvor jeg skal noget, er jeg ikke glad for at det bliver skubbet mere end højest nødvendigt. 
• Jeg vaskede tøj igår, og mine bukser var ikke nået at tørre ordentligt. Ja, jeg burde have vasket tøjet tidligere, men det var ikke lige sådan min weekend virkede. Jeg kan ikke være den eneste der oplever dage eller weekender forsvinde for mig engang imellem.

Atypisk fordi:

• Jeg kom ikke for sent op fordi jeg sov over mig, eller fordi dynen holdt fast på mig. Jeg kom for sent op, fordi Mælkebøtten holdt gymnastikopvisning, og jeg for første gang uden tvivl kunne mærke bevægelserne udefra, og ikke kun indefra. Jeg kom for sent op, fordi jeg var fascineret og forhekset og bare ville nyde, uden at bryde øjeblikket. Og det var det hele værd. Forsinkelse, stress, morgenmad i bilen. Pyt. Det var det værd. 

Det er først sandt når det er på Facebook

Jeg bærer rundt på en hemmelighed. 

Egentlig er det et stykke tid siden jeg selv har tænkt på det som en hemmelighed; jeg taler åbent om det med folk i min hverdag. Men det er ikke delt på Facebook endnu, og så er den kulturelle forståelse, at det ikke er fuldt officielt.

Jeg kan ikke vænne mig til, at man er nødt til at proklamere udsagn om sig selv eller sit liv, for at gøre dem sande. Jeg har fx aldrig forstået at LGBT skulle være nødt til at "springe ud", og man ikke bare kan være hvad man er.

På samme måde har jeg konstateret at jeg har svært ved at skulle udbasunere når der sker ting i mit liv, for at det skal slippe af med stemplet "hemmeligt". Kan vi ikke bare tale sammen? Det føles som om det bliver større og mindre på én gang, når det skal online. Det bliver gjort til noget stort når det skal proklameres, og det sidder janteloven sgu lidt for dybt i mig til (Plus, seriøst, hvem bliver ikke nervøs for tavshed, når de fortæller om noget der er vigtigt for dem!). Samtidig bliver det fladt og usensationelt ved at blive en del af strømmen, hvilket trods jantelov er ærgerligt når man glæder sig over noget.

Og se så, hvordan jeg ævler og pakker ind, for at slippe for at lave et standard opslag, som i højere grad ville være motiveret af pligt end af lyst. Jeg bilder mig ind, at på den her måde, bliver min nyhed ikke bare en del af havet af nyheder, men noget der stadig vil være folk der ikke lige har hørt eller opdaget, så jeg måske et par gange endnu, kan opleve at fortælle det ansigt til ansigt. Uden at blive bebrejdet for at have holdt det hemmeligt, ved ikke at gå gennem de korrekte Facebook-ritualer.

Hvis man lader den, er vores kultur virkelig en labyrint at manøvrere i. Eller også er det bare mit hoved. Men det var jo i virkeligheden slet ikke det det skulle handle om nu. Det skulle handle om min hemmelighed, som ikke er nogen hemmelighed. Om min nyhed, som forlængst er holdt op med at være en nyhed. Til gengæld er det helt bogstaveligt at jeg bærer rundt på den. Og har gjort det i 24 uger, ind til videre. 

Er der nogen der har gætte det endnu? Ellers kan I få lidt flere hints: Jeg har drømt om det i årevis. Den bliver tungere for hver uge der går. Og jeg strikker endelig til mig selv!

Jeg ved ikke selv meget om den endnu, så de næste omtrent 16 uger kalder jeg den Mælkebøtten, og glæder mig til at lære mere. Jeg håber nogle af jer vil glæde jer med mig!

Jeg er gravid 💚