Monday, August 27, 2018

En atypisk typisk mandag morgen

Typisk fordi:

  • Det regnede - misforstå mig ikke, jeg elsker regn! Men med adskillige patienter på dagens program, der nyder en tur udenfor, er det temmelig upraktisk.
  • Jeg kom for sent op, og min morgen var derfor små-kaotisk og forhastet. Der skal ikke så meget til at vippe balancen, når man sætter uret efter at kunne få mest mulig tid under dynen. 
  • Min morgenmad endte med at blive spist i bilen på vej på arbejde, af ovennævnte grund. Når jeg har fri kan jeg godt nusse rundt en time eller to før jeg får morgenmad, men på dage hvor jeg skal noget, er jeg ikke glad for at det bliver skubbet mere end højest nødvendigt. 
  • Jeg vaskede tøj igår, og mine bukser var ikke nået at tørre ordentligt. Ja, jeg burde have vasket tøjet tidligere, men det var ikke lige sådan min weekend virkede. Jeg kan ikke være den eneste der oplever dage eller weekender forsvinde for mig engang imellem.
Atypisk fordi:
  • Jeg kom ikke for sent op fordi jeg sov over mig, eller fordi dynen holdt fast på mig. Jeg kom for sent op, fordi Mælkebøtten holdt gymnastikopvisning, og jeg for første gang uden tvivl kunne mærke bevægelserne udefra, og ikke kun indefra. Jeg kom for sent op, fordi jeg var fascineret og forhekset og bare ville nyde, uden at bryde øjeblikket. Og det var det hele værd. Forsinkelse, stress, morgenmad i bilen. Pyt. Det var det værd. 

No comments:

Post a Comment