Bliver det nogen sinde færdigt?!!

Det korte svar er: Nej.

Det handler om mit skønne lille hus på landet. Og odds er at der altid vil være noget der ikke er færdigt. For sådan er det med den her slags huse.

Lige nu er der temmelig meget - sådan cirka alting - der ikke er færdigt. Men nogle projekter er igang, og det første, nemlig hønsehuset, er temmelig tæt på at være færdigt. Takket være min dejlige familie og nogle skønne venner ^_^

Min seje bror lægger fliser i bunden af hønsehuset, 

før sidste væg skal op.

Jeg tænker at hønsehuset får sin helt egen blog når det står færdigt og hønsene er flyttet ind - om ganske snart, forhåbentlig.

Iaften skriver jeg, fordi flere har undret sig over det tilsyneladende uendelige projekt jeg har kastet mig ud i. Det vigtige for mig i den sammenhæng er, at jeg VED, og hele tiden har vidst, at det bliver et uendeligt projekt: Når et rum er istandsat venter næste, og næste, og så trænger taget til at blive skiftet, og det giver forhåbentlig mulighed for bedre udnyttelse af førstesalen, og udestuen skal som minimum kraftigt modificeres, og værkstedet skal organiseres, haven omlægges, ruder udskiftes...

Listen er på ingen måde fyldestgørende, men længe før den er gennemført vil der alligevel være ting der har været færdige, som skal opdateres eller vedligeholdes. For sådan er det i et hus. Og ikke mindre i et gammelt hus på landet. Jeg er vokset op i sådan et. Jeg ved hvad jeg er gået ind til. Og det passer mig egentlig fint. 

Mine brødre og jeg er alle ganske trygge med en sav, en hammer eller en skruemaskine i hånden. For vi har oplevet og deltaget i almindelig vedligehold og istandsættelse. Og jeg synes det er fedt at kunne! Det giver jeg gerne videre! - og så skal det da ikke være en hemmelighed at jeg godt kan li' ideen om den totale kontrol over hvordan det hele skal ende med at være. I det omfang man kan tale om en slutning, selvfølgelig.

Bang! Ekstra voksenpoint

Jeg har skrabet en del voksenpoint til mig det sidste lille års tid; hus, kørekort, bil, graviditet, job(s). Nogle dage føles det som om det er gået voldsomt hurtigt, men der har selvfølgelig også været noget at indhente, efter nogle år i ufrivillig stilstand. Og gennem det hele insisterer jeg på at veje op med rigelige mængder barnlighed, for de der voksenpoint er sgu lidt skræmmende når de tårner sig for meget op.

Det går helt fint, synes jeg. Det kan godt være jeg har en bil, men han hedder Folmer, og bliver omtalt som et enkeltstående individ, med egen personlighed - for det er bare sjovere på den måde. 

For otte dage siden fik jeg en portion aldeles uønskede voksenpoint. På Folmers bekostning. Vi blev kørt ind i. "Vi" er i den sammenhæng mig og Folmer (skal man være præcis, var Mælkebøtten selvfølgelig også med). Både jeg og passagererne i den anden bil er totalt uskadte! Men Folmer fik en stor bule i siden, og er nu "indlagt", og skal undergå Gud ved hvilke procedurer for at blive god igen. Og heraf voksenpointene; praktisk anvendelse af forsikring. Frack.

Nej, forsikringer er ikke nødvendigvis besværlige eller forvirrende eller ubehagelige. Faktisk var damen jeg endte med at snakke med utrolig hjælpsom, og guidede mig venligt igennem at få styr på hvad der skulle styr på. Men alle fordommene om forsikringer er der, og uanset hvad, hader jeg vigtige telefonopkald. De er high level spells af en særlig grum school (aka koster alle skeerne). 

Pyt. Pointene er indkasseret, Folmer er i gode hænder (håber jeg), føreren af den anden bil påtog sig det fulde ansvar, og hvis jeg har fracket op et sted undervejs finder jeg jo nok ud af det. Så nu er der kun den sjove del tilbage - at finde noget barnligt at udligne med. Det er ikke så ringe endda.

Verdens bedste Moster

Idag er det Mosters fødselsdag!

Desværre er hun her ikke, så vi kan fejre hende. Det er forkert at sige at hun "tabte kampen" eller at hun "gav op" - ikke min Moster. Men hun fik fred. Hun holdt endelig op med at have ondt. 

Det er tre uger siden nu. Jeg har mange gange tænkt på at skrive om hende, for hun var en helt fantastisk både Moster og kvinde. Jeg har ikke kunnet før, og jeg græder mens jeg skriver nu. 

Min Moster tænkte altid på andre, før hun tænkte på sig selv. Til hendes bisættelse blev det igen og igen påpeget hvormeget hun havde opnået og hvormeget hun havde gjort for andre, til trods for at leve med kroniske smerter det meste af sit liv. Men hun var også så meget mere end de smerter. 

Min Moster var sej og sjov og omsorgsfuld og forstående og stærk og klog. Hun var der altid for os, og lærte os så meget om hvordan man får det bedste ud af livet. Om respekt og ordenlighed, og om at skide på hvad andre tænker, og gøre hvad man selv har lyst til og brug for. 

Moster splejsede om en DS og et pokémonspil med min yngste lillebror da han var måske 8-10 år gammel, og han tog bussen ud til hende efter skole, så de kunne spille sammen. Dét var min Moster.

Min Moster nøjedes ikke med at acceptere mit valg om at få et barn alene. Hun var vild med det. Hun heppede på mig allerede før jeg selv tog det endelige skridt. Hun havde fuld forståelse for de overvejelser jeg gjorde mig, og roste mine beslutninger. Hun spurgte ind til processen med ægte nysgerrighed og spændt utålmodighed. Hun døde præcis tre måneder før min termin. 

Det var ikke meningen min Moster skulle dø nu. Vi var alle sammen indstillet på, at det var nu hun skulle begynde at få det bedre, begynde at samle kræfter igen. Ingen af os var forberedt på at sige farvel. Og på nogle punkter er jeg ikke sikker på jeg selv har accepteret det endnu. At hun er væk. 

Jeg fortæller mig selv, at hun er et bedre sted nu. At det kun gør ondt og er svært for os der stadig lever. Men der var så meget hun glædede sig til. Min Mælkebøtte. Selv at få børnebørn. At eksperimentere med sjov mad. At kunne strikke sit sjal færdigt. At komme hjem... 

Jeg fortæller mig selv, at det bedste jeg kan gøre er at huske hende, og forsøge at give alle de ting videre, hun ikke er her til at give mere. Krammene, grinene, og ikke mindst modet. Modet til at skille sig ud, til at synge højt selvom man synger falsk, til at være en voksen kvinde der spiller Pokémon, til at sige sin mening, sige fra, og fortælle folk hvormeget man holder af dem. Både i ord og handling. 

Altid elsket. Aldrig glemt.
Tillykke med fødselsdagen Moster

Babyer er dyre!

Det får man i hvert fald altid at vide. Og det er jeg selvfølgelig forberedt på! Men ind til videre går det nu meget godt med at holde igen med forbruget. Jeg har købt en barnevogn og en kravlegård, en stak stofbleer og et ganske begrænset antal beklædningsdele, en babynest og et par slynger - alt sammen brugt. Og så har jeg arvet og lånt en hel masse, både fra familie og venner.

Jeg indrømmer gerne at jeg er en nærrigrøv! Jeg har aldrig forstået pointen i at shoppe, og selvom jeg da synes det er fedt at få nye ting, gør det nu ikke nogen forskel for min oplevelse, om det er nyt-nyt eller bare nyt for mig. Og så er der selvfølgelig det ekstra perspektiv, at vores stakkels klode har meget bedre af at vi bruger vores ting op, og ikke bare bliver ved at producere nyt, uden det faktisk er nødvendigt. 

Jeg er helt overbevist om, at Mælkebøtten kommer til at sove lige godt i sin barnevogn, uanset om indersiden af kalechen starter med at være kemisk hvid, eller der er et par mærker efter tidligere brug. Og det skulle undre mig meget, hvis Mælkebøtten protesterer over at få en body på, som en anden baby voksede ud af efter tre iklædninger. Mig går der ingen skår af, i hvert fald. 

Én ting har jeg dog købt fra ny. Ikke fordi det er vigtigt at det skulle være nyt, men fordi tilbuddet var for godt, og jyden i mig ikke kunne modstå. Jeg har købt en lækker ringslynge i økologisk bomuld fra Slynger.dk - til noget der minder om en trediedel af normalpris, fordi der er et lille mærke på stoffet (Og nej, det er ikke reklame, jeg får ikke noget for at nævne dem). 

Jeg ved at jeg har været ultra heldig med alle de ting jeg har fået, men selv uden det ville jeg ikke være gået shop amok i den nærmeste BabySam. Det matcher bare ikke mit temperament, at bruge en hulens masse penge og ressourcer unødvendigt, når der er så mange ting til salg brugt, som sagtens kan klare et barn eller to mere. Og ja, jeg er da lidt stolt over, at jeg endnu max har brugt 1000 kr, og det kun er småting jeg mangler. Så må vi se hvordan det går, når Mælkebøtten er kommet til verden.

Slyngen blev selvfølgelig prøvet på med det samme, og nærmeste prøvekanin - var tilfældigvis en kanin. Til en anden gang må jeg se om jeg kan finde en lidt mere babylignende bamse, men jeg synes nu kaninen gjorde det rigtig godt i en snæver vending. Øvelse gør mester

Også en form for fridag

Når man kun arbejder to dage om ugen, får "fridag" en helt anden betydning end i sammenhæng med en mere normal arbejdsuge. Weekend er stadig relevant, for det er der alle andre har fri, og derfor der de fleste aftaler ligger, men fridagene derudover har jeg skullet vænne mig til at planlægge og udnytte som mere og andet end bare fridage. 

Tro mig, mange dage har jeg lyst til bare at følge Pyts eksempel, og splatte ud i lænestolen - med eller uden et reelt behov for det (læs fx min blog fra forleden dag; En af de dage, om hvordan det nogle gange er ganske nødvendigt at overgive sig til at lave ingenting). Men det er ikke rigtig holdbart i længden, og ville få ugerne til at forsvinde alt for hurtigt, mens jeg bliver tykkere og projekterne i huset står stille. Det dur ikke.

Altså blev fridagen idag brug på Ego-manér, og i selskab med min far og ene bror, på at bygge videre på hønsehuset. I vores familie gør vi ikke noget halvt, og hønsehuset er ingen undtagelse, så det er ikke noget der lige smækkes op på en eftermiddag. Som en af min anden brors kammerater sagde da han var forbi: "Det bliver bygget bedre end mit køkken!??". Og idag altså under grundig overvågning og inspektion af Bygherre Ego.

Jeg skal selvfølgelig nok dele billeder af hønsehuset når det står færdigt, så det ikke bare er tomme ord! Hvis ikke jeg husker meget galt, har der allerede været en story eller to om det på min instagram. Og der vil også helt sikkert komme mere undervejs, så hvis hønsehuse og hus-istandsættelse (og alt for mange kattebilleder, plus diverse håndarbejde) ku' være helt vildt spændende at følge med i, hedder min IG-profil ahedviglh. Kom og find mig!

En af de dage

Idag har været sådan en dag, der bare skal rives ud af kalenderen og startes forfra imorgen. Misforstå mig ikke, jeg er - i det store perspektiv - ok. Dagen er bare forsvundet. På den træls måde...

Igår startede kaotisk, og jeg endte med at løbe ud af døren med morgenmaden i hånden, for at nå en aftale hos næsten-naboen. Da jeg endelig var færdig med at løbe rundt til dagens aftaler og ærinder gik jeg i stå i lænestolen med to katte på skødet, og undede egentlig hjertens gerne mig selv at "slå fra", indtil dynen kaldte. Men det var ikke lige en del af planen, at eftervirkningerne skulle inddrage idag også.

Jeg har lært på den hårde måde, at jeg er nødt til at rationalisere min mentale energi, og respektere at jeg ikke nødvendigvis kan alt hvad jeg vil. Det har kostet er par sygemeldinger, før jeg lærte at det ikke bare var et spørgsmål om at tvinge igennem. Derfor accepterer jeg nu, når systemet kræver restitution. Det ærger mig da helt sikkert, at græsset ikke blev slået, buret ikke ordnet og opvasken ikke taget - men når alternativet er at fremprovokere angstanfald eller sygemeldinger, så tager jeg det som en sejr at have fået tre nogenlunde fornuftige måltider, have passet hønsene og have strikket et halvt par babybukser. 

Næste skridt er at bryde boblen, og komme igang igen. Det er én ting at hovedet har brug for hvile, men jeg bliver træt og øm i kroppen af sådan nogle dage, og det kræver ind imellem et spark bagi, at få både hoved og krop igang igen. Så det bliver projektet imorgen.

Tricket for mig er, at beslutte nogle simple og realistiske opgaver, som får mig op at stå, og rigtig gerne udenfor, og som kan give en følelse af succes og af at have gjort noget synligt og gavnligt. Det der græs, kunne for eksempel være en ganske udemærket kandidat - hvis vejret vil det. 

Sådan får jeg jo aldrig skrevet noget...

Jeg har åndssvagt og irriterende høje krav til mig selv, når det kommer til at skrive blogindlæg. Med det resultat, at der nemt går lang tid hvor jeg ikke får skrevet noget. 

Jeg bilder mig ind, at hvert indlæg skal være perfekt. At jeg er nødt til at skrive om ting der sker, når de sker, ellers kan jeg ikke skrive om det. At jeg ikke kan vende tilbage til et emne jeg allerede har skrevet om én gang - hvilket forstærker følelsen af at det er nødt til at være perfekt. 

Og ja, jeg har nogle udfordringer angående anerkendelse, og mine forestillinger om andre folks tanker om og vurdering af mig. Jeg udfordrer dagligt mig selv til at være uperfekt, både for mig selv, og fordi jeg tænker vi alle får det lettere, hvis vi gør det mere almindeligt at være åbent uperfekte. I omtale er det ikke noget problem for mig at have det på bloggen, men i udførsel halter det åbenbart lidt endnu.

Jeg synes det kunne være fedt at gøre noget mere ud af min blog, men det kræver vist i første omgang at jeg lærer at justere mine krav til mig selv, så jeg faktisk får skrevet noget. Og så dukker tanken op om, om min blog ligger et sted hvor den kan blive til noget?

Jeg læser med på nogle få blogs, men har ingen anelse om hvad der faktisk skal til for at få sådan en til at være andet end en sær online dagbog for nogle få venner og familie. Om der er ting man selv skal opsøge, eller det kommer hvis det lykkes at få nok læsere?

Gode råd modtages! Så har jeg noget at lege med når jeg skal på barsel - for alle ved jo at man keder sig når man går hjemme med en baby ;)