Jeg har altid kun haft katte født hos mine forældre, men de har ingen fertil hunkat længere, så jeg fandt en smuk blandingsdreng der manglede et hjem, et andet sted. Mit vigtigste krav var, at killingerne skulle have lært af deres mor hvordan man jager - sådan som de gør på landet.
Ego blev hentet i sommer, med Mælkebøtten rumsterende i maven, og jeg skænkede det ikke en tanke, at de to ting kunne have indvirkning på hinanden. Katten var stadig mest en praktisk foranstaltning, og misserne fra mine forældre har altid været meget selvstændige. Jeg blev klogere.
De første måneder var det lidt sjovt og hyggeligt at han gik med på toilettet, ville hænge på armen mens jeg ordnede ting, og (mindre hyggeligt) vækkede mig tidligt om morgenen. Vi jokede med at han var min træningsbaby - at han vænnede mig til vilkårene, før den rigtige baby kom.
Da termin nærmede sig, falmede joken lidt. Den tossede træningsbaby var ikke bare en tryghedssøgende killing - det så ud til at være hans personlighed! Min førstefødte kunne se frem til en pelset "storebror", som på ingen måde forstod - eller forstår - at hele verden ikke er til for hans skyld.
Hvis du spørger mini-møgkatten (som bestemt ikke er mini mere), var det en grov omgang at der flyttede en baby ind. Babyen har altid førsteret til skødet af mor, og man må ikke engang gå eller ligge på den. Det er grove løjer! Hvis du spørger ham, bliver han helt sikkert forsømt! ..men hvis du spørger mor, vil hun påstå han bare har skiftet titel. Til pseudotvilling.
Hvad tænker du?
No comments:
Post a Comment