Wednesday, October 31, 2018

Ude af øje, ude af sind

Igår var sidste dag på arbejde på FysioCenter Kalundborg. Med starten af november starter min barsel, da jeg er den heldige vinder af et par uger mere end man normalt får, til at bygge rede.

Jeg er stille og roligt trappet ned i timer, efterhånden som andre fysser har overtaget mine patienter, og har den sidste måned bare haft en lille fast gruppe på et plejecenter to gange om ugen. 


Efterhånden som jeg har forberedt mine sidste patienter på at en ny fys overtager, har det har naturligt afledt en del barsels- og småbørnesnak. Og særligt én patient har været meget ivrig efter at jeg skal komme forbi når Mælkebøtten er født, og vise frem. Hendes egne børnebørn er voksne, og lægger ikke an til at give hende oldebørn lige foreløbig, så hun engagerede sig meget i min graviditet henover sensommeren.

Misforstå nu ikke. Jeg kender godt forskel på professionelle og private relationer, og mener selv jeg balancerer det fornuftigt, i forhold til samtidig at opbygge gode tillidsfulde relationer, for at skabe grundlag for optimalt samarbejde og udvikling med og hos patienterne. -Og jeg har sgu da nydt at kunne snakke lidt baby og få beundret maven, som en ekstra bonus!

Jeg har ikke lovet min - nu forhenværende - patient noget. Jeg kan ikke vide på forhånd hvilken baby jeg får, eller hvordan min verden ser ud i det nye år, og det forstod hun udmærket. Men jeg vil klart overveje det, for hvem vil ikke gerne have beundret sin unge?!

Før jeg tog hjem igår, faldt jeg i snak med plejecentrets faste fys. Hun havde overhørt lidt af min og patientens snak, og ville lige være sikker på at jeg vidste jeg ikke var forpligtet til noget. Meget betænksomt rådede hun mig til at fokusere på mig selv og baby, og ikke forsøge at leve op til alt mulig andet. Desuden var det jo slet ikke sikkert jeg tænkte på mine gamle patienter til den tid. "Ude af øje, ude af sind", som hun sagde.

Den kommentar ramte mig anderledes end resten, og har tumlet lidt rundt i hovedet på mig siden. Det er klart man ikke bliver lige knyttet til alle patienter, og at nogle falmer hurtigere i hukommelsen end andre. Men jeg har stadig en del, som jeg jævnligt sender en tanke, og spekulerer over hvordan det mon går med. Måske bliver der færre, jo længere tid man er i faget. Måske er det bare forskelligt fra person til person.

Jeg har ingen anelse om, om jeg kommer til at tage ud og præsentere Mælkebøtten i Kalundborg. Jeg ved, at lige nu kan jeg godt li' ideen. Og så må vi se hvad Mælkebøtten siger.



No comments:

Post a Comment