Typisk fordi:
- Det regnede - misforstå mig ikke, jeg elsker regn! Men med adskillige patienter på dagens program, der nyder en tur udenfor, er det temmelig upraktisk.
- Jeg kom for sent op, og min morgen var derfor små-kaotisk og forhastet. Der skal ikke så meget til at vippe balancen, når man sætter uret efter at kunne få mest mulig tid under dynen.
- Min morgenmad endte med at blive spist i bilen på vej på arbejde, af ovennævnte grund. Når jeg har fri kan jeg godt nusse rundt en time eller to før jeg får morgenmad, men på dage hvor jeg skal noget, er jeg ikke glad for at det bliver skubbet mere end højest nødvendigt.
- Jeg vaskede tøj igår, og mine bukser var ikke nået at tørre ordentligt. Ja, jeg burde have vasket tøjet tidligere, men det var ikke lige sådan min weekend virkede. Jeg kan ikke være den eneste der oplever dage eller weekender forsvinde for mig engang imellem.
Atypisk fordi:
- Jeg kom ikke for sent op fordi jeg sov over mig, eller fordi dynen holdt fast på mig. Jeg kom for sent op, fordi Mælkebøtten holdt gymnastikopvisning, og jeg for første gang uden tvivl kunne mærke bevægelserne udefra, og ikke kun indefra. Jeg kom for sent op, fordi jeg var fascineret og forhekset og bare ville nyde, uden at bryde øjeblikket. Og det var det hele værd. Forsinkelse, stress, morgenmad i bilen. Pyt. Det var det værd.
Jeg bærer rundt på en hemmelighed.
Egentlig er det et stykke tid siden jeg selv har tænkt på det som en hemmelighed; jeg taler åbent om det med folk i min hverdag. Men det er ikke delt på Facebook endnu, og så er den kulturelle forståelse, at det ikke er fuldt officielt.
Jeg kan ikke vænne mig til, at man er nødt til at proklamere udsagn om sig selv eller sit liv, for at gøre dem sande. Jeg har fx aldrig forstået at LGBT skulle være nødt til at "springe ud", og man ikke bare kan være hvad man er.
På samme måde har jeg konstateret at jeg har svært ved at skulle udbasunere når der sker ting i mit liv, for at det skal slippe af med stemplet "hemmeligt". Kan vi ikke bare tale sammen? Det føles som om det bliver større og mindre på én gang, når det skal online. Det bliver gjort til noget stort når det skal proklameres, og det sidder janteloven sgu lidt for dybt i mig til (Plus, seriøst, hvem bliver ikke nervøs for tavshed, når de fortæller om noget der er vigtigt for dem!). Samtidig bliver det fladt og usensationelt ved at blive en del af strømmen, hvilket trods jantelov er ærgerligt når man glæder sig over noget.
Og se så, hvordan jeg ævler og pakker ind, for at slippe for at lave et standard opslag, som i højere grad ville være motiveret af pligt end af lyst. Jeg bilder mig ind, at på den her måde, bliver min nyhed ikke bare en del af havet af nyheder, men noget der stadig vil være folk der ikke lige har hørt eller opdaget, så jeg måske et par gange endnu, kan opleve at fortælle det ansigt til ansigt. Uden at blive bebrejdet for at have holdt det hemmeligt, ved ikke at gå gennem de korrekte Facebook-ritualer.
Hvis man lader den, er vores kultur virkelig en labyrint at manøvrere i. Eller også er det bare mit hoved. Men det var jo i virkeligheden slet ikke det det skulle handle om nu. Det skulle handle om min hemmelighed, som ikke er nogen hemmelighed. Om min nyhed, som forlængst er holdt op med at være en nyhed. Til gengæld er det helt bogstaveligt at jeg bærer rundt på den. Og har gjort det i 24 uger, ind til videre.
Er der nogen der har gætte det endnu? Ellers kan I få lidt flere hints: Jeg har drømt om det i årevis. Den bliver tungere for hver uge der går. Og jeg strikker endelig til mig selv!
Jeg ved ikke selv meget om den endnu, så de næste omtrent 16 uger kalder jeg den Mælkebøtten, og glæder mig til at lære mere. Jeg håber nogle af jer vil glæde jer med mig!
Jeg er gravid 💚
