Idag har været sådan en dag, der bare skal rives ud af kalenderen og startes forfra imorgen. Misforstå mig ikke, jeg er - i det store perspektiv - ok. Dagen er bare forsvundet. På den træls måde...
Igår startede kaotisk, og jeg endte med at løbe ud af døren med morgenmaden i hånden, for at nå en aftale hos næsten-naboen. Da jeg endelig var færdig med at løbe rundt til dagens aftaler og ærinder gik jeg i stå i lænestolen med to katte på skødet, og undede egentlig hjertens gerne mig selv at "slå fra", indtil dynen kaldte. Men det var ikke lige en del af planen, at eftervirkningerne skulle inddrage idag også.
Jeg har lært på den hårde måde, at jeg er nødt til at rationalisere min mentale energi, og respektere at jeg ikke nødvendigvis kan alt hvad jeg vil. Det har kostet er par sygemeldinger, før jeg lærte at det ikke bare var et spørgsmål om at tvinge igennem. Derfor accepterer jeg nu, når systemet kræver restitution. Det ærger mig da helt sikkert, at græsset ikke blev slået, buret ikke ordnet og opvasken ikke taget - men når alternativet er at fremprovokere angstanfald eller sygemeldinger, så tager jeg det som en sejr at have fået tre nogenlunde fornuftige måltider, have passet hønsene og have strikket et halvt par babybukser.
Næste skridt er at bryde boblen, og komme igang igen. Det er én ting at hovedet har brug for hvile, men jeg bliver træt og øm i kroppen af sådan nogle dage, og det kræver ind imellem et spark bagi, at få både hoved og krop igang igen. Så det bliver projektet imorgen.
Tricket for mig er, at beslutte nogle simple og realistiske opgaver, som får mig op at stå, og rigtig gerne udenfor, og som kan give en følelse af succes og af at have gjort noget synligt og gavnligt. Det der græs, kunne for eksempel være en ganske udemærket kandidat - hvis vejret vil det.
Jeg har åndssvagt og irriterende høje krav til mig selv, når det kommer til at skrive blogindlæg. Med det resultat, at der nemt går lang tid hvor jeg ikke får skrevet noget.
Jeg bilder mig ind, at hvert indlæg skal være perfekt. At jeg er nødt til at skrive om ting der sker, når de sker, ellers kan jeg ikke skrive om det. At jeg ikke kan vende tilbage til et emne jeg allerede har skrevet om én gang - hvilket forstærker følelsen af at det er nødt til at være perfekt.
Og ja, jeg har nogle udfordringer angående anerkendelse, og mine forestillinger om andre folks tanker om og vurdering af mig. Jeg udfordrer dagligt mig selv til at være uperfekt, både for mig selv, og fordi jeg tænker vi alle får det lettere, hvis vi gør det mere almindeligt at være åbent uperfekte. I omtale er det ikke noget problem for mig at have det på bloggen, men i udførsel halter det åbenbart lidt endnu.
Jeg synes det kunne være fedt at gøre noget mere ud af min blog, men det kræver vist i første omgang at jeg lærer at justere mine krav til mig selv, så jeg faktisk får skrevet noget. Og så dukker tanken op om, om min blog ligger et sted hvor den kan blive til noget?
Jeg læser med på nogle få blogs, men har ingen anelse om hvad der faktisk skal til for at få sådan en til at være andet end en sær online dagbog for nogle få venner og familie. Om der er ting man selv skal opsøge, eller det kommer hvis det lykkes at få nok læsere?
Gode råd modtages! Så har jeg noget at lege med når jeg skal på barsel - for alle ved jo at man keder sig når man går hjemme med en baby ;)
