Første dag i resten af mit liv?

Igår var sidste dag af mit vikariat. Jeg havde aftenvagten alene, og havde gjort mig en del tanker om hvad jeg gerne ville, og hvordan jeg bedst kunne slutte af med beboerne. Jeg havde ikke tænkt over hvor trist det ville blive at sige farvel.

På vej hjem skrev jeg med en ven om hvordan tristheden havde overrasket mig. At det var vemodigt at have sidste dag. Halvt i spøg påpegede han, at det jo samtidig var første dag i resten af mit liv. Meget dybsindigt ;)

Dagen derpå sidder jeg med alle tankerne om hvad der skal ske nu. Et øjebliks tomhed. Et ikke uanseeligt drys nervøsitet. Er en smule overvældet af alle de ting der er skubbet til "efter sidste arbejdsdag". Urolig for hvor lang tid det kommer til at tage at finde noget nyt. Spændt på hvad det bliver. En sjat i tvivl om hvilken retning jeg skal bevæge mig. Træt på forhånd ved tanken om jobcenter-møllen. Og bare generelt i "omstillingsmode".

Jeg tager tilløb til den process det bliver at starte næste kapitel af mit arbejdsliv, og i mellemtiden er hver dag vel første dag i resten af mit liv. Med de op- og nedture jeg ved der vil komme, udfordringer, successer og erfaringer. De første jobopslag er fundet og bogmærket. Første uge af kalenderen er fuld. Jeg kan godt være i tvivl om om jeg når at holde "fri", men jeg er ikke i tvivl om hvad jeg skal bruge min midlertidige "frihed" til.

Tankerne er der endnu. Tvivlen. Nervøsiteten. Spændingen. Første dag i resten af mit liv. Gad vide hvad der sker imorgen. 

Arbejdssøgende blogger

Hold nu kæ.. hvor synes jeg det er svært at finde ud af hvormeget jeg kan dele, hvor mange meninger jeg kan ytre, hvor langt jeg kan gå, når jeg samtidig skal være klar til at blive gransket, vurderet og tjekket op på, til potentielle jobs. 

På den ene side tænker jeg, at bloggen er meningsløs, hvis den ikke får mine frustrationer, dilemmaer, tanker og holdninger. På den anden side er jeg bange for, at det kan give et skævt billede for folk der ikke kender mig, og forsøger at finde noget om mig der kan vælge mig til eller fra. 

I disse dage afslutter jeg et kort vikariat. For at være helt præcis, har jeg sidste dag imorgen. Stillingen har budt på både skønne succesoplevelser og opslidende frustrationer. Som på enhver arbejdsplads er der udfordringer, og denne virksomhed går igennem en svær tid, som ikke gør noget godt for arbejdsmiljøet. Men kan jeg lufte mine frustrationer på bloggen? Eller gør det mig til et illoyalt brokkehoved i potentielt kommende arbejdsgiveres øjne?

Jeg tænker, at hvis man leder efter noget negativt, kan man altid finde noget. Så med det for øje bør jeg vel ikke holde igen med hvordan jeg bruger min blog? Bloggen er en måde for mig at sætte ord på nogle tanker, dele interesser, tømme hovedet og formulere mig selv. Måske kan den engang blive mere end det, men det vil tiden vise.

Det er snart mange år siden man begyndte at tale om, at det er vigtigt at google sig selv jævnligt, især som jobsøgende, for at vide hvad der dukker op når arbejdsgiveren gør det. Og jeg ved at det sker, at folk bliver valgt fra til stillinger, på baggrund af hvad der dukkede op i arbejdsgivers søgning. 

Dilemmaet er ægte, og med presset på arbejdssøgende idag ville jeg hade at gøre noget der spænder ben for mig selv. Men det føles uærligt og uretfærdigt at skulle begrænse mig selv og holde igen eller holde tilbage.

Hvad gør I? Begrænser eller selvcensurerer I aktivitet på nettet, med tanke på fx fremtidige arbejdsgivere? Hvor vigtigt er det at gøre? Hvad tænker I?

There's no reasoning with a teenager

I regularly get amazed at how arrogant Americans can be. I get the urge to shout, shake or slap, and have to step back and remind myself; in a world history perspective, they're the teenager. And therefore it is pointless. 

Take for example "pancakes". Somewhere crossing the Atlantic Ocean, the recipe for making pancakes was lost, and instead of calling home to ask, a new kind of food was invented for the name. Same thing happened to football. And yes, shit happens, we can live with several things carrying the same name, some of us are quite used to that. What bugs me, is when Americans comes to Europe and start complaining that our pancakes are wrong. You have got to be kidding. It's fair if you prefer your own version, but don't start dissing ours just because they're called the same and you get confused. 

Only teenagers are so focused on showing everyone else that they're right, that they don't give a rats ass what they're actually saying or doing. Only teenagers get so intend on proofing themselves that consequences become invisible. And only teenagers are so insecure that they'd rather make enemies to remain in control of a situation, than risk loosing face.

What really scares me about the nation of teenagers though, is that the bullies stole the nerds notes, and now the scared ones have got the keys to the nukes. There's nothing more irrational than a teenager who feels threatened.

Please tell me I'm wrong! 

Ikke noget at lave?

Igår aftes fandt jeg pludselig mig selv i tvivl om hvad jeg skulle lave. Ikke bare "hvad skal jeg nu lave", men en realisation af, at der ikke var noget jeg SKULLE lave. 

Jeg har masser af ting på min "to do"-liste; jeg kommer ikke til at løbe tør for ting at lave lige foreløbigt, men alle ting med snartkommende deadlines var tjekket af. Jeg havde god samvittighed! 

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet det.

Før jeg færdiggjorde min uddannelse var noget af det jeg glædede mig mest til, at kunne holde fri når jeg har fri og ikke altid have dårlig samvittighed over ting jeg burde have gjort eller var bagud med. Så blev jeg færdig, og blev sendt direkte videre i systemet som arbejdssøgende, med den bunke krav og deadlines der hører til der. Parallelt er jeg involveret i forskelligt foreningsarbejde, opdræt, formidling, husistandsættelse mv. som også i perioder har til der SKAL gøres og deadlines. 

Tilsammen betyder det, at jeg nok skal tænke tilbage til før sommeren 2010 for at finde sidst jeg havde perioder hvor jeg var "fri". 

Min næste deadline er på mandag. 

Man må nyde de små øjeblikke.

Når energien er brugt op

Nogle gange svarer mine energireserver ikke til mine ønsker og ambitioner.

Jeg burde nok havde forudset det, men nogle ting kan man ikke flytte på, og så bliver valget "alt eller intet". De sidste fire dage forsøgte jeg at gabe over "alt". Lørdag var familiebesøg - halvanden time væk i bil, ankomst til middag, hjemme til midnat. Søndag praktisk dag hos mine forældre - formiddag til aften. Mandag opdelt i to - første halvdel med foreningsarbejde og hjemmesidebøvl, anden halvdel med rollespil i Kbh, hjemme til midnat. Tirsdag også opdelt - første del i skoven og sanke brænde med min far og bror, anden del i Kbh i biografen med en håndfuld venner, hjemme til midnat.

Idag forsøgte jeg at lave forsigtige realistiske planer, for havde godt mærket advarselssignalerne. Selv de forsigtige planer faldt til jorden. Jeg har været lækkersulten, handlingslammet og grådlabil hele dagen - for det er det der sker når jeg går over grænsen.

Når energiniveauet når langt nok ned, bliver jeg ikke bare træt - hele systemet går i trods og protesterer. Kræver tilførsel af ny energi, nægter at arbejde og er ude af stand til at regulere.

Det værste ved dage som denne er, at inaktiviteten og småspiseriet frustrerer mig. Det giver mig dårlig samvittighed og truer med yderligere skyer af lammelse og selvbebrejdelse. Grådlabililteten får mig til at tvivle på alt, for hvis det er så slemt at jeg græder, burde jeg så overhovedet have noget med det at gøre. Og derefter argumentationen overfor mig selv om, at det er den mentale udmattelse der får mig til at græde, og ikke hvad end der udløste det.

Jeg er helt ærlig i tvivl om, om jeg burde undgå at overskride grænsen. Det ville klart være mest behageligt, men måske er det meget god "træning" at skubbe lidt til rammerne engang imellem. Om ikke for at udvide råderummet, så for at blive bedre til at håndtere konsekvenserne. Måske skal jeg båre undgå det når jeg kan, og acceptere det når der er ting jeg vil nok til at det er det værd.

Oplever du noget lignende?

Forsvundne dage

Jeg mister stadig dage engang imellem.

For tre dage siden var det weekend. Vi arbejdede på huset, solen skinnede (noget af tiden), min mor havde fødselsdag. I forgårs var det mandag og lidt for mange af de ting der var planlagt gik ikke som de skulle eller som jeg havde håbet. Igår fik jeg ordnet nogle praktiske ting, og vi spillede rollespil i torsdags-gruppen. Idag er det fredag.

Jeg har rigtig mange tidsfølsomme projekter og krav - både privat og fra jobcenter/a-kasse - og nogle af de ting skrider totalt for mig når dage pludselig forsvinder. Desna bliver for gammel, GorrCon kommer tæt på, jobsøgningskvoter, aktiveringsforpligtelse, DUF-indsamling, bure, brænde, hjemmeside... Det meste er opgaver jeg selv har påtaget mig, men det gør ikke presset mindre for at gennemføre - tvært imod. Og det gør det ikke lettere at indhente når der pludselig mangler to dage i ugen.

På den anden side burde jeg måske være taknemmelig for at det kun er to dage. For halvandet - to år siden forsvandt hele uger med jævne mellemrum. Jeg havde hold i virkeligheden om mandagen, når vi spillede rollespil i den gruppe. Tiden mellem mandage flød sammen, tågede, blev væk. Alt for ofte.

Faktisk er jeg ikke helt sikker på om det er halvandet - to år siden. Min tidsfornemmelse har det ikke så godt. Fra maj 2012 til februar 2016 har jeg ingen faste holdepunkter. Jeg ved ikke hvad der foregik hvornår. Jeg kan nogenlunde rækkefølgen gren for gren, men aner ikke hvilke år eller hvad der foregik parallelt med hinanden.

Hvis nogen en dag finder en måde at få to torsdage i én uge, vil jeg meget gerne høre om det!

I hate phonecalls

Don't get me wrong, I love it when friends or family call, and I can chat for hours about absolutely nothing. I'm one of those guys who're tempted to call a friend for entertainment if there are more than ten minutes to the train. I adore taking a long walk late at night with a friend in the headset.

What I hate, are those damn "important calls". The calls you have to make to potential new workplaces, to people you wanna buy stuff from, to the edge of your network in hopes of a favor, business calls on behalf of organizations. I loathe those. They're so damn difficult to prepare for, and I always feel like everything relies on my performance those two minutes thirty, or however long the nightmare lasts.

To be fair, it's very rarely a nightmare once the phone is picked up at the other end. I just imagine all the worst case scenarios, and the simple task of punching the number ends up being a struggle.

It's in my head, I know. But damn. Am I really the only one who feels like this?

Arbejdssøgende

Jeg er nyuddannet og jobsøgende.

Helt generelt er det en meget "særlig" oplevelse at gå fra at være studerende, med eksamen ret forude som bjerget der skal bestiges. Nå toppen, få glasset med champagne og "tillykke her er din belønning! - Du er nu arbejdsløs". Det er ingen overraskelse, selvfølgelig er det ikke det, men med alle de fordomme der er om arbejdsløse, og alle de krav og ubehageligheder der er lagt på ledige - alene med det formål at et skal være ubehageligt - opstår alligevel tanken, at det er underligt at skulle straffes for at gennemføre en uddannelse.

Jeg er i A-kasse, og når jeg sammenligner mit forløb med min brors da han blev arbejdsløs, kan jeg godt se at det gør en stor forskel. Så mens jeg trøster mig med at det kan være meget værre, skræmmer det mig alligevel at vi som samfund kan acceptere at behandle hinanden så grimt. Men det er et mere politisk emne jeg må overveje at tage op en anden dag.

Udover den generelle oplevelse i forbindelse med at skifte rolle i samfundet, kan jeg også se at jeg har nogle personlige ting der skiller sig ud. For det første er jeg ikke plaget af tomgangen, sådan som jeg hører flere af dem jeg møder sammen med oplever. Jeg føler ikke frustrationen over ikke at have noget at lave, at hverdagen bliver ulideligt lang og jeg ikke ved hvad jeg skal lave. Jeg har været sygemeldt og deltidssygemeldt af flere omgange gennem min uddannelse, og er ialt nået op på at lægge ca. to år og ti måneder oveni den tid uddannelsen er normeret til. Jeg har lært at udfylde min tid og holde mig meningsfyldt beskæftiget mens alle andre er på arbejde.

Det betyder ikke at jeg mangler motivation i forhold til at søge og finde arbejde. På ingen måde. Min motivation ligger bare andre steder. Fx er en af mine udfordringer, at jeg har rigtig svært ved at blive ved at tro på at jeg kan noget, at jeg er noget værd og at jeg har noget at tilbyde, når jeg ikke kan komme til at bruge det og bevise det. Det ville være så meget lettere at være et sted hvor jeg kan gøre en forskel, udrette noget, se nogle resultater og ikke mindst få noget feedback fra andre end mig selv.

Samtidig har mine sygemeldinger lært mig, at det kun er én der kan passe på mig - mig. Så mens jeg søger alt hvad jeg kan finde af bare nogenlunde realistiske stillinger, er det svært ikke at have en lille bekymret stemme i baghovedet der overvejer hvormange af de steder jeg faktisk ville trives. Ser man bort fra at jeg er særligt opmærksom på det, tror jeg dog ikke det adskiller sig fra alle andre. Og den eneste måde at finde ud af om man trives på en arbejdsplads er jo væd at være og arbejde der, så det lader jeg ikke holde mig tilbage.

Det er ikke sjovt at være "arbejdssøgende". Jeg fik afslag på et job idag, efter at have været til samtale på det i fredags. Og selvom de var flinke og sagde en masse pæne ting, er det aldrig sjovt at blive valgt fra. Men jeg har ikke tid til at sunde mig over det eller bearbejde det, for jeg skal leve op til kravet om aktivitet i min joblog, og jeg har været ledig længe nok til at jeg er aktiveringsforpligtet, så hvis jeg ikke vil tvinges ud i noget kommunevalgt skal jeg finde en virksomhedspraktik selv asap.

En med-ledig fortalte mig forleden, at hun skammer sig over at fortælle bekendte at hun er arbejdsløs. Jeg har skammet mig så meget over at være sygemeldt, at jeg ikke kan mærke den skam endnu, men jeg tvivler ikke på at den også er det hos mig.

Jeg ville så gerne have plads til at lade min motivation gro, og finde det job hvor jeg og arbejdspladsen matcher og kan få mest mulig ud af hinanden. For jeg ER motiveret. Min motivation bliver bare kvalt gang på gang af pligtansøgninger, kvoter, fordomme og mistillid.

Jeg gør mit bedste for at være ok med at være arbejdsløs. Jeg vil rigtig gerne have et job så snart som mulig, ingen tvivl om det, men jeg gør mig også stor umage med at huske at et er ok at have overgangsperioder - fx efter endt uddannelse. Jeg keder mig ikke, men jeg længes efter at bryde vaner og ikke mindst tankemønstre.

Min pointe med denne blog var egentlig at forsøge at beskrive hvordan mine sygemeldinger under uddannelsen påvirker mig nu jeg har skiftet rolle, i forhold til hvordan jeg oplever andre arbejdssøgende håndtere ledighed. Jeg var ikke opmærksom på, hvor direkte påvirket jeg er af den førte politik på området. Det er jeg nu.

Novelle: "Forventning"

Der var engang en smuk prinsesse der levede langt ude i en grøn skov. Hun levede af hvad de vilde dyr bragte hende og efterlod på hendes dørtrin, og hun huskede ikke at have mødt nogen andre mennesker, men havde stadig de yndigste manerer. Dyrene bragte hende alt hvad hun havde brug for; bær og frugter, vand og honning, druknede fugle og selvdøde vildsvineunger. For at beskæftige sig, byggede prinsessen en model af sit drømmeslot. Hun brugte knogler, fjer og træ som materialer.

Prinsessen boede alene og afskåret i mange mange år før endelig en dag en ung prins kom forbi. Han havde kæmpet med sin hest i flere dage, men den insisterede på at føre ham til prinsessens hytte. Da prinsen så hytten slap han tøjlerne, undskyldte til sin hest, og lod den føre ham roligt det sidste stykke til døren. Hesten knejsede stolt foran døren, rystede manen og vrinskede "Hvad sagde jeg!". Prinsen fægtede uelegant nogle løse hår fra manen ud af ansigtet og lod sig dumpe af. Han landede tungt og ømmede sig, for han var ikke i træning til at ride så mange timer om dagen. Prinsen var den næstyngste af en søskendeflok på fem. Han havde været ude at ride en tur fordi han var træt af at høre sine søstre skændes om sko, men var faret vild, og så havde hesten pludselig opfanget en hvisken mellem træerne.

Prinsessen der aldrig havde set et menneske før kiggede nervøst ud af sprækken mellem gardinerne, men turde ikke åbne døren af frygt for at den fremmede ville hende ondt. Prinsen så sig forvirret omkring, men var ikke sikker på hvordan han burde gebærde sig i den aldeles uvante situation. Efter lidt tid mistede hesten tålmodigheden med ham, og skrabede med den ene forhov på døren. Prinsen blev så forbavset at han glemte at løfte fødderne da han vendte sig efter lyden, og satte sig pladask i græsset - hvor han ømmede sig noget mere. Prinsessen skyndte sig at udnytte hans ukampdygtighed, og åbnede døren med lårbenet af en kronhjort klar i den ene hånd. Med knoglen hævet klar til slag gik prinsessen langsomt frem mod prinsen. Hesten trådte et skridt tilbage og bukkede respektfuldt hovedet for hende.

Skridt for skridt kantede prinsessen sig nærmere den siddende mand. Endnu kiggede han ikke op, men sad bare træt og ked og stirrede ned i jorden. Pludselig løftede Prinsen hovedet, som om han havde hørt noget. Han så sig omkring, men rystede så let på hovedet og skændte stille på sig selv "Du hører syner fjols. Rejs dig nu op og find ud af hvordan du kommer hjem". Prinsessen stivnede chokeret midt i et skridt. Han havde set lige på hende, men opførte sig som om hun ikke var der! Prinsessens medfødte royale stolthed betød at Prinsens opførsel fornærmede og forargede hende. Hun slap knoglen for at sætte hænderne på hofterne og stirre vredt på ham. Langsomt kom Prinsen på benene og børstede bukserne af. Da han drejede to gange rundt om sig selv, i et forsøg på at se om han havde mere græs på bagen, måtte Prinsessen bide sig i kinden for ikke at komme til at fnise. Hesten prustende misfornøjet over Prinsens manglende dannelse, og vippede med mulen mod den stadig stolt afventende Prinsesse mellem dem. Prinsen så forvirret på Hesten et øjeblik, og kiggede sig derpå lige så forvirret over skulderen mod skoven. "Ja, hjem. Hvis du gider gå den vej nu?", var hans svar. I det øjeblik brød Prinsessen sammen. Hun hvirvlede om, for ind ad døren og kastede sig hulkende på sin seng. Igen ville hun blive alene.

Hesten vrinskede medfølende og forsøgte at følge Prinsessen ind i hytten, men var for stor til at komme gennem døren. Prinsen undrede sig, og forsøgte at få Hesten til at holde op med at ridse hans saddel. Først da han udbrød "Hvad er der dog derinde?" stoppede Hesten op og trak hovedet ud. Hesten trådte et skridt tilbage og gestikulerede til Prinsen at han skulle gå indenfor. Prinsen adlød tøvende, og kiggede forsigtigt ind af døren. Hytten havde ét rum, med et lille ildsted, et bord og en briks. Der var mørkt, for skodderne var lukket, så det tog lidt tid før han kunne se mere end det. Først da opdagede han en skikkelse på den smalle briks, og skyndte sig at bukke og sige pænt goddag. Skikkelsen reagerede ikke, og Prinsen gik forsigtigt tættere på, for at se bedre efter hvad det var. Ved benenden var et vindue, og Prinsen vristede de mørnede skodder fra hinanden for at lukke lyset ind. Synet der mødte ham, fik ham til at vakle baglæns af forbavselse, og han var nær væltet igen. På briksen, i den smukkeste kjole, så fin og ordenlig om kun en prinsesse kan være det, lå et perfekt skelet. Kun et lårben manglede. ---

Jeg har ikke skrevet noveller i adskillige år, men igår sad en ven fanget i en ærgerlig situation og spurgte om jeg ville underholde ham lidt - historien her er derfor originalt skrevet som 15-20 små stumper over messenger, og startede egentlig bare som en joke.

Hver bid er improviseret, ulig hvordan jeg normalt skriver, så jeg synes det kunne være sjovt at høre hvad I synes om resultatet?

Forbuden frugt

Når man véd, at det man har lyst til, ikke er godt for én. Når al fornuft siger, at det man længes efter bare vil trække én længere væk fra det man faktisk savner. Når logikken er oppe imod det der føles trygt, rart og rigtigt.

Jeg har lært at genkende det som trangen til at flygte. De her dage hvor tankerne er endimensionelle, perspektivet mindre end kort og motivationen ikke-eksisterende. Hvor det virker helt rigtigt — ja faktisk nødvendigt — at putte mig godt ned i reden, starte en serie jeg har set otte gange før, placere chokoladen indenfor rækkevidde og gribe strikketøjet.

Presset bliver for stort, "to do"-listen for lang, den dårlige samvittighed for insisterende. Det er ikke noget der opstår pludseligt, men mange gange opdager jeg det alligevel ikke når det er på vej.

Det er simpelt nok at komme ud af! Jeg skal bare rydde ud i punkterne på listen, se nogle resultater, demonstrere lidt effektivitet. "Bare". Bare lige alt det der føles helt forkert og uoverskueligt.

Ambivalensen i at vide hvad der kan få én til at have det bedre, men have uendeligt svært ved at gøre det. Frustrationen i kampen med sig selv — sig selv som sin egen største modstander. Ubeskriveligt, og sandsynligvis uforståeligt for enhver der ikke selv har oplevet det.

Jeg véd jeg får det bedre når jeg har sendt en ansøgning og ordnet totternes bure. Og det har jeg fortalt mig selv de sidste fire timer...

Konfliktsky

Jeg kan godt li' at tænke, at jeg er blevet bedre til at vælge mine kampe. Jeg ved at jeg da jeg var yngre var meget provokerende, og fik rodet mig selv ind i en del konflikter. Jeg var stædig og påståelig og for forkvaklet stolt til at indrømme når jeg begik fejl. I de år hvor jeg har haft det dårligst undgik jeg konflikter. Jeg gik ud af led for at holde mig gode venner med folk i rigtig mange tilfælde, og lagde låg på mig selv i så mange situationer jeg tidligere aldrig ville have fundet mig i.

På det sidste er jeg begyndt at lægge mærke til, at jeg ikke længere finder mig i hvad som helst. Og nok vigtigst, jeg bebrejder ikke længere mig selv for enhver konflikt jeg er en del af. Der er et stykke vej endnu, til balancen mellem provokatør og pleaser, men jeg glæder mig stille over, at det går den rigtige vej. Jeg tænker over hvad det er værd at bruge energi på, og hvordan jeg bedst får konstruktive resultater. Jeg kan indrømme mine egne fejl (så skal jeg bare også lade være med at påtage mig skylden for ting jeg ikke har haft indflydelse på). Og jeg siger fra når nogen eller noget går over mine grænser, om det så bliver direkte eller på skrift.

Så naturlig en ting, og alligevel så stor en succes!

Det er altid ubehageligt i en eller anden grad, at være i en konflikt. Noget helt andet er at overvære andres konflikter. Især på facebook er der gået sport i at lade sig underholde af andres konflikter, og gerne puste lidt til ilden for at få et rigtig godt "show". Jeg bryder mig ikke om det. Og det er måske endda mildt sagt. Jeg kan i nogle situationer have sværere ved at udholde de konflikter andre har, end dem jeg selv befinder mg i.

Jeg har særlig svært ved konflikter der fra mit perspektiv er meningsløse. Konflikter hvor parterne er blevet fastlåst i konflikten og har glemt emnet, med det resultat at de ikke ser de enten taler om to forskellige ting, eller måske endda er enige, men bare formulerer sig på to forskellige måder. Helt unødvendige konflikter. Det gør næsten ondt på mig, og jeg har voldsomt svært ved ikke at forsøge at bryde ind og "hjælpe".

Generelt er jeg meget opmærksom på konflikter der opstår af dårlig eller utilstrækkelig kommunikation. Hvad end det er mundtligt eller skriftligt. De skriftlige konflikter er igen mere end rigeligt repræsenteret på facebook, og opstår jævnligt i skreven kommunikation af enhver art. En joke der bliver en fornærmelse når tonefaldet mangler, en venlig påmindelse der pludselig "lyder" nedladende.

Mundtlig kommunikation har ikke i nær så høj grad risiko for misforståelser - ikke som vi er opmærksomme på i hvert fald. Men selv de mindste ændringer i tonefald, kropsholdning, stemmeføring eller ordvalg opfattes, enten bevidst eller ubevidst, og påvirker det samlede indtryk af budskabet. De mindste detaljer kan være nok til at bestemme resultatet. Og er man først opmærksom på det, er det nær ved pinefuldt at overvære konflikter opstå, som kunne være undgået ved bare få andre ord eller bedre afstemt stemmeføring.

Tal pænt til hinanden. Tag jer tid til at formulere jer. Tænk over situationen. Prioriter kommunikationen. Undgå de unødvendige konflikter. - Tak!

Jeg er ikke længere 23

Det lyder lidt som titlen på en "jeg er blevet voksen"-blog, gør det ikke? Det er nu ikke det det handler om. Ikke direkte i hvert fald.

I en del år, har jeg måttet stoppe mig selv i at svare "23", når nogen har spurgt til min alder. Det var det svar der føltes rigtigt, og det svar der faldt mig ind - men det var ikke korrekt. 

Da jeg var 23 skete en masse omvæltninger i mit liv. Jeg fik første sygemelding fra mit studie, efter kort i en mail at have beskrevet for min studievejleder hvordan jeg havde det. På det tidspunkt var jeg selv hovedsageligt undrende overfor de ting jeg oplevede og de reaktioner jeg havde. Det føltes fremmed og ikke helt som om det var mig det skete for. Min studievejleder så omfanget og alvoren og hev mig til samtale om deltidsstudie og hjælp hos studenterrådgivningen - det er jeg hende ubeskriveligt taknemmelig for.

Det tog mig år hvor det i lang tid ikke rigtig blev bedre, og i perioder blev markant værre, før jeg for bare et par måneder siden færdiggjorde den uddannelse. Jeg tror stadig ikke helt det er gået op for mig, og jeg bilder mig på ingen måde ind, at det at færdiggøre uddannelsen med et trylleslag har fjernet alle problemer. Men et eller andet sted, for forholdsvist nylig, er jeg holdt op med at tænke "23", om min alder. Jeg er ikke længere gået i stå på det punkt hvor jeg sidst følte jeg havde mine fulde fakulteter til rådighed. 

Der er lang vej fra 23 til 29, og hvor ville jeg dog ønske jeg kunne sige bare 27 i stedet. Jeg har det som om teenagehormonerne kun lige er ved at slippe, så jeg begynder at kunne se verden klart og finde ud af det der "liv". Men jeg er ti år bagud. Og ja, mit biologiske ur tikker og æggestokkene blafrer efter hvert barn jeg ser på gaden. Men jeg er ude. Jeg er min egen alder igen, og for hver dag letter tågen en smule mere. 

Mig? Jeg er 29. Hvor gammel er du? 

Ubehageligt

Til spørgsmålet; Færdiggør sætningen "Mennesker er..", har mit svar i mange år været "..farlige".

Jeg har aldrig været bange for mørke, bange for at gå alene, bange for at gå i byen om aftenen eller natten, eller noget i den stil. De mennesker jeg har oplevet som farlige, er de mennesker der er tæt på mig. De mennesker jeg kender. De mennesker der betyder noget for mig. Hvad der kunne ske med materielle ting - eller min krop for den sags skyld - har ikke været en prioritet i forhold til den krig jeg udkæmpede og udkæmper på indersiden af kraniet.

Jeg lejede engang førstesalen af et hus af en dame der få måneder forinden var flyttet fra byen på landet. Hun forbød mig at sætte andet end mit efternavn på postkassen, for man måtte endelig ikke kunne gætte at der boede en kvinde alene. Jeg har undrede mig grumme over den indstilling, og smågrinede lidt af det fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle reagere på noget så langt fra min egen verdensopfattelse.

Jo, jeg ved godt at der er reelt farlige mennesker i verden, og at der kan ske grimme og voldsomme ting. Jeg har respekt for potentielle risikosituationer og passer fornuftigt på mig selv. Men jeg går ikke rundt og er bange for fremmede mænd på modsatte fortorv eller føler jeg bør være særligt forberedt på at kunne forsvare mig selv.

Iaften røg lidt af min sindsro dog. Samtidig med at det er så surrealistisk at det næsten er komisk. 

Nogen har været inde i mit aflukkede værksted 

og stjæle af mit brænde. 

Det virker så dumt, men tanken om at de har gået rundt på min grund, omkring mit hjem og har åbnet døre, er virkelig ikke rar. Også selvom det bare er lidt brænde de er rendt med. Hvis det så bare havde ligget i en bunke et sted der var synligt fra vejen. Min bror foreslog at de har set det blive kørt herud og læsset af, og derfor vidste hvor de kunne finde det. Hvis de bare havde ledt efter noget at hugge, står der mere værdifulde ting i værkstedet end brændet.

Jeg kan virkelig godt li' at bo hvor og hvordan jeg bor. Men lige iaften er jeg sgu ikke helt tilfreds. Trøsten bliver en stor skål is - og så pønser jeg lidt på noget med lys der tænder automatisk, vildtkamera og hængelås på værkstedsdøren.  

Aloe Vera; potteplanter og ompotning

En ven spurgte mig for nylig om, hvordan jeg egentlig gør, når jeg skiller mine aloe vera ad og potter om. Jeg indrømmer at det virkede som et lidt underligt spørgsmål, for for mig er det så simpelt og naturligt som at tage jakke på når jeg skal ud og det er koldt. Men samtidig er det omtrent lige så simpelt for mig at plukke en høne eller lave krydsningsskemaer i hovedet, og det er trods alt ting jeg ved rigtig mange aldrig har gjort eller vil komme til.

I hvert fald lovede jeg at tage nogle billeder næste gang, og med en nystartet blog, hvorfor så ikke dokumentere processen her.

Eksemplaret der i denne omgang kom under kærlig behandling, blev efterladt ved forrige flytning, og er først for nylig kommet hjem. Den har fået vand nogenlunde jævnligt det sidste år, men det er så også det.

Første skridt: Hæl planter og jord forsigtigt ud af potten — altså ikke bare på hovedet så den knækker eller på anden måde bliver beskadiget. Bank lidt på siderne af potten for at løsne jorden, og ryst indholdet "sidelæns" ud.

Andet skridt: Smuldr jorden, igen forsigtigt, så rødderne løsnes og planterne kan skilles fra hinanden uden at trække i rødderne.

Tredie skridt: Sæt planterne i de potter du vil have dem, og fyld med jord. Jorden fra den originale potten kan sagtens genbruges, men bland gerne med ny jord, eller tilføj lidt gødning så der er noget at leve af.

I det her tilfælde er aflæggerne sat i nogle dåser for at være lette at transportere, fordi jeg har lovet dem væk. De skal selvfølgelig plantes ud i noget større når de kommer til deres nye hjem.

Fjerde skridt: Det er lettest at arbejde med forholdsvist tør jord, så husk at vande de nyompottede planter. Og ja, når de har stået så tæt som de her nåede, er det helt normalt at originalplanten lige skal bruge lidt tid på at lære at holde balancen selv igen.

Det er egentlig spøjst med mig og mine potteplanter. Jeg har aldrig taget et bevidst valg om at jeg skulle have dem. De første arvede jeg da min farmor døde, og så hjalp jeg min mor med at ompotte nogle af hendes og fik et par aflæggere der. Jeg har aldrig gået voldsomt op i det, men nænner ikke -ikke- at passe dem, og på en eller anden måde bliver der ved at blive flere. 

Jeg har et par gange overvejet om jeg kunne tjene et par håndører ved at sælge ud af aflæggerne, men det virker lidt forkert, når jeg får dem uden at føle jeg gør en indsats for det.

Hvis du står og mangler nogle aloe vera, paradistræer, mor-med-børn eller kaktus, så sig til. Jeg har flere — og ellers får jeg det!

So, this blogging thing...

For many years I've used writing as a therapeutic tool. A few things I've shared, most are just stuffed away on my computer or in notebooks. A couple of times I've tried to start blogging, but I never know what to share. What should remain private, what would i regret, what would ever be read. The result is, that I mostly wrote rather impersonal stuff, and quickly lost interest. This time, I have a feeling it's gonna be different.

BM is closing. I don't know if you know what it is, and it doesn't really matter. Suffice to say, that it's made me think. A lot of things have changed recently. I finally completed my education, I've moved to a house that's all mine, I found a way to accept more of myself, and I punched I hole in the depression bubble that's been strangling me. I'm still practicing not being ashamed of myself, and trying to learn that I'm actually worth something. And I've decided that being more open and honest - about both good and bad stuff - is the way to go. Admitting mistakes and weaknesses have been extremely empowering in getting this far, helping me separate the things that I can actually get better at, from the things I blame myself for, without reason or end.

I imagine that this could be an outlet, a therapy, and maybe even an inspiration? I might very well post anything from anxiety ramblings to knitting tips or political opinions to vacation experiences. Guess time will tell. Oh, and I'll probably post in Danish too. Sometimes I just feel like writing in English, there doesn't have to be a reason.

Happy new year everyone!