Noget om at være social

Mælkebøtten og jeg har været til forårskomsammen i hjemmefødselsordningen. En hyggelig lille eftermiddags-ting, hvor familier og jordemødre ses, og forundres over hvor store ungerne bliver.

"Min jordemoder", altså hende der var med til Magnes fødsel, var både glad for at se mig, og forundret over at jeg kom med til den slags. "Med så mange mennesker". Jeg blev først og fremmest imponeret over at hun havde gennemskuet så meget om mig, selvom vi aldrig direkte havde talt om hvordan jeg har det med mennesker - og så tog jeg mig selv i at blive lidt ked af, på den måde at få bekræftet at jeg er ikke er stærk i sociale sammenhænge.

Det tog nogle timer, og en frisk gåtur med barnevognen, før det gik op for mig, at jeg havde hørt - eller i hvert fald tolket - noget helt andet end hun sagde.

Jeg huskede, at vi havde talt om, at jeg er meget påvirkelig, når det kommer til mine omgivelser. At jeg let bliver "smittet" af hvad der foregår omkring mig, og at jeg trives bedst når jeg selv kan kontrollere mængden af input fra andre mennesker. Og det gik op for mig, at det forhold var rigeligt til at gøre en sammenkomst som forårsfesten til den udfordring min jordemoder talte om.

Min egen, fejlagtige, tolkning, handlede om, at jeg føler mig klodset og fumlende når jeg skal interagere med andre mennesker privat. Og begynder det først at få en lille smule skævt, eller er jeg bare lidt for træt, dukker tvivlen op. Så overanalyserer og vurderer jeg mig selv, og alt jeg foretager mig - og så mister jeg forbindelsen til den situation jeg er i, og begynder for alvor at lave "sociale fejl".

Jeg aner ikke hvordan resten af festen gik. Jeg var der. Fra start til slut. Godt nok mest fordi min bil var blokket inde, men stadig. Jeg var der, og jeg snakkede med jordemødrene, med folk jeg kendte og nogle jeg ikke kendte. Og nu er jeg udmattet. Ret skal være ret; allerede før jeg kom derfra var jeg så træt at jeg havde svært ved at opfange når nogen talte til mig, og når jeg endelig opdagede det, kunne jeg næsten ikke sortere deres stemmer ud af resten af lydene, og finder ud af hvad de sagde.

Både på vejen hjem, på den efterfølgende barnevognstur, og nu i min lænestol med en sovende baby på skødet, har jeg været ved at græde. Ikke fordi noget er galt eller har været ubehageligt. Jeg er bare udmattet. Voldsomt udmattet. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at forsøge at gribe muligheden for at ændre min historie om mig selv lidt. Ændre på min opfattelse af mine egne evner i sociale sammenhæng. Holde op med at bebrejde mig selv for at tøve og tvivle og kikse, og i stedet anerkende at mit system suger alt til sig, og at det gør nogle situationer enormt svære og anstrengende at manøvrere i. Det giver mig også fordele i andre situationer, så det er ikke rent skidt. 

Det er stof til eftertanke. Jeg hader at gå glip, men øver mig i at prioritere min energi og mine ressourcer. Og næste gang parkerer jeg et andet sted. 

Bange for at vise mine fejl

De (få) der har kendt mig længe, har hørt mig insistere på at jeg er ligeglad med hvad andre tænker om mig, og set mig demonstrativt "bevise" det. Sandheden er at jeg er voldsomt opmærksom på hvad andre tænker - på hvad jeg forestiller mig at de tænker - og jeg er hunderæd for det. 

Det burde ikke betyde noget. Jeg vil ikke have at det betyder noget. Men jeg kan ikke slippe fra det. Mit syn på mig selv, afhænger i alt for høj grad af hvordan jeg oplever at andre ser mig. Afhænger af andres anerkendelse. Og bare for at gøre de sorte perioder endnu sortere, er det selvfølgelig i sidste ende min egen fortolkning af de input jeg får, der vægter. Sej kamp, kan jeg godt hilse og sige! 

Til tider kan jeg blive voldsomt ambitiøs. Jeg er en drømmer, og jeg har været vant til at kunne det jeg sætter mig for, så hvorfor ikke stile højt. Det kan være alle mulige projekter og sammenhæng. Fælles er, at når det fejler skammer jeg mig frygteligt overfor de, jeg delte ambitionerne og drømmene med. 

Jeg stødte på et eksempel forleden dag; mit bachelorprojekt. Jeg havde SÅ høje tanker om hvad det skulle blive til, og fik vækket stor entusiasme hos både vejleder og flere forskellige fysioterapeuter og specialister der hørte om det. Men grundet mine, dengang ret grumme, udfordringer med mit mentale helbred, kunne jeg ikke følge det til dørs. Det blev i stedet en øvelse i at overleve og gennemføre. Og jeg gemte mig for alle dem der havde delt min entusiasme.

Skuffet over mig selv, skam over ikke at kunne leve op til mine egne og andres (tænker jeg) forventninger. Brænder broerne for at undgå at skulle se dem i øjnene, som troede på mig. 

Efter jeg er blevet mor, hviler jeg meget bedre i mig selv. Jeg tror på at jeg kan det her, og er helt afklaret med at der er forskellige holdninger til hvad der er rigtigt. Den eneste mening der tæller er mit barns - når han smiler til mig, er alt andet ligegyldigt.

Jeg er stadig forsigtig med detaljerne om mine projekter - hvis  nu det ikke lykkes. For jeg ved at det vil være en kamp for mig, ikke at trække mig fra dem der så mig fejle. Jeg øver mig alt hvad jeg kan, i at erkende og acceptere mine fejl, og stå ved dem, men mit mønster er stadig at gemme, ignorere, benægte, og håbe det går væk af sig selv. 

Man siger, at første skidt er at være opmærksom på problemet. Så langt så godt. Det strider imod alle mine instinkter at vise sårbarhed, som jeg har skrevet om her, men jeg kan også godt se det selvdestruktive i det desperate forsvar jeg bruger til at skjule sårbarheden. Jagten på den gyldne middelvej er sat ind. 

Billede af høns virker måske ikke voldsomt relevant, og det er da også en temmelig perifær kobling, men det var nu ikke meningen de skulle støvbade i blomsterbeddet... 

Hvorfor jeg blogger

Jeg har altid været glad for at skrive. Jeg husker skriftlige afleveringer og stile som noget fedt og positivt (jeg har helt sikkert bandet over dem i situationen!). Der er noget med det flow jeg kommer ind i, når ordene begynder at rulle, som bare er skønt. Jeg ved sjældent hvor jeg lander, og kan have nok så mange ideer om retningen af en tekst, som undervejs viser sig ikke at holde. 

I mange år har jeg brugt det at skrive som en slags selv-terapi. Når tankerne eller verden blev for meget, skrev jeg det ned. Og mange gange har jeg oplevet, at det at sætte ord på, hjælper mig til at se det hele udefra, og bedre forstå hvad der foregår. Jeg kan starte med én overbevisning når jeg sætter blyanten til papiret, og efter nogle afsnit indse at det er noget helt andet der vægter. Det er en sindssygt fascinerende proces - og har for mig været helt uvurderlig. 

Hvis der går længere tid imellem jeg skriver noget, savner jeg det voldsomt. Og det er egentlig ligemeget hvad jeg skriver. Om det er mine tanker, små noveller, tekster til rollespil eller breve. Jeg finder ord og formuleringer sjove at lege med, og bliver høj på flowet når det hele spiller. 

Selvfølgelig skulle jeg have en blog, da den slags begyndte at blive en ting. Og jeg har startet et par stykker, i det små. Min udfordring har primært været, at jeg allerede før min angst brød ud, var bange for mennesker (måske havde jeg i virkeligheden allerede angst i en eller anden grad dengang. Det lyder sådan, når jeg ser mig selv beskrive det her). Min frygt for mennesker handlede/handler om ikke at turde vise nogen svaghed der kan udnyttes. Så tekster der skal ligge hvor andre kan se dem, bliver selvsagt meget overfladiske og upersonlige, så længe frygten hersker. og det gjorde den længe. 

Efter jeg har lært at den bedste måde for mig at håndtere min frygt, er at dele ud af den, giver det endnu bedre mening for mig at skrive på en blog. Det kan stadig være møg skræmmende at trykke "udgiv", men jeg har oplevet hvordan det bliver lidt lettere for mig, hver gang jeg ser andre bryde tabuet og dele lignende udfordringer, og jeg vil gerne være en del af den bevægelse. Jeg vil gerne være med til at vise at det er helt almindeligt at være ualmindelig, og at man ikke bare kan stemple folk med deres udfordringer, og så ikke tænke mere over hvad der ligger bag, eller hvad det egentlig betyder. 

Jeg er bestemt ikke hellig! Bloggen er ikke et eller andet forsøg på at redde verden eller sikre plads til alle. Og her ligger, som man allerede kan se, mange andre ting end tabu-brydende filosoferinger over mental sundhed. En lille (størrelse er relativ, ikke?) del af mig tænker da også det kunne være fedt, hvis jeg blev "opdaget" som blogger, og kunne få en eller anden art indtægt på mine skriverier. Jeg behøver ikke blive rig på det; jeg har det fint i mit lille hus i "Udkantsdanmark". Men jeg drømmer om en hverdag med mest mulig frihed og fleksibilitet, så enhver selvstændig kilde til mad på bordet er velkommen.

Jeg kan ikke huske om der var nogen bestemte pointer jeg ville frem til med den her tekst. Mon ikke jeg bare ville præsentere lidt om hvorfor jeg skriver, og hvorfor jeg deler det med jer. - Fordi jeg elsker det, og fordi jeg gerne vil være med til at vise hvor forskellige vi alle sammen er.

Fra træningsbaby til pseudotvilling

Sidste forår mistede jeg en af mine katte. Kattene er mine kæledyr, men i et gammelt hus langt ude på landet er de også nyttedyr - uden dem ville mus og rotter fra markerne have frit spil. Så selvom den smukke diva, Pyt, virkede godt tilfreds med at være enekat på residensen, måtte jeg se mig om efter en ny kat. Dronningen er nemlig ikke den mest dedikerede jæger.

Jeg har altid kun haft katte født hos mine forældre, men de har ingen fertil hunkat længere, så jeg fandt en smuk blandingsdreng der manglede et hjem, et andet sted. Mit vigtigste krav var, at killingerne skulle have lært af deres mor hvordan man jager - sådan som de gør på landet.

Ego blev hentet i sommer, med Mælkebøtten rumsterende i maven, og jeg skænkede det ikke en tanke, at de to ting kunne have indvirkning på hinanden. Katten var stadig mest en praktisk foranstaltning, og misserne fra mine forældre har altid været meget selvstændige. Jeg blev klogere.

De første måneder var det lidt sjovt og hyggeligt at han gik med på toilettet, ville hænge på armen mens jeg ordnede ting, og (mindre hyggeligt) vækkede mig tidligt om morgenen. Vi jokede med at han var min træningsbaby - at han vænnede mig til vilkårene, før den rigtige baby kom.

Da termin nærmede sig, falmede joken lidt. Den tossede træningsbaby var ikke bare en tryghedssøgende killing - det så ud til at være hans personlighed! Min førstefødte kunne se frem til en pelset "storebror", som på ingen måde forstod - eller forstår - at hele verden ikke er til for hans skyld.

Hvis du spørger mini-møgkatten (som bestemt ikke er mini mere), var det en grov omgang at der flyttede en baby ind. Babyen har altid førsteret til skødet af mor, og man må ikke engang gå eller ligge på den. Det er grove løjer! Hvis du spørger ham, bliver han helt sikkert forsømt! ..men hvis du spørger mor, vil hun påstå han bare har skiftet titel. Til pseudotvilling.

Hvad tænker du?

Den "virkelige" verden

En af mine venner har delt en artikel på facebook - jaja, det sker jo hele tiden, men lige den her satte nogle tanker igang. 

Den handler om en ung handicappet mand, hvis forældre sørgede over at han grundet sit handicap ikke fik et "rigtigt" liv, men "bare" sad og spillede computer hele dagen. Og hvordan de først da han døde, opdagede hvor virkelige hans online venner og relationer var. Læs selv her. 

Det særlige ved den her artikel er netop, at den er skrevet fra forældrenes perspektiv. At fokus er deres oplevelse af sønnens liv, og deres erkendelse af, at han levede så meget rigere end de troede og anerkendte. 

Jeg vil ikke sidde her og prædike at det er ligemeget om man logger ind i WoW eller tager til fodbold, men jeg vil mene det er på tide vi holder op med at kalde den ene verden mere "virkelig" end den anden. Især med tanke på hvor meget tid mennesker der accepteres som "almindelige" bruger på sociale medier, virker det temmelig hyklerisk stadig at bashe gamerne.

For nogle er gaming helt sikkert en "virkelighedsflugt". En flugt fra den virkelighed de ellers ville have, i den fysiske verden. Men det er en flugt til en ny virkelighed, til en online verden hvor der er rig mulighed for at interagere med andre mennesker, udvikle sig og opleve. Så hvorfor er det så udskældt i forhold til mange andre typer flugt?

Da jeg var barn og ung flygtede jeg ind i bøger. Og det blev rost! At læse blev/bliver betragtet som beundringsværdigt, åbenbart uanset omstændighederne. Idag flygter jeg sjældent fordi min fysiske verden gør ondt, men jævnligt når den bliver for overvældende - og jeg flygter nu ofte til film eller serier. Igen aktiviteter som er helt accepterede, men som jo reelt er temmelig indholdsløse. 

Kunne det ikke være fedt hvis vi begyndte at spørge ind til det vi ikke forstår, i stedet for uden videre at fordømme det? Og tænk hvor sejt det ville være, hvis vi accepterede alle verdener som lige virkelige for dem der lever i dem, i stedet for at rangere dem udfra fordomme. Bare en tanke.