Om følelsen af ikke at sørge "nok"

Idag for et år siden sad jeg og spillede rollespil med nogle venner, da jeg fik en besked fra min mor. Min moster var netop død. Jeg kan huske at jeg stirrede på ordene, uden at ville acceptere dem. 

Vi spillede videre, og jeg sagde ikke noget til de andre. Det føltes forbudt at fortsætte en hyggelig aktivitet. Som om jeg burde reagere, græde, gøre et eller andet. Men der er forskel på at vide og føle, og selvom jeg vidste hun var død, forstod jeg det ikke for alvor. Og jeg havde ikke travlt med at komme til det!

Efter spillet trak jeg en god ven fra gruppen til side. Han kendte situationen, og havde godt kunnet se på mig, hvilken besked jeg havde fået. Vi snakkede længe, ude på fortorvet, i halvmørket. Om forløbet, om hvor hurtigt det var gået, og om min dårlige samvittighed over ikke at have reageret som man bør. 

Realiteterne sev under huden på vejen hjem, og bed sig uhjælpeligt fast dagen efter, da vi var inde og sige farvel før bedemanden hentede hende. Og stadig tog det adskillige dage før det for alvor blev virkelighed. Nogle dage kan jeg stadig glemme at hun er væk. 

Hormontågerne hjalp ikke. Jeg var 6 mdr gravid da hun døde, og da vi nåede til jul og sorgen og savnet farvede hele familien, sad jeg i en skitzofren lykkerus med min lille nye baby i favnen. Jeg nød min lykke og min baby, men ind imellem føltes det forkert, at jeg ikke kunne mærke den dybe sorg der tydeligt prægede resten af familien. 

Sorgen var og er der. Og det er netop det denne post handler om. Jeg savner hende ikke mindre, fordi min oplevelse og mit udtryk har været anderledes. Og nej, jeg skriver ikke for at forsvare mig mod nogen der har påtalt det, men fordi jeg stadig selv kan føles "forkert", for at afvige fra den "normale" måde at sørge.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min moster ville ønske at jeg brugte min tid på at nyde min søn, og være glad sammen med ham. Så når jeg har haft valget mellem at dykke ned i savnet eller lade mig føre væk at lykkerusen, har jeg valgt det sidste. Og så stopper jeg op ind imellem, og husker hendes uselviskhed og livsglæde, ønsker af al magt at hun kunne have mødt min baby, og han hende, og savner hende så jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. 

Nu gør jeg sgu noget! ...fuck

Det passer mig ikke at skulle aflevere min Mælkebøtte til nogen andre, om alt for få måneder. Det har jeg måske nævnt før? Jeg er også ret sikker på at jeg har luftet mine tanker om at stable noget selvstændigt på benene. Jeg har ikke brug for at blive rig, men synes det kunne være SÅ fedt selv at kunne tilrettelægge min tid, og have flexibilitet i hverdagen. Jeg er helt med på at selvstændighed ikke er det samme som frihed - hver time af dagen er en mulighed for at arbejde, og man har per definition arbejdet med hjem. Jeg er stadig fristet.

Og nu har jeg altså taget et (lille) skridt mod måske at finde på noget. Jeg er startet på Slyngeskolens uddannelse for bærekonsulenter. 

Jeg bliver færdig kort efter min barsel slutter, og tænker jeg kan udnytte de sidste par måneder til forberedelse. Jeg overvejer blandt andet at flytte bloggen over på en lidt mere lækker hjemmeside, hvor der så også kan blive plads til en mere professionel del. Og tankerne om hvad jeg ellers kan "sælge" fortsætter.
Det der med at sælge mig selv, og tage penge for hvad jeg laver, er jeg virkelig ringe til. Jeg er så voldsomt selvkritisk, at jeg kan blive helt flov over at kræve penge for noget jeg ikke selv mener er perfekt - og det mener jeg sjældent. Men jeg øver mig, for penge skal der til, og så længe modtagerne er glade er det spildt energi at gå og skamme mig over (i mangel af bedre ord). Hvis jeg skal kunne leve af noget selvstændigt, bliver jeg nødt til at lære det.

Jeg kommer nok ikke til at slippe helt for at lade andre passe Mælkebøtten, men i mit hoved er det jo mindre jo bedre. Og uden at have noget som helst økonomisk overblik, håber jeg at det her er et skridt i den rigtige retning.

Fuck-delen ramte mig igår. Jeg er nemlig sprunget på holdet en måneds tid efter de egentlig startede, og det betyder at jeg har noget at indhente, og de første to deadlines ikke ligger sammen med resten af deltagerne. Perfektionisten bag tasterne her vil gerne tilbage på linie med resten hurtigst muligt, uden at gå på kompromis - og det er slet ikke nemt når der både er en baby der har førsteprioritet, og et liv der fortsætter ved siden af.

Vi var på super hyggelig udflugt med mødregruppen, som endte med at koste lidt flere high level spells end jeg havde forberedt mig på. Trætheden fik mig til at fejle et concentration check, og så var der pludselig ikke noget der holdt fast og sammen på alle tankerne. Pres og uoverskuelighed og angstprovokerende uforudsigelighed og ansvar og deadlines og tvivl og dårlig samvittighed myldrede frem, og blev rodet sammen i endnu mere forvirring og udmattethed. 

Heldigvis er min mødregruppe ret episk, så jeg tog en dyb indånding og skrev til dem (det er stadig angstprovokerende af helvede til at indrømme sårbarhed, men alternativet var værre, og mine medmødre er helt seriøst fantastiske). Jeg fortalte at jeg var blevet slået ud, og de hjalp mig med at huske at jeg egentlig er ret sej. (Jep, det udsagn er også åndssvagt svært at skrive). 

Jeg har måske nok ikke gjort livet nemt for mig selv, men jeg gør det der er rigtigt for mig. Og for min søn. Og lige nu er det altså at forsøge at opsamle nogle kompetencer og nogle strategier, for at kunne være mest muligt hos ham. Fysioterapeut og bærekonsulent. Det må der sgu' da være nogen der kan bruge!

Store våde smækkys - med tænder

Man må finde sig i meget, som mor. Eller - det er vel mere korrekt at sige, at man vælger at finde sig i meget. Som mor. For tiden er Mælkebøtten i en rivende udvikling. Efter at have sparet gevaldigt på både mave- og gulvtid de første 6-7 mdr af sit liv, skal det hele nu trænes på én gang! 

Han kan det sagtens - hans krop lærer alt det min krop kan, når han sidder i viklen - men udførslen skal stadig lige øves. Han startede med nogle uger på alle fire, hvor han fik fornemmelse af, og (nogenlunde) styr på balance og vægtoverførsler. Og så sprang han! Indenfor en uge begyndte han at sætte sig op, krybe, kravle, rejse sig op og klatre op af mig. 

Sidstnævnte fylder mere end man skulle tro, og er en af anledningerne til det her skriv. At klatre op af mig er nemlig ikke bare at kravle hen til mig og kramme mine ben, trække sig op at stå eller den slags. Det er mindst lige så meget, for ikke at sige især, i ammesituationer. 

Jeg ammer stadig en del, og jeg har planer om at blive ved, så længe vi begge trives med det. Også selvom det er lidt udfordrende, når han med brystet i munden drejer rundt om sig selv, får benene under sig, rejser sig halvt op med fødderne på stolen, hænderne på min mave - og brystet stadig i munden, vel at mærke! Fumler med balancen, vælter ned at sidde på mit lår, og starter forfra. Stadig med brystet i munden...

Ind imellem bliver en bevægelse for voldsom, og så smutter brystet. Men al den motoriske træning betyder også, at det ikke er noget problem selv at fange det igen. Og så må man jo bare holde bedre fast næste gang! ..Og så er det han ind imellem får holdt så godt fast, at han kommer i tanke om de to fine nye tænder han har fået. Som jo selvfølgelig skal afprøves på alt mulig forskelligt de kommer i nærheden af. Selvfølgelig...

Der går grænsen så for hvad jeg som mor vælger at finde mig i. Trods alt.

Det sagt, er Mælkebøtten en meget kærlig knægt, som med jævne mellemrum giver store, skønne, våde kærlighedserklæringer. Jeg mistænker at han forsøger at dække en lige så stor del af min kind med sine kys, som jeg dækker af hans kind med mine kys. Stor åben mund, på stor blød kind. Og så var der det med de der nye spændende tænder...

Tag dig i agt for mor-vigilante'rne

Først var der mor-mafiaen. I ved, de der (oftest) kvinder der har travlt med at belære mødre om hvordan man er mor på den rigtige måde, og om hvad man må og ikke må. Dem der kan finde på at anmelde mødre til de sociale myndigheder, på baggrund af en instagram-story. 

Jeg tænker de fleste af os ret hurtigt kan blive enige om at de er pænt træls, og at noget er galt, hvis man er så sikker på man selv har ret, at man føler sig nødt til at tvinge andre til at rette ind efter det (Jeg vil lade den oplagte parallel til religiøse spørgsmål svæve).

Og nu har jeg altså oplevet en ny "mor-mafia" - omend på mange punkter modsat den originale. En mor-vigilante-bevægelse, måske. Man fristes til at sammenligne med Newtons tredie lov: For every action, there is an equal and opposite reaction. Mødre der er trætte af at blive belært, og svarer igen når nogen forsøger!

I mandags lagde en personlig træner et skriv op på sin facebookside om babybæring. Hun kaldte det et udtryk for sine "professionelle synspunkter", og lad os bare sige hun var "kritisk". Da jeg ikke er i stand til at være upartisk vil jeg ikke kommentere på tonen - jeg læste det ikke som særlig respektfuldt. Idag blev opslaget fundet af en viklemor, og delt på den landsdækkende slyngegruppe - og helvedet brød løs.

Husk på, at vi for kort tid siden oplevede at sundhedsplejerskernes fagblad bragte en artikel fuld af fejlinformation, fra to fysioterapeuter der havde glemt at opdatere deres faglighed, og at personlige holdninger og evidensbaseret viden ikke umiddelbart kan erstatte hinanden. Altså havde vi alt det skarpeste ammunition ladt og klar til affyring. 

Jeg røg selv i. Faktisk blev jeg opfordret af en tredie viklemor, som jeg har rigtig meget respekt for, og tænkte ikke nærmere over det. Opslaget var fuld af misinformation, usandheder, og den eneste kritiske kilde der blev henvist til, var groft fejlciteret og taget ud af kontekst (og protesterede selv over det i kommentarerne). Det kunne jeg ikke lade stå uanfægtet. 

Jeg synes selv jeg skrev en meget saglig og diplomatisk kommentar. Jeg gjorde rede for fejlagtige påstande om anatomi, og oplyste om andre motivationer for at bære end "mode". Og så gjorde jeg opmærksom på, professionel til professionel, at det er skadeligt for troværdigheden når man kommer med påstande på områder hvor man hverken har erfaring eller faktuel viden. 

Der gik ca. fire timer fra slyngefolket fandt opslaget, til den personlige træner havde fjernet det fra sin side. På det tidspunkt var kommentarsporet oversvømmet af henvisninger til fysioterapeuter, slyngevejledere og faktuelle artikler, massevis af positive personlige erfaringer, og naturligt en god del forargelse. Derudover var siden gået fra ingen anmeldelser til adskillige håndfulde - alle negative. 

Jeg er ikke sikker på om det er en god ting. Det lille enmandsfirma har fået et ordentligt hak, for den fejltagelse. Al magt kan misbruges, uanset hvor gode hensigter man har. Men jeg fortryder ikke min deltagelse. Den personlige træner kalder sig professionel, men har ikke respekt nok for sit eget fag, til at researche et emne ordentligt, før en anklage mod andre mennesker for at prioritere mode over deres børns sundhed (yup, så er man sgu selv ude om det). Jeg er ikke enig i alle kommentarer der faldt. Jeg vil til enhver tid mene at vi skal tale ordentligt og respektfuldt til hinanden, uanset uenigheder og fejltagelser. Og det er måske også i overkanten at anmelde firmaet på baggrund af et facebookopslag alene - og dog, hvis der generelt vejledes på så løs baggrund er det grænsende til farligt. 

Tag dig i agt for mor-vigilante'rne. Vi finder os ikke i at få at vide at vores valg er forkerte. Slet ikke fra folk der ikke har noget der minder om argumenter eller evidens på plads. Og endnu mindre hvis det bliver lagt op hvor der er fare for, at folk der ikke ved bedre møder det og tror på det. 

Når baby ikke har læst bogen

Det er moderne at sætte ting i system. Vi er effektive og trygge når vi ved hvad der skal ske - og effektivitet er den hellige gral i det moderne samfund. Efter A kommer B, som står foran C...

Vi forsøger også at systematisere børn. Bare se hvad det har gjort ved uddannelsessystemet. Denne ukuelige tro på, at hvis vi kan ensrette og strømline, bliver det hele mere effektivt og målbart. 

"Målbart", er knapt så sjældent italesat som "effektivt", men mindst lige så grundlæggende for mange af de beslutninger der bliver taget rundt omkring. 

Jeg skal slet ikke snakke politik idag. Bistemt nej (ikke en slåfejl, men tak til jer der har gjort mig opmærksom på det ;) ). Bare genkende, at tendensen har nået selv de aller mindste børn. I stedet for at se på det barn vi nu engang har fået, slår vi op i en bog, googler eller spørger sundhedsplejersken, om de nu "følger normen". 

Jeg er ikke uskyldig. Jeg har også googlet hvornår jeg skal forvente tænder, og stille sammenlignet motoriske fremskridt med de andre i mødregruppen. I stedet for bare at nyde min lækre og sunde dreng, som gør tingene i lige præcis SIN rækkefølge,og SIT tempo. 

Vi har indrettet os på en måde så vi sjældent oplever - og endnu sjældnere engagerer os i - pasningen og udviklingen af helt små børn. Så når man ligger der, helt forpjusket og svedig, med sin lille forsvarsløse kødklump i armene for første gang, og vil gøre hvad som helst for at beskytte den; er man samtidig på totalt bar bund i forhold til hvordan. 

Derfor giver bøger og sundhedsplejersker og generaliseringer og anbefalinger mening. I hvert fald indtil de ikke passer på det barn man har fået. Er han så forkert? Spoiler alert: NEJ! Gu' er han ej forkert, bare fordi han ikke følger gennemsnittet! Forvirrende, måske endda frustrerende, når han ikke følger den plan vi er så vant til at kunne stole på. Men på ingen måde forkert. Helt perfekt til at være helt sig selv. Det ku' vi andre lære noget af.

Anbefalingerne siger, at babyer ikke bør sidde (for meget) før de selv kan sætte sig op. Men hvad gør man så når baby sætter sig NED? Når han har fundet ud af at møve sig baglæns ned fra skødet eller sofaen, så han kan stå på gulvet og hoppe, og derfra sætter sig ned for at lege videre? Herhjemme? Nyder det, og griner med ham over den fede nye leg han har fundet! 

Videnssamling om babybæring

Jeg er babybærer. Det har alle der kender mig, eller som har fulgt med på Instagram vist opdaget. Fra Mælkebøtten blev født, føltes det helt forkert for mig at lægge ham fra mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, hvis jeg skulle slippe kontakten til ham. Jeg har længe joket med, at jeg har en stenalderkrop, og de dertilhørende instinkter, og jeg tænker den følelse bare bekræfter påstanden.

Jeg kan tale både meget og længe om babybæring, og om hvor gavnligt og naturligt det er. Og blandt andet derfor var det noget af en overraskelse da to fysioterapeutet - min egen profession - fik udgivet en artikel om at man endelig skal passe på med det vikleri. Uden evidens af nogen art, og med adskillige direkte usande påstande og antagelser, vel at mærke.

Det tog mig flere forsøg at læse den hele igennem, fordi jeg blev så vred og forarget at jeg måtte holde pauser undervejs. Og da jeg valgte at dele en advarsel om at selv sundhedsuddannede kan tage fejl, når deres forforståelse kommer i vejen for perspektiv og evidens, fik jeg flere reaktioner fra folk der syntes artiklen lød fornuftig og saglig. Behøver jeg påpege at det var temmelig ironisk og frustrerende?

Jeg kan sagtens svare for mig, hvis nogen spørger ind til mit valg om at bære, og jeg er totalt forberedt hvis jeg en dag skulle møde en kritiker. Men der er mange der er endnu klogere på området, og jeg tænker at jeg vil udnytte muligheden her, til at samle nogle af deres visdomsord - både generelle, og som svar på førnævnte artikel.

Slyngejordemoder Lotte, der som navnet antyder er uddannet jordemoder og slyngevejleder, har skrevet en dejligt nørdet artikel om nogle af de største fysiologiske fordele ved babybæring i forhold til barnets udvikling. Hun skrev også en reaktion på artiklen, som hun udgav på Instagram her

Derudover har både Slyngefys Katrine og Maria fra BaerDitBarn, som begge er uddannede fysioterapeuter og slyngevejledere, pillet artiklen fra hinanden. Man kan desuden finde flere gode artikler og blogs om babybæring og -udvikling på deres sider.

Hvor ville det være fedt, hvis vi kunne droppe alle kasserne, normtænkningen og strømliningen. Hvis børn og familier kunne få lov at være sig selv, og udvikle sig i den rækkefølge og hastighed der passer dem. Selvfølgelig er der ting der er skadelige, og med rette bør frarådes. Men hvis ikke vi havde så travlt med at skynde på ungerne, tænker jeg at fx hoppegynger og opstablede siddestillinger ville forsvinde helt af sig selv. 

Min Mælkebøtte sover fantastiske lure i sin barnevogn. Og er han ked, falder til ro så snart han ser mig folde viklen ud, fordi han ved jeg reagerer på hans behov. Vi gør tingene på vores måde, fordi det er sådan det virker bedst for os. Og jeg har fuld respekt for at andre måder virker bedre for andre. Så længe valgene er truffet bevidst og velinformeret. 

Skriveterapi om en stump af min fødselsoplevelse

Sent igår aftes lå jeg vågen med tankemylder. Det i sig selv er selvfølgelig ikke så underligt, det tænker jeg de fleste oplever ind imellem. Men (igen) igår, vendte tankerne tilbage til øjeblikket hvor min Mælkebøtte blev født. 

Det her er ikke en fødselsberetning. Jeg håber stadig en dag at kunne skrive en positiv version af den historie, for min egen skyld, og vil ikke dele den negative side, uden. Det hjalp mig at skrive ned, da jeg klagede til fødegangen, men det har ikke noget formål at dele på en måde. 

Jeg har fundet ro i mig selv, om langt det meste af Mælkebøttens fødsel. Undtagen øjeblikket hvor han blev født, og lagt op på min mave. Vores gyldne øjeblik. Vores første møde på ydersiden. Sekundet hvor hans liv i verden begyndte. 

Jeg forventede ikke ubetinget forelskelse fra første glimt. Jeg var forberedt og realistisk og glædede mig. Jeg var ikke forberedt på ikke at få chancen. 

Sygehusjordemoderen greb Mælkebøtten da han blev født, og lagde ham op på mig. Og så trodsede hun evidens, indikationer og min desperate bøn, og klippede navlestrengen med det samme. 

Jeg ved det er en lille bitte ting. Jeg ved at milioner af børn har fået klippet navlestrengen med det samme, uden problemer. Jeg ved at jeg fik en stor, stærk og rask søn. Men hendes argument var at det var nødvendigt for hans skyld. Hun gjorde mig bange for om han fik ilt nok, og så fjernede hun hans iltforsyning. Hun begik et overgreb på min søn, og gjorde det på en måde hvor jeg fuldt og helt oplevede at hun bragte ham i fare. Og jeg kunne ikke beskytte ham. Jeg bad hende lade være med at klippe. Jeg bad hende vente så lang tid som muligt med at klippe. Og hun fortalte mig at hun havde klippet. Det var gjort, der var intet at gøre for at rette op på det. 

Vores gyldne første møde. Mit og min søns første øjeblik. Og alt jeg følte var angst, desperation, frustration, vrede og afmagt. En modbydelig fremmed kvinde bragte min søn i fare, og jeg havde ikke kunnet beskytte ham. Jeg spildte tid på at overveje om det var gået anderledes hvis jeg havde sagt noget før han blev født, men havde slet ikke overvejet at en jordemoder idag kunne finde på at klippe før navlestrengen var færdig med at pumpe blodet tilbage til barnet. 

Hun sagde at han havde navlestrengen om halsen, og jeg tænkte at så er det godt han får ilt med blodet, og at alle sundhedsfaglige idag ved at det hænger sådan sammen. Hun sagde at han skulle "rette sig" snart, ellers måtte han over og have luft, og han skreg før hun var færdig med at tale. 

Jeg græder stadig hver gang tankerne får fat. Jeg græder mens jeg skriver. Og netop derfor skriver jeg. I nat nåede jeg frem til, at jeg er nødt til at gøre noget. Mælkebøtten er over et halvt år, og selvom hun tog øjeblikket fra os, og ingen kan ændre på det, så vil jeg ikke også lade hende tage minderne. 

At skrive det her nu, har hjulpet mig til at indse, at noget af smerten er en følelse af at jeg fejlede ham. At lige denne del sidder ekstra fast, fordi det ikke "bare" var mig det gik ud over. Jeg er vant til ikke at kunne beskytte mig selv, men jeg kan ikke acceptere at jeg fejlede at beskytte min søn. Der foregik så mange ting til den fødsel, som jeg ville ønske jeg havde vidst eller været opmærksom på i situationen. Jeg ville ønske at jeg havde været opmærksom på muligheden for at smide sygehusjordemoderen ud. Men jeg var i fødsel, og jeg brugte de ressourcer der var, på at lukke af for alt det forkerte der foregik på fødestuen. Og det kan ikke ændres nu. 

Mælkebøtten er okay. Han er mere end okay, han er helt perfekt. Og alligevel lurer et lille "hvad nu hvis...". Det var ikke min skyld. Jeg vil heller ikke bebrejde min hjemmefødselsjordemoder eller den jordemoderstuderende der var med. Jeg bebrejder sygehusjordemoderen. Jeg bebrejder hende alt hvad jeg overhovedet kan, og håber jeg kan tilgive mig selv. Håber jeg kan finde ro i mig selv, om at jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Om at det jeg gjorde betød at alt endte godt - på trods. Håber at jeg kan finde styrke i, at med sådan en start, kan livet bare komme an. Vi kan klare alt - mig og min Mælkebøtte. 

Ethundredeogotteogfirs

6 måneder. 26 uger. 184 dage - og så idag faktisk allerede 188 dage. Og to timer, hvis vi skal være helt præcise. Så længe har min skønne Mælkebøtte været ude i verden nu. Jeg vil ikke kalde det, at jeg har været mor, i den angivne mængde tid - for det synes jeg jeg var længe før han skiftede "fra vand til land". Faktisk skal vi nok helt tilbage til vinteren 09/10, for at ramme det tidpunkt hvor jeg blev klar over, at jeg hvilede bedst i "mor-rollen", som kvinde. Men det er en helt anden snak.

Et halvt år. Det er totalt kliché, men det føles totalt uvirkeligt at tiden er gået så hurtigt. Når jeg mærker efter føles det som om det er max halvanden måned siden jeg fik min lille squish i armene. Når verden omkring mig begynder at nævne ord som jordbær, sommerferie, strand, Sankt Hans, festival osv, lyder det helt forkert. Mælkebøtten er jo født i december, og det er kun et øjeblik siden! 

På en af de der forsvundne dage, var der en der spurgte mig, om vi var ved at have lært hinanden at kende - mig og min søn. Og mens jeg godt tror jeg ved hvad der menes, og vist nok også fik svaret noget ikke helt håbløst, er det egentlig et ret sært spørgsmål, når man tænker over det. Det virker så simpelt - at to personer bruger tid sammen, og lærer hinanden at kende. Det er bare ikke min oplevelse at det kan overføres til babyer. Ikke min baby, i hvert fald - for nu at holde det på egen tallerken. 

Mælkebøtten idag er ikke Mælkebøtten for 14 dage siden. Og når jeg begynder at tænke den vej rundt, giver det pludselig mere mening hvor lang tid der er gået. Han udvikler sig, og lærer, og suger til sig, og eksperimenterer, og forstår, og ændrer sig hele tiden. Jo, han har nogle træk som forbliver og som er ham, men rutiner, behov, lyster og grænser skifter - næsten hurtigere end jeg kan følge med. 

Det giver mening, at så snart jeg gennemskuer de nyeste vilkår, og genetablerer ro, tryghed og forudsigelighed, så bliver der overskud til at tage hul på næste trin. Og misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at kunne give ham de rammer han skal bruge for at udvikle sig i den fart. Det er facinerende udover alle grænser, at se hvordan han hele tiden interagerer med verden omkring sig, på en lidt mere avanceret facon end dagen før. Men puh, det er lige til at blive forpustet af, aldrig at have to dage i træk med ro.

På 184 dage har Mælkebøtten mere end fordoblet sin kampvægt. Har arbejdet sig stødt og roligt fra str 56 til str 74. Og tømt den sidste pakke bleer i str 3 - på dagen, endda. Og hver eneste dag har han bekræftet mig i, at det var helt rigtigt for mig, at træffe det valget om at få ham. - Jeg er ikke pladderromantisk, jeg kunne aldrig drømme om at shame for engang imellem at have lyst til at kyle ungen ud af vinduet, eller trænge til en pause. Det har bare ikke ramt mig endnu. 

Seksogtyve uger med "manden i mit liv". På den ene side ønsker jeg at stoppe tiden så jeg kan nå at nyde ham endnu mere, og på den anden glæder jeg mig vildt til at se hvad der bliver det næste han lærer, og hvem han bliver når han bliver ældre. Men da jeg hverken har magt over tiden eller hans nysgerrighed, gør det ikke den store forskel. Så jeg nyder bare lige nu og her, trækker vejret og følger med så godt jeg kan. Lige pludselig er de næste 26 uger sikkert også forsvundet. 

Tving mig ikke til at lyve

Jeg forstår godt nysgerrigheden. Jeg ved godt at min beslutning om at få et barn alene, stadig ligger temmelig langt fra normen. Og at mit valg om at bruge en privat donor, i stedet for at få hjælp på en klinik, gør arrangementet endnu mere sjælden. Langt henad vejen byder jeg spørgsmål velkomne, og svarer gerne på næsten alt, for at hjælpe afmystificeringen på vej. 

Men jeg svarer ikke på hvem donoren er!

Da vi lavede aftalen - mig og min Mælkebøttedonor - var en af betingelserne, at det var alt eller intet. Enten skulle alle vide hvem han var, eller også skulle ingen. Og indtil videre er det ingen. Når og hvis det engang skal være være kendt, bliver det på opfordring fra Mælkebøtten selv.

Jeg svarer gerne på hvorfor jeg har valgt som jeg gjorde. Jeg svarer gerne på hvordan vores aftale virker. Jeg svarer gerne på hvordan jeg har det med beslutningen, og i den grad jeg kender til det, hvor dan han har det med den. Jeg har sågar svaret på hvormange forsøg det tog - selvom jeg tror spørgeren gik ud fra at hun spurgte til klinisk inseminering, og ikke gammeldags madrasgymnastik. 

Det her er ikke et angreb på nogen bestemte - som sagt, forstår jeg udemærket nysgerrigheden. Det er en anmodning om betænksomhed. Når jeg får spørgsmål i stil med om det er én jeg kender fra studiet, én der spiller rollespil, én der er lokal, eller andet i den dur - så ta'r jeg mig selv i at overveje hvilket svar der begrænser antallet af muligheder mindst. Uanset sandheden. 

Jeg vil ikke lyve. Jeg hader at lyve. Men jeg vil ikke svare på noget der gør det muligt for folk at begynde at regne sig frem til, eller gætte på, hvem der er min donor. 

For nu at komme helt ned på jorden igen, så har jeg reelt kun fået ganske få af den slags spørgsmål - men det har sat en masse tanker igang om hvordan jeg bedst håndterer dem. Hvis jeg i situationen siger, at jeg har jeg ikke lyst til at svare på det - bliver det så bare tolket som et "Ja, tampen brænder"? Hvis jeg svarer "Ja" eller "Nej" lidt på må og få, for ikke at afsløre noget, bliver folk så sure senere? 

Jeg ved at ingen spørger i ond vilje. Heller ikke selvom de egentlig godt ved, at jeg ikke vil fortælle hvem Mælkebøttedonoren er. Så jeg håber på forståelse, både for mine tilfældige - ikke altid sandfærdige svar, og for det her skriv. Et skriv, som mens jeg sidder ved tasterne, virker lidt kryster-agtigt. Som om jeg forsøger at sige fra, uden at ville tage konfrontationen. Mens min intention egentlig er at sige fra, uden at øge nysgerrighed eller antagelser. 

Jeg er stor fan af nysgerrighed. Og jeg elsker når folk spørger ind til min baby. Bare ikke lige om dét... 

Noget om venner

Det her bliver et meget personligt indlæg. Og det er altså ikke for at få ynk eller tigge om opmærksomhed. Jeg skriver for at få tanker ud af hovedet, og deler fordi jeg tænker der er andre end mig der oplever noget lignende.

Jeg er vild med mine venner! Men jeg er ikke ret god til nære venner. Og ja, formuleringen lyder som om jeg er hård ved mig selv (igen), men for mig er det mere et spørgsmål om at jeg accepterer at det er mig der holder afstand, og ikke alle andres "skyld".

Nogle gange kunne jeg rigtig godt tænke mig at have venner jeg var nærmere med. Nogle gange mangler jeg en af snakke med, når emnet ikke matcher nogen af de venner jeg har. Nogle gange savner jeg en der kender mig, rigtig godt, og forstår uden at jeg skal redegøre for hele min situation og perspektiv først.

Og så dukker der pludselig klip op fra et babyshower i mit IG feed. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, at sådan et fik jeg ikke. For jeg har ingen omkring mig, som ville skænke det en tanke. Derudover er det en ikke fuldt implementeret amerikans tradition, og jeg havde ikke forventet noget, men det satte tanker igang. - Hvis jeg skulle giftes, tror jeg ikke jeg ville få en polterabend.

Jeg bebrejder ikke nogen. Mindst af alt mine venner. For det er (i de fleste tilfælde) ikke deres valg at holde afstand. Det er mit. Det er mig der endnu ikke er tryg nok ved andre mennesker, til at lade dem komme helt tæt på. 

Jeg har øvet mig i at dele mine sårbarheder. Det blev jeg nødt til, for at kunne gøre dem håndterbare. Men jeg deler mest generelt, eller hvis jeg er i situationer hvor det er relevant. Sidder jeg hjemme og "bliver udfordret", runger det stadig i mig, at jeg ikke vil være til gene for andre med det. Så når jeg kan, klarer jeg mig selv, i tavshed. - Min stolthed hjælper heller ikke på det punkt.

Efter jeg har fået min skønne lille Mælkebøtte, er det gået op for mig, at jeg heller ikke er god til at dele modsatte ende af spektret. Tænk hvis jeg deler min største glæde, og det bliver modtaget som kedeligt eller irriterende! Babyer har et ry for at være sådan noget kun deres forældre går op i. Og det er stadig indgroet i mig, at jeg ikke er lige så meget værd som andre, så hvordan kan noget fra mig være af interesse for andre. Så hellere tie stille, end risikere at min lykke bliver forurenet af afvisning eller ligegyldighed. 

Jeg savner somme tider nogen der deler min entusiasme. Nogen der synes det er sejt at Mælkebøtten kan slå smæld med tungen før han er blevet fem måneder, eller er med på at fantasere om hvad man kan, på det stykke jord jeg ikke engang ved om kan blive mit. Men jeg giver dem ikke lov. 

Hvad jeg deler er ingen andres ansvar end mit. Jeg genkender at jeg i mange år har håbet at nogen en dag ville spørge ind, tage initiativet til at komme et skridt tættere på, indse at jeg står her alene, og godt kunne bruge lidt mindre afstand til nærmeste. Men hvor skulle de vide det fra, når jeg klapper i som en østers, og gennem endnu flere år har oparbejdet et sindrigt system til at fordele alt hvad jeg deler, til forskellige mennesker, så en enkelt aldrig får et alt for fuldt billede af mig. 

Jeg er så god til at passe på mig selv, at jeg nogle gange ødelægger mig selv lidt i processen. 

(Det kan lyde som om jeg ikke har ret meget tillid til mine venner. Det er ikke sådan det er ment. Jeg ved med min fornuft godt at mine venner er dejlige mennesker, men det er ikke det samme som at føle det og turde handle på det)

Hvor er der en voksen?

Jeg deltager i demonstrationen imorgen af flere forskellige grunde.

Helt personligt, er jeg vildt bange for, om alt for få år, at skulle aflevere Mælkebøtten i en børnehave, hvor der ikke er ressourcer til at give ham det nærvær og den omsorg han skal have. Jeg har valgt vuggestue fra af netop den grund; jeg vil ikke risikere at han forsvinder i mængden, at der bliver for travlt til at han kan få et kram, eller for larmende til at han stille og roligt kan snakke med en voksen om hvad der foregår.

Mere generelt har jeg virkelig svært ved at forstå, hvordan vi som et rigt og velfungerende land kan være bekendt at spare på vores børn?! Vores børn som på én gang er vores fremtid, og samtidig er helt igennem afhængige af os, for at trives nu, og for at udvikle sig til sunde, stærke og velfungerende voksne. Hvordan kan det falde nogen ind at gå på kompromis med noget så værdifuldt og altafgørende? Og her er jo ikke engang tale om at man har trukket på skuldrene og accepteret "godt nok". Niveauet er langt under "godt nok"! I et land hvor vi rask væk mener vi er berettiget til at føle os bedre en "alle de andre", burde vi fanden galeme prioritere at vores børn har det så godt som de overhovedet kan, og får alle de bedste vilkår for at blive så gode mennesker som muligt! 

Min indre kyniker spekulerer over, om det er endnu en taktik for at snige mest mulig privatisering ind i samfundet. Gør kvaliteten af de offentlige tilbud så dårlig at folk tvinges til at vælge privat, og politikerne kan vaske hænder med en påstand om at "folket har selv valgt". For helvede; jeg er jo selv fristet til at vælge privat, for at give min Mælkebøtte det bedste jeg kan. Men det burde ikke være nødvendigt, og principielt er min holdning at de offentlige tilbud SKAL være der, og SKAL være det gode forbillede for alt andet. 

Jeg deltager i demonstrationen imorgen, ikke fordi jeg har den store tillid til at demonstrationer rykker noget, men fordi jeg er nødt til at gøre et eller andet. Og hvis nok af os råber op, kan man vel for fanden ikke blive ved med at ignorere os. Samtidig håber jeg, at hele bevægelsen er med til at åbne øjnene for, hvor vigtigt det er hvor krydset sættes når vi endelig får et valg. Uanset hvad man ellers tænker om skattetryk, privatisering, og hvad der ellers bliver trukket ind over debatten, så er der nødt til at være nogle ordenlige standarder for de offentlige tilbud der findes. Vi kan ikke være andet bekendt - hverken overfor os selv, eller overfor vores børn. 

Ses vi derude?
#HvorErDerEnVoksen #MinimumsnormeringerNU #MereOmsorg #FlereHænder

Noget om at være social

Mælkebøtten og jeg har været til forårskomsammen i hjemmefødselsordningen. En hyggelig lille eftermiddags-ting, hvor familier og jordemødre ses, og forundres over hvor store ungerne bliver.

"Min jordemoder", altså hende der var med til Magnes fødsel, var både glad for at se mig, og forundret over at jeg kom med til den slags. "Med så mange mennesker". Jeg blev først og fremmest imponeret over at hun havde gennemskuet så meget om mig, selvom vi aldrig direkte havde talt om hvordan jeg har det med mennesker - og så tog jeg mig selv i at blive lidt ked af, på den måde at få bekræftet at jeg er ikke er stærk i sociale sammenhænge.

Det tog nogle timer, og en frisk gåtur med barnevognen, før det gik op for mig, at jeg havde hørt - eller i hvert fald tolket - noget helt andet end hun sagde.

Jeg huskede, at vi havde talt om, at jeg er meget påvirkelig, når det kommer til mine omgivelser. At jeg let bliver "smittet" af hvad der foregår omkring mig, og at jeg trives bedst når jeg selv kan kontrollere mængden af input fra andre mennesker. Og det gik op for mig, at det forhold var rigeligt til at gøre en sammenkomst som forårsfesten til den udfordring min jordemoder talte om.

Min egen, fejlagtige, tolkning, handlede om, at jeg føler mig klodset og fumlende når jeg skal interagere med andre mennesker privat. Og begynder det først at få en lille smule skævt, eller er jeg bare lidt for træt, dukker tvivlen op. Så overanalyserer og vurderer jeg mig selv, og alt jeg foretager mig - og så mister jeg forbindelsen til den situation jeg er i, og begynder for alvor at lave "sociale fejl".

Jeg aner ikke hvordan resten af festen gik. Jeg var der. Fra start til slut. Godt nok mest fordi min bil var blokket inde, men stadig. Jeg var der, og jeg snakkede med jordemødrene, med folk jeg kendte og nogle jeg ikke kendte. Og nu er jeg udmattet. Ret skal være ret; allerede før jeg kom derfra var jeg så træt at jeg havde svært ved at opfange når nogen talte til mig, og når jeg endelig opdagede det, kunne jeg næsten ikke sortere deres stemmer ud af resten af lydene, og finder ud af hvad de sagde.

Både på vejen hjem, på den efterfølgende barnevognstur, og nu i min lænestol med en sovende baby på skødet, har jeg været ved at græde. Ikke fordi noget er galt eller har været ubehageligt. Jeg er bare udmattet. Voldsomt udmattet. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at forsøge at gribe muligheden for at ændre min historie om mig selv lidt. Ændre på min opfattelse af mine egne evner i sociale sammenhæng. Holde op med at bebrejde mig selv for at tøve og tvivle og kikse, og i stedet anerkende at mit system suger alt til sig, og at det gør nogle situationer enormt svære og anstrengende at manøvrere i. Det giver mig også fordele i andre situationer, så det er ikke rent skidt. 

Det er stof til eftertanke. Jeg hader at gå glip, men øver mig i at prioritere min energi og mine ressourcer. Og næste gang parkerer jeg et andet sted. 

Bange for at vise mine fejl

De (få) der har kendt mig længe, har hørt mig insistere på at jeg er ligeglad med hvad andre tænker om mig, og set mig demonstrativt "bevise" det. Sandheden er at jeg er voldsomt opmærksom på hvad andre tænker - på hvad jeg forestiller mig at de tænker - og jeg er hunderæd for det. 

Det burde ikke betyde noget. Jeg vil ikke have at det betyder noget. Men jeg kan ikke slippe fra det. Mit syn på mig selv, afhænger i alt for høj grad af hvordan jeg oplever at andre ser mig. Afhænger af andres anerkendelse. Og bare for at gøre de sorte perioder endnu sortere, er det selvfølgelig i sidste ende min egen fortolkning af de input jeg får, der vægter. Sej kamp, kan jeg godt hilse og sige! 

Til tider kan jeg blive voldsomt ambitiøs. Jeg er en drømmer, og jeg har været vant til at kunne det jeg sætter mig for, så hvorfor ikke stile højt. Det kan være alle mulige projekter og sammenhæng. Fælles er, at når det fejler skammer jeg mig frygteligt overfor de, jeg delte ambitionerne og drømmene med. 

Jeg stødte på et eksempel forleden dag; mit bachelorprojekt. Jeg havde SÅ høje tanker om hvad det skulle blive til, og fik vækket stor entusiasme hos både vejleder og flere forskellige fysioterapeuter og specialister der hørte om det. Men grundet mine, dengang ret grumme, udfordringer med mit mentale helbred, kunne jeg ikke følge det til dørs. Det blev i stedet en øvelse i at overleve og gennemføre. Og jeg gemte mig for alle dem der havde delt min entusiasme.

Skuffet over mig selv, skam over ikke at kunne leve op til mine egne og andres (tænker jeg) forventninger. Brænder broerne for at undgå at skulle se dem i øjnene, som troede på mig. 

Efter jeg er blevet mor, hviler jeg meget bedre i mig selv. Jeg tror på at jeg kan det her, og er helt afklaret med at der er forskellige holdninger til hvad der er rigtigt. Den eneste mening der tæller er mit barns - når han smiler til mig, er alt andet ligegyldigt.

Jeg er stadig forsigtig med detaljerne om mine projekter - hvis  nu det ikke lykkes. For jeg ved at det vil være en kamp for mig, ikke at trække mig fra dem der så mig fejle. Jeg øver mig alt hvad jeg kan, i at erkende og acceptere mine fejl, og stå ved dem, men mit mønster er stadig at gemme, ignorere, benægte, og håbe det går væk af sig selv. 

Man siger, at første skidt er at være opmærksom på problemet. Så langt så godt. Det strider imod alle mine instinkter at vise sårbarhed, som jeg har skrevet om her, men jeg kan også godt se det selvdestruktive i det desperate forsvar jeg bruger til at skjule sårbarheden. Jagten på den gyldne middelvej er sat ind. 

Billede af høns virker måske ikke voldsomt relevant, og det er da også en temmelig perifær kobling, men det var nu ikke meningen de skulle støvbade i blomsterbeddet... 

Hvorfor jeg blogger

Jeg har altid været glad for at skrive. Jeg husker skriftlige afleveringer og stile som noget fedt og positivt (jeg har helt sikkert bandet over dem i situationen!). Der er noget med det flow jeg kommer ind i, når ordene begynder at rulle, som bare er skønt. Jeg ved sjældent hvor jeg lander, og kan have nok så mange ideer om retningen af en tekst, som undervejs viser sig ikke at holde. 

I mange år har jeg brugt det at skrive som en slags selv-terapi. Når tankerne eller verden blev for meget, skrev jeg det ned. Og mange gange har jeg oplevet, at det at sætte ord på, hjælper mig til at se det hele udefra, og bedre forstå hvad der foregår. Jeg kan starte med én overbevisning når jeg sætter blyanten til papiret, og efter nogle afsnit indse at det er noget helt andet der vægter. Det er en sindssygt fascinerende proces - og har for mig været helt uvurderlig. 

Hvis der går længere tid imellem jeg skriver noget, savner jeg det voldsomt. Og det er egentlig ligemeget hvad jeg skriver. Om det er mine tanker, små noveller, tekster til rollespil eller breve. Jeg finder ord og formuleringer sjove at lege med, og bliver høj på flowet når det hele spiller. 

Selvfølgelig skulle jeg have en blog, da den slags begyndte at blive en ting. Og jeg har startet et par stykker, i det små. Min udfordring har primært været, at jeg allerede før min angst brød ud, var bange for mennesker (måske havde jeg i virkeligheden allerede angst i en eller anden grad dengang. Det lyder sådan, når jeg ser mig selv beskrive det her). Min frygt for mennesker handlede/handler om ikke at turde vise nogen svaghed der kan udnyttes. Så tekster der skal ligge hvor andre kan se dem, bliver selvsagt meget overfladiske og upersonlige, så længe frygten hersker. og det gjorde den længe. 

Efter jeg har lært at den bedste måde for mig at håndtere min frygt, er at dele ud af den, giver det endnu bedre mening for mig at skrive på en blog. Det kan stadig være møg skræmmende at trykke "udgiv", men jeg har oplevet hvordan det bliver lidt lettere for mig, hver gang jeg ser andre bryde tabuet og dele lignende udfordringer, og jeg vil gerne være en del af den bevægelse. Jeg vil gerne være med til at vise at det er helt almindeligt at være ualmindelig, og at man ikke bare kan stemple folk med deres udfordringer, og så ikke tænke mere over hvad der ligger bag, eller hvad det egentlig betyder. 

Jeg er bestemt ikke hellig! Bloggen er ikke et eller andet forsøg på at redde verden eller sikre plads til alle. Og her ligger, som man allerede kan se, mange andre ting end tabu-brydende filosoferinger over mental sundhed. En lille (størrelse er relativ, ikke?) del af mig tænker da også det kunne være fedt, hvis jeg blev "opdaget" som blogger, og kunne få en eller anden art indtægt på mine skriverier. Jeg behøver ikke blive rig på det; jeg har det fint i mit lille hus i "Udkantsdanmark". Men jeg drømmer om en hverdag med mest mulig frihed og fleksibilitet, så enhver selvstændig kilde til mad på bordet er velkommen.

Jeg kan ikke huske om der var nogen bestemte pointer jeg ville frem til med den her tekst. Mon ikke jeg bare ville præsentere lidt om hvorfor jeg skriver, og hvorfor jeg deler det med jer. - Fordi jeg elsker det, og fordi jeg gerne vil være med til at vise hvor forskellige vi alle sammen er.

Fra træningsbaby til pseudotvilling

Sidste forår mistede jeg en af mine katte. Kattene er mine kæledyr, men i et gammelt hus langt ude på landet er de også nyttedyr - uden dem ville mus og rotter fra markerne have frit spil. Så selvom den smukke diva, Pyt, virkede godt tilfreds med at være enekat på residensen, måtte jeg se mig om efter en ny kat. Dronningen er nemlig ikke den mest dedikerede jæger.

Jeg har altid kun haft katte født hos mine forældre, men de har ingen fertil hunkat længere, så jeg fandt en smuk blandingsdreng der manglede et hjem, et andet sted. Mit vigtigste krav var, at killingerne skulle have lært af deres mor hvordan man jager - sådan som de gør på landet.

Ego blev hentet i sommer, med Mælkebøtten rumsterende i maven, og jeg skænkede det ikke en tanke, at de to ting kunne have indvirkning på hinanden. Katten var stadig mest en praktisk foranstaltning, og misserne fra mine forældre har altid været meget selvstændige. Jeg blev klogere.

De første måneder var det lidt sjovt og hyggeligt at han gik med på toilettet, ville hænge på armen mens jeg ordnede ting, og (mindre hyggeligt) vækkede mig tidligt om morgenen. Vi jokede med at han var min træningsbaby - at han vænnede mig til vilkårene, før den rigtige baby kom.

Da termin nærmede sig, falmede joken lidt. Den tossede træningsbaby var ikke bare en tryghedssøgende killing - det så ud til at være hans personlighed! Min førstefødte kunne se frem til en pelset "storebror", som på ingen måde forstod - eller forstår - at hele verden ikke er til for hans skyld.

Hvis du spørger mini-møgkatten (som bestemt ikke er mini mere), var det en grov omgang at der flyttede en baby ind. Babyen har altid førsteret til skødet af mor, og man må ikke engang gå eller ligge på den. Det er grove løjer! Hvis du spørger ham, bliver han helt sikkert forsømt! ..men hvis du spørger mor, vil hun påstå han bare har skiftet titel. Til pseudotvilling.

Hvad tænker du?

Den "virkelige" verden

En af mine venner har delt en artikel på facebook - jaja, det sker jo hele tiden, men lige den her satte nogle tanker igang. 

Den handler om en ung handicappet mand, hvis forældre sørgede over at han grundet sit handicap ikke fik et "rigtigt" liv, men "bare" sad og spillede computer hele dagen. Og hvordan de først da han døde, opdagede hvor virkelige hans online venner og relationer var. Læs selv her. 

Det særlige ved den her artikel er netop, at den er skrevet fra forældrenes perspektiv. At fokus er deres oplevelse af sønnens liv, og deres erkendelse af, at han levede så meget rigere end de troede og anerkendte. 

Jeg vil ikke sidde her og prædike at det er ligemeget om man logger ind i WoW eller tager til fodbold, men jeg vil mene det er på tide vi holder op med at kalde den ene verden mere "virkelig" end den anden. Især med tanke på hvor meget tid mennesker der accepteres som "almindelige" bruger på sociale medier, virker det temmelig hyklerisk stadig at bashe gamerne.

For nogle er gaming helt sikkert en "virkelighedsflugt". En flugt fra den virkelighed de ellers ville have, i den fysiske verden. Men det er en flugt til en ny virkelighed, til en online verden hvor der er rig mulighed for at interagere med andre mennesker, udvikle sig og opleve. Så hvorfor er det så udskældt i forhold til mange andre typer flugt?

Da jeg var barn og ung flygtede jeg ind i bøger. Og det blev rost! At læse blev/bliver betragtet som beundringsværdigt, åbenbart uanset omstændighederne. Idag flygter jeg sjældent fordi min fysiske verden gør ondt, men jævnligt når den bliver for overvældende - og jeg flygter nu ofte til film eller serier. Igen aktiviteter som er helt accepterede, men som jo reelt er temmelig indholdsløse. 

Kunne det ikke være fedt hvis vi begyndte at spørge ind til det vi ikke forstår, i stedet for uden videre at fordømme det? Og tænk hvor sejt det ville være, hvis vi accepterede alle verdener som lige virkelige for dem der lever i dem, i stedet for at rangere dem udfra fordomme. Bare en tanke. 

Selvvalgt alenemor

Jeg har valgt at få et barn alene. Jeg har, så længe jeg kan huske, vidst at jeg gerne ville have børn, og har været skruk i temmelig mange år. Men timingen var aldrig helt rigtig, og årene gik. Da jeg for anden gang mens jeg var skruk blev single, begyndte jeg så småt at overveje at få barn alene. 

Det er frygteligt uretfærdigt, hvor let kvinder kan få børn alene, hvis det er det de ønsker, i forhold til mænd. Men jeg begyndte at blive meget opmærksom på min alder, og på at jeg egentlig ikke fandt det realistisk for mig at finde en mand, som jeg ville have det godt med at dele resten af mit liv med. Selvom vi biologisk kun kan lave børn to og to, blev jeg meget opmærksom på, hvordan samfundsudviklingen betyder at man ikke behøver være to for at overleve længere. Nødvendigheden er ikke den samme, som i kernefamilie-kulturens vugge. 

Sidste erkendelse var, at timingen aldrig ville blive perfekt. Så jeg greb muligheden da jeg fik den, og to måneder efter var jeg gravid. Jeg har ikke fortrudt det!

Jeg har et par gange fået kommentarer om hvor vildt det er, at jeg har en baby helt alene. Primært fra andre småbørnsforældre. Og det skal da ikke være en hemmelighed, at det føles ret godt. Andre er imponerede over hvad jeg gør - fedt! Men det er lidt uretfærdigt, for sammenligningen holder ikke. Jeg vidste fra starten at jeg ville stå alene. Det er aldrig faldet mig ind, at der kunne være en der tog over eller aflastede. Når muligheden aldrig har været der, savner man den heller ikke. 

Det hjælper selvfølgelig, at min skønne Mælkebøtte er sød ved mig. Han har en dejlig ro, og fantastisk tryghed, så de fleste dage er ren nydelse af min vidunderlige baby. Han er ti uger nu, og først i denne uge er udviklingen gået så stærkt at det blev svært at kompensere for, så det måtte ud i skrig. Og det klarer vi også. 

Jeg savner ikke nogen at række ham til. Jeg savner bestemt ikke nogen der vil blande sig i hvordan han skal passes og opdrages. Det eneste jeg savner, havde jeg ikke set komme. Jeg savner nogen at dele hans dejlighed med. Nogen der står ved siden af og ser ham grine, og kan bevidne hvor helt igennem fantastisk han er. Jeg føler at verden og han bliver snydt, når det kun er mig der ser ham. Når der kun er mig til at huske denne her tid, som i forvejen går alt for stærkt. 

Så hvis vi ses en dag, og du synes jeg taler temmelig meget om tilsyneladende ligegyldige ting min baby har gjort, så er det derfor. Til gengæld må du selv bede om det, hvis du gerne vil holde ham. Du er meget velkommen til det, men jeg tænker ikke selv over det. Han passer perfekt i min favn <3 

En glædelig femugersundersøgelse

Min Mælkebøtte har været ude og blive professionelt beundret idag. Helt perfekt, alt som det skal være og super dejlig! Ifølge lægen reddede han hendes dag, og vi havde nær aldrig fået lov at gå igen, fordi hun slet ikke kunne slippe ham. Og mor her gløder af stolthed. Ham har jeg bygget! 

Lægen spurgte selvfølgelig til om fødslen var gået godt - og jeg holdt vejret et halvt sekund og mærkede efter knuden i brystet. Men den kom ikke! Og jeg kunne kort ridse op hvad der var sket, helt uden at få de fysiske reaktioner der ellers har domineret hver en tanke om det. Så selvom historien rumsterer en del efter at blive konfronteret igår, har det klart hjulpet at få det puttet i en håndterbar kasse. Den modbydelige følelse af afmagt har mistet taget, og der er blevet bedre udsyn og plads til alt det gode.

Et sted i samtalen ser lægen på mig, og siger "Allerede da du kom her som gravid, fik jeg indtryk af at det passede godt til dig at være mor, og det er helt tydeligt nu. Du har lavet en flot og stor baby, du præsterede at føde i en krigszone, han trives og er rolig og tryg, og du håndterer ham som det mest naturlige. Dit system har simpelthen bare ventet på at få lov til at blive mor."

Jeg ved ikke om det lyder som blær at gengive det, eller om jeg risikerer at universet hævner sig og tager det hele fra mig imorgen, for at sige det højt. Jeg tager chancen, for det var fantastisk at få at vide af en udefra, at det jeg oplever også er synligt for andre. At være mor føles mere rigtigt for mig end noget andet jeg kan huske. Jeg ER en mor, og har været det længe før min Mælkebøtte kom ind i billedet - jeg skulle bare give mig selv lov til at få barnet. 

Det er slet ikke dumt at være hos lægen, på den måde! At få demonstreret hvor stor forskel det har gjort at få skrevet den klage over jordemoderen, og så ovenikøbet få så mange positive ord, til både mig og Mælkebøtten. Nå ja, og så var lægen også lige vild med at jeg vikler ham. Alt er godt! Intet kan vippe mig af pinden idag! 

En mail om fødslen af Mælkebøtten

Idag har jeg skrevet en mail. Og hvis det lyder som om det er det eneste jeg har lavet idag, er det helt korrekt opfattet. 

Vi sov længe, og tog første amning før jeg fandt computeren frem, men det var med morgenmaden i hånden jeg tastede mig igennem de første ord. Min tidsfornemmelse glippede et sted undervejs, men lyset svandt mens jeg læste igennem og forsøgte at gennemskue om min pointe var tydelig nok. Undervejs var flere små pauser; toiletbesøg, bleskift, madhentning - og et par til at berolige mig selv, fordi det smittede af på Mælkebøtten hvor svært det var for mig.

Mailen handler om fødslen af min skønne søn. Og grunden til at jeg ikke tidligere har berørt emnet her. Fødslen blev nemlig meget anderledes end jeg havde forventet, og selvom jeg var forberedt på at min forventning måske ikke ville blive opfyldt, hverken kunne eller ville jeg acceptere det endelige scenarie.

Det blev lidt kryptisk, men jeg har ikke lyst til at uddybe det fulde forløb endnu. Helt kort handler det om at min planlagte hjemmefødsel blev til en sygehusfødsel, og at jeg på sygehuset fik en jordemoder der tvang min hjemmefødselsjordemoder til at svigte mig, og derefter kørte fødslen helt efter sin egen plan, uden hensyn til mine behov eller ønsker. Med det resultat at da jeg endelig lå med min søn på brystet, måtte lykkefølelsen kæmpe sig vej gennem afmagt, ydmygelse, frygt, vrede og frustration.

Jeg var ikke nervøs for at skulle føde. Tvært imod glædede jeg mig, for jeg havde en urokkelig tro på, at min krop kan det shit - og det beviste den også! Trods aldeles ugunstige omstændigheder, gjorde min krop og min baby præcis hvad der var brug for - og ikke mindst var jeg i stand til at lade dem. På trods. 

Og netop det. At jeg havde glædet mig, og at jeg VAR fracking sej, får det til at gøre så ondt, at den oplevelse og det minde der skulle have været lykkeligt og empowering, blev taget fra mig. Blev til noget ubehageligt der skulle overstås. En situation jeg bare gerne ville slippe væk fra.

Jeg er ikke blevet skræmt fra at føde. Jeg er bange for den ene inkompetente jordemoder. Jeg er vred over at jeg stadig får en knude i brystet, og svært ved at holde tårerne tilbage, når jeg tænker på fødslen. Vred over at skulle bruge voldsomme mængder energi på at bearbejde og omforme mit minde. vred over at jeg først fem uger efter har ressourcer til så småt at begynde at trække de positive glimt frem, og begynde at bygge mit eget minde. Det burde ikke være nødvendigt!

Derfor skrev jeg idag den mail. Til afdelingsjordemoderen. Om hvad jeg oplevede, og om at jeg håber ingen andre bliver udsat for det samme. Min hjemmefødselsjordemoder skrev dagen efter fødslen; hun havde ikke kunnet sove, fordi hun havde det så dårligt med hvad der var sket. Jeg håber vi kan gøre en forskel. Og at det vil lykkes mig at pusle mit eget billede sammen, så jeg kan slippe for det mareridt jeg blev påtvunget.

"Det er bare en dag." "Kun én ud af mange fødselsdage min Mælkebøtte vil få." "Jeg fik en sund, stærk og dejlig søn." "Jeg var vildt sej, at jeg fødte under de forhold." -Flere har forsøgt at opmuntre og hjælpe til at acceptere og komme videre. Men jeg havde fracking glædet mig i månedsvis! Jeg vil ikke videre, jeg vil have mit minde, min fantastiske oplevelse, min sejrsfølelse! Der er meget lidt jeg tror på jeg er god til. Jeg kan ikke huske nogensinde at have følt mig så sikker på noget, som at jeg kunne føde. Og selvom forløbet beviste at det var sandt, tog sygehusjordemoderen følelsen fra mig. 

Selv hvis jeg kunne, har jeg ikke lyst til bare at gemme og glemme. Det er måske dumstædigt, især med min forhistorie med at håndtere min hjernes fortolkninger af verden, men jeg VIL have trukket noget positivt frem jeg kan holde fast i, og som kan dække over resten. Det SKAL kunne lade sig gøre at trække en tråd mellem de små smil. Hun var ikke den eneste på stuen, og jeg VED de var der. 

Idag har jeg skrevet en masse af det der var forkert. Jeg har gjort hvad jeg kunne gøre for andre fødende. Herfra vil jeg begynde at skrive på alt det rigtige, og den tekst bliver ikke afsluttet på en dag; den vil jeg lade stå åben, og blive ved at føje ting på, når jeg kommer i tanke om dem. Og så når jeg forhåbentlig en dag, hvor jeg har fundet nok ro i det, til at jeg er tryg ved at dele den fulde historie her. Begge versioner af den! 

Lykkelig mor

Igår, i køen i Rema, opdagede en ældre dame pludselig, at bylten på mit bryst indeholdt en baby (han sad i ringslyngen som var trukket godt op for at skærme for sneen). Hun kommenterede og komplimenterede, og gjorde så sin mand opmærksom på det; "Har du set, hun har en baby der!". Meget sød, og meget entusiastisk dame! Hun tilbød at hjælpe med at pakke mine varer, spurgte om han var nem, og nær-ved-klukkede.

Det er langt fra første gang jeg er blevet tiltalt af fremmede i et supermarked, men det er første gang der bliver kommenteret på min mælkebøtte - og det føltes satme godt! Jeg er pisse stolt af den lille skabning jeg har groet! Og en del af mig undrer mig hver gang det lykkes nogen at gå forbi ham, uden at kommentere hans dejlighed. Selv skorstensfejeren. Det må være nogle nybagt-mor-hormoner. 

Mælkebøtten er ikke bare dejlig - han er min lykkepille! Selvfølgelig har jeg stadig dumme dage, trætte dage, uvelkomne tanker. Men det er så godt som umuligt for mig at se på ham, uden at smile. Og ja, gu er der meget arbejde i sådan en størrelse, men han er det hele værd, og mere til! Alt andet er lidt ligemeget, så længe han er her, og har det godt.

Det er underligt at opleve, hvordan mine prioriteter, tankemønstre og indstilling til mig selv, med ét er ændret. Jeg har altid ønsket mig - og forsøgt at agere efter - at være ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men det har ligeledes altid fyldt rigtig meget i min bevidsthed, noget nær konstant, og kostet uhyggeligt meget energi. Pludselig er det rykket et markant stykke ned af listen. Det er der endnu, men som noget der dukker op og hurtigt kan viftes væk igen.

Jeg regner ikke længere mig selv som mindre værd end andre. Ikke den mig, som er mig og min mælkebøtte. Nu må folk finde sig i mig, vente på mig, acceptere hvis jeg siger nej. Jeg kan finde ud af at bede om hjælp (til en del, i hvert fald), og er pludselig blevet i stand til at genkende og tro på, når folk omkring mig gør ting der viser de værdsætter mig. Det har været lukket land i mange år.

For første gang mens jeg kan huske, føler jeg at jeg er til stede nu og her. Det føles som en boble, og det er helt sikkert hormon-påvirket, men hold nu stjerne hvor jeg håber jeg kan holde fast i bare noget af det! 

Jeg er alenmor til en baby på fem uger, og jeg har det fracking godt!

Ud og hjem og ud igen

I kløerne på min depression var noget af det sværeste at komme ud af døren. Og kom jeg ud én gang, lykkedes det i hvert fald ikke en gang til samme dag. Det kunne tage timers forberedelse, bare at gå en tur - for det var ikke aktiviteten udenfor døren der var svær (ikke generelt, i hvert fald), det var alene det at træde over dørtærsklen.

Jeg klumper stadig mine aftaler sammen hvor jeg kan, fordi det sidder dybt i mig, at det er svært at komme ud af hoveddøren mere end én gang. Oftest undskylder jeg det med et ønske om at spare transport, men reelt tænker jeg sjældent så langt, når jeg planlægger ærinder og aftaler i grupper i kalenderen. Det er bare blevet en vane. 

De sidste par år, efter jeg er flyttet til Fjællehjem, har jeg fået det markant bedre, og har samtidig fået langt bedre strategier til at passe på mig selv. Jeg respekterer mine egne grænser og advarselssignaler, og ved hvordan jeg skal planlægge min tid og restitution for at forebygge overbelastning bedst muligt. 

Jeg har fået det så godt, at jeg er begyndt at skubbe til grænserne og tage chancer hist og pist. Min stædighed er begyndt at skinne igennem igen. Jeg VIL have at det skal kunne lade sig gøre. Og sådan når vi frem til min dag igår.

Næstsidste møde i hjemmefødselsgruppen var igår kl. 12-15. Og igår kl. 18-22 var efter-jul-opstart i min faste rollespilsgruppe, som har holdt pause hele december. Ingen af tingene havde jeg indflydelse på hvornår lå, og ingen af dem havde jeg mulighed for at flytte på. Valget var at dukke op eller blive væk (og gå glip). 

Med min Mælkebøtte i favnen, var tanken om at skulle ud af døren to gange på samme dag skræmmende igen. Jeg var langt fra sikker på om det kunne lade sig gøre, og affandt mig med at måtte mærke efter og finde ud af det som dagen gik. Jeg varslede rollespilsgruppen, og forberedte begge udfald.

Klokken blev 16.15 før jeg nåede hjem fra første aftale. Det gav mig fem kvarter til jeg skulle ud af døren igen, hvis jeg skulle afsted, og alene det, fik panikken til at prikke i mig. Men en lidt grundigere eftersøgning fandt ingen grund til det. Jeg var okay, ikke for træt, ikke presset, og havde god tid til restitution. Desuden mindede jeg mig selv om, at Folmer stod klar til at køre os hjem med det samme, skulle det vise sig nødvendigt. Så i stedet for at overtænke, tog jeg en hurtig beslutning, og tog afsted.

Det gik fint! Og det kan godt være det ikke giver mening for nogen der ikke har oplevet af være spærret inde af deres egen hoveddør, men jeg er fracking stolt! På Mælkebøttens treugersdag, med masser af auto-reaktioner fra en sværere tid, tog vi afsted hjemmefra to gange! Hell yeah!