Bange for at vise mine fejl

De (få) der har kendt mig længe, har hørt mig insistere på at jeg er ligeglad med hvad andre tænker om mig, og set mig demonstrativt "bevise" det. Sandheden er at jeg er voldsomt opmærksom på hvad andre tænker - på hvad jeg forestiller mig at de tænker - og jeg er hunderæd for det. 

Det burde ikke betyde noget. Jeg vil ikke have at det betyder noget. Men jeg kan ikke slippe fra det. Mit syn på mig selv, afhænger i alt for høj grad af hvordan jeg oplever at andre ser mig. Afhænger af andres anerkendelse. Og bare for at gøre de sorte perioder endnu sortere, er det selvfølgelig i sidste ende min egen fortolkning af de input jeg får, der vægter. Sej kamp, kan jeg godt hilse og sige! 

Til tider kan jeg blive voldsomt ambitiøs. Jeg er en drømmer, og jeg har været vant til at kunne det jeg sætter mig for, så hvorfor ikke stile højt. Det kan være alle mulige projekter og sammenhæng. Fælles er, at når det fejler skammer jeg mig frygteligt overfor de, jeg delte ambitionerne og drømmene med. 

Jeg stødte på et eksempel forleden dag; mit bachelorprojekt. Jeg havde SÅ høje tanker om hvad det skulle blive til, og fik vækket stor entusiasme hos både vejleder og flere forskellige fysioterapeuter og specialister der hørte om det. Men grundet mine, dengang ret grumme, udfordringer med mit mentale helbred, kunne jeg ikke følge det til dørs. Det blev i stedet en øvelse i at overleve og gennemføre. Og jeg gemte mig for alle dem der havde delt min entusiasme.

Skuffet over mig selv, skam over ikke at kunne leve op til mine egne og andres (tænker jeg) forventninger. Brænder broerne for at undgå at skulle se dem i øjnene, som troede på mig. 

Efter jeg er blevet mor, hviler jeg meget bedre i mig selv. Jeg tror på at jeg kan det her, og er helt afklaret med at der er forskellige holdninger til hvad der er rigtigt. Den eneste mening der tæller er mit barns - når han smiler til mig, er alt andet ligegyldigt.

Jeg er stadig forsigtig med detaljerne om mine projekter - hvis  nu det ikke lykkes. For jeg ved at det vil være en kamp for mig, ikke at trække mig fra dem der så mig fejle. Jeg øver mig alt hvad jeg kan, i at erkende og acceptere mine fejl, og stå ved dem, men mit mønster er stadig at gemme, ignorere, benægte, og håbe det går væk af sig selv. 

Man siger, at første skidt er at være opmærksom på problemet. Så langt så godt. Det strider imod alle mine instinkter at vise sårbarhed, som jeg har skrevet om her, men jeg kan også godt se det selvdestruktive i det desperate forsvar jeg bruger til at skjule sårbarheden. Jagten på den gyldne middelvej er sat ind. 

Billede af høns virker måske ikke voldsomt relevant, og det er da også en temmelig perifær kobling, men det var nu ikke meningen de skulle støvbade i blomsterbeddet...