Jeg var ude at hente nogle ting hos en kvinde idag, som spurgte hvor langt jeg havde igen, og kommenterede med et glimt i øjet, at så var det da også på tide at få skaffet de sidste ting, da hun fik at vide at jeg idag har en måned til termin. På en måde virker det meget passende at være lidt sent ude i denne ende af graviditeten, efter lægesekretæren fejlede at skjule sin overraskelse over hvor langt jeg var henne, da jeg kom der første gang. Så er cirklen ligesom sluttet. (Jeg har ikke fundet ud af hvordan de forventer man kan komme tidligere, når der er en måneds ventetid til lægen, og man jo lige selv skal konstatere det først)
De her dage går altså med at få de sidste ting i hus, og få fundet de ting frem og gjort klar, som er her i forvejen. Og så kæmper jeg lidt hver dag for at få ryddet op og ordnet, så her også er til at være og komme rundt.
For et par uger siden kom mine brødre og en kammerat forbi, og bankede gulvet op i et af værelserne. Og mens jeg elsker at der endelig begynder at ske noget i huset, betød det at jeg skulle flytte fra det store værelse til det lille værelse for at de kunne komme til. Det lille værelse skulle altså tømmes, og resten af tingene fra det store skulle også andre steder hen. "Andre steder" blev for rigtig meget af det, min stue.
Det er en smule presset, kun lige at kunne komme rundt, og ikke rigtig kunne være nogen vegne. Og her skulle også meget gerne kunne være plads til et fødekar, inden alt for længe. Så det går meget af min energi på. Og det er så der anden dimension af forberedelserne begynder at gøre opmærksom på sig.
Min krop forbereder også. Mit bækken bliver tiltagende løsere, så jeg kan mindre og mindre før det tager hævn. Min lænd udtrættes og gør ondt, fordi maven er tung og min holdning er blevet skæv. Det begrænser voldsomt hvormeget jeg kan - også selvom jeg bliver stædig og gør det alligevel. Så kan jeg bare ingenting dagen efter.
Sidste nye påhit er, at jeg er begyndt at crave chokolade i tide og utide. Det er ikke det værste at crave, og jeg tænker det er et udtryk for at min krop samler energi til det forestående marathon. Jeg forsøger nu alligevel at begrænse det. Er temmelig stolt af ikke at have taget mere end nødvendigt på, så forsøger at overbevise systemet om at energi fra mere fornuftige kilder virker lige så godt.
Om 9 dage er jeg indenfor perioden hvor en fødsel vil betegnes som "normal". Samtidig går førstegangsfødende gennemsnitligt 8 dage over termin, hvilket i mit tilfælde ville være juleaften (så det lader vi lige være med, ikke?!). Det er en underlig periode at forsøge at forholde sig til. Jeg skal undgå at forvente der sker noget alt for snart, for så er det for nemt at blive utålmodig. Men jeg er nødt til at være klar, i tilfælde af at der gør.
Så jeg forbereder. Forsøger at prioritere hvad det er vigtigst at have klar, og øver mig i at bede om hjælp til de tunge og uhandy ting. Forbereder hus, krop og hoved, så godt jeg kan. Og selvom det er svært, og bøvlet, og til tider gør ondt, nyder jeg også. For det er sgu sejt, det mirakel min krop har gang i. Og jeg glæder mig!
No comments:
Post a Comment