"Hvis livet er shit, så strikker jeg lidt..."

Jeg har fået rigtig mange forskellige reaktioner når jeg hiver mit strikketøj frem. Nogle spørger nysgerrigt, nogle kigger interesseret, nogle er urørte og nogle bliver nærmest fornærmede. Det afhænger selvsagt rigtig meget af situationen. De færreste medpassagerer i toget har nogen grund til at blive fornærmede over mit strikketøj, men jeg har haft kolleger der syntes det var vældig modigt af mig at strikke til personalemøder.

Lad mig lige forklare - jeg stikker ikke fordi jeg keder mig eller ikke gider følge med. Tvært imod! Jeg strikker fordi jeg bedst holder fokus når mine hænder er beskæftiget. Jeg planlægger hvilke projekter jeg tager med, efter dagens indhold, og sørger for simpelt strik uden tællearbejde hvis jeg skal sidde i krævende møder eller andre opmærksomhedskrævende situationer. Jeg har avanceret blondearbejde i tasken hvis jeg ved jeg skal noget der tærer på mig, hvor jeg får brug for at koble af og samle energi bagefter.

Jeg strikker ikke fordi jeg ikke er engageret i vores samtale - jeg strikker for at fordybe mig i situationen, for at forstærke roen og få mest muligt ud af vores stund. Hvis det generer dig lægger jeg det gerne væk, men du må først forstå hvorfor det er fremme.

Mit strikketøj er min håndgribelige genvej til mindfullness, for nu at bruge et udtryk mange efterhånden er bekendt med. Det er mit fokuspunkt til at samle tankerne og være til stede nu og her, til at lukke larmen og bekymringerne ude. Selvfølgelig kan jeg sagtens bare strikke fordi det er hyggeligt, eller fordi jeg skal have en gave færdig, men der er altid gavnlige effekter i større eller mindre grad, og går det helt galt kan mit strikketøj være den ultimative krisehjælp.

Mikkel Schrøder siger det næsten bedre: